Jane Austen i Bollywood; Bride and Prejudice

For nylig lå jeg på sofaen med mavepine og tunge øjenlåg. Jeg havde brug for at slappe af, og jeg havde brug for noget let underholdning at slappe af med. Og pludselig fandt jeg den. Den helt perfekte film, midt i den gentagende filmkaroussel på Netflix. En farverig, fjollet og helt usandsynlig Bollywood-filmatisering af Jane Austens mesterværk "Pride and Prejudice"– omdøbt med et rim til 'Bride and Prejudice'. Jeg kunne ikke modstå 'play'-knappen, så i stedet satte jeg mig til rette og begyndte at se film. En film der både var sjovere og sødere, end jeg troede. Jane Austens klassiker flytter til Indien med en intakt bagage. 

For selvom 'Bride and Prejudice' starter med en prangende dansescene, dalende konfetti og en Elizabeth Bennet-karakter iført pink, selvom der er sungne monologer, og selvom Mr. Bingley pludselig hedder Balraj og Elizabeth Bennet er omdøbt til Lalita Bakshi, er grundkernen stadig den samme. Det er en kærlighedshistorie, en (lidt kulørt) samfundsskildring og en alenlang satire. 

Og netop satire-delen fanger 'Bride and Prejudice' i virkeligheden bedre end så mange andre Austen-film. Selvom de mange dansescener og sange tilsætter noget melodramatisk, tilføjer de også noget uhøjtideligt. Noget sjovt. Og noget der ikke er helt så sukkersødt som senere Austen-filmatiseringer. 

Jeg holdte meget mere af 'Bride and Prejudice', end jeg troede, jeg ville. Og jeg kan varmt anbefale filmen til enhver, der har en dårlig dag – eller som spekulerer på, hvordan Jane Austen vil tage sig ud i Bollywood. Det er nemlig et ganske hæderligt bud.