torsdag den 4. juni 2015

"The Understudy" af David Nicholls

"The Understudy" af David Nicholls, fra forlaget Hodder, udgivet i 2006 (org. udgivet i 2005). 1/5 stjerner.

David Nicholls er forfatteren bag "One Day", og han er også manuskripforfatter og tidligere skuespiller. Ifølge ham selv droppede han sin skuespillerkarriere, da han indså, at han manglede talentet, det krævede for at slå igennem – og det er netop, hvad "The Understudy" handler om.
"The Understudy" følger to mænd og deres parallelle – og vidt forskellige – skuespilskarrierer. Josh Harper er teatrenes glitrende stjerne, han er gift med en smuk kvinde, og hans ansigt bryder forsiden af samtlige magasiner. Stephen C. McQueen derimod er en skuespiller, der stadig venter på sit store gennembrud. Hans karriere består af minimale roller, såsom fodgænger, død person eller replikløs baggrundskulisse.
En dag bliver Stephen tildelt en opgave, der bringer ham nær den talentfulde Josh Harper. Stephen skal være Josh's dubleant – og selvom Stephen beundrer Josh håber han på, at jobbet vil skubbe Josh af scenen og Stephen ind i rampelyset.

Find the thing you love, and do it with all your heart, to the absolute best of your ability, no matter what people say.” 

Jeg stødte på "The Understudy", da jeg var på ferie i Spanien sidste sommer. Jeg var på jagt efter fine skatte i en lille hyggelig bogbutik, og den hvide bog med det velkendte forfatternavn fangede straks min opmærksomhed. Jeg elskede David Nicholls' roman "One Day", og jeg forestillede mig, at bogen ville udgøre den perfekte strandlæsning.
Da jeg tog hjem fra Spanien, lå bogen stadig urørt på bunden af min kuffert. Andre bøger havde stjålet min opmærksomhed, og jeg besluttede mig for at læse bogen senere. At gemme den til en stresset periode eller dum dag. Forsiden lovede mig nemlig en hysterisk, komisk og letlæselig historie. Men forsiden løj.
For på trods af det velklingende forfatternavn og det lovende plot, er "The Understudy" en intetsigende læseoplevelse. David Nicholls' karakterer er ulidelige, utænkelige, selvoptagede og fuldstændig uinteressante. Hvad der kunne have været en dragende fortælling om dubleantens succes, der altid afhænger af en andens fald, bliver fuldstændig berøvet enhver form for kompleksitet i Nicholls' hænder. Udgangspunktet er så fint, og historien er sådan en skuffelse.

For Stephen, London was less a city that never slept, more a city that got a good nine hours.

Stephen er en ynkelig person uden virkelighedsfornemmelse eller jordforbindelse. Han drømmer om sit store gennembrud men undrer sig ikke over, hvorfor han ikke er slået igennem endnu. Han er som et barn, der øver sig i at holde Oscarstatuetten som en shampoo i badet – men hans drømme er uden grundlag og mening. Et af plottets helt store faldgruber er, at en så talentløs skuespiller kan blive dubleant for en så anerkendt skuespiller. Nicholls får det ofte til at lyde som om, dubleant-jobbet intet kræver, selvom det selvfølgelig ikke er tilfældet. Hvordan skulle en talentløs skuespiller kunne erstatte en stjerne, hvis uheldet var ude? Det giver ikke mening.
"The Understudy" er tænkt som en komedie, men den er ikke morsom. Den er i virkeligheden bare tragisk ligegyldig. Det lykkedes mig at læse hele bogen uden at føle et eneste glimt af følelse eller interesse overfor karaktererne. De var som flade papirsskygger.

6 kommentarer:

  1. Den skuffede også mig så meget, da jeg læste den i sommers - den er på ingenmåde på højde med Samme dag næste år!

    SvarSlet
    Svar
    1. Slet ikke! Nøj, hvor var det dum læsning!

      Slet
  2. Åh, sikke dog en ærgerlig oplevelse - nogen gange kan ærgelsen ligefrem gøre ondt, når man ser så interessant og originalt et udgangspunkt gå så meget til spilde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Og det irriterer mig, fordi jeg virkelig kan se, hvor god historien ville være i en andens hænder – f.eks. Ian McEwan. Men altså.

      Slet
  3. Neeej, øv øv øv - gemte ellers denne til 'a rainy day' :-( Var ligesom dig helt vild med One Day og kunne også rigtig godt lide Starter For Ten, så har haft høje forventninger til denne. Øv igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Altså – måske vil du kunne lide den mere, end jeg kan. Det burde der være en god chance for! Jeg blev bare slemt skuffet :/

      Slet