"You Had Me At Hello" af Mhairi McFarlane

"You Had Me At Hello" af Mhairi McFarlane, fra forlaget Avon, udgivet i 2012. 4/5 stjerner. 

"You Had Me At Hello" er Mhairi McFarlens debutroman om to mennesker, der genfinder hinanden efter årevis af tavshed. Det er en sød fortælling om, hvordan mennesker vandrer ind og ud af ens liv – og om det ene mennesker, man inderligt håber vil blive for altid.

Ben og Rachel var bedste venner på universitetet. De gjorde alt sammen, og det var dem to imod hele verden. Men deres sidste aften sammen til universitetets afslutningsfest ændrede alting og efterlod dem som to fremmede, der aldrig talte sammen igen. Ben gik én vej, Rachel gik en anden.

Efter et helt årtis adskillelse ser Rachel en dag Ben på sit lokale bibliotek, og følelserne vælter frem i hende igen. Ben er blevet gift, og Rachel har netop gjort sig fri af et årelangt forhold – men hverken Ben eller Rachel har nogensinde været i stand til at glemme hinanden helt.

“It was...not love at first sight exactly, but - familiarity. Like: oh, hello, it's you. It's going to be you. Game over.” 

Med sin britiske humor og sine ironisk-romantiske vendinger har Mhairi McFarlane vundet mit hjerte. I løbet af de seneste gråvejrsmåneder har jeg læst alle tre af hendes romaner, og jeg har grint, grædt, sukket og sørget i selskab med hendes spillevende karakterer. McFarlanes bøger har vist sig at være den sødeste form for underholdning.
Og det er ikke fordi, plottet eller bøgerne som sådan indeholder noget nyt. Størstedelen af McFarlanes historier trygge fortællinger, hvor slutningen allerede er gennemskuelig på bogens bagsidetekst. Det er forudsigelige kærlighedshistorier om forudsigelige mennesker – det er blot så levende fortalt, at det virker alligevel.
"You Had Me At Hello" er McFarlens debutroman, og det er også hendes største succesroman. Historien er en klassisk fortælling om den første forelskelse, der aldrig var, og som pludselig vender tilbage og vender op og ned i de indblandes liv. Misforståelser, fejlfortolkninger og usagte ord fylder luften, og selvom Ben og Rachel atter befinder sig i nærheden af hinanden, er der stadig en afstand mellem dem, skabt af sårede følelser og fortidens skygger.
Selvfølgelig bevæger de to mennesker sig tættere og tættere på hinanden. Selvfølgelig kan de ikke modstå at rode op i det, der burde være fortid. Selvfølgelig vækkes gamle følelser til live og såres på ny. Og selvfølgelig er der en stor finale, der ender akkurat som man tror. Bogen er formularisk fra start til slut, og det gør mig ikke spor.

“Isn't it weird how we make big decisions in life based on the strangest, most random things?”

Ben og Rachel er ikke blot levende karakterer med blændende fejl og irriterende vaner, de er også elskelig karakterer skrevet med varme og humor. Selv når de taler sentimentalt med hinanden, er det med indforståede jokes og ironiske kærlighedserklæringer. I stedet for at fortælle Rachel, at hun er uforglemmelig, sammenligner Ben hende med eksem. Det bliver aldrig kvalmende pladderromantisk, men det er romantisk alligevel. Det føles virkeligt og ægte.
Til enhver med en trang til lidt sødme indimellem, til enhver med et hjerte der banker for kærlighedsfortælling og til enhver der er vild med britisk humor og ærkeengelske betragtninger, anbefaler jeg ikke blot denne bog – men hele Mhairi McFarlanes forfatterskab. Hun puster så fint moderne liv i en genre, der ellers kan føles fortærsket, og hendes sjove og skæve karakterer tramper ud af siderne og ind i læserens hjerte. Hendes bøger er af den slags, som alle burde have liggende til en dum, grå dag. De har i hvert fald lysnet mine.