lørdag den 14. februar 2015

Er jeg for sart?

For et par uger siden sad jeg og fik lidt formiddagskaffe sammen med min søster og min mor. Snakken gik, de fyldte tekopper dampede, og min søsters blik vandrede hen imod min bogreol. Der skete et naturligt emneskift, fra hverdagssnak til bogsnak, og jeg kom til at nævne, at jeg for nylig havde været nødt til at sende en bog retur til leverandøren, fordi den havde ridser og pletter på forsiden. Min mor nikkede og snakkede om dårlig pakning, altimens min søster løftede et øjenbryn. "Sendte du den retur? Det var da fjollet, når du nu stadig kunne læse den." Herefter fulgte en lang diskussion om at forlange, hvad man betaler for, og om forskellige funktionaliteter. Diskussionen endte dog aldrig med enighed.
Det sjove er, at min søster med sine ord beskrev en langt større tendens. Jeg bliver ofte mødt med undren, hvis jeg taler om en bog, jeg blev nødt til at returnere, fordi den havde pletter på forsiden eller en flænge i dens smudsbind. "Den kan jo stadig læses" siger både forhandlere og bekendte, og trækker på skuldrene. Det er naturligvis også korrekt – men hvad nu, hvis man opfatter en bogs funktionalitet som mere end læsning? Hvad nu hvis man også opfatter bøger som smukke objekter og biblioteksmæssige byggesten, der skal stå på forreste række i en bogreol? Hvad nu hvis man i en digital tidsalder kun køber fysiske bøger, når de er særligt smukke? Eller hvis man bevidst har valgt at bruge flere penge på en hardback end på en paperback, fordi bogen skal pynte og fryde i ens bogreol i mange år fremover? Er det så stadig ikke en væsentlig mangel, at bogen har en flænge, en plet, en ridse, en misfarvning?

Det er så frydefuldt at modtage en ny bogpakke med posten. En bogpakke med helt nye og urørte skatte, ventende læseoplevelser og bøger omhyggeligt udvalgt i den helt rigtige udgave i det helt rigtige format. Og det er så irriterende at åbne en papkasse og opdage, at bøgerne er blevet beskadiget undervejs, og at de slet ikke er så urørte alligevel.
Jeg er muligvis en større bogperfektionist end så mange andre, og jeg sukker inderligt når jeg forårsager en lille plet, en smule snavs eller en bøjet side i en bog, jeg holder af. Men det sker, når jeg sommetider uopmærksomt jonglerer rundt med tekopper, murstensroman og rugbrødsmadder på samme tid. Uheld sker, og det må man altid indfinde sig med; jeg foretrækker blot, at uheldene er mine egne, og at en ny bog rent faktisk forekommer mig ny, når jeg lige har hentet den på posthuset.
For sagen er den, at en bog – ligesom et par bukser – er en vare. Og lever varen ikke op til dens varebeskrivelse eller billede, så er den ikke tilfredsstillende. Ligesom jeg ville klage over en sort plet på et par bukser, klager jeg nu over sorte pletter på min bogforsider. Princippet er akkurat det samme. Også selvom både forhandlere og bekendte reagerer, som om, det bare er mig, der er sart.
I virkeligheden har jeg kun returneret 3 bøger inden for de seneste år. Jeg ser ofte igennem fingre med hardbacks, der er lidt trykkede i ryggen, og jeg reagerer ikke på en lille plet på en bagside. Men de to billeder ovenfor er eksempler på bøger, jeg har klaget over og sendt retur. Bøger jeg ikke vil acceptere, fordi de ikke ankom i acceptabel stand. Også selvom de stadig kunne læses.

Hvad siger I? Synes I også, man er i sin gode ret til at sende en bog retur, selvom "den stadig kan læses"? Eller er det bare mig, der er for sart?

39 kommentarer:

  1. Selvfølgelig skal man sende bøgerne retur! :0) Man betaler for hele bogen og ikke for ordene. Hvis det var tilfældet kunne man jo lige så godt købe en ebog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Jeg forstår ikke, hvorfor det forekommer mange så uvæsentligt..

      Slet
  2. Jeg er helt enig med deg, bøkene må være nye når du får de i posten. Jeg returnerte nylig noen bøker, fordi de var skadet under transporten. Bøkene kunne fortsatt leses, ja, men de hadde store hakk og skader i permene. Da er ikke bøkene nye lengre, og mye av gleden ved nye bøker er da forsvunnet. Jeg kjøper heller ikke bøker i bokhandelen som er smusset til med flekker, eller har opprevet papiromslag. Jeg tenker sånn, at bøkene skal være så fine som nye, at jeg skal kunne gi de bort i gave, og de skal kunne stå i bokhyllen i stua. Du har en utrolig flott samling med vakre bøker, det er en fryd å lese bloggen din. Hilsen fra Norge.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! I princippet skal bøgerne jo altid leveres så fine, at de er værdige til at blive givet væk i gave. Det ved man jo reelt ikke, om de måske skal.

      Og åh – tusind tak :) Jeg er glad for, at du læser med.

      Slet
  3. Jeg synes bestemt ikke du er sart. Jeg har det på samme måde. Bevares, er bogen købt brugt, så er det kun naturligt, at den måske bærer præg af at have været læst, men når jeg køber en bog fra ny, så forventer jeg også at få den i en ordentlig stand. Særligt når der er talte om bøger, jeg har betalt mere for, end normalt fordi de netop er skønhedsopbjekter og grundsten i mit personlige bibliotek - måske er indholdet i perfekt stand, men bøger bliver også købt for deres udseende, og hvis det ikke er i orden, så sender jeg dem også retur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig – brugte bøger køber man jo netop brugte, men nye bøger skal fremstå som nye. Hvad er pointen ellers? Jeg er helt enig med dig.

      Slet
  4. Jeg har personligt aldrig været så uheldig at modtage en bog som har været så beskadiget at jeg har følt at jeg gerne har villet sende den tilbage. Men jeg tror også at det hænger sammen med at jeg ved at jeg selv ender med at komme til at gøre et eller andet ved bogen så det gør ikke den store forskel for mig hvordan de ser ud fra starten. Jeg køber også rigtig mange brugte bøger så jeg har nok bare også vænnet mig til at bøgerne jeg oftest modtager med posten som udgangspunkt ikke ser perfekte ud. Men på den anden side ville jeg, hvis jeg modtog bogen på det første billede i dit indlæg, nok også have sendt den tilbage.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja ok! Hvis det ikke betyder så meget for en, er det selvfølgelig ikke besværet værd, men jeg synes virkelig, at det er en reel mangel i ovenstående tilfælde. De bøger kan jo ikke gives væk som gave fx., og det kan virksomheden i teorien ikke vide, om de skal. På den måde er det altså under al kritik.

      Slet
  5. Jeg synes det er fair nok. Som du siger, så er det en vare man køber på lige fod med andre ting, som fx. tøj. Byt du bare, hvis du ikke er tilfreds. Det er helt okay i mine øjne, Rikke :)

    SvarSlet
  6. Jeg tror, at jeg vil overveje, om returfragten var det værd. Ingen returfragt - tilbage med den!

    SvarSlet
    Svar
    1. I ovenstående tilfælde erstattede virksomheden returfragten på grund af bøgernes skader :)

      Slet
  7. Jeg tror bestemt også jeg havde sendt mine bøger retur, hvis jeg havde modtaget nogen som lignede dem på billedet ovenover :-) Jeg har dog aldrig modtaget bøger i så slem tilstand, så jeg har aldrig sendt noget retur. De små skavanker som de indimellem har, ser jeg igennem fingre med, fordi jeg syntes jeg venter længe nok i forvejen på at modtage en bog med posten, så jeg har simpelthen ikke tålmodighed til at sende den tilbage og få den byttet til en ny :-P .. Men, som sagt, hvis jeg modtog en bog som ligefrem havde en synlig rids eller flænge, så havde jeg helt klart også sendt den tilbage :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også set igennem med en del småfejl, men jeg råber bestemt op, hvis jeg føler, bogens værdi bliver decideret reduceret :)

      Slet
  8. Man er 100% i sin gode ret til at sende retur, jeg havde faktisk diskussionen med en forhandler om en dvd engang, fordi cover og kasse var smadret, de var ikke særlig glade for at bytte den, fordi dvd'en fejlede jo ikke noget, og jeg undersøgte derfor sagen , og er der det mindste tryk eller mærke på en vare være det en bog eller film, så er man i sin fulde ret til at få en ny :D Jeg ville også sende bøger tilbage, hvis de var blevet ødelagt, for når det er en helt ny bog, skal den da også være "ny", jeg er også en af dem, der står i boghandlen og tjekker efter ridser, inden jeg køber bogen :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja! Man skal forlange en ordentlige kvalitet af det, som man betaler for.

      Slet
  9. Ha! Det er et let spørgsmål. En defekt vare skal naturligvis sendes tilbage. Jeg ville jo også returnere et par sko, hvis de var ridsede, eller en bluse, hvis der var en flænge i stoffet.

    Ps. Jeg tror i øvrigt, at jeg er lige så 'sart' som dig mht. bøgers ve og vel - jeg tør dårligt nok låne paperbacks til gemalen :D :D

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis. Af en eller grund forekommer det mig bare, at folk synes, det er noget pjat at sende en bog tilbage, hvorimod det er helt reelt at sende en bluse tilbage. Hvorfor aner jeg ikke.

      Hæhæ! Det er ikke sarthed, det er bare omsorg overfor sine elskede bøger <3

      Slet
  10. Jeg syntes bestemt ikke, at du er sart! Jeg har det præcis på samme måde. Jeg har i dag hentet en pakke på posthuset, hvor den ene bog har en revne i dust - coveret, og den har jeg tænkt mig at sende retur på mandag. Jeg er rigtig ærgerlig over at modtage sådan en bog, og i særdeleshed når der ingen synlige tegn er på kassen den var pakket i, hvilket jeg finder sjusket fra sælgerens side.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er simpelthen så irriterende at glæde sig til en ny bog, og så få en defekt vare. Det duer ikke.

      Slet
  11. I begge af de tilfælde som dine vil jeg nok også sende bøgerne retur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Yes. Det gjorde jeg også. Straks.

      Slet
  12. Nej du er ikke sart, det er også din ret at gøre det, da sælger jo har forpligtiget sig til at sende dig nye eksemplarer i ordentlig stand. Jeg har selv returneret bøger - den ene gang ville sælger ikke accepterer det, men han opdagede til sin rædsel at køber var professionel indkøber af erhverv og dermed havde styr på købe+aftalelov. Han havde til at begynde med samme holdning som din mor - men jeg var rasende, da den skulle bruges som gave dagen efter. Har endda også returneret en secondat-hand bog til Amazon, da den simpelthen stank af gammel tobaksrøg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Diskussioner med stædige sælgere er det værste. Man skal virkelig stå fast på sin ret; oftest oplever jeg, at hvis jeg takker nej til et prisafslag og i stedet klargør, at jeg ønsker at returnere, så får man tilsendt en ny bog uden at sende den anden retur. Den er jo ødelagt, så de kan ofte ikke sælge den videre alligevel..

      Slet
  13. Jeg kan dæleme godt forstå, du sender dem tilbage!
    Og jeg kan slet ikke forstå, de er blevet sendt til dig i første omgang. Det er ikke op til boghandleren at afgøre, om den vare, man har modtaget er god nok - hvis man ikke får det, man har købt, må de tage det tilbage. Bøger er meget mere end ordene, og selvom jeg ser de mange chokoladefingeraftryk i min Harry Potter-bøger som en charme, er de det kun, fordi de er en del af min historie med bøgerne :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, vel? Det er under al kritik, og selvom man afgjort kan argumentere for 'skader undervejs' synes jeg, at det sommetider tenderer til det overdrevne. Billede nr. 2 viser f.eks. en bog, der muligvis har været skadet hele tiden.

      Og ja. Små spor af læsningen er uundgåeligt – men jeg vil selv sætte dem!

      Slet
  14. I don't think you are too sensitive ;) And the damages you show on the photos are serious and painful for a bookworm and even more for a book collector. Few months ago I received a package with Jane Austen: Her Life, Her Times, Her Novels by Janet Todd. I was looking forward to a beautiful book. However, it arrived with a little hole on the front where there is binding. I was wondering aloud on if I should return it, when my colleague asked if it is a present I'm going to give to someone. And since my response was negative, I've decided to keep it but remained disappointed. And recently, The River by Rumer Godden from the beautiful Virago Coming of Age edition came with white, dingy edges. I keep it as well but it hurts a little bit each time I look at it.

    SvarSlet
    Svar
    1. I have often kept damaged editions as well and deeply regretted it. I've come to the conclusion that you need to speak up when you receive damaged goods, because it's your right as a consumer to receive what you've paid for.

      Slet
  15. Jeg synes ikke du er sart - du er bestemt i din gode ret til at sende bøgerne retur. Personlig vil jeg dog ikke gøre det. Men jeg er også langtfra så påpasselig med mine bøger, som du er. Mine bøger ser ikke helt nye og ubrugte ud, de må godt se brugte og læste ud. Men jeg har for eksempel heller ikke noget imod æselører - det synes jeg bare er hyggeligt, haha :D Så jeg vil ikke sende retur, når det ikke er værre end en lille ridse eller lignende - det vil bøgerne alligevel blive udsat for hos mig. Og så vil det jo bare være spild af ressourcer, synes jeg. Men jeg vil nok sende en lille mail til forhandleren, så de kan blive opmærksomme på problematikken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja! Det er jo ikke alle, der lægger lige meget vægt på sådanne ting, og det kan godt være en besværlig diskussion at bevæge sig ud i. Men retten er der, og det er vigtigt at huske!

      Slet
  16. Jeg forstår virkelig godt, du sender 'defekte' bøger tilbage. For ja, det er jo princippet det en skadet bog er - det kan godt være indholdet ikke er defekt, og stadig fungerer helt fint, men man køber jo lige netop ikke kun indholdet (så ville man jo have købt en e-bog), men hele indholdet. Og der tæller ydret i min mening for præcis det samme som indholdet.

    Når det er sagt, så har jeg dog aldrig selv sendt en bog retur, fordi den var skadet. Jeg har ærgret mig meget, men jeg har ikke sendt den retur. Det bunder dog ikke i, at jeg ikke gerne vil have en ikke skadet bog - for det er jo det, jeg har betalt for. Men mere at jeg for det meste ikke kan retfærdiggøre returprisen over for mig selv. For hvis jeg selv skal betale returprisen, så kan det i de fleste tilfælde næsten bedre betale sig bare at købe en ny. Dog ender jeg i de fleste tilfælde også bare med at tænke, at indholdet jo stadig er der, selvom jeg bliver meget irriteret over skaden, hver gang jeg ser den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. En bog er et objekt i ligeså høj grad som en tekst. Man køber begge dele, og det kan ikke adskilles som kerneprodukt og biprodukt; begge ting er væsentlige.

      I de to ovenstående tilfælde skrev jeg til de virksomheder, der havde sendt mig en defekt bog, og forklarede dem problemet og spurgte, hvordan jeg skulle forholde mig. Derefter blev jeg tilbudt en rabatkode, som jeg takkede nej til, da jeg ikke kunne bruge bøgerne til noget og ikke ønskede at beholde dem, og derefter blev jeg tilbudt at få tilsendt en ny bog uden at sende den skadede retur. Virksomheden kan jo ofte ikke sælge bøgerne videre alligevel, og sender man dem et billede og forklarer skaden, synes de ofte heller ikke, at det er returforsendelsen værd. Så jeg vil altid anbefale dig at skrive og påpege det, når problemet opstår. Og at stå fast på din sag.

      Slet
  17. Jeg forstår dig, og har det helt på samme måde. Det skal være i orden, ellers er det bare ingen glæde at tage bogen ud af reolen.

    SvarSlet
  18. Jeg kjøper for det meste bøker i en fysisk butikk, men jeg skjønner deg godt. Jeg kjøper ikke klær med flekker eller rifter, selv om jeg aksepterer at de sannsynligvis vil komme med tiden. Det gjør meg ikke så mye om det kommer flekker etterhvert (og jeg er ikke så flink til å behandle bøker, så flekkene kommer...), men som du sier - jeg vil gjerne at de skal være *mine* flekker.

    SvarSlet
  19. Synes bestemt ikke du er sart! Kunne nok også godt finde på at sende bøger tilbage, hvis de havde slået sige eller lignende.
    Personligt forstår jeg ikke helt, at folk blot kan sige "Den kan jo stadig læses", for som du helt korrekt siger, så er det jo ikke kun indholdet man køber, når man køber en bog; Man køber en oplevelse. En følelse af at træde ind i et nyt univers blot ved berøring af forsiden.

    SvarSlet
  20. Jeg forstår dig udmærket. Selvfølgelig skal man da sende sine bøger retur, hvis de er beskadigede, når de ankommer! Det er da meget muligt, man godt kan læse dem alligevel, men så kan man jo også gå i en nykøbt trøje, der er løbet ved ærmet, og det er der jo ingen, der gider.

    For et års tid siden modtog jeg selv to bøger, som var ridsede og havde nogle brunlige pletter, og det kunne jeg simpelthen ikke se bort fra, så jeg valgte at skrive en mail til dem, hvorefter jeg fik tilsendt to helt nye bøger. Det, synes jeg, er rigtig god service!

    SvarSlet
  21. Jeg synes det er noget pjat at "den jo stadig kan læses, så du behøver ikke sende den retur". Du har købt en NY vare, som forventes at være i NY stand. NY stand har ikke pletter og ridser. Altså får du ikke det du har betalt for, og så skal den altså. Principielt køber du jo noget der burde være nyt, og burde have betalt mindre, hvis den ikke var ny. Hvis du forstår hvad jeg mener?

    SvarSlet