I starten af februar på en højhellig torsdag aften begav Stine og jeg os mod Odense Teater for at se deres nye opsætning af "Anna Karenina". Jeg havde fået tilsendt anmelderbilletter af Kulturkongen, og det var så perfekt, for stykket var et, jeg virkelig brændte for at se.
"Anna Karenina" er en stor roman, men det er også en svær roman. Den er svær at læse, svær at forstå og især svær at elske. Den er fyldt med karakterer; vrimlende menneskemængder som hver især har et dusin navne og kælenavne, og som alle er forbundet på kryds og tværs. De er svære at kende fra hinanden, og de er svære at holde af. Anna Karenina er især besværlig at fatte sympati for med sin egenrådighed, sin desperation og sine mange illusioner.
Odense Teater forsøger med sin opsætning af Tolstojs klassiker at komme lidt mere ind under huden på karaktererne. Historiens rammer er ændret, så plottet bliver båret frem af dialog mellem Anna Karenina og Konstantin Ljovin, som om de betroer sig til hinanden. Anna bekender sig til Ljovin, fortæller ham om sin situationer, og forsøger at vinde hans accept – og på den måde, sætter hun ord på nogle nuancer, der ellers kan være svære at spille frem.
Det fungerer egentligt rigtig godt med dialogen, da tilskuerne hurtigt bliver guidet gennem de mange karakterer, miljøer og følelser historien indeholder – men det ødelægger desværre også stykkets tempo. De mange bratte sceneskift og stop, de mange gange Anna Karenina og Ljovin spørger hinanden: "Hvor er du nu?", sætter plottet på pause og virker mærkeligt mekanisk.
Fortællerrammen er dog også et middel til at kompensere for de sparsomme kulisser. Scenen er omkranset af tynde sølvtråde, som karaktererne ofte hvirvler ind i, når de skal forlade scenen. Det giver et elegant udtryk, men jeg synes også, det ville klæde stykket at vise den overflod, Tolstoj beskriver i det russiske aristokrati, og den kvalmende dekadence Ljovin flygter fra.
Ikke desto mindre, er det en stærk forestilling, som jeg på det varmeste kan anbefale. Rikke Lylloff spiller Anna Karenina og har en smuk, messende stemme der vender til skrigende desperation, efterhånden som plottet skrider frem. Benjamin Kitter er imponerende i rollen som Ljovin; den forelskede, den ulykkelige, den selvretfærdige – og til sidst, den accepterende. Han er overbevisende som den eneste oplysningsmand i overklassens egoisme.
"Anna Karenina" spiller på Odense Teater indtil den 8. marts. Læs mere her.
Billederne er pressefotos fra Odense Teater og er taget af Emilia Therese.
Åh hvor fint. Jeg skal se den på fredag, og jeg glæder mig <3
SvarSlet