"Shakespeare" af Bill Bryson

"Shakespeare"(org. titel "Shakespeare – The World as a Stage") af Bill Bryson, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2009 (org. udgivet i 2007). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 3/5 stjerner. 

Ifølge Bill Bryson rummer Library of Congress over syv tusind værker om Shakespeare – læsestof nok til at udfylde tyve år, hvis man læser en bog om dagen. Utroligt nok er tallet evigt stigende, og flere og flere bøger udkommer hvert år med nye vinkler på Shakespeares værker og liv.
Med denne bog tilføjer Bryson endnu et værk til samlingen; en ganske kort bog på kun 195 sider. Grunden til bogens sparsomme længde er, at Bryson kun beskæftiger sig med de facts om Shakespeare, som rent faktisk kan bevises; hvilket ikke er særligt mange, når det kommer til stykket.

“Vi er ikke sikre på hvordan vi bedst staver hans navn – men det var han tilsyneladende heller ikke selv, for navnet staves aldrig på samme måde i de underskrifter, der er efterladt. (De kan tydes som "Willm Shaksp," "William Shakespe," "Wm Shakspe," "William Shakspere," Willm Shakspere" og "William Shakspeare." Pudsigt nok var en af de stavemåder han ikke brugte, den som nu generelt er knyttet til hans navn).”

Jeg gik på handelsskolen i stedet for på gymnasiet. Min engelskundervisning berørte slet ikke Shakespeares værker, men beskæftigede sig i stedet med case studies af Walmart og tekster om immigranternes købekraft. Da jeg begyndte på litteraturvidenskab, blev det næsten formodet, at Shakespeare var en del af vores basale læsehorisont, og som resultat blev den mægtige forfatter en smule forbigået i mængden af flere nødvendige tekstmæssige tilføjelser. Først på fjerde semester blev "Hamlet" inddraget i undervisningen, og da var jeg en af de eneste på holdet, som læste den for første gang. Jeg har således altid været håbløst bagefter, når det angår Shakespeare. Jeg har ikke læst et imponerende antal af hans værker, og jeg ved ikke meget om hans liv.

Derfor kunne jeg ikke lade være med at standse op, da jeg så denne korte biografi til vinterens bogudsalg. Jeg genkendte straks Bill Brysons navn, som jeg associerer med en lun humor, og jeg vidste, at han uden tvivl ville kunne formidle Shakespeares liv på en intelligent, interessant og spiselig facon. Men jeg havde alligevel aldrig forventet, at en biografi om Englands mest anerkendte forfatter, kunne danne grundlaget for så megen  morskab. Jeg grinede, fniste og klukkede min vej gennem denne humoristiske bogperle.

Bill Bryson forholder sig udelukkende til facts. Bogens formål er at undersøge, hvor meget vi virkelig kan vide om Shakespeares liv uden brug af spekulation og gætteri. Ved kun at fortælle det vi ved om Shakespeare, ender Bryson med tydeligt at demonstrere, hvor meget vi ikke ved om Shakespeare. Med udgangspunkt i underskrevne dokumenter, historiske begivenheder og købte ejendomme, skaber Bryson en kronologisk tidslinje af begivenheder og vendepunkter i Shakespeares liv – samtidig med han påviser, hvor mange huller den generelle mangel på officielle dokumenter i 1500-tallet skaber.
En af Brysons store pointer er, at vi faktisk ved meget om Shakespeare i forhold til det århundrede, han levede i. Den præcise viden om det 16. århundrede er præget af en generel mangel på information; vi føler blot, at det er sært, at vi ikke ved mere om Shakespeare, fordi vi så brændende gerne vil vide mere om Shakespeare, hans personlige liv og hans værker. 

“Når vi betragter William Shakespeares værker, er det naturligvis forbløffende at tænke på at én mand kunne frembringe et så overdådigt, klogt, afvekslende, gribende og evigt frydefuldt forfatterskab, men det er selvfølgelig geniets mærke. Kun én mand havde omstændighederne og talentet til at give os så uforlignelige værker, og William Shakespeare fra Stratford var uden tvivl denne mand – hvem han så end var.”

En del af bogens 195 sider beskriver også Shakespeares samtid generelt; Bryson forvilder sig ud i beskrivelser af datidens skolesystem, datidens udgivelsesproces og teaterkoreografi og skriver ligeledes om den høje dødsrate og de generelle livsforhold. Bryson tilføjer disse informationer for at skabe en større forståelse af Shakespeares livsomstændigheder – men afgjort også for at fylde siderne ud i en bog, der er baseret på et så sparsomt materiale.
For mig udgjorde bogens sidste kapitel den største guldgrube. Bryson går til angreb på de mange desperate forsøg på at afvise Shakespeare som den sande forfatter til de legendariske skuespil. Bryson gennemgår de mest populære myter og teorier systematisk og afviser dem med humor og ironi. Om idéen om at Christopher Marlowe skulle have været den rigtige forfatter til Shakespeare stykker, skriver Bryson: “En tredje – og i en kort periode forholdsvis populær – kandidat til Shakespeares forfatterskab var Christopher Marlowe. Han havde den rette alder (bare to måneder ældre end Shakespeare), det fornødne talent og har afgjort haft rigeligt med tid efter 1593, forudsat at han ikke var for død til at arbejde.” En mere simpel latterliggørelse, eksisterer næppe.
Jeg nød at læse denne korte biografi langt mere, end jeg troede, jeg ville. Bryson behandler sit emne troværdigt og indfletter sin egen personlighed, humor og intelligens i hver eneste sætning om et ellers så sagligt emne. "Shakespeare" fungerer som en hyggelig og letlæselig introduktion til Englands mest sagnomspundne forfatter, og Bryson har så afgjort efterladt mig med en større viden og en kildrende nysgerrighed for at læse mere om og af Shakespeare. De tre stjerner i denne anmeldelse er ikke langt fra fire; de står ganske enkelt for fin underholdning og en varm anbefaling. Hverken mere eller mindre.