"A Thousand Nights" af E. K. Johnston

"A Thousand Nights" af E. K. Johnston, fra forlaget Macmillan Children's Books, udgivet i 2015.  3/5 stjerner. 

Lo-Melkhiin rider fra ørkenby til ørkenby og udvælger rige mænds døtre, som han vil giftes med. Døtrene bliver ført bog til hans palads – og de bliver aldrig set igen. At blive gift med ham er en dødsdom.

Da støvskyen fra Lo-Melkhiins hest nærmer sig endnu en landsby, foretager en pige en desperat handling. Hun iklæder sig sin søsters glitrende guldsmykker og påkalder sig Lo-Melkhiins opmærksomhed. For hun ved, at hun ellers vil dømme sin graciøse søster til døden. Hun træder frem i hendes sted.

“If you listen long enough to the whispers, you will hear the truth. Until then, I will tell you this: the world is made safe by a woman. She bound the monster up and cast him out, and the man who was left was saved.”

Denne historie er måske noget af det mest mærkværdige, jeg har læst i lang tid. Indpakket som en drøm, markedsført som en YA-roman og læst på et døgn er denne bog slet ikke, hvad den udgiver sig for at være. Den er langt mere stille, langt mere lyrisk og langt mere kompliceret, end jeg troede, den ville være. Den er mindre fantasy-roman og mere litterær. Og først og fremmest er den en omvendt genfortælling af "Tusind og én nat". 
I "A Thousand Night" er alle kvinder navneløse. Navne er en ting, der tilhører mænd og dæmoner, og kvindenavne forbliver usagte, uhørte og ikke-eksisterende. Hovedpersonen er én ud af mange, hun er anonym, og hun er ikke vigtig. Lo-Melkhiin ser ikke sine koner som personer, han ser dem som midler. Og ved ikke at navngive en ting, anerkender man ikke dens eksistens.
Men i sidste ende virker anonymiteten som en styrke. Hovedpersonen og hendes søster, hendes mor, og det unavngivne virvar af tjenestepiger, bliver ikke anerkendt som eksistenser – og netop derfor, kan de overraske alle ved at træde i karakter. Det er et blindt overraskelsesangreb, der flytter styrken over på de anonyme. De oversete. De unavngivne. Dermed bliver historien noget helt andet; en rødglødende fortælling om de undertrykte, der rejser sig igen. 
I "Tusind og én nat" er kvinder overflødige, og den modige Sheherezades belønning for at have holdt sig i live, for at være vågen nat efter nat og hviske eventyr og fantasier i mørket, bliver at hun skal leve med den selvsamme konge, der truede med at slå hende ihjel. I "A Thousand Nights" er det netop den skæbne, hovedpersonen forsøger at flygte fra.

“The monster tested her, pulling at her soul and rending her spirit. She clung to life, and in the clinging she might have become a monster too.”

Der er ingen eventyrsfortællinger i "A Thousand Nights". I stedet er Lo-Melkhiin besat af en ørkendæmon, der tvinger ham til at udføre handlinger, han ikke selv vil kendes ved. Han dræber kone efter kone, og sommetider svinder dæmonen ind og lader med vilje mennesket mærke, hvad han har gjort. Hovedpersonens opgave er derfor ikke blot at holde sig i live, det er også at slippe en dæmon fri og drive mennesket i Lo-Melkhiin frem.
Og selvom det lyder spændende, selvom det lyder som en svimlende eventyrsroman med ørkenhelte og guldbelagte bjergtipper, så er "A Thousand Nights" uhyrligt stillestående. Der sker ikke meget, og når der gør, er det gemt bag et røgslør af østerlandsmystik og stemningsmageri. Johnston skriver i mærkelige, korte sætninger; små afbræk der nok er tænkt som et forsøg på kulturel symbolik, men som i stedet bliver alt for kunstigt og unødvendigt tungt.
Det der slog mig mest, da jeg læste "A Thousand Nights" var, hvor meget Johnston forsøger på at være atmosfærisk. Hendes beskrivelser overtager hele sider, og bogen føles som én lang, indre monolog. Der er næsten ingen dialog, og når der er, er det samtaler, der gentager sig igen og igen som en slags rituel opremsning. Der er ingen direkte handlinger. Man ser ikke noget ske; men man bliver fortalt, at det sker. Det virker fladt; mystik for mystikkens skyld, og historien lider under det. Der er så mange smukke ting, Johnston formår at gøre, men de fleste sker bag kulissen og mellem linjerne.