"Les Misérables" af Victor Hugo

"Les Misérables" af Victor Hugo, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1862). Læst på engelsk - originalsproget er fransk. 5/5 stjerner. 

Med udgangspunkt i Jean Valjean og hans kamp for at vaske sig ren af fortidens tyveri og tid som straffefange, spænder "Les Misérables" sig over årene 1815-1830, og adskillige afgørende epoker i fransk kultur og historie danner dermed rammen om Jean Valjeans færden. Ligeledes er romanen spækket med store og små personligheder og deres mange sorger og triumfer farver fortællingen i en regnbue af nuancer. 
"Les Misérables" handler ikke kun om en enkel person eller en enkel hændelse; det er snarere portrættet af en hel generations tidsånd. 

"Have no fear of robbers or murderers. They are external dangers, petty dangers. We should fear ourselves. Prejudices are the real robbers; vices the real murderers. The great dangers are within us. Why worry about what threatens our heads or our purses? Let us think instead of what threatens our souls." 

Det var med modstridende følelser, jeg fandt "Les Misérables" frem fra bogreolen. Jeg har længe villet læse den - og jeg har længe udsat det. Ikke kun på grund af de 1200 tætskrevne sider, snarere på grund af min frygt for en kompliceret Dickens-lignende labyrint af karakterer og subplots. Men allerede da jeg vendte den første side, blev alle mine bekymringer drevet væk, og jeg drog et lettelsens suk. 
Romanen er overraskende enkelt og simpelt skrevet. Den indeholder, som forventet, et væld af karakterer, men de er introduceret i en logisk og fyldestgørende rækkefølge. Deres separate historier forenes hurtigt, og bindes kunstfærdigt sammen i en elegant sløjfe. Ingen løse ender overlades til tilfældighederne.

"So much has been made in love-stories of the power of a glance that we have ended by undervaluing it. We scarcely dare say in these days that two persons fell in love because their eyes met. Yet that is how one falls in love and in no other way. What remains is simply what remains, and it comes later. Nothing is more real than the shock two beings sustain when the sparks flies between them." 

"Les Misérables" er en næsten ubærlig tragedie. Som titlen så tydeligt beretter om, er det et studie i adskillige menneskeskæbner og deres talrige ulykkeligheder. Det er en roman om svigt, om død, om tabet af idealer og håb, om iturivelsen af drømme, om fortrydelse, om uretfærdighed og om forsøget på forglemmelse og flugt. Sommetider føltes det som om, mit hjerte ville briste på vegne af de stakkels, elendige skæbner. 
Javert, den strikse betjent som i sit stille sind duellerer mellem de lærte og ubøjelige samfundsregler og de basale menneskelige følelser, blev hurtigt min yndlingskarakter. Hugo maler Javert med så meget dybde, og med så dybfølt en konflikt over hans egen livsfilosi, at han nærmest bliver levende og træder ud af siden. Han bliver således langt mere end den forhadte magtinstans; han bliver et helstøbt menneske.

Marius og Cosette er bogens eneste lyspunkt. Deres kærlighed beskrives så indgående og så realistisk, at jeg flere gange måtte undertrykke et smil. Der er en tone af hjælpeløs komik over den forelskede Marius, som klodset forfølger Cosette gennem Paris' gader, og hans barnlige tilbedelse over et lommetørklæde som end ikke er hendes. 

Deres kærlighed er essensen af den første stormfulde forelskelse; melodramatisk, hengiven, blind og ægte. Kærlighedshistorien er både barnlig og rørende, og tjener derved som en elegant og troværdig kilde til en smule hjertevarme og håb blandt romanens dystre kapitler. 

"Even the darkest night will end and the sun will rise." 

Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, jeg betragter "Les Misérables" som perfekt. Den har bestemt sine fejl; til tider fortaber Hugo sig selv i historiske facts og konkrete begivenheder, og fortællingen flyder pludselig tilbage til gymnasiets halvdøsige historietimer. Men alligevel kan jeg ikke benægte bogen dens fem stjerner - alting under en topkarakter virker som en absurditet.

Det varierede og dybt komplekse persongalleri, repræsentationen af ethvert samfundslag, medfølelsen for de oversete og uretfærdigt behandlede, de filosofiske konflikter mellem realitet og idealisme, de forskellige typer af kærlighed og sorg, samt det vedvarende indtryk af Victor Hugos Frankrig og hans elskede Paris, har sikret min evige beundring.