"Jo's Boys" (Little Women #4) af Louisa May Alcott

"Jo's Boys" af Louisa May Alcott, fra forlaget Hesperus Press, udgivet i 2014 (org. udgivet i 1886). 4/5 stjerner. 

"Little Men" introducerede de videre liv for Alcotts karakterer, og "Jo's Boys" følger dem på deres sidste eventyr. De mange drenge og piger der legede på Jos kostskole Plumfield, er nu vokset op og fløjet fra reden. Hvor der før herskede kaos i husets mange værelser, hersker der nu stilhed og idyl. Næsten.
For drengene bliver til mænd og vender ofte tilbage til det hjem, hvor de voksede op. Og Jo er stadig deres fortrolige gennem nye kærlighedskvaler, afvisninger, studier og skæbnesvangre fejltagelser. 

“…what splendid dreams young people build upon a word, and how bitter is the pain when the bright bubbles burst.” 

"Jo's Boys" adskiller sig tydeligt fra Alcotts andre bøger. Der har sneget sig et mørke ind mellem bogens sider, og ordene giver genlyd af en melankoli, som ikke tidligere har været at finde i serien. Stemningen er anderledes og så meget tungere end den hjertevarme leg, som March-familiens tilværelse tidligere har været. 
For i "Jo's Boys" er den næste generation i March-familien vokset op, imens den forrige generation nærmer sig sin alderdom. Ægtefæller og familiemedlemmere er døde, navne er blevet slettede, og selv for den nye generation af håbefulde unge, er der en håndfuld problemer og udfordringer, der skal konfronteres. Ulykkelig kærlighed, farlige storme om bord på et skib, et liv i fangenskab og forliste drømme plager de unge, der skal lære at navigere rundt i verden. Alcott skriver stadig om familieidyl – den er blot ikke så idyllisk, som den plejede at være. Som jeg forventede, den ville være.
"Jo's Boys" følger historien om Jos skoledrenge og March-børnene til ende. Nogle af dem bliver skænket lykke og kærlighed, andre dør, og nogen må drage bort med skuffelsen malet i deres ansigter, fordi de drømte om det umulige. Det udenfor fingrenes rækkevidde.
På sin vis mimikerer Alcotts nye March-generation den gamle. Nan bliver til en feministisk Jo, der langt hellere vil vælge for sig selv, end følge anbefalinger og sikre valg. Nat lærer noget om kunst og rækkevidden af sit eget talent, mens den huslige Daisy drømmer om at føre hus selv. Der er mange røde tråde og plotgentagelser, som leder tankerne tilbage på Meg, Jo, Beth, Amy og Laurie. Og så er der Dan.
Dan blev i "Little Men" introduceret som den ultimative drengerod. Med en forfærdelig fortid og en negligeret barndom kom han til Plumfield for at finde et hjem og endte i stedet med at skabe ravage. Kun afsavnet fik ham til at vænne tilbage, og Jos kærlighed afslørede et hjerte langt mere gyldent end hans handlinger. Han har altid været min yndlingskarakter, og ham jeg håbede det bedste for. Men jeg endte med at håbe forgæves. 

“And now, having endeavoured to suit everyone by many weddings, few deaths, and as much prosperity as the eternal fitness of things will permit, let the music stop, the lights die out, and the curtain fall for ever on the March family.”

Da jeg første gang læste "Little Men", blev jeg en anelse skuffet. Jeg havde svært ved at acceptere nye karakterer i de gamles sted; og jeg ville langt hellere læse om de originale March-søstre end de nye tilflyttere og den nye generation af March-børn. Men da jeg læste "Jo's Boys", gik det op for mig, at jeg alligevel kommet til at holde af den nye sværm af karakterer. Helt uden at jeg havde lagt mærke til det.
Og det er netop det, Alcott er så god til og gør så godt; hun skaber liv og vækker sympati for karakterer, der er akkurat lige så menneskelige som en selv. De har fejl, vredesudbrud, uheld og lykkestunder – og man lærer at elske dem gennem alle deres problemer og triumfer. Alcotts ord smeder menneskebånd.
Afslutningen af "Jo's Boys" er bittersød, og er i lige så høj grad en forfatterkommentar som en egentligt afslutning. Alcott skriver, at hun for evigt lader tæppet falde for Alcott-familien med en blanding af lettelse og melankoli. Den afsluttende kommentar lyder både som en pligt, der er tjent til ende og en tårefyldt afsked. I virkeligheden er det nok i høj grad begge dele, da Alcott skrev "Little Women"-bøgerne som bestillingsarbejde. Og næsten tilfældigt endte med berømmelse for det. 
Noget af det, der gør "Jo's Boys" vidunderligt sjov at læse, er at Jo også opnår litterær berømmelse. Alcott iscenesætter Jo som forfatteren af "Little Women", og derfor bliver Plumfield overrendt af turister, der søger forfatteren af den charmerende bog, deres børn læste. Jo har akkurat de samme kvaler som Alcott selv led af – og gennem hende forklarer Alcott, hvor frustrerende forfatterlivet kan være. Det er en pudsig form for intertekstualitet, og det giver bogen et selvbiografisk præg.

Jeg tror, "Jo's Boys" er den af Alcotts bøger, der har knust mit hjerte mest. Både fordi den gode karakterer bliver tildelt ulykkelige skæbner – men også fordi, det er den uigenkaldeligt sidste bog i Alcotts elskede fortælling. Da jeg afsluttede den, blev jeg overvældet af en tomhed, jeg ikke havde følt siden, jeg færdiglæste "Good Wives" som barn og ikke anede, der var flere bøger. Denne gang var det bare mere virkeligt.