"A Traveller in Time" af Alison Uttley

"A Traveller in Time" af Alison Uttley, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1939). 4/5 stjerner. 

Dette er fortællingen om Penelope Taberner Cameron, der vokser op i London og længes mod andre steder. Hun er et lille, tyndt og svageligt barn med drømmende øjne og enkelte oplevelser, der ikke kan affejes som småbørnsfantasi. I et desperat forsøg på at ændre hendes blege ansigt til et par rosenrøde kinder, sender Penelopes forældre hende og hendes to søskende på besøg hos en grandtante, som bor på den gamle familiegård i Derbyshire.

På gården løber Penelope og hendes søskende rundt og nyder sommervarmen. Deres kinder bliver rundere og rødere, og Penelopes smil bliver mere ægte. Der hersker et komplet landligt idyl, lige indtil Penelope en dag åbner en dør og træder ind i fortiden. Hun bevæger sig pludselig i en sær tidslomme og snubler ind i 1580'erne, hvor Anthony Babington og hans familie er involveret i et stort plot. De drømmer nemlig om at skubbe Dronning Elizabeth af tronen og gøre Mary af Skotland til dronning i stedet.

“All these scents and sounds are part of the story I have to tell, with light and darkness, shadows and tragedy interwoven.”

Jeg tøvede, da jeg trak "A Traveller in Time" ud af min bogreol og satte mig til rette i min lænestol med et ønske om et par timers sødmefyldt læsning. Krigstidens engelske børnebøger handler ofte om eskapisme, men Uttleys historiske børnefortælling befandt sig truende nær kanten af en historiebog. Jeg frygtede en belærende historiegennemgang, og jeg håbede på en sød eventyrsfortælling. Men jeg havde aldrig gættet, hvilken inderlig glæde jeg ville føle, da jeg lukkede bogen fire timer senere. 

"A Traveller in Time" er en smuk bog. Dens sprog er vidunderligt malerisk, og når Uttley beskriver duften af blomster eller lyden af en klukkende bæk, føles det akkurat som at være der selv. Penelopes øjne blev til mine øjne, da hun begav sig rundt i sine forfædres overdådige haver og kamre, og halvdelen af min læseglæde kom fra den atmosfære, Uttley vækkede til live – både i tidsrejse og i bogens nutid. Selvom bogen ikke forekommer mig meget gammel, er den alligevel fyldt med en særligt charmerende og gammeldags stemning, som slet ikke kan efterlignes i dag. Det var en fryd at støde på et uddødt ord som "dumbledores" og huske, at det betød brumbasse, eller at læse om en familiegård som har været beboet af den samme slægt siden 1500-tallet. At læse bogen var en tidsrejse i sig selv.

Når jeg ikke sukkede over forsvundne engelske ord, landlig hjemlighed eller smukke beskrivelser, var jeg fuldstændig benovet over bogens plot. Bogen føltes på intet tidspunkt tung eller opremsende; i stedet var den et eventyr fra start til slut. For Uttley skriver ikke om historien – hun vækker den til live, og gør historiske karakterer til fiktive skabninger, der tænker, handler og taler med passion og troværdighed. Penelope gennemgår adskillige kvaler, da hun ved, hvordan historien vil ende; hun ved, hun ikke kan forandre Babington-familiens triste skæbne, men alligevel holder hun af sine nye venner. Mod al sandsynlighed håber hun og længes efter et udfald, hun ved er umuligt. 

“Some day I shall return to be with that brave company of shadows.”

Selvom "A Traveller in Time" ikke er en kendt eller udbredt klassiker, hører den i mine øjne hjemme med de allerbedste engelske børnebøger. Uttley skriver med al Frances Hodgson Burnetts poesi og al Noel Streatfeilds charme. Hun blander sødme, barndomseventyr og historielektioner i velovervejede rationer og ender med noget helt fantastisk. Noget alle beundrere af engelsk børnelitteratur burde læse.

Jeg havde aldrig regnet med, at blive så medrevet af bogen som jeg gjorde. Og undervejs lærte jeg tilmed noget; bidder af en sand historie, hvis omstændigheder jeg helt havde glemt.  Bogens slutning er hele tiden uundgåelig, men vejen dertil er så medrivende, at man glemmer manglen på spændingselementet. Bogen handler om nuet – og om at leve fuldt ud i den verden og den tid, man tilhører.

Penelope åbnede en dør og trådte ind i en gammel verden. En verden med sit helt eget drama og politiske spil – men som alligevel var at foretrække fra den verden, som Uttley selv levede og skrev i. Måske fungerer bogen så godt, fordi den ikke blot er en historie; den er også en form for eskapisme. Et nostalgisk tilbageblik på en tid hvor drenge forærede piger grønne sløjfer og sang viser for dem, hvor indespærrede dronninger levede side om side med almindelige gårdejere, og hvor man var ansvarlig for sine egne handlinger – og ikke underlagt en hel nations. Selvom Uttleys tidsrejse ikke er helt problemfri, føles den ofte sådan. Fordi den er simplere.