Månedlig opsummering: Hastige oktober

Oktober var: så hurtigt forbi. Jeg har så længe drømt om efterår og ventet på gule blade, og imens jeg har drømt, har efteråret fundet sted, helt uden jeg lagde mærke til det. Først da jeg for en uge siden begav mig ud på en lang gåtur, gik det op for mig, at efteråret ikke er noget, der kommer snart. Det er her nu.

Oktober har været første led af tilvænningsfase. Jeg er startet i fuldtidsjob, og jeg nyder det – men det betyder også, at jeg skal tænke lidt anderledes for at få min dag til at hænge sammen med pendleri, tidlige morgener og tidligt mørke. Det kræver meget for mig at forstå, at dagen ikke er slut, bare fordi solen er væk. Snarere tværtimod.

Jeg har tilbragt sene eftermiddage på kontoret, og jeg har tilbragt lange weekender under min dyne. Jeg har gået lange ture, læst gode bøger, bagt cookies og skåret græskar, drukket vin og fejret speciale (igen). Jeg har spekuleret i vægplads, og vi har endelig modtaget vores sofa. Og midt i det hele har jeg også fundet tid til at starte forfra med Gilmore Girls, som er den absolut bedste TV-serie at komme hjem til efter en lang dag.

På en måde har oktober skuffet mig alene ved at være så hurtigt forbi. Jeg havde så mange efterårsplaner og drømme, som er forsvundet så pludseligt, og jeg ved, at november bliver travl. Hver eneste weekend er fyldt op med arbejde, fester, venindeaftaler og tosomhed. Der bliver ikke megen læsero til overs, men det gør måske heller ikke så meget, når jeg går så mange andre kulørte efterårsdage i møde. Og pludselig er det jo tid til julehygge – flere aftaler, flere fester og flere fantastiske mennesker. En lille del af Odenses gågade har allerede iført sig julelysene – og jeg glæder mig til, at hele byen snart lyser op. 

I oktober læste jeg: 15 bøger. Hovedsageligt kortere fortællinger og bittesmå bøger.  

I oktober købte jeg: Over 50 bøger. Det er der dog en forklaring på, og den følger – snart. 

Oktobers store læseoplevelse: "The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro. Jeg måber stadig ved tanken. Ishiguros stilfærdige roman tog mig for alvor ved næsen, og under de simple sætninger lå langt mere skønhed, end jeg turde drømme om. 

Oktobers mest skuffende læseoplevelse: "Hansel and Gretel" af Neil Gaiman, der er smukkere i sin indpakning end i sit indhold. Jeg læste den hurtigt og glemte den ligeså hurtigt. Og selv efter flere ugers tænketid kan jeg stadig ikke se pointen eller behovet for en eventyrsgenfortælling, der snarere er et referat. 

Oktobers mest mindeværdige ord: Er et langt citat fra "Den uendelige historie" af Michael Ende, der ramte mig lige i hjertet. Det lyder sådan: "Den, der aldrig, eftermiddag på eftermiddag, har hængt over en bog i timevis, hed i ørerne og med strittende hår, og læst, så han glemte verden omkring sig uden at føle hverken sult eller kulde – 

Den, der aldrig har ligget under dynen og læst hemmeligt i skæret af en lommelygte, fordi far eller mor eller en anden kærlig sjæl har slukket lyset med den velmenende begrundelse, at nu skulle man sove, for i morgen er der atter en dag, og man skal tidligt op – 

Den, der aldrig åbenlyst eller i hemmelighed har grædt sine bitre tårer, fordi en vidunderlig historie var ved at slutte, og man måtte tage afsked med de personer, man havde oplevet så mange eventyr sammen med, som man elskede og beundrede, hvis frygt og håb man havde delt, og uden hvis selskab livet forekom én at være tomt og ligegyldigt – 

Den, der ikke af egen erfaring kender til noget af alt det, tja, han vil sandsynligvis heller ikke kunne forstå det, Bastian nu gjorde."

Oktobers læseklub-læsning: I oktober mødtes læseklubben fuldtalligt hjemme hos mig til en søndag fyldt med bogsnak, tedrikkeri og blogdiskussion. Tiden gik så hurtigt, at vi glemte alt om aftensmad og spisetid, og i stedet snakkede løs fra kl. 14 til kl. 20. Det var herligt – og bogen vi snakkede om var også fin. Vi havde nemlig læst "The Forbidden Library" af Django Wexler. 

På novembers læse-liste står der: Mere Ishiguro. Læseklubben skal læse "The Buried Giant", og jeg glæder mig. Desuden håber jeg også på at få læst en smule Lena Andersson før BogForum, ligesom jeg også drømmer om at påbegynde Oscar Wildes eventyr, langt om længe. Jeg har dog på fornemmelsen, at november flyver hurtigere end oktober, og at jeg ved månedens udgang vil have flere læsedrømme end færdiglæste bøger bag mig. Og det er selvfølgelig også ganske udemærket. 

Hvad med jer? Hvilke læseoplevelser bød jeres oktober på? Og hvad står på jeres læse-liste for november? Er der også forfattere I skal have læst op på før BogForum? 

Currently reading #16: Søndagsstemning og oktobergys

Søndag er min yndlingsdag. Og denne søndag er noget helt særligt, for urene er stillet tilbage, og jeg har fået en ekstra time foræret. En ekstra time der føles som en luksuriøs gave, der gør, at dagen strækker sig i det uendelige foran mig. Jeg har i hvert fald masser af tid; læsetid, sofatid, hyggetid. Og det har jeg ikke haft meget af på det seneste.

Derfor nyder jeg at krybe sammen i sofaen med en gotisk efterårsroman, en kop varm kakao og hjemmebagte kagerester fra i går. Jeg er netop startet på en ny bog, og allerede nu er jeg sikker på, den er det helt rigtige valg. Jeg læser nemlig "Marina" af Carlos Ruiz Zafón, og den er som selvskrevet til efterårsfarverne udenfor. Zafón er sådan en stemningsmager, og allerede i bogens første kapitel er jeg stødt på en uhyggelig kat, et forladt hus og et stjålet ur der er holdt op med at tikke. Billederne er så genkendelige og stærke; ladet med metaforer og forvarsler. Det er en mørk historie, der allerede får mig til at gyse.

Bogen er i øvrigt en gave fra søde Camilla, der sendte mig den fineste overraskelsespakke med et par udvalgte yndlingsbøger, som hun mente, jeg ville kunne lide. Allerede nu kan jeg mærke, at hun har valgt helt rigtigt. Og det gør egentligt bare bogen endnu bedre.

På det seneste har jeg haft meget travlt. Med lejligheden, med jobbet, med at falde ind i en helt ny rytme. Det er mange nye ting på én gang, og jeg kan mærke, at jeg har mange indtryk, jeg hele tiden skal fordøje. Heldigvis er lejlighedspuslespillet endelig ved at falde på plads. Vi har endelig fået leveret en sofa, og den nye, store lejlighed er ikke længere så stor og tom, som den har været. Det føles mere og mere som et hjem. Og jeg er så lykkelig for at være hjemme. 

Senere i dag kommer læseklubben forbi til litteratursnak og tedrikkeri. Vi har læst en fantasy-roman om bøger, om drager og om eventyr, og jeg glæder mig til at diskutere den med de andre piger. Det gør læseoplevelsen større. 

Hvar læser du på denne søndag – og kan det anbefales? Er du også i humør til oktobergys og søndagshyggeri? 

"The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro

"The Remains of the Day"af Kazou Ishiguro, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2007 (org. udgivet i 1988). 4/5 stjerner. 

"The Remains of the Day" er en erindringsrejse, der begynder i 1956. Butleren James Stevens har arbejdet på Darlington Hall i årevis, hvor han har tjent en britisk aristokrat. Efter Anden Verdenskrig har palæet dog fået en ny ejer, og Stevens arbejder nu for en af de australske nyrige.
For første gang i sit liv bliver Stevens tilbudt et par fridage og efter grublen og spekulation, beslutter han sig for at udnytte dem for at besøge en tidligere husholderske. Han sætter ud i en bil og begynder en rejse, der vil vare seks dage. Det bliver seks dage med skiftende landskaber og i takt med, at landskaberne glider forbi, glider Stevens ind i et melankolsk tilbageblik. 

“Indeed — why should I not admit it? — in that moment, my heart was breaking.”

Jeg tror, "The Remains of the Day" er den mest plotløse bog, jeg nogensinde har læst. Bogen gider ikke engang opretholde illusionen om et plot eller plotlinje. I sin bogstaveligste forstand, er "The Remains of the Day" blot en lang fortælling om en butler, der tager på en lang køretur for at møde en gammel kollega, som han vil overbevise om, at hun bør komme tilbage til sit gamle arbejde. Tilbage til ham. Kapitlerne består af tanker og af minder; bittesmå fragmenter, der suser ind og ud af hovedet på butleren, imens han kører igennem det engelske landskab. Fragmenter som han ikke selv er i stand til at se, for hvad de er. Fortrydelser.

James Stevens er bogens fortæller, og han har været butler på Darlington Hall i mange, mange år. Han er britisk og korrekt til fingerspidserne, og ofte virker det som om, romanen igennem ham ikke blot er blottet for handling, men også blottet for følelser. For hans tankegang er så mekanisk og enfoldig – udelukkende fokuseret på, hvordan man bevarer sin værdighed som en trofast og pålidelig butler. Og det er så let at lade sig narre og tro på det.

Bogen og dens simple plotlinje snød mig. Jeg læste hver eneste side grundigt, og jeg rystede på hovedet af den følelsesmæssigt afstumpede butler, hvis eneste gøremål i livet var at organisere og at støve af. Jeg undrede mig over, hvordan en person kunne være firkantet, distanceret og kold overfor sin omverdenen. Jeg forstod ikke, hvordan Ishiguro ville have mig til at tro på en så ligegyldig karakter. Lige indtil det gik op for mig, at jeg netop ikke skulle tro på ham. At han ikke engang tror på sig selv.

“What is pertinent is the calmness of beauty, its sense of restraint. It is as though the land knows of its own beauty, its own greatness, and feels no need to shout it.”

Lige så stille, side for side, nedbryder "The Remains of the Day" sig selv. Hvad der starter som en komisk fortælling om en britisk butler, bliver til en ensoms mands tragedie. Under talrige lag af ligegyldighed, mekanisk etikette og en grundlæggende mangel på interesse i omverdenen, er kun en knækket mand tilbage, som indser, at han har taget alle de forkerte valg. James Stevens har hele sit liv identificeret sig ud fra sit job, og lige så snart han bevæger sig væk fra sine faste rammer og ud på landevejen, forsvinder de daglige rutiner, som han normalt kan bruge til at gemme sig bag. Han er ude i det åbne; og han kan ikke længere jage sandheden på flugt ved at pudse sølvtøjet eller kommandere med kokkepigerne.
Ufatteligt stille hiver Stevens alle sine illusioner frem i lyset og ser dem dø. Hans tidligere så ædle arbejdsgiver, Lord Darlington, har sympatiseret med nazisterne, imens Stevens blot så på og undskyldte ham med hans status. Stevens forlod sin egen far på dødssengen for at gå ind og opvarte gæster, fordi han ikke kunne bære at se ham som noget andet end den idealisering, han selv forsøgte at leve op til. Og Stevens lod den eneste tilbageværende menneskelige relation i sit liv flygte, fordi han var for høflig til at udtale sine sande følelser. Hans liv er et virvar af fortrydelse, usagte ord og alt for mange forbigåede muligheder. Han har overlevet på en illusion, en illusion der nu brister. 
James Stevens indser, for sent, at livet afhænger af små valg og små øjeblikke. En beslutning om ikke at møde med Miss Kenton hver aften til kakao og snak, en beslutning om at vende sin døende far ryggen, en beslutning om at forsvare Lord Darlingtons bortvisning af jødiske ansatte, en beslutning om at være butler og ikke menneske, har reduceret Stevens til det, han er. Det er ikke nemt at genkende de øjeblikke, der har potentialet til at forandre et helt livsforløb. Men livet er alligevel udgjort af dem.

"The Remains of the Day" er sådan en stille bog. Den gør ikke noget postyr af sig selv; trænger sig ikke på og forlanger ingen opmærksomhed. Ligesom Stevens selv arbejder den i fred, og Ishiguro trækker ubemærket i trådene bag kulisserne for at lokke læseren hen til den endelige konklusion. Stevens vågner så grusomt op med en smerte, der er for dyb til ord, og Ishiguro viser, hvordan alting kan ændre form, hvis man ser det i det rigtige lys.
Bogen er fortalt med en misundelsesværdig elegance, og Stevens' selvbedrag er så veludført, at det antager karakter af en forsvarsmekaniske; de løgner vi hvisker til os selv i mørket for at komme igennem dagen. Eller, i Stevens' tilfælde, livet.

"Den uendelige historie" af Michael Ende

"Den uendelige historie" (org. titel "Die unendliche Geschichte") af Michael Ende, fra forlaget Sommer & Sørensen, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1979). Læst på dansk – originalsproget er tysk. 4/5 stjerner.

En tyk, nervøs og indadvendt dreng ved navn Bastian træder en dag ind i et antikvariat. Han træder derind, fordi han bliver jagtet af råb, hujen og barnlige ubehageligheder. Han træder derind på grund af en tilfældighed. Og når han træder ud igen, har han en bog under armen. En stjålet bog. En særlig bog.

Da Bastian ser "Den uendelige historie", ved han med det samme, at han er nødt til at eje og læse bogen. Hele hans krop fortæller ham det og i en feberhed iver, låser han sig selv inde på skolens loft for at læse den.

Bogen i Bastians favn, "Den uendelige historie", fortæller historien om Fantásia – et smukt rige befolket af lykkedrager, jægere, alfe og stenædende kæmper. Fantásia er truet af en stor fare, et vakuum der æder riget op indefra og efterlader intet tilbage. Kun et menneskebarn kan redde Fantásia ved at give kejserinden et nyt navn. Og da historien vækkes til live foran Bastians øjne, bliver han mere og mere sikker på, at bogen og menneskerne i den venter på, at han skal færdiggøre historien.

“Der findes lige så mange forskellige lidenskaber, som der er mennesker. For Bastian Balthasar Bux var det bøgerne.”

"Den uendelige historie" har altid været en del af mit læserliv, selvom jeg aldrig har læst den før nu. Dens og mine veje har krydset hinanden utallige gange, og titlen har altid luret i hjørnet af min bevidsthed og figureret på samtlige af mine litterære huskelister markeret med en stjerne og et næsten forhåndsgodkendt kærlighedsstempel. Lige fra jeg som barn hørte titlen for første gang og grådigt troede, at "Den uendelige historie" vitterligt var en uendelig historie med ubegrænsede sider, har jeg vidst, at jeg en dag skulle læse den. Det er bare ikke sket før nu.
Og måske var det også bedst på den måde. Måske er der noget sandt i den gamle kliché om bøger, der finder vej til de rigtige mennesker på de helt rigtige tidspunkter. For sjældent har jeg læst en bog, jeg, uden at ane det, havde så meget brug for.
"Den uendelige historie" begynder med en dreng, der kaster sig hovedkuls ind i en bog. Og ligesom Bastian glemte jeg også alt omkring mig, da jeg gik i gang med at læse de grønne og røde ord i Endes mesterværk. Et enkelt ord, en enkelt linje, og jeg var elleve år igen, vågen om natten med en bog, jeg ikke kunne slippe. Jeg var med den elskede, klodsede og nervøse Bastian hele vejen fra antikvariatet til Fantásias flerfarvede ørken, og jeg håbede så inderligt, at vi begge ville nå uskadt tilbage igen. 
Michael Ende skriver så fint, drømmende og så hjemligt med en kommenterende fortællerstemme, der giver "Den uendelige historie" et helt særligt metafiktivt præg. Bogen handler om Bastian, Bastian læser i bogen, læseren læser om Bastians læseoplevelse, og fortælleren er samtidig opmærksom på læserens tilstedeværelse. "Den uendelige historie" er en bog om en bog, men det er også en bog om læseren, der læser den.

“En drøm kan ikke forsvinde, hvis den er drømt engang.” 

"Den uendelige historie" er en dannelsesroman fyldt med fantasi og drømmelogik. Fantásia er et forunderligt sted, der er lige så frygteligt, som det er lykkeligt. I historiens første halvdel følger man Bastian, der skal genvinde troen på sig selv og sin forestillingsevne, Kejserinden der skal reddes, og Atréju der søger og søger efter et menneskebarn. Gennem det iturevne Fantásia påviser Ende, hvor essentiel fantasien er for vores verden. Menneskebørnenes evne til at fantasere og finde på er det, der i sidste ende kan redde en hel verden.
Men undervejs sker der et skift i historiens fokus, og plottet splittes i to, da Bastian træder ind i bogen og begynder at rekonstruere Fantásia med sine ønsker og drømme. Herefter kommer Bastian på vildveje, da han ikke blot ønsker at lave Fantásia om – han ønsker at lave sig selv om. Bastian glemmer gradvist sig selv, da han ikke bruger sin fantasi til at forbedre virkeligheden men til at flygte fra den. 
Dette skift i historien f0retages meget brat og uelegant. Som konsekvens føles "Den uendelige historie" som to romaner i stedet for én, og hvor den første del kan kategoriseres som en børnehistorie, er den næste del langt mere symbolsk og kompleks. Gennem Bastian undersøger Ende, hvordan fantasi kan forvandles til eskapisme. Et liv uden fantasi er ikke værd at leve, mens et liv i fantasien er en løgn. Bastian sendes ud for at lede efter balance og kommer hjem med en forståelse for kærlighed, venskab, sandhed og selvværd. Hans dannelsesrejse forsegles med et kram og et besøg i det antikvariat, hvor det hele startede.
Michael Endes uendelige historie er en smuk historie. En historie med liv, humor, varme og fantasi. Fantastiske karakterer og umulige væsener. En historie for enhver bogelsker der nogensinde har drømt om at kravle ind i en bog og blive der for evigt. En kommentar på læsningen selv, og på den fantasi der har skabt de universer, vi læser os ind i. 
Og mest af alt er historien virkelig uendelig, for Ende efterlader mange løse ender og bihistorier i sit plot.  "Det er en anden historie, og den må vente til en anden gang," skriver han, og selvom der aldrig bliver en anden gang, holder de mange forfatterkommentarer liv i læserens forestilling, om alle de historier, der eksisterer rundt om bogen. For der findes ikke kun én uendelig historie – historien er snarere uendelig, fordi den indskriver sig i et net af historier.  Historier om bipersoner, steder og senere hændelser der ikke bliver fortalt i denne omgang, men som alligevel eksisterer i Endes og læserens fantasi.

“Enhver virkelig historie er en Uendelig Historie.” 

Tema-tirsdag #105: Litterære prisuddelinger

Det sker hvert år. Kalenderen siger oktober, Nobelprisen i litteratur skal uddeles, og jeg sidder sammen med resten af verden og venter åndeløst. Limet fast til skærmen med forhåbninger og anelser i en sammenflitret knude i halsen, sidder jeg og venter. Når et navn endelig bliver annonceret, og en vinder dermed bliver fundet, sidder jeg altid med undrende øjne og rynkede bryn. "Hvem?" tænker jeg og gennemsøger min hjerne for genkendelse af det udtalte navn. En genkendelse der aldrig dukker op.

Ligesom resten af verden sværger jeg derefter altid at gå på biblioteket med det samme og låne en bog af den nye nobelprisvinder hjem – hvis den altså overhovedet findes på biblioteket. Og ligesom en stor del af verden får jeg det aldrig gjort, før det er for sent, og hele scenariet udspiller sig forfra det efterfølgende år. Igen og igen og igen.

Pulitzer-prisen, National Book Award, Man Booker Prize, Baileys Women's Prize for Fiction, Prix Goncourt, Astrid Lindgren Memorial Award, De Gyldne Laurbær, H. C. Andersen litteraturpris, Hugo Awards, PEN/Faulkner Award og selvfølgelig Nobelprisen i litteratur. Der findes så mange store litteraturpriser med betydelige præmier og svimlende ære. Særligt efteråret er et overflødighedshorn af udmærkelser og prisuddelinger, en litterær højsæson med talrige udgivelser og talrige anerkendelser. Flere forfattere bliver ikke kun nomineret til én pris men til flere, og kan derfor hele tiden håbe på en ny pris, hvis den foregående blev tabt til en anden. Konceptet er ikke uden dramatik. 

Da jeg var yngre, var jeg meget optaget af prisuddelingerne. Særligt Nobelprisen i litteratur. Jeg gjorde det til en ære at højlydt proklamere, at jeg ville læse hele forfatterskaber, hvis de blev kronet med den prestigefyldte pris. Oftest fik jeg det bare aldrig gjort, for der var så meget andet, jeg gerne ville læse. Og måske var en litterær pris ikke motivation nok til at læse et helt forfatterskab, når det kom til stykket. For selv en Nobelpris i litteratur kan ikke blåstemple en bog for alle – uanset hvor prestigefyldt den end er.

Jeg har i lang tid haft det lidt ambivalent med de store priser og de dertilhørende store armbevægelser. For selvfølgelig er en litteraturpris aldrig endegyldig – selvfølgelig er den bog, der vinder Pulitzer-prisen ikke årets bedste bog, da ingen logisk set kan have formået at læse alle årets bøger og vurdere derfra. Og selv hvis en sådan altfavnende vurdering kunne finde sted, ville den stadig være subjektiv. Den ville være gældende for fastsatte kriterier og overse andre former for kvaliteter. For ingen pris kan favne alt eller alle – det er blot et spørgsmål om, hvad man lægger vægt på. 

Men én ting som litterære priser gør (og gør godt), er at de bringer stor opmærksomhed til bøger, der ellers var blevet overset. Jeg havde aldrig hørt om Svetlana Aleksijevitj eller sågar Alice Munro, før de vandt Nobelprisen i litteratur og dermed alverdens opmærksomhed og hæder. Smalle udgivelser (og sommetider også marginaliserede kulturer) bryder gennem muren, og når ud til masserne via litteraturpriserne. For vi er så mange – jeg selv inkluderet – der får lyst til at læse en bog med det samme, bare fordi den bliver mærket med en pris. Det er en blanding af massementalitet og naturlig nysgerrighed, tror jeg. Og et større kendskab til verden er altid positivt. Omend det også giver priserne en vigtig, politisk dimension. 

Jeg havde sandsynligvis heller aldrig opdaget en af mine yndlingsbøger, "The Luminaries" af Eleanor Catton, hvis den ikke havde modtaget Man Booker-prisen. Og netop Man Booker-prisen vil jeg gerne dvæle lidt ved.

For et par år siden fandt jeg tilfældigt en liste over vindere af Man Booker-prisen på Wikipedia. Og efterhånden som jeg læste igennem den, nikkede jeg anerkendende og genkendende til et utal af navne og bogtitler. Yann Martel, Ian McEwan, William Golding og Julian Barnes stod på rad og række sammen med forfattere, jeg længe havde drømt om endelig at få læst. Listen forekom mig troværdig på en måde, som en prisliste aldrig havde gjort før – den virkede som om, den rent faktisk henvendte sig til mig. Eller læsere som mig. Og jeg tror ofte, at litteraturpriser er omgivet af en følelse af ekskludering. En følelse af at henvende sig til andre læsere af andre romaner end en selv. 

Senere har jeg revideret mit romantiske syn på Man Booker-prisen, hvis vinderromaner naturligvis ikke altid tiltaler mig, men min begejstring består, og det er den eneste litterære pris, hvis vindere jeg rent faktisk får læst, bare fordi de vinder. Jeg undersøger ikke listen med samme skepsis, som jeg gransker Nobelprisvinderne i litteratur med. 

I sidste ende er det hele selvfølgelig blot en smagssag. Forskellige lister opererer ud fra forskellige systemer, og forskellige bøger betyder forskellige ting for forskellige mennesker. Sommetider jubler jeg over en Pulitzer-vindende roman, andre gang ryster jeg på hovedet af en forfatter, der er blevet tildelt National Book Award. Ingen prisuddeling har en facitliste, og det er nok værd at huske på.

Hvad mener du om litteraturpriser? Følger du med i litterære prisuddelinger – og er der en særlig bogpris, der har din opmærksomhed? Hvad er den bedste (eller værste?) læseoplevelse, du har haft som følge af en litteraturpris? 

En heldig vinder

Klokken er snart ti, og jeg er træt. For mit vedkommende er klokken ti automatisk lig med sengetid og sovetid, men fordi jeg pludselig indså, at jeg skulle kåre en heldig konkurrencevinder i dag, har jeg udskudt søvnen lidt endnu.

Vild med ORD finder sted i den kommende weekend, og en af jer skal selvfølgelig med. Vinderen er blevet Louise, som jeg straks sender en lykkebringende mail til. Resten af jer fortjener tusind taknemmelighedskys for at deltage.

Og nu tror jeg, jeg vil sove. Lige når jeg har fået sendt en mail afsted, altså. 

Godnat allesammen – sov godt og drøm søde eventyrsdrømme. 

"Speak Easy" af Catherynne M. Valente

"Speak Easy" af Catherynne M. Valente, fra forlaget Subterranean Press, udgivet i 2015. 3/5 stjerner.

Catherynne M. Valente svinger atter tryllestaven og fremtryller et farvevæld, et svimlende kaos af fester, alkohol, pelsfrakker, svømmedragter, lysekroner og dansepiger. "Speak Easy" foregår på Hotel Artemisia i noget, der kunne minde om 1920'ernes New York. Men intet er simpelt og ligetil i Valentes verden, og hotellet er snarere et helt indkapslet univers end blot et hotel. Fra kælder til loft er det fyldt med fantastiske og umulige karakterer, der lever udsvævende liv.

Bogens heltinde er Zelda Fair, som alle hotellets mænd følger med øjnene. Zelda vikles hurtigt ind i andres planer, og drager med den berygtede Al ned, ned, ned i hotellets kælder der er et overflødighedshorn af upassende elegance. Samtidig leder Frankie også efter Zelda; en feberhed jagt efter et menneske, han knap nok kender. 

“You look at a painting and it fills you up. You read a book and sometimes it's so good you feel like you could live on it.”

Brusende champagnebobler der stiger opad, og bristes i samme sekund de når overfladen, altoverdøvende jazzmusik der brøler ud fra højtalerne, imens hundrede kvinder i charleston kjoler danser og snurrer i takt, spandevis af sød alkohol der gør synet sløret og sanserne klarere, hemmelige gange og døre der dukker op, når man mindst venter det og fører en til ens inderligste drømmescenarie, og en mand der stjæler inspiration fra en kvinde for at lade som om, han kan skrive.
Valente skriver om en verden af skinnende kaos, og hendes skrivestil skifter form og bliver lige så kaotisk som det, hun beskriver. Siderne i "Speak Easy" flyder over med liv, larm og lys. Selvom bogen er 144 sider, er det næsten umuligt at følge med, for Valente bevæger sig så forhastet gennem bogen og plottet, at det bliver væk mellem fingrene på en. Man sidder tilbage og ligner et forpustet spørgsmålstegn og undrer sig over, hvad man overhovedet har læst. Var det en bog eller en stemningsbeskrivelse? Jeg undrer mig stadig.
Bogen er svær at forstå, svær at læse og næsten umulig at genfortælle. Valente krydser eventyret om "De hullede sko" med Zelda Fitzgeralds liv og ægteskab og skaber en særpræget blanding af eventyr, historisk fiktion og rablende, virkelighedsfjern fantasy.

“Out of their mouths and their hands come not even pages but words, just words, moving type, slick and hard and hot, words like children's toys, Christmas ornaments, crystalline creatures swelling up and flowing out of them, whispering, giggling, the words, the words that Frankie can never find, the words he reaches for and misses.”

Zelda Fair er i bogen, hvad Zelda Fitzgerald var i virkeligheden. En smuk kvinde med en hær af beundrere, en kvinde der skrev og drømte om et liv med mere værdi end besiddelsen af fysisk skønhed. Frankie, hotellets piccolo, deler ligheder med F. Scott Fitzgerald, da han lever i fattigdom og drømmer om at skrive – men mest af alt drømmer om Zelda.
I omskrivningen af Fitzgerald-parrets liv blander Valente virkelighed med myte, og tager udgangspunkt i det faktum, at Fitzgerald i starten af sin karriere sommetider stjal brudstykker af Zeldas dagbøger og breve til sine egne historier. Valente omskriver dette forrædderi og indhyller det i lyrisk og surrealistisk prosa, men lader det stadig forblive Zeldas nederlag. Heltindens endelige knæk. 
Jeg holdt meget af Fitzgerald-aspektet i Valentes ellers så forvirrende bog. Selvom slutningen var forhastet, og selvom læsningen gav mig åndenød, er "Speak Easy" en bemærkelsesværdig bog fra en forfatter, der kan spinde historier, som Rumleskaft spandt guldtråde. Valentes ord er så smukke, og selvom hendes plot sommetider drukner i beskrivelse, tror jeg, at enhver Valente-fan vil finde noget at elske i denne korte roman. Selv tror jeg snart, jeg vil læse den igen og passe bedre på, at ordene ikke smutter fra mig undervejs.

Read-a-Thon - En minutiøs opdatering (#6)

I dag er dagen for det halvårlige Dewey's Read-a-Thon, som hører til blandt mine yndlingsdage på hele året. Udsigten til 24 timers læsning i online-selskab med klodens største læseheste er en ting, der er værd at se frem til, synes jeg.

I dette indlæg vil jeg løbende tilføje opdateringer og tanker om mit læsedøgn. Tilføjelser af billeder og ord vil ske gradvist, og på den måde vi indlægget være under konstant opbygning. Alternativt kan I også følge med i dagens læseeventyr på Twitter og Instagram.

Jeg håber, at I alle får en vidunderlig lørdag – og hvis du også er en del af dagens læsefællesskab, ser jeg frem til også at følge dine læseeventyr. 

Kl. 13.47 – Jeg har ventet hele dagen. Hele ugen, faktisk. Og nu er der kun tretten minutter til, at årets læsedøgn begynder. Jeg har tilbragt en langsom morgen i sengen, vågnet op til gråvejrsudsigt, og jeg har trippet utålmodigt rundt i vores lille hjem for at skære frugt og anrette det perfekte læsehjørne. 

I mellemtiden er min Instagram-feed allerede begyndt at blive fyldt med billeder af ambitiøse bogstakke, Twitter giver genlyd af sidste-øjebliks snackovervejelser, og her på mit kontor sidder jeg med solbærte og en lille slikskål og venter på, at klokken slår to, og læsningen går i gang. Jeg glæder mig. 

Kl. 14.00 – Endelig slog klokken to, og læsedøgnet er officielt gået i gang. Over 1500 mennesker fra hele verden er lige nu ved at åbne en bog og forsvinde ind i en fiktiv verden de næste, mange timer. Og selvom læsningen foregår i enrum, er det i dag også noget, vi gør sammen. Og samtidig.

Den første bog på min læseliste er den illustrerede version af Neil Gaimans "Stardust". Bogen er blandt mine absolutte favoritter, og historien drypper af eventyrsmagi. Jeg glæder mig til at genlæse den med yndige illustrationer til. 

I skrivende stund sidder jeg i en komfortabel lænestol på mit lille kontor; jeg har slæbt dynen med mig, og med en kop dampende te vil jeg nu slå op på den første side i bogen, der ligger på mit skød. 

Kl. 15.29 – Jeg er halvvejs i Neil Gaimans historiespind, og jeg elsker det voksne eventyr akkurat lige så højt, som jeg altid har gjort. Illustrationerne er en yndig tilføjelse til historien, og jeg elsker Charles Vess' støvede farvepalet.

Tilfældigt ville, at Maja og Ida i dette øjeblik også læser "Stardust", og jeg holder små afbræk i min læsning for at vi kan diskutere navne og karakterer i forbifarten. Det er så hyggeligt. Så perfekt.

Kl. 16.53 – "Stardust" sluttede med et stjerneglimt, og mit hjerte bobler over af lykke. Af glæde. Af ægte ordkærlighed. Der er noget ved det simple vokseneventyr, der stjæler mit hjerte gang på gang. Nok mest af alt måden det er skrevet på. Ingen kan indfange stemninger og lave sproglige stjerneskud så godt som Gaiman.
Den næste bog i min læsestak er en lidt mere alvorlig en af slagsen, tror jeg. I selskab med Anne Nikoline skal jeg synkronlæse "The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro, og jeg er meget spændt på, om bogen vil påvirke mig som meget, som den har påvirket andre. 

Kl. 18.21 – Mørket har sænket sig. Udenfor er gadelygterne tændt, og indenfor flakker stearinlysene. Duften af mad spreder sig i lejligheden, og Nico er i fuld gang i køkkenet. I virkeligheden havde vi aftalt at spise suppe, men i sidste øjeblik har han ombestemt sig og er nu i gang med at lave mørbradgryde i stedet. Jeg klager dog ikke. Slet ikke.
Der er gået halvanden time siden min sidste opdatering, og jeg bevæger mig stadig rundt i bogens overflade. "The Remains of the Day" er god, men god på en måde der kræver, at jeg holder mine tanker og øjne koncentreret på siden og reflekterer over hvert eneste ord. Bogen er stilfærdigt, humoristisk og meget britisk, og den tager lang tid at fordøje.

Kl. 20.12 – Det er sjovt, hvordan en bog sommetider kan bedrage en, ikke? I min forrige opdatering, kaldte jeg "The Remains of the Day" humoristisk, selv den i virkeligheden er dybt tragisk. Det er en historie om en mand, der gradvist nedbryder sine egne mure. En mand der gradvist indser, at hans liv har været forgæves. Og en mand der gradvist tillader spørgsmålstegn at kravle ind under hans hud.
Jeg mangler stadig 100 sider i Kazou Ishiguros roman. Men jeg er begyndt at forstå, hvorfor den er den langsomme læsetid værd. Og jeg blev næsten narret undervejs. 

Kl. 22.23 – Den sidste side i "The Remains of the Day" er blevet vendt, og en smule af romanens eftertænksomhed har smittet af på mig. Sikke en smuk og melankolsk fortælling om den fortrængninger og minder. Om forbipasserede tider og mennesker. Om at tro på det forkerte og om at tro på at tro. Jeg er imponeret.
Min næste bog er en betydeligt lettere af slagsen. "Den uendelige historie" venter nu på mig, som jeg har ventet på den i så lang tid. Jeg så filmen meget som barn, og jeg er spændt på, hvad bogen vil bringe. Men først skal jeg bare lave endnu en kop te.

Kl. 22.55 – Sommetider ved man det bare. Sommetider skal der ikke mere end en sætning til, før man ved i ens inderste, at man sidder med noget helt særligt mellem hænderne. Jeg forundres i øjeblikket af Michael Endes ordkunst i "Den uendelige historie". 
Jeg er hjælpeløs overfor citater som dette: “Jeg gad egentlig nok vide, hvad der foregår i en bog, så længe den er lukket. Naturligvis er der ikke andet i den end de bogstaver, der er trykt på papiret, men alligevel – et eller andet må der da foregå, for når jeg åbner den, så er der jo pludselig en hel historie. Der er personer, jeg endnu ikke kender, der forekommer eventyr, bedrifter og kampe – der raser vilde storme, eller man kommer til fremmede lande og byer. Det foregår jo alt sammen på en eller anden måde i bogen. Man må læse det, for at man kan opleve det, det er klart. Men det er jo i bogen i forvejen.”

Kl. 02.14 – Ligesom Bastian forsvandt jeg ind i en bog og glemte alt om sted og sted omkring mig. Ligesom Bastian levede jeg i en stund i et papirunivers; red på ryggen af en lykkedrage og glemte min mad af ren begejstring. "Den uendelige historie" var akkurat så levende, som Bastian gjorde den til. Og jeg blev revet med. Jeg blev virkelig revet med.
Med Fantásia for mit indre blik vil jeg nu lukke øjnene og sove et par timer. Bogen er så fyldt med drømmesyn, som jeg håber, jeg kan låne. Blot for en nat.

Kl. 06.40 – Med en skål Cornflakes i den ene hånd og en bog i den anden, er jeg tilbage efter et par timers tiltrængt søvn. Mine øjne og mit hoved har det langt bedre nu, og jeg er i stand til at fokusere lidt igen.
Den næste bog i min læsestak er "The Sense of an Elephant" af Marco Missiroli. Jeg aner endnu intet om bogen, så jeg glæder mig til at blive klogere på den. Men inden da skal jeg på virtuel besøgstur hos mine medbloggere.

Kl. 07.16 – Der er te på kanden, en smule chokolade ved hånden og en åben bog i mit skød. Efter en smule klikkeri vender jeg nu tilbage til læsningen, og jeg er spændt på, hvad Marco Missilori byder på. 

Kl. 08.20 – Jeg vovede mig ud i den tidlige morgentåge, imens alt endnu var mørkt og vådt. En hurtig tur i Kvickly endte med bagerbrød og postafhentning, og nu er jeg tilbage i min lænestol efter de praktiske gøremål.

Kl. 08.50 – Det er sært, hvordan man kan have forventninger til noget, man slet ikke aner noget om. "The Sense of an Elephant" er en mærkværdig bog. Jeg troede, den ville være finurlig, men i stedet er den ... alvorlig? Missilori diskuterer faderroller, familie og omsorg i et meget forkludret sprog.

Kl. 09.36 – I skrivende stund står Nico i stuen med et forvirret ansigtsudtryk og søvnige øjne. Jeg tror, det er tid til fælles morgenmad efterfulgt af en læsemæssig slutspurt. Det er snart tid til tegneserielæsning og "V for Vendetta".

Kl. 09.59 – Tiden flyver. Traditionen tro har jeg sammenklippet en lille videoblog (se nedenfor) med lykkeglimt fra det seneste læsedøgn, og desuden har jeg også klikket en vidunderbog hjem til mig selv. Findes der en mere passende måde at fejre læsningen på? Jeg tvivler! 

Kl. 11.57 – Lige om lidt har jeg færdiglæst "V for Vendetta", og jeg er slet ikke sikker på, hvad jeg skal tænke om den. Historien er ildevarslende og tankevækkende, tempoet er højt, tegningerne er velkoordinerede – og alligevel er jeg ikke helt sikker på, at jeg er begejstret. Jeg tror, det er en historie, der lige skal bundfalde sig lidt. 

Kl. 13.02 – Der er nu kun en enkelt time tilbage af verdens hyggeligste læsedøgn. Jeg har netop vendt den sidste side i "V for Vendetta", som var en meget dramatisk dystopi med fart og feltet og talrige farver. Finalen var storslået.
Det er svært at finde nyt læsestof så tæt på målstregen, og af samme grund er mit valg faldet på en af Penguins bittesmå Black Classics. I den næste time skal jeg derfor læse to noveller af Elizabeth Gaskell, som jeg har fået anbefalet af Rikke, der selv startede sit readathon med dem. 

Kl. 14.00 – Tiden er gået, målstregen er nået, og klokken har slået to. I løbet af de sidste 24 timer har jeg læst drukket uendelige mængder te, sovet 4 timer, læst 6 bøger eller 1451 sider. Jeg har snakket med talrige bogbloggere, stirret mig blind på Instagram-billeder, snappet  hele natten og heppet og spist uafbrudt. Det er en del af læsemarathonnets magi.
Nu kommer en sød veninde snart på besøg til kaffe og snak, og dagen fortsætter med ikke-boglige gøremål. Men det har været en fornøjelse så længe, det varede. At rive en hel dag ud af kalenderen til læsehygge og bogsnak er altid en gave. 

"Fortællinger" af Astrid Lindgren

"Fortællinger" (org. titel "Sagorna") af Astrid Lindgren, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 1982 (org. udgivet i 1980). Læst på dansk – originalsproget er svensk. 4/5 stjerner. 

"Fortællinger" er en samling af Astrid Lindgrens mest kendte eventyr, der dog stadig er relativt ukendte i forhold til resten af hendes værker. Med 14 korte eventyr, der alle har børn i hovedrollerne, er antologien en herlig bolsjeblanding af Lindgrens fineste prosa.

“Hun havde aldrig før vidst, at ord kunne være smukke, nu vidste hun det, og de sank ned i hendes sjæl som morgendug over en sommereng.”

Dansende alfefødder i midnatsskær, en levende dukke opspiret fra et dukkefrø, hemmelige søstre, underjordiske sale, felandskaber, dukkehuse og nattergale. Astrid Lindgrens eventyr er udgjort af barndomsfantasier, der på trods af deres fantastiske elementer forekommer fuldstændig jordnære. For selvom småfolk og fefolk færdes på kryds og tværs i de mange historier, er det altid barnet, der er i fokus. For det er barnet, der skaber eventyret for sig selv.

Gennem sine eventyr undersøger Lindgren barnets forestillingsevne og fantasien som en form for eskapisme. I "Niels Karlsson-Pusling" er en dreng ensom, fordi hans forældre hele tiden arbejder. På magisk vis dukker der en legekammerat op i musestørrelse, som drengen kan lege med og dermed glemme sin ensomhed sammen med. I "Allerkæreste søster" fortæller en pige om sin hemmelige tvillingesøster, som bor under en rosenbusk i haven. Sammen med søsteren drager pigen på eventyr under jorden, hvor tvillingesøsteren er dronning over et mægtigt rige. Da pigen en dag kommer hjem og får en ny legekammerat i form af en hundehvalp, forsvinder tvillingesøsteren, og rosebusken visner. Der er ikke brug for en fantasisøster længere, fordi en ægte legekammerat er kommet til. Eventyret "I skumringslandet" fortæller historien om en dreng, der er syg og ikke længere kan gå, men som hver nat drager til et alfeland, hvor han kan flyve, lege og løbe bekymringsfrit rundt. 
Fællesnævneren for Lindgrens eventyr er ofte den beskyttende fantasi, der både kan skabe nye venner, fordrive tiden og give udtryk for inderlige og brændende ønsker. Dagdrømme bliver til melankolske og farverige forsvarsmekanismer, der leder hverdagens ensomhed og tomhed på flugt. Lindgrens ensomme hovedpersoner opfatter ikke selv deres ensomhed, fordi de bærer et helt kongerige i deres tanker.

“I har ikke øjnene og ørerne med jer, det er det, der er i vejen. Ellers ville I se alferne danse i parken om aftenen i forårstiden og høre nisserne arbejde i deres værksteder inde i de gamle gader ved juletid.” 

Jeg læste og genlæste Astrid Lindgrens eventyr så ofte som barn. Jeg elskede den, i virkeligheden meget simple, historie "Mirabell", hvor en talende dukke vokser op fra et blomsterfrø. Jeg var tryllebundet af "En nat i maj", hvori en elverpige ifører sig et kniplingelommetørklæde og danser med selveste elverkongen til et bal. Og jeg knuselskede "Prinsessen, der ikke ville lege", som handler om en prinsesse, der har alt legetøj i verden, men som lærer at lege med sand og træ i stedet. Jeg var så uforklarligt tiltrukket af Astrid Lindgrens simple eventyr om piger, der fik der inderligste ønsker opfyldt. Fortalt i et hjemligt hverdagssprog forekom det mig næsten som noget, der rent faktisk kunne ske.

At læse Lindgrens eventyr som voksen har ændret alting og ingenting. Historierne er de samme, og min begejstring for Lindgrens snefnugslette skrivestil forbliver uændret. De søde eventyr der forekom mig så virkelige engang, forekommer mig næsten endnu virkeligere nu. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det jeg som barn forvekslede med magi, i virkeligheden kan kategoriseres som benhård realisme. For så mange af de børn Lindgren skriver om, bruger eventyrsmagien til at flygte.

Dermed ikke sagt at eventyrene er tragiske. De er oftest muntert skrevet i en varm fortællertone, og de barnlige hovedpersoner udbryder pudseløjerlige ting og ser usentimentalt på tilværelsen og alt det, den bringer dem. Den nordiske melankoli og det hele  tiden truende vintervejr er blot noget, man kan ane i horisonten. Hvis man altså vil. 

De underfundige fortællinger og eventyr hører ikke til blandt overskrifterne i Lindgrens forfatterskab. Men jeg ville ønske, at de gjorde. For få har skrevet eventyr med så meget kraft, så meget indsigt og så ægte barnlig glæde som Astrid Lindgren. Hendes eventyr hører til blandt de historier, der skinnede allerklarest på min barndoms læsehimmel.

Tema-tirsdag #104: Dewey's Read-a-Thon

Jeg har ventet utålmodigt og længselsfuldt. Jeg har talt dage, og nu når dagen snart er her, kommer den alligevel helt bag på mig. Lørdag d. 17. oktober har længe fremkaldt begejstring i min kalender, da den er reserveret til læseri og bogrelateret snak. På lørdag er det nemlig atter tid til Dewey's Read-a-Thon.

Dewey's Read-a-Thon går i al sin enkelhed ud på, at man læser så meget, som man kan, eller så meget man har lyst til i 24 timer. Ved hjælp af hashtagget #readathon kan man dele sine læseoplevelser med andre læsere undervejs. Onlineeventet begynder på lørdag kl. 14 og slutter søndag kl. 14, men man sætter helt selv rammen for sit læsedøgn og de vilkår, man vil være med på.

Onlineeventet er en skøn mulighed for at skabe et ånderum til læsningen i en travl hverdag, til at læse et par af de bøger der har samlet støv på reolerne og til at forkæle sig selv med en stille hjemmedag iført natbukser og bevæbnet med en varm kop te. Men det er også en mulighed for at være en del af et større fællesskab; til at tweete tilfældigt med andre Gaiman-fans, til at stirre sig blind på billeder af skønne læsestunder på Instagram og til at følge med i andre bloggeres læseoplevelser time for time. Det er en mulighed for at teste social læsning og opleve, at læsning ikke nødvendigvis er noget, man gør i enrum. At læsning også er noget, der kan deles (næsten) samtidig med, at det finder sted.

Dette er min sjette gang som deltager i Dewey's Read-a-Thon, og på lørdag kan du både følge mine læsefremskridt på bloggen, på Instagram og på Twitter.

I år har jeg sammensat min læsestak med tøven og forbehold. Et helt døgns læsning er en overdådig luksus i et travlt efterår fyldt med aftaler, opgaver og hængepartier. Jeg har haft lyst til at tømme min bogreol og være overambitiøs, og jeg har været bekymret for, hvad jeg overhovedet kunne nå. Mine bøger er blevet skiftet ud og byttet rundt et utal af gange, men jeg tror efterhånden, at jeg er nået til en endelig beslutning.

Da jeg drømmer om at presse et par timers søvn ind i mit læseskema, er jeg endt med en bogstak på 1401 sider. Jeg er oprigtigt spændt på at læse hver eneste side.

Mit læsedøgn vil begynde med et kært gensyn. Jeg vil nemlig læne mig tilbage og starte dagen med Neil Gaimans smukke ord i den illustrerede udgave af "Stardust". Jeg elsker historien, men har aldrig læst den med de tilhørende billeder, så jeg glæder mig til foreningen af Gaimans forheksende ordunivers og Charles Vess' eventyrlige streg. Den næste bog i min læsestak er herefter "The Remains of the Day" af Kazou Ishiguro, som jeg længe har glædet mig til at læse. Den stilfærdige historie vil nyde godt af løbende diskussioner med Anne Nikoline, som jeg synkronlæser bogen sammen med. Når mørket begynder at falde på vil jeg gemme mig under dynen i selskab med Bastian fra Michael Endes "Den uendelige historie". Bogen er legendarisk, og dog har jeg aldrig læst den før. Jeg glæder mig til at blive ført ind i et univers fyldt med barndomsmagi, farver og bøger.

Når jeg atter vågner i de tidlige morgentimer, vil jeg læse "The Sense of an Elephant" af Marco Missirou – en bog som jeg helt tilfældigt faldt over i en boghandel og herefter slet ikke kunne slippe igen. Det eneste jeg ved om bogen er, at det skulle være en atmosfærisk fortælling om beboerne på et hotel i Milano. Og slutteligt, når klokken nærmer sig to og læsemarathonet nærmer sig enden, vil jeg læse en grafisk roman fyldt med dramatiske billeder og ord. "V for Vendetta" er en klassiker i dens genre, og jeg glæder mig til at læse om oprør og frihedskamp i Alan Moores fremtidsverden.

Dewey's Read-a-Thon finder sted på lørdag kl. 14 og 24 timer frem. Officiel tilmeldning kan ske på hjemmesiden her, hvor konkurrencer og udfordringer vil dukke op i løbet af selve læsedagen.

Jeg glæder mig meget til lørdagens læseri, og jeg har allerede forberedt mig på alle tænkelige måder. Med suppe i fryseren, nyvasket sengetøj og en blød striktrøje liggende klar, tror jeg slet ikke, jeg mangler et eneste kryds på min to-do liste. Mine køkkenskabe er fyldt med godter af både den sunde og usunde slags – med alt fra mørk mælkechokolade til jordbær, rosiner, mandler, müslibarer og vingummier. Jeg har fundet Perch's grønne rabarberte frem fra gemmerne, indkøbt solbærte og kakaopulver, og jeg har aftalt natmad og morgengåtur med Nico.

På sin vis forekommer det mig næsten fjollet at glæde sig så meget til et døgns læsning, men Dewey's Read-a-Thon er efterhånden blevet en hyggetradition af den uundværlige slags. Jeg river med glæde 24 timer ud af min kalender i bytte for en dag med læsefællesskab, bloggeri og sammenkrøben koncentration i sofahjørnet. De seneste Read-a-Thon's har både bragt mig enestående læseoplevelser, nye bekendtskaber, lange samtaler fyldt med midnatsfjollerier og en følelse af samhørighed med læsere fra hele verden.

Jeg læser ofte i en hel dag, og jeg holder meget af det – men ved at gøre læsningen til en begivenhed, til noget man er fælles om og gør sammen, gør man det til noget helt særligt. Noget der ikke kan efterlignes.

På lørdag opretter jeg traditionen tro et indlæg, som jeg løbende vil opdatere med billeder og ord. Der vil I kunne komme til at følge min dag og mine små læseindtryk. 

Hvad med jer? Deltager I på lørdag? I så fald – hvordan forbereder I jer? Hvilke bøger vil I læse, og hvor meget skal I sove? Og hvor kan jeg følge jeres læsedøgn?

"The Prince of Mist" af Carlos Ruiz Zafón

"The Prince of Mist" (org. titel "El príncipe de la niebla") af Carlos Ruiz Zafón, fra forlaget Orion, udgivet i 2010 (org. udgivet i 1986). Læst på engelsk – originalsproget er spansk. 4/5 stjerner.

Et nyt hjem med en mørk fortid, en skjult have fyldt med groteske statuer, tikkende ure og en nagende følelse af at noget er galt. "The Prince of Mist" er Zafóns første bog, og det er en fortælling om lurende mørke og en fortid, der langsomt gentager sig selv og bliver til nutid.

I sommeren 1943 flytter familien Carver fra deres hjem og begiver sig ud til en mindre by ved havet for at være i sikkerhed fra krigen. Men deres nye hjem er ikke det idyl, de havde håbet på, for en dreng har tidligere lidt en tragisk død i huset, og hans historie kaster en skygge over alt, hvad familien foretager sig.

Max og hans søster Alicia beslutter sig hurtigt for at efterforske drengens død, og nabodrengen Roland slutter sig til dem for at hjælpe. De tre børn bliver hurtigt trukket ind i et altoverskyggende mysterie, da de opdager et hævntørstigt væsen, der kalder sig selv for Prinsen af tåge.

“Max had once read in one of his father's books that some childhood images become engraved in the mind like photographs, like scenes you can return to again and again and will always remember, no matter how much time goes by.” 

Zafón er en stemningsmager. Man behøver blot at læse en enkelt linje, for at opleve tid og sted forsvinde og skrumpe ind til en papirstynd virkelighed. Zafóns gotiske billedmageri står ikke kun smukt på siden, det brænder sig ind i et hektisk farvevirvar på læserens nethinde. "The Prince of Mist" tog mig på en rejse over kirkegårde, fyrtårne, sunkne skibsvrag og statuer med omskiftelige grimasser, og da jeg lagde bogen fra mig en sen nattetime, var det med et kuldegys og et ængsteligt forandret syn på gyldne, glimtende katteøjne.
"The Prince of Mist" er en bog for et yngre publikum, men ligesom Gaimans "Coraline" er det også en historie, der vil fremkalde ildevarslende fornemmelser hos ældre læsere. Selv læste jeg bogen med hjertet i halsen, og øjnene limet fast på siderne; ude af stand til at lægge bogen fra mig og træde ud af dens verden. Zafón tryllebandt mig, som altid, med sine ordrige beskrivelser, sine mystiske hentydninger til et underliggende mørke og sin samling af tragiske menneskeskæbner.
For selvom "The Prince of Mist" henvender sig til et yngre publikum, sparer Zafón ikke på tragedierne. Dødsfald, familiehemmeligheder, selvmord og tragedier der udspiller sig igen og igen i en uendelig cirkel, fylder bogens sider. Undervejs troede jeg, jeg havde regnet den endelige konklusion ud, men i stedet blev jeg mødt med et uventet mørke. Der er ingen garanti for lykkelige slutninger i Zafóns univers, og heltene bliver ikke altid belønnet på den måde, som de fortjener.

“He lost himself in the words and images conjured in his mind, and for a while he forgot that his family was going anywhere. He found himself flying among stars and planets ... ”

Dette er en delvist mytologisk fortælling, der trækker tråde til abstrakt åndemageri og den ældgamle forestilling om djævelen, der indgår handler og afkræver sin betaling. Alting handler om fortid og om gæld; en aftale der skal afbetales med et liv, og en tjeneste der slet ikke har været prisen værd. For sent indser en familiefar, at prisen for hans ungdomslykke kostede ham hans livslykke.

Ved brug af kraftige billeder med alt fra sorte katte til klovnestatuer, skaber Zafón næsten filmiske scener. Ingen antagonist er så dæmonisk, som den såkaldte Prins af tåge, som Max opdager, da han en nat kigger på glemte hjemmefilm. Rædslen han føler, da han ser en klovnestatue forvrænge sit ansigt i et grotesk smil er en delt rædsel. Jeg kan stadig se det for mit indre som en gyserfilm, der afspilles igen og igen.
"The Prince of Mist" er nervepirrende på en konstant opbyggende måde. Zafón holder sine kort tæt til kroppen, og det er først i sin hjerteknugende finale, bogen for alvor giver mening. Karaktererne er forvirrede børn, der hele tiden befinder sig i et uhyggeligt kaos, og måske er det deres uvidenhed, der gør bogen så dunkel. Og selvom karaktererne sommetider forekom mig flade og afstumpede, er det ikke nødvendigvis dem, det handler om. Begivenhederne i bogens nutid udspiller sig kun, så fortiden kan udforskes nærmere. For det er altid i fortiden, forklaringen hviler.
Selvom jeg gerne ville have hørt mere om fortiden, hørt mere om en desperat mands fatale aftale med djævelen og udforsket en faders sorg og endelige farvel yderligere, er bogen også et lille mesterværk, som den er. På blot 200 sider skaber og løser Zafón et atmosfærisk mysterie, der bliver hængende i luften lang tid efter endt læsning.