Natalya er en ung pige af adelig slægt, der lever sit liv på det glitrende Vinterpalads i Sankt Petersborg. Hun er dybt forelsket i prinsen Alexei Romanov, og han gengælder hendes kærlighed af hele sit hjerte. De har kendt hinanden hele deres liv, er vokset op sammen, og har forelsket sig i hinanden med den naturlige selvfølgelighed, som kun nære venner kan.
En dag indvier Alexei Natalya i en dyb hemmelighed om et magisk Fabergé-æg, der skinner et hemmeligt sted i paladset. Ægget beskytter hele Romanov-familien og de mennesker, som står familien nært. Med det magiske æg i sigte føler Natalya sig helt sikker – på trods af, at desperationen omkring det smukke Vinterpalads vokser, og tusindvis utilfredse, udsultede og overarbejdede russere truer med at bryde igennem de skrøbelige vægge.
“There was no mistaking a Russian winter. It was a unique thing, a creature born and bred for Russian soil, one that sometimes brutalized the natives but often served as our secret weapon. Napoleon’s army was defeated not only by the Russian people, but by Russia herself.”
Brusende skørter, store forsamlinger i oplyste sale, skinnende perler i lange rækker rundt om hvide halse, balletsko og diademer, hemmelige dør indbygget i tapetserede vægge, tusinde snefnug der vrimler og danser og et juvelbesat Fabergé-æg der skinner i Vinterpaladset dybeste kammer. "Tsarina" er en atmosfærisk roman om det glamourøse Rusland, vi alle drømmer om at leve i. Det aristokratiske Rusland der levede i kvalmende overflod, hvor man kunne affærdige de udsultede arbejdere som uvidende børn.
Natalya og Alexei lever i deres egen lykkeboble bag Vinterpaladsets mure. Et magisk æg beskytter dem, og de har aldrig kendt en anden verden, end den de færdes i. De forstår ikke verden udenfor; forstår ikke utilfredsheden, sulten og desperationen der vokser i landet, for det Rusland de kender og altid har kendt, er et andet. De er snæversynede børn – men de er aldrig egoistiske eller modbydelige. De ved bare ikke bedre. De er født ind i en guldbelagt verden.
Men udenfor flyder bægeret over, og Vinterpaladset bliver stormet. Nedslidte arbejdere vælter ind på slottet og flår hele deres verden i stykker. Og pludselig kan de ikke længere undgå at se det, de lykkeligt fortrængte. Verden udenfor spejler ikke livet på paladset. Alexei og Romanov-familien bliver indespærret i eksil, og Natalya flygter på må og få hen til et hus, der senere også udbryder i flammer. Hendes eneste tanke er, at hun vil redde ægget. Hun vil redde sin barndomstrolovede.
“Love hopes for happy endings.”
Patrick fletter kendsgerninger sammen med fiktion og placerer sin fiktive Natalya i midten af kendte navne og historiske skæbner. Naturligvis er Natalyas kapløb mod tiden hele tiden åbenlyst for enhver, der kender Romanov-familiens historie, og naturligvis kan al magi i verden ikke ændre på kendsgerningerne – men alligevel beder man til, at Natalyas mission vil lykkedes. I korte øjeblikke kan man fortrænge, at Natalyas trolovede er en Romanov, og i stedet håbe mod historien, mod det forudsigelige resultat. Da jeg læste bogen, ønskede jeg brændende, at Alexei ville komme i sikkerhed, at Rusland kunne blive helet lige så let, som det magiske Fabergé-æg heler Alexeis hudafskrabning. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Det var aldrig en mulighed.
Historien om Romanov-familien og Den Russiske Revolution er en af de historiebidder, der slet ikke føles virkelig. Når man læser om hændelserne i historiebøgerne, tvivler man. Og når man læser om det i Patricks roman lever man det. Med hendes ord bliver Rusland vækket så smukt til live.
Men måske er de virkelige hændelser så interessante, at de ikke behøver at blive yderligere krydret af et magisk, helende Fabergé-æg. Al Natalyas nytteløse jagteri efter ægget, al snakken om magien, og om potentialet ægget holdte, forekom mig fuldstændig malplaceret i en historie, hvor den sande magi er de troværdige stemningsbilleder af revolutionens kaotiske Rusland. Jeg havde ikke behøvet så meget mærkværdigt drama i en historie, der er dramatisk nok i sig selv.
Patrick fletter kendsgerninger sammen med fiktion og placerer sin fiktive Natalya i midten af kendte navne og historiske skæbner. Naturligvis er Natalyas kapløb mod tiden hele tiden åbenlyst for enhver, der kender Romanov-familiens historie, og naturligvis kan al magi i verden ikke ændre på kendsgerningerne – men alligevel beder man til, at Natalyas mission vil lykkedes. I korte øjeblikke kan man fortrænge, at Natalyas trolovede er en Romanov, og i stedet håbe mod historien, mod det forudsigelige resultat. Da jeg læste bogen, ønskede jeg brændende, at Alexei ville komme i sikkerhed, at Rusland kunne blive helet lige så let, som det magiske Fabergé-æg heler Alexeis hudafskrabning. Men selvfølgelig skulle det ikke gå sådan. Det var aldrig en mulighed.
Historien om Romanov-familien og Den Russiske Revolution er en af de historiebidder, der slet ikke føles virkelig. Når man læser om hændelserne i historiebøgerne, tvivler man. Og når man læser om det i Patricks roman lever man det. Med hendes ord bliver Rusland vækket så smukt til live.
Men måske er de virkelige hændelser så interessante, at de ikke behøver at blive yderligere krydret af et magisk, helende Fabergé-æg. Al Natalyas nytteløse jagteri efter ægget, al snakken om magien, og om potentialet ægget holdte, forekom mig fuldstændig malplaceret i en historie, hvor den sande magi er de troværdige stemningsbilleder af revolutionens kaotiske Rusland. Jeg havde ikke behøvet så meget mærkværdigt drama i en historie, der er dramatisk nok i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar