tirsdag den 10. marts 2015

Tema-tirsdag #83: Jeg var aldrig alene, når jeg havde min bog

Det er mærkeligt, hvad man husker. En lille episode ud af en million, et sekunds stilhed ud af flere tusinde og ét fragment fra en håndfuld af mindeværdige øjeblikke. Det er snart tre år siden, og jeg husker det stadig. Det slog mig som noget af betydning.
For tre år siden sad jeg i et undervisningslokale til et foredrag om romananalyse og tekstforståelse. Jeg kan ikke huske, hvad min underviser talte om, men jeg husker en akavet bemærkning, som han lod flyde ud i luften og omdannede til stilhed. "Mange forbinder bøger med ensomhed," sagde han. "Og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der fandt trøst fra ensomheden i bøgerne. De blev en flugtvej."
Undervisningslokalet blev mærkeligt stille, og der blev udvekslet et par sigende blikke. Bemærkningen var på en eller anden måde upassende i dens inderlighed, og ingen af os anede, hvad vi skulle sige. Så ingen sagde noget, og efter et øjebliks pinlig tavshed vendte vi tilbage til tekstforståelsen, analyseværktøjerne og romanerne. Episoden har naglet sig fast i mig med dens ubetydelighed, fordi det min underviser sagde ikke var forkert. Det var næsten bare for sandt.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, er det ikke ensomheden, jeg husker. Men hvis jeg tænker logisk, ved jeg, den var der. Jeg var et tilbageholdent barn. Jeg var stille. Jeg var genert. Jeg var ikke "en af dem", hvem de så end var. Jeg forstod ikke skolegårdstaktikker og intriger, og jeg trak mig frivilligt ud af det. Jeg meldte mig ud af et fællesskab, jeg ikke forstod og færdedes i stedet i en verden, hvor alting altid gav mening. Fiktionens.
Mens de andre spillede fodbold eller rundbold og skændtes over, hvem der skulle vælges først, fandt jeg tilflugt i et bibliotek. Jeg åbnede bøger og behøvede ikke bekymre mig om at falde over mine egne klodsede ben, men færdedes i stedet mellem linjer og ord. Jeg læste med en feberhed iver, jeg sørgede hver gang, en bog var forbi, og jeg blev altid overrasket, når jeg opdagede, at en læst bog kunne erstattes med en ulæst. Jeg husker endnu den forbløffelse, der boblede frem i mig, da jeg fandt historierne om Bjørnen Paddington. "Hvorfor har jeg ikke læst denne bog noget før?" tænkte jeg. Hver gang jeg fandt en ny bog, var det som at komme hjem. Jeg var altid bange for, at det skulle stoppe, at bøgerne ville forsvinde, eller at jeg ville løbe tør for titler, der interesserede mig. Jeg betragtede hver bog som et lille mirakel.
Det er en logisk konklusion, at et barn der har læst meget, er et barn, der har været meget alene. For læsning er, næsten pr. definition, en aktivitet, der foretages i enrum. Højtlæsning er i de første mange år en essentiel livlinje, men på et eller andet tidspunkt bliver højtlæsningen begrænsende. Indsnævrende. Man holder op med at kunne vente på, at en anden får tid til at læse; man holder op med at kunne udvælge bøger i tålmodig enighed; man holder op med at sympatisere med hæse stemmer og trætte formaninger om ventende sengetider. Man bliver grådig, og så læser man bøgerne selv.
Timerne jeg tilbragte på skolebiblioteket, frikvarterene hvor jeg sneg mig indendørs, og de lange nætter med natlampen tændt, tilbragte jeg alene. Og dog spiller min hukommelse mig et puds, for jeg kan ikke huske følelsen af ensomhed. Jeg var ikke ensom; jeg var omgivet af bøger og mennesker i bøger.

Måske er det en vigtig del af ligningen, at jeg var en selvvalgt enspænder. Stilhed forekom mig aldrig som en skræmmende lyd. Når jeg sad i hulrummet under trappen i vores gamle hus og bladrede i en bog, var jeg lykkelig.
Bøgerne præsenterede mig for verdener, der forekom mig mere virkelige, end den jeg selv levede i. Jeg fløj med Peter Pan til Ønskeøen, vandrede med Peter Plys i Hundredemeterskoven, jeg red på ryggen af en talende isbjørn i et glitrende frostlandskab, og jeg forsøgte at tyde sludder med Alice i det absolutte Eventyrland. I en tidlig alder læste jeg eventyr fra hele verden, og jeg elskede logikken i dem. De var sammenhængende og forståelige: onde væsener blev straffet, og gode væsener blev belønnet. Ting skete af en årsag, og årsagen var altid gennemskuelig.
Men mest af alt præsenterede bøgerne mig for mennesker, der fyldte mit liv og mit børneværelse med latter og eventyr. Jeg var Emily, da jeg læste "Emily på Månegården", og jeg delte tanker med hende længe efter, bogens sider var ophørt. Jeg naglede mig fast til hvert eneste af Lucy Pevensies ord i Narnia-serien, og på trods af Spice Girls-plakaterne på mit værelse, var Amy March den pige, jeg helst ville være. Jeg knyttede mig til fiktive personer udgjort af papir og blæk, som andre knytter sig til levende væsener af kød og blod. Jeg sendte ofte Emily en tanke, når jeg oplevede noget, hun ville kunne lide. Jeg lærte at afkode menneskerne fra min hverdag gennem mennesker fra bøgerne.  Jeg forstod, at der altid ville være en Nellie Oleson, uanset hvor jeg befandt mig i verden. Jeg forstod, at usandsynlige helte sommetider opstår, og jeg lærte, at "generthed" slet ikke var et så skammeligt og usædvanligt begreb, som mine lærere fik det til at lyde som. Selv når mine bøger foregik i fremmede verdener, omhandlede fantasivæsener og blev malet i eventyrlige farvestrøg, kunne jeg spejle mig i dem og overføre dem på noget, jeg kendte. Hver eneste bog var en menneskelig erfaring, jeg gjorde mig. Uanset hvor banal den end kunne forekomme. Jeg levede nye liv i bøgerne, men det gik efterhånden op for mig, at jeg også selv levede i en bog. 

Jeg kan stadig huske første gang, jeg så filmatiseringen af "Den uendelige historie". Startscenen af den film er det mest magtfulde, jeg nogensinde har bevidnet. En lille dreng, sølle og forhutlet, flygter fra skolens plageånder og stormer ind i en støvet butik for at opsamle en støvet bog. Bogen åbnes, læsningen påbegyndes, og drengen bliver splittet i to. Han er i bogen, og han er overfor bogen på én og samme tid. Han er Atreyu på hesteryggen, og han er Bastian med bogen. Han skaber handlingen, og han læser den. Det var sådan, det føltes hver evig eneste gang, jeg fandt en ny bog.
Og måske var jeg også Bastian. Måske løb jeg også ind på biblioteket, fordi jeg blev jaget derind af børn, jeg ikke forstod og ikke brød mig om. Måske var det ensomheden, der gav mig tiden til at læse. Måske var det manglen på accept i skolegården, der fik mig til at søge accept andre steder. Men det er ikke sådan, jeg husker det. Mine erindringer er omskrevne versioner af de bøger, jeg læste. Og det er ikke tiden alene i biblioteket, jeg husker; det er derimod bøgerne, jeg tilbragte tiden med, der står klarest i min hukommelse. Jeg var aldrig alene, når jeg havde min bog.

Dette indlæg er hentet fra en gammel kladde. Det er skrevet over flere omgange, og jeg havde egentligt aldrig tænkt mig at udgive det. Men nu gør jeg det alligevel. Jeg håber, at det giver mening.

30 kommentarer:

  1. Åhh Rikke, jeg tror ikke jeg kunne have sagt det bedre selv, men sikker jeg kan genkende mig selv i din meget fine tekst :)

    SvarSlet
    Svar
    1. <3 Tusind tak for de søde ord!

      Slet
  2. Heldigvis bestemte du dig for at udgive det! Det giver endog meget god mening og vækker genklang hos mange af os, tror jeg, Måske var du ikke så meget en Bastian som en Belle? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var nok den sødeste kommentar nogensinde. Måske har du ret. Jeg kan godt lide idéen om at være Belle.

      Slet
  3. Et meget ærligt indlæg, som satte tankerne igang. Jeg vil blot dele et af mine yndlingscitater, som passer så fint til din tekst.
    "I spent my life folded between the pages of books. In the absence of human relationships I formed bonds with paper characters.”

    SvarSlet
    Svar
    1. Meget sigende citat. For ja, måske var det sådan, det var.

      Slet
  4. Skønt indlæg Rikke.
    Jeg husker tydeligt den time, hvor underviseren sagde dette, et utrolig specielt øjeblik, hvor man følte, at man kom for tæt på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, søde Mette.

      Ja, er det ikke sjovt? Det var sådan en bemærkning, der bare blev hængende i luften og ingen af os vidste, hvad vi skulle stille op med den. Det var sært. Og jeg husker det bare så tydeligt.

      Slet
  5. Det var virkelig godt skrevet. :) Kan sagtens se mig selv i det som du skriver.

    SvarSlet
  6. Skønt indlæg, hvor er det smukt skrevet! :) - og beskrevet!

    SvarSlet
  7. Hvor er det sidste billede bare et af de smukkeste du nogensinde har lagt op. Forår <3

    www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh tusind tak. Forår er en lykkeårstid <3

      Slet
  8. Sikke et meget fint og fortryllende indlæg om dine barndomsminder på dine mange rejser rundt i eventyrene:0) Kan ske at ensomheden blev byttet ud med lysten til, at drage ind de fantastiske eventyr, hvor fantasien får frit spil. Jeg læste også meget i min barndom, og kom også meget på biblioteket, som jeg elskede med roen og alle de mange bøger, der ventede på at blive læst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak for dine søde ord. Og ja! Ensomheden forsvandt mellem linjerne på en bog. Og det var så fantastisk.

      Slet
  9. Din tekst rammer et sted, hvor man på et eller andet punkt slet ikke har lyst til at den skal ramme. Jeg vil ikke sige at det er pinligt, nærmere næsten ubehageligt, at læse det og kunne nikke genkendende til det. Men alligevel er det bare rart at se, at man ikke er den eneste - og at få sat ord på det hele. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var meget sødt skrevet. Jeg er glad for, at det vækker genklang.

      Men det behøver ikke at være ubehageligt. Jeg var måske ensom som barn i det omfang, at jeg oftere sad med en bog end med mine klassekammerater. Men jeg oplevede ikke ensomheden. Ikke rigtigt.

      Slet
  10. Så smukt skrevet, i høj grad en beskrivelse af min barndom med bøger og udenfor mange ting. Selvvalgt.
    Hvor gammel var du da du så den uendelige historie?
    B

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak. Jeg er glad for, at det kan genkalde noget.

      Jeg tror, jeg var omkring 7 år. Jeg så i hvert fald filmen i skolens SFO, i mens de andre børn larmede. Og jeg sad bare der, og stirrede forstenet på skærmen ...

      Slet
  11. Tak fordi dumindede mig om den.
    Mit barnebarn er 6 og elsker de engelske kvalitetsfilm.
    Den er bestilt!
    Knus....jeg eksker din blog! B

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var skam det mindste! Jeg takker også for de søde ord! :)

      Slet
  12. Fantastisk indlæg - tak fordi du delte det med os!

    SvarSlet
  13. Det rammer bare plet - min historie er "bare" 15-20 år før din - jeg fik som den første på min skole lov til at låne en ny indkøbt udgave "Den uendelige historie", da filmen kom ud i biograferne og læste den på blot 2 dage, hvor jeg nærmest var væk fra omverdenen.

    Jeg havde altid fat i Enid Blyton's De 5-klassikerne (arvede en hel del af dem fra ældre søskende), Den sorte hingst serien, Anne fra Grønnebakken og Narnia serien

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor fint med en helt splinterny "Den uendelige historie". Jeg har den faktisk ikke stående i min bogreol – og det burde jeg da have! Jeg må opspore en ny udgave til mig selv, snart.

      Og hvor skønt med Enid Blyton! Jeg var også ellevild med Narnia-bøgerne, og er det stadig.

      Slet
  14. Hvor er jeg glad for at du udgav det indlæg. Jeg mistede næsten pusten over sandheden i dine ord, og blev for en stund trukket tilbage til min tidlige barndom og tidlige teenage år. Ej heller husker jeg ensomhed, blot glæde og fascination over den næste bog i række og alle de allerede opdagede verdner og universer <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for dine søde ord. <3

      Slet