tirsdag den 1. september 2015

Tema-tirsdag #99: Læser du eventyr?

"Der var engang". Ordene er en dørtærskel, man træder over og en verdensorden, man accepterer. I det øjeblik man læser de tre ord, ved man, hvad der venter forude. Man forbereder sig på gentagende tretal, talende ænder, fortabte prinsesser, belønninger og straf. Når man træder ind i eventyrets rige, ved man, at slanger er tegn på ondskab, at gamle kvinder ved vejkanten skal behandles med omhu, og at en families yngste og mest håbløse søn har det største potentiale. Man ved det, fordi det er viden, man er vokset op med. Viden der er sluppet ind gennem kroge i tegnefilm, spillefilm, romaner og sange fra en tid, der for længst er forbipasseret. Eventyrstræk er overleveret visdom; rester fra mundtlige fortællinger, der ikke fortælles længere.
Eventyr har ingen introduktion, ingen glidende overgange og ingen forklaringer. Kongeriger bliver truet af kæmpeorme og drager, og ingen spørger hvorfor, eller hvor dragen kom fra. Frøer kan tale, og bakketoppe kan være levende, uden der er behov for at tale om logik eller realisme. "Der var engang femogtyve tinsoldater, de var alle brødre, thi de var født af en gammel tinske" begynder H.C. Andersen et af sine eventyr. Alle spørgsmål bliver overflødige, for sådan er det ganske enkelt bare.
Jeg har altid elsket eventyr for deres komplette tilsidesættelse af virkeligheden. Hvad man normalt ville kalde sludder bliver i eventyret til fortællinger.

Faktisk elskede jeg eventyr, før jeg overhovedet anede, hvad de var. Min mor læste H. C. Andersens kunsteventyr højt for mig hver aften inden sengetid og måtte finde sig i, at jeg bad om at høre "Tommelise", "Hyrdinden og skorstensfejeren" og "Prinsessen på ærten" igen og igen uden variation. Mine søskende og jeg sled VHS-båndet med Disneyversionen af "Askepot" op, indtil filmen forsvandt i et fyrværkeri af fjernsynsflimmer. Da jeg fik mit lånerkort og dermed min egen biblioteksfrihed, lånte jeg "Eventyr fra Sovjetunionen" med hjem og måtte spørge min mormor om, hvad Sovjetunionen overhovedet var. Engang gik jeg på opdagelse i mine bedsteforældres bogreol og fandt et bind af "Tusind og én nat", der både fascinerede og chokerede mig med dens sensuelle fortællinger. På den ene side elskede jeg Disneys trygge og pastelfarvede verden, og på den anden side nød jeg at stjæle glimt fra en eventyrsverden, der var fuldstændig ucensureret; en voksenverden forklædt i trylleord.
Jeg voksede op med eventyr, og jeg læser dem stadig. Jeg har en særlig forkærlighed for de russiske folkeeventyr, der er fyldt med traditioner og ord, som slet ikke eksisterer i de nordiske. Russiske folkeeventyr er udgjort af endeløse vintre, ulve og flyvende hekse, hvorimod de vesteuropæiske eventyr i stedet handler om solbeskinnede skove, bondedyr og gamle koner, og de afrikanske handler om løver, der hærger og fortærer hele landsbyer på et splitsekund. Eventyr er en refleksion af den kultur, de stammer fra – og som barn blev jeg dermed tvunget til at finde ud af, hvad en tsar var, og hvorfor en sultan havde brug for en visir. Jeg stillede mange spørgsmål som barn – og udgangspunktet var næsten altid noget, jeg havde læst.
Eventyr interesserer mig, fordi de aldrig er simple. Fordi gentagelserne i virkeligheden er hukommelsesøvelser, der hjalp fortælleren med at viderelevere historien. Fordi de i dag affærdiges som underholdning for børn men engang blev brugt som diskussioner af almen-menneskelige problemer som sult, seksualitet, barnløshed eller retfærdighedskrænkelser. Eventyr interesserer mig, fordi de på den ene side er porte til verdener, hvor alting er muligt – og fordi de på den anden side er tanker om den verden, vi alle lever i.

For et par år siden genlæste jeg alle Grimms eventyr. Det var en særpræget oplevelse; en blanding af eventyr, jeg så tydeligt kunne huske, og eventyr som jeg slet ikke huskede på dén måde. Mest af alt morede det mig, hvordan så mange eventyr hænger sammen i et større netværk; hvordan nogle eventyr tydeligt udsprang fra andre, genfortalt og ændret en smule et utal af gange indtil det endte med et helt nyt resultat. Barnløse forældre der hele tiden finder på nye måder at få et barn på, fattige piger der hele tiden finder på nye måder at finde rigdom og kærlighed på, og prinser og stalddrenge der hele tiden må gå igennem nye prøvelser for at vinde prinsessen og det halve kongerige. En genfortælling af en genfortælling.
Jeg læser stadig eventyr, og jeg finder ofte eventyrselementer i alt, hvad jeg læser. Eventyr er ikke blot fantastiske fortællinger om magi, alfer og drilske trolde, de er også arvestykker fra kulturer, lande og mennesker, der ikke eksisterer længere. De er bevisførelse for, hvad der interesserede og bekymrede mennesker for flere hundrede år siden, og de er stadig gyldige i dag. Samtidig var de også en tidlig introduktion til glæden ved at læse – glæden ved at træde ind i en verden, der var så tydeligt fiktiv og alligevel mulig at forestille sig i natlampens skær.

Læser du også eventyr, eller er det noget, der hører barndommen for dit vedkommende? Hvilke eventyr er dine favoritter, og hvilke eventyrsamlinger holder du særligt af? Foretrækker du Disneys sikre pastelverden eller Brødrene Grimms mere makabre fortællinger? 


Fantastiske eventyrsamlinger og deres kendetegn;
  • Brødrene Grimms eventyr. Brødrene Grimms eventyr er blandt de mest kendte eventyr. De tyske brødre, Jacob og Wilhelm Grimm, indsamlede og oversatte i 1800-tallet en stor portion europæiske folkeeventyr, der hurtigt blev populariseret og anerkendt. Jeg elsker den upolerede grumhed i deres eventyr – øjne der bliver flået ud, og tæer der bliver klippet af – der står i så tydelig kontrast til Disney-eventyrene, vi alle er vokset op med. Eventyrsamlingen er så velfortalt og bredtfavnende, at enhver eventyrslæser vil finde glæde i den.
  • Charles Perraults eventyr. Charles Perrault er min foretrukne eventyrsfortæller. Første gang jeg læste hans version af "Tornerose", fik jeg mig et chok uden lige. For i hans version fortsætter eventyr, efter Tornerose er vågnet, og en troldelignende svigermor truer med at spise Tornerose og hendes børn. Ligeledes spises Rødhætte af ulven, og eventyret om Blåskæg ender i et uhyggeligt blodbad. Perraults eventyr eventyr er på den ene side upolerede og på den anden side enormt stiliserede. Hvert eventyr ender med et lille rim, der tydeligt opsummerer eventyrets morale og løfter en pegefinger mod dens læser. Charles Perraults version af "Askepot" er i øvrigt min foretrukne og også den, der lægger til grund for Disneys version. Det er et lille mesterværk.
  • H. C. Andersens eventyr. Man behøver næppe forsvare eller introducere H. C. Andersens plads på denne liste. Han er udgangspunktet (og ofte startpunktet) for ethvert eventyrsinteresseret barn i Danmark, og også som voksen er jeg vendt tilbage til hans eventyr med en umættelig interesse. Hans leg med det danske sprog, hans introduktion af talesprog og lydord, hans melankoli og gradvise opbrud med den velkendte eventyrstradition er så unik og fuldstændig kunstfærdig. Der er så langt fra eventyret om Tommelise til hans senere eventyr om "Loppen og professoren", der knap nok hænger sprogligt sammen. 
  • Andrew Langs eventyr. Egentligt bryder jeg mig ikke om Andrew Langs eventyr. De er alt for censurede, for anonyme i deres udformning, og deres naturlige plothuller er forsøgt udfyldt og omskrevet. Da Andrew Lang indsamlede folkeeventyr til sin samling, forsøgte han nemlig at gøre dem børnevenlige i en tidlig form for Disneyficering. Men hvad Langs eventyr mangler i autencitet, gør de op for i variation. Lang indsamlede, i modsætning til Brødrene Grimm, nemlig eventyr fra hele verden, og hvis man leder efter en (harmløs) introduktion til orientalske, russiske og afrikanske eventyr, er hans eventyrsamling ganske nyttig til et generelt overblik.
  • Astrid Lindgrens eventyr. Astrid Lindgren er så elsket. Hendes fortællinger om Brødrene Løvehjerte, Ronja Røverdatter og Mio er legendariske, men jeg har altid ment, at hendes små eventyrsamlinger fortjener langt mere stråleglans. Lindgren skrev nemlig de smukkeste eventyr, der var blandt mine yndlingsfortællinger som barn. Særligt et eventyr ved navn "Mirabell" vandt mit hjerte med dens søde fortælling om en ensom pige, der en dag plantede et frø og så en dukke vokse op. Lindgrens eventyr handler næsten alle om børn, der overkommer ensomhed eller modgang – enten ved hjælp af magiske dukker, besøg til fjerne feland eller usandsynlige venskaber. Og det er så rørende og overset.
  • "Tusind og én nat". Sensuelle fortællinger om seksualitet, lyst, grådighed og moral smukt indrammet i en rammefortælling, der sommetider strækker sig i adskillige lag. Eventyrene fra "Tusind og én nat" er noget særligt, fordi de forekommer så fremmede efter en hel livstid af europæisk eventyrslæsning. Eventyrene beskæftiger sig ikke med alfer men med ånder, ikke med frøer men med tigre, og hele idéen om historiefortællingen som overlevelse er kendetegnende for eventyrsgenren selv. Jeg har aldrig læst eventyr så levende, jagende og atmosfæriske som disse.
  • Russiske folkeeventyr indsamlet af Alexander Afanasyev. Alexander Afanasyev blev i sin livstid omtalt som den russiske Broder Grimm, da han indsamlede og udgav over 600 russiske folkeeventyr. Det er så længe siden, jeg har læst dem samlet, men jeg husker dem som værende fyldt med farver og liv; et sneunivers med hekse, utilfredse bondesønner og gentagende navne. Eventyrene er dystre, surrealistiske og helt ulig noget andet. Sult, sorg og aspirerende håb fylder meget på siderne, og selvom eventyrene ikke er fyldt med grafisk vold, indeholder de ofte en psykologisk dybde og melankoli, som er svær at finde i vesteuropæiske eventyr. 
  • Angela Carters eventyr. Angela Carter indsamlede i "Angela Carter's Book of Fairy Tales" folkeeventyr, der udelukkende beskæftiger sig med kvinder. Bogen er interessant på grund af dens variation – og det er heri, jeg er stødt på mine første afrikanske eventyr, der er sælsomme og mærkværdige, fyldt med løver og aber. Det er et møde med en helt anden fortællertradition. 

22 kommentarer:

  1. Jeg holder meget af eventyr. Disney har en stor plads i mit hjerte, men jeg har altid drømt om at læse de gamle eventyr bag. Jeg er i gang med at læse 'Aesops Fables,' og så snart den er færdiglæst, bliver mit næste projekt Grimms samlede eventyr. 'Tusind og én nat' og H. C. Andersens eventyr læste min mor højt for mig da jeg var lille, så de kunne også være hyggelige at genlæse engang, og russiske folkeeventyr lyder som noget jeg også burde stifte bekendtskab med.
    Det her var i hvert fald et utroligt inspirerende indlæg :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Disney er også fantastiske. Og sådan en god introduktion for mange. Æsops fabler er også virkelig interessante, omend de måske sommetider bliver lidt for logiske til min smag. Jeg savner lidt af det skæve og uforklarlige, som Grimm/Andersen er så fyldt med. Men det er jo også en formting.

      Og tusind tak! Det er jeg så glad for at høre :)

      Slet
  2. Jeg elsker eventyr. Jeg er - ligesom så mange andre - ufatteligt glad for Disney, og hver gang de laver en ny film, så er jeg en af de første til at se den (eller.. Du ved hvad jeg mener). Jeg knuselsker de lyserøde fortællinger, men jeg er begyndt at elske den barske 'virkelighed' i eventyr alligevel. Jeg hørte fornyligt H.C. Andersens historie om 'Tepotten', som var yderst tragisk, og sidste semester læste jeg også udvalgte eventyr fra 'Tusnd og én nat'. Jeg gad godt at læse dem alle sammen på et tidspunkt, men det er vist en omfattende opgave :D
    Derudover vil jeg gerne gøre lidt ala Gitte gjorde - læse et eventyr hver aften inden sengetid - men jeg vil så gerne starte med H.C. Andersen, og jeg ejer desværre ikke hans samlede værker... endnu. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ved helt sikkert, hvad du mener! Jeg har også snart brug for at se Inside-Out, den virker simpelthen så fin. Omend det selvfølgelig ikke er et eventyr.

      'Tepotten' har jeg også selv lige genlæst i forbindelse med dette indlæg, faktisk. Og den er så tragisk og fin på samme tid. Et H. C. Andersen-eventyr inden sengetid er simpelthen den fineste idé. Så får man små daglige doser af lidt eventyrsmagi. Og Andersen er jo indbegrebet af den danske kulturskat – jeg anskaffede mig faktisk et eksemplar af hans samlede eventyr i sin tid, fordi jeg flyttede til Odense og mente, at det helt bestemt hørte sig til ;p

      Slet
    2. Inside-Out er SÅ skøn, og man kommer virkelig igennem hele følelsesregisteret! Du må snart få set den, ja :D

      Haha det kan du have ret i! Så må jeg vist hellere anskaffe mig et eksemplar snart ;)

      Slet
    3. Åh, den er straks på film-listen! Eller. Det var den i forvejen, men jeg mååå snart få den set!

      But of course! Det er jo ægte Odenseansk stolthed :p

      Slet
  3. Jeg elsker eventyr, og skrev selv speciale om deres modernisering. Jeg kan faktisk godt lide stort set alle versioner af eventyrerne, men efter jeg er begyndt at læse flere og flere af de helt originale må jeg indrømme at de bare har så meget mere at give af. Jeg har endnu ikke fået læst alle verdens eventyr, langt fra. Men ud fra dit indlæg her vil jeg sige at en af de næste store flotte samlinger jeg skal have fat i måske skal 1001 nat for de lyder helt vildt flotte. Enten det eller også de russiske for de lyder endnu mere spændende.

    Jeg tror mit favorit eventyr enten er Rapunzel eller Skønheden og Udyret. Jeg kan så godt lide historien om den meget naive Rapunzel, mens jeg også syntes godt om uskylden selv i hjertekære Belle. Det er i hvert fald de eventyr jeg kan blive ved med at vende tilbage til, og blive ved med at eftersøge genfortællinger af.

    Nå ja, Angela Carters skal jeg da også have fat i. Har kun læst nogle enkelte fra hendes Bloody Chamber samling dengang jeg skrev speciale. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også vild med de mange versioner. Ikke mindst fordi, det netop er et eksempel på eventyrets overlevelse i en moderne verden uden mundtlige fortællinger. De overlever altid i en eller anden form, og det synes jeg er fantastisk. Også selvom de ændrer form og bliver poleret i forbifarten.
      Jeg har bestemt heller ikke læst alle verdens eventyr – jeg er frygteligt bagud med de keltiske eventyr, men jeg finder dem ganske enkelt ikke så dragende som f.eks. de russiske. Det er selvfølgelig bare en smags- og interessesag.

      'Rapunzel' er også så fantastisk. Det er 'Skønheden og udyret' også, især Perraults version hvor 'Beauty' næsten myrder 'Beast' på grund af hendes kærlighed til sin familie. Det er virkelig fint, synes jeg.

      Dit speciale lyder virkelig spændende! Må have været fantastisk at researche til!

      Slet
    2. Det var det også, det var så fantastisk at kunne sætte sig og læse alverdens udgaver af det samme eventyr og kalde det research, og at man kunne sætte Disney film på at kalde det research! :D

      Slet
  4. Det er forfærdeligt, hvor mange eventyr jeg egentligt kun kender den polerede og børnevenlige version af. Det er noget, jeg håber på, der snart bliver rettet op på. Første skridt på vejen bliver dette efterår, hvor jeg planlægger at læse et par eventyr fra min smukke udgave af H. C. Andersen samlede eventyr, som jeg fik som barn, men aldrig har læst for alvor. Et eventyr her og der virker for mig som en perfekt måde at holde magien ved lige når hverdagen igen gør sit indtog (:

    // www.moonlitmadness.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan tror jeg, det er for manges vedkommende. Og de børnevenlige versioner har de fordel, at de videreleverer eventyret, så man får en almen introduktion. Og det er egentligt fint!

      Og små bidder af Andersen lyder så skønt. Der er så mange perler imellem.

      Slet
  5. Elsker også eventyr - og interesserer mig i al almindelighed rigtig meget for folklore og mytologi. Jeg er dog kraftigt bagud i min læsning af eventyrsamlingerne på min bogreol. Fik dog læst lidt Angela Carter (ovenstående Bloody Chamber) og det var rigtig godt skrevet. Har selv en forkærlighed for japanske eventyr og mytologi. Vil meget gerne kaste mig i gang med russiske eventyr men det tætteste på det som jeg har læst indtil videre er Neil Gaimans American Gods som trak lidt fra russisk folklore

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er også sindssygt spændende! Jeg har faktisk ikke læst 'The Bloody Chamber' endnu. Det må jeg få gjort. Og du har helt ret, japansk eventyr er så spændende. Jeg læste for nylig et, der (i engelsk oversættelse) hed 'The Willow Tree' og handlede om en kvinde, der var tæt forbundet til et kirsebærtræ (hvis hun næsten ikke VAR et kirsebærtræ). Det var så fint.

      Russiske folkeeventyr er virkelig interessante. Og så absurde. De strækker sig til det punkt, hvor de slet ikke hænger sammen længere. Det er vildt interessant og så fremmedartet. Jeg er særligt vild med eventyrene om Koschei.

      Slet
  6. Hvor er det bare et godt og hyggeligt indlæg :) Jeg elsker eventyr, læser det måske ikke så meget mere, men kunne godt tænke mig at læse Brødrene Grimms samlede eventyr på et tidspunkt, og nu har du gjort mig nysgerrig på de russiske folkeeventyr også, så det kunne være de også sniger sig ind på et tidspunkt :) Jeg ved ikke hvilket eventyr der er mit yndlings, men jeg har altid holdt meget af "Den lille havfrue" både Disneys udgave og H. C. Andersens, selvom den er mere barsk :) Men holder meget af Disney's uskyldige og lyserøde verden, men kan også godt lide når eventyrerne er lidt mere brutale :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :) 'Den lille havfrue' er også helt fantastisk. Og med så mange lag. Men jeg må nok indrømme, at jeg har taget lidt skade af at analysere den så meget i skolen og på universitetet. Det er altid den, der bliver hevet frem, og det har lidt ødelagt magien for mit vedkommende – men samtidig er det jo også bare et bevis på dens bredtfavnende relevans.

      Slet
  7. Hvor er jeg glad for at se at du har inkluderet Astrid Lindgren i det fine selskab af store eventyrfortællere! For mig er hun den allerbedste. Hun mestrer balancegangen mellem det smukke og fortrøstningsfulde og en ret barsk socialrealisme, så historierne hverken bliver for kvalme eller for grusomme. Som barn læste jeg også "Mirabell" mange gange, og "En nat i maj" om en pige, der hjælper en fe med at finde en kjole til feernes bal, gjorde ligeledes et stort indtryk. (Jeg kan forestille mig at du også har syntes godt om den.) I dag er favoritterne "Søndeneng" og "Suser min lind, synger min nattergal" - hjertegribende historier om fattige og ensomme børn, som nægter at opgive håbet om at det magiske og eventyrlige findes.
    Med andre ord: Jeg er helt enig med dig i at Astrid Lindgrens små eventyr fortjener meget mere opmærksomhed. Men det kan man faktisk sige om hele din liste. Man kan aldrig få for mange eventyr! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. En eventyrliste uden hendes navn ville, i mine øjne, slet ikke være komplet. Også selvom hun ikke er en del af den *klassiske eventyrskanon*. Det burde hun være.

      Jeg kan også huske "En nat i maj"! Tydeligt endda. Navnet var bare gledet fra min hukommelse. Det er så længe siden, jeg har læst hendes eventyr, men de sidder endnu fast. Faktisk har jeg i skrivende stund lånt et par af hendes eventyrssamlinger med hjem fra biblioteket. Jeg glæder mig meget til genlæsningen.

      Slet
  8. Åh, så smukke billder! Og ord!

    SvarSlet
  9. Denne kommentar er fjernet af forfatteren.

    SvarSlet
    Svar
    1. 'Rapunzel' er også fantastisk! Jeg er helt enig med dig – både Disneyversioner og de upolerede folkeversioner er skønne. Jeg synes ikke, der er behov for at skænde på den ene eller den anden, kontrasten er simpelthen bare så fascinerende!

      Og tusind, tusind tak! :')

      Slet
  10. Tak for et dejligt indlæg, nu har jeg helt lyst til at slippe hvad jeg har i hænderne, og kaste mig over eventyrene. Har du læst Asbjørnesen og Moes dejlig samling af nordiske folkeeventyr? Det er klart min favoritsamling!

    SvarSlet