"The Bronze Horseman" (The Bronze Horseman #1) af Paullina Simons

"The Bronze Horseman" af Paullina Simons fra forlaget William Morrow. Denne udgave er fra 2009, bogen blev originalt udgivet i 1997. 3/5 stjerner.

Jeg slugte første halvdel af denne bog. Eller også slugte den mig. Det ene øjeblik stod jeg med bogen i hånden og en mild interesse i øjnene, det næste øjeblik var jeg væk, forsvundet ind i en verden af velduftende jasminblomster, dryppende isvafler, kjoler med rosenknopper og en hær af smukke soldater. Det tog kun en enkelt side. Jeg forelskede mig så hjælpeløst og hovedløst i Paullina Simons historie – på samme måde som bogens hovedpersoner, Tatiana og Alexander, forelskede sig i hinanden. 

For "The Bronze Horseman" er en kærlighedshistorie. En desperat, inderlig, ulidelig og hjerteskærende kærlighedshistorie, der udspiller sig midt i 1940'ernes Rusland, i ruiner af hungersnød og kommunisme og til lyden af radiopropaganda og faldende bomber. Historien starter en ubekymret sommerdag, hvor den unge Tatiana bliver sendt ud for at handle et forråd ind til de kommende måneders krig, og bogen slutter med snefnug i en by stille af død. Det er en barsk historisk roman om krig, sult, død og forrædderi; men for en kort stund på bogens første side, er alting lyst. Og en ung pige der burde have købt et krigsforråd bruger sine penge på en isvaffel og møder en russisk soldat på et gadehjørne på årets varmeste sommerdag.

I et kort øjeblik virker historien næsten simpel. Tatiana møder Alexander, som følger efter hende ind i en bus, ingen af dem aner hvor kører hen, og står af sammen midt ude i intetheden. De ser på hinanden og griner. Og derefter går de hjem og træder gennem blomsterenge med bare tæer. I et kort øjeblik er den lykkelige slutning indenfor rækkevidde. Indtil Tatiana og hendes Alexander træder ind over den forkerte dørtærskel, og alting forandres.

For Tatianas søster kender allerede Alexander. Og hun tror, han er kommet for hende. Hun ved ikke, han krydsede gaden og tog bussen for Tatiana, og ingen fortæller hende det.

“A bus came. The soldier turned away from her and walked toward it. Tatiana watched him. Even his walk was from another world; the step was too sure, the stride too long, yet somehow it all seemed right, looked right, felt right. It was like stumbling on a book you thought you had lost. Ah, yes, there it is.”

Herefter følger en lang sommer med stjålne øjeblikke og forvirrende radiomeddelelser. Rusland er i krig, og krigen kommer tættere og tættere på Sankt Petersburg – og pludselig er den i gaderne, i hjemmene og i hjerterne på alle romanens hovedpersoner. En blokade omringer Sankt Petersburg, hungersnøden hærger, mennesker bliver forvandlet til dyr der kun tænker og handler for deres næste måltid, og Alexander kan ikke beskytte dem alle for det, der venter. Han kan knap nok beskytte sig selv på fronten.

Simons formår at få desperationen og håbløsheden til at kravle ud fra siderne og ind under læserens hud. Karaktererne virker så levende og så hjælpeløse; Ruslands forfald, manglen på mad, savsmulden i brødet, usikkerheden og soldaten der så gerne vil redde sin pige men ikke kan – det er næsten ubærligt.

Jeg vendte siderne hurtigere og hurtigere, og hver gang jeg blev tvunget til at lægge bogen fra mig, så jeg kunne arbejde, spise, skrive og leve, følte jeg mig alene og tom. Jeg tænkte på karaktererne konstant. Jeg kunne ikke få bogen ud af mit hovede. Den var så mørk, så trøstesløs, så grum og poetisk – og jeg kunne ikke modstå den. Jeg kunne ikke lægge den fra mig.

“Not bombs nor my broken heart can take away from me walking barefoot with you in jasmine June through the Field of Mars.”

Jeg ville med glæde tildele bogen et fuldt stjernehus og alverdens ros, hvis anden halvdel af bogen havde matchet den første. Men noget skete undervejs, og historien forandrede sig. Den blev sødere og mildere, og som konsekvens mistede plottet sit tempo og dets nerve, og jeg mistede min desperation for at læse videre. I samme øjeblik som fremtiden begyndte at lysne for Tatiana og Alexander, faldt historien fra hinanden. Tragedien viste sig at være et uundværligt element.

Dermed ikke sagt at anden halvdel af bogen var dårlig. Den var bare ikke så vidunderligt hjertestoppende som bogens første halvdel, som muligvis er noget af det mest kraftfulde, jeg har læst i lang tid. Som en helhedsoplevelse er jeg derfor ambivalent; vil jeg læse videre og risikere, at bogen falder yderligere fra hinanden? Eller vil jeg stoppe her og efterlade det snevejrskyssede Rusland og de to elskende i en afventende stilstand? Velvidende om, at finalen endnu ikke er nået, og historien kan fortælles i tusinde forskellige versioner? Jeg har ikke besluttet mig endnu.