På Nicos kontor

Hvis mit kontor er et pastelværelse, er Nicos kontor det stik modsatte. Det er fyldt med mørkt træ, lidt tungere møbler og en helt anderledes atmosfære. Jeg kunne aldrig have sammensat det på den måde, men alligevel giver det mening, når jeg træder derind. For ligesom mit hjemmebibliotek er et drømmescenarie, er Nicos kontor det også. Han har ønsket sig det så længe. Og nu er det endelig hans.

Størstedelen af Nicos kontor udgøres af et langt skrivebord i mørkt træ. Han har en matchende mørk skænk stående, og et vitrineskab med vin, barudstyr, vinglas – og med bøger. Et par af mine ældste bogkøb er nemlig flyttet ind hos ham for at give atmosfære og kontorstemning. Og et strejf af noget gammelt. 

Der er naturligvis tale om bøger, der står der for pyntens skyld. Bøger, der er pyntegenstande og indretningsobjekter i lige så høj grad som planter og billeder. Bøger der nok aldrig nogensinde vil blive læst – men som ikke desto mindre er værdsæt for det, de er.

Og således har en række bøger skiftet ejer. Tolstoj, Thackeray, Victor Hugo, Joseph Conrad, Honoré de Balzac og mange flere bebor nu Nicos hylder som en helt naturlig – og fuldstændig uberørt – del af rummet. Og på sin vis er det også fint nok, at de skiftede hænder. Det var på tide. For jeg har læst langt de fleste selv og overvejede at skille mig af med dem alligevel. De har fundet et bedre hjem hos ikke-læseren end hos bogsamleren.