lørdag den 28. februar 2015

Månedlig opsummering: Fjollede februar

Februar var: En serie af milepæle som jeg efterhånden oplever så mange af, at jeg glemmer at bemærke dem. Februar var en jobmæssig overgang fra praktikant til studentermedhjælper, et besøg i Go' Morgen Danmark for at snakke kærlighedsbøger sammen med mine søde kollegaer (se her), februar var forhastede, indledende møder og en underskrevet specialekontrakt, mine sidste karakterer inden den allersidste, forår og blomsterknopper, læseklubsmøde, X Factor-aftener, Oscar-aften, hjemlig afslapning og solskin ind af mine vinduer (som jeg endelig har fået pudset). 
Februar var et lille ånderum, et råderum som jeg længe har ledt efter. Benene oppe på bordet, en kop te i mine hænder og et smil på mine læber. Februar var søde veninder med søde hilsner, tiltro og ansvar, forventninger og forhåbninger, og en følelse af at det hele nok skulle gå. Februar var fjollet, fordi den var så let, selvom den burde have været svær.
I februar læste jeg: 11 bøger. Jeg har savnet at læse i denne måned, men jeg har ikke haft roen til det. 
I februar købte jeg: 8 bøger. Og så tæller jeg ikke dem med, som i skrivende stund er på vej med posten. 
Februars store læseoplevelse: Neil Gaimans ord er ikke blot læseoplevelser: de er ud-af-kroppen oplevelser, og "Trigger Warning" var ingen undtagelse. Hver novelle transporterede mig ind i et nyt univers, og lokkede en trang frem til genlæsning, før der overhovedet var sket en færdiglæsning. Det var magisk – og nu kan jeg blot holde vejret indtil næste gang, Gaiman udsender nye ord.
Februars mest skuffende læseoplevelse: I februar har der ikke været tale om skuffende bøger men nok snarere om de forkerte bøger på de forkerte tidspunkter. Jeg har ikke kunne finde ud af mit humør, og jeg har desperat manglet en bog, der akkurat passede til det, jeg havde lyst til. Og dårlig timing gavner ingen læseoplevelse.
Februars mest mindeværdige ord: De mest mindeværdige ord kan sommetider være de mest simple. I går læste jeg "Sense and Sensibility" og stødte på en lille udtalelse så ladet med kraft, håb, sorg og jernvilje, at jeg blev efterladt helt målløs. "I will be calm. I will be mistress of myself" siger bogens ene hovedperson, Elinor, da hendes hjerte er ved at knække itu. Og det er så beundringsværdigt. 
Februars læseklub-læsning: Februar markerede en opvågning fra læseklubbens dvale. Jeg nyder at være blevet genforenet med en læseklub, der altid bringer mig så megen glæde. I februar læste vi i læseklubben "The Best of Everything" af Rona Jaffe, som er en tidlig chick-lit roman skrevet i 1960'erne. Når kalenderen om lidt skifter til marts, skal vi mødes igen for at diskutere "Middlesex" af Jeffrey Eugenides. Det glæder jeg mig til. 
På marts' læse-liste står der: Klassikere. Jeg har sådan en inderlig lyst til at genbesøge 1800tallets England og Frankrig, og jeg glæder mig til at vende tilbage til E. M. Forster, til Charles Dickens og til Jane Austen i en sand lykkekavalkade af mine foretrukne forfattere. I marts vil jeg desuden også forsøge at få opdateret min Goodreads-profil mere. Jeg er begyndt at forsømme i sørgelig grad.

Hvad med jer? Hvad fik I læst og oplevet i februar? Og hvad står på jeres læse-liste for marts?

6 kommentarer:

  1. I mars vil eg og lese klassikere. Eg lengter etter tid til å dykke ned i "House of the Seven Gables" (Hawthorne) og "Little Dorrit" (Dickens). Det blir ikkje det same når du får fem minutter her og der. Bøker som dei to krever meir tid. Eg blir inspirert av Austen-lesinga di, og har lyst til å gjenlese Jane Austen. Det er fleire år sidan eg leste Sense and Sensibility.

    Håper du får ein fin kveld, Rikke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor bliver det dejligt med tid til at fordybe sig i klassikere. Det lyder som en skøn læseplan – især med Jane Austen! Jeg nød selv at genlæse et par af hendes bøger i februar :)

      Tak – I lige måde :)

      Slet
  2. Smukke og dejlige bøger! Jeg holder også utrolig meget af netop det citat fra Sense and Sensibility, det opsummerer på den mest sigende og perfekte måde, præcis hvad Elinor står for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Hun er så beundringsværdig.

      Slet
  3. Jeg synes ofte, at februar er den mest fjollede måned på hele året. Det er som regel der, at jeg er rigtig træt af vinter og hungrer efter forår og solskin (og varme!), men det er tit en måned med overskyede, grå og kolde dage. Brrr.

    Jeg håber på at få læst en rimelig bred vifte af bøger i marts. Jeg vil gerne læse 5. bog i 'The Song of Ice and Fire'-serien, 'Treasure Island', 'Dewey' og 'Falkens flugt', og så må vi se, hvad måneden ellers byder på... jeg prøver på ikke at planlægge for langt frem pt., men det er svært, når man er så glad for at planlægge, som jeg er ;-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Og så er den så mærkelig i sit antal af dage. Så ubeslutsom. Jeg forstår ikke altid februar.

      Og åh. sikke skønne bøger og eventyr, du har på tapetet :) Og lidt planlægning er godt, men for meget er også irriterende :b

      Slet