torsdag den 5. marts 2015

"Days of Reading" af Marcel Proust

"Days of Reading" (org. titel "Sur la lecture") af Marcel Proust, fra forlaget Cicero, udgivet i 2009 (org. udgivet i 1905). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 3/5 stjerner. 


"Days of Reading" er en samling af fem essays, hvori Proust udforsker læsningens natur. I kraftfulde ord genkalder han sig den fredfyldte barndomslæsning og reflekterer over, hvad læsning betød for ham dengang i forhold til i hans voksenliv.  Andre af de inkluderede essays har mere karakter af litteraturkritik, hvor Proust hylder og diskuterer den engelske forfatter John Ruskin. 

There are no days of my childhood which I lived so fully perhaps as those I thought I had left behind without living them, those I spent with a favourite book.”

I en flydende tankestrøm tager Proust med sit titelessay, "Days of Reading", læseren tilbage til en svunden tid. En barndomstid, hvor man var ung og let at gøre indtryk på; hvor man havde frie og lange dage, som man fyldte med bøger. I løbet af en enkelt sætning transporterer Proust sin læser til en verden, der udelukkende består af læsningens tidligste begejstring. Han mindede mig om, hvordan hele dage sommetider forsvandt, og hvordan et råb om aftensmad og påmindelser om pligter var den værste lyd i verden, for den hev en ud af en fiktiv verden og ind i den virkelige. Med sine stemningsdannende ord minder Proust mig om, hvordan det var at være et læsende barn.
Jeg har endnu ikke læst meget af Proust. Vores bekendtskab er sparsom, og det samme er min viden om den legendariske forfatter, der mest af alt er kendt for at have skrevet verdens længste bog. For halvandet år siden læste jeg det første bind af "På sporet af den tabte tid", og jeg læste den famøse scene om den famøse madeleinekage, der starter en lang erindringsrejse for både læser og fortæller. Og jeg lærte hurtigt, at Proust var ligeså svær, som han var berømt; hans sætninger kringler sig i det uendelige, punktummerne er sparsomme, og springer man et eneste ord over, vil man ofte risikere at miste en hel mening. Proust udtrykker sig i sanselige billeder og at læse dem er at opleve dem. Her er "Days of Reading" ingen undtagelse. Bogen er livlig, levende og øjeblikkeligt mindefremkaldende. Men den er også svær.

Who cannot recall, as I can, the reading they did in the holidays, which one would conceal successively in all those hours of the day peaceful and inviolable enough to be able to afford it refuge.

For Proust skriver meget. Og han skriver især meget om en forfatter, som jeg aldrig selv har læst – den engelske John Ruskin. John Ruskin er en kendt indflydelse på Prousts forfatterskab, og i essaysamlingens indledende essay erklærer Proust sin kærlighed til Ruskins prosa. Litteraturkritik, idolisering og uenighed blandes sammen i en stor masse, som jeg havde svært ved at finde hoved og hale i. Det første essay er muligvis det sværeste, for det giver ikke megen mening, medmindre man har en solid baggrundsviden om den engelske forfatter.
Essaysamlingens næste to essays, heriblandt titelessayet, behandler læsningens funktion og følelse. Proust drømmer sig ind i et deja-vu, og genkalder sig læsningens tidligste og simpleste fornøjelse. Men også her kompliceres tingene hurtigt yderligere, for Proust mener ikke, at man blive ved med at læse, som man gjorde i barndommen; for fornøjelsen og for indlevelsens skyld. Tværtimod argumenterer Proust for, at man bør læse for at tænke og for at skrive egne ord. Argumentet bliver fremsat i lokkende ynde, og jeg var lige ved at forledes til at give Proust ret – selvom jeg slet ikke er enig.
Afslutningvis indeholder essaysamlingen endnu et litteraturkritisk essay, som forekom mig forkortet og ligegyldigt samt en lille refleksion over Proust skitsering af "På sporet af den tabte tid", hvor Proust afslører en tidlig vision om sit store værk. Jeg fandt det fascinerende atter at læse om smagen af den madeleinekage, der ændrede alt.
"Days of Reading" er en blandet essaysamling om litteraturkritik og læsning skrevet på, hvad jeg mistænker som værende, en klassisk Proust-facon. Umuligt lange sætninger snor sig ind i hinanden, og et kraftigt tilbageblik fører læseren tilbage til en simplere tid, hvor læsning var en ny oplevelse, hver gang øjnene ramte papiret. Titelessayet står som det ubesejret stærkeste i denne samling, imens de andre essays blegner en smule i deres indforståede referencevirvar. 

2 kommentarer:

  1. Det var spændende at læse din anmeldelse, Rikke, og jeg glæder mig også over det utroligt smukke omslag på bogen. Dine billeder er ren øjenfryd.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Det er skønne ord, når det kommer fra en fotograf som dig :)

      Slet