"The Pigeon" af Patrick Süskind

"The Pigeon" (org. titel "Die Taube") af Patrick Süskind, fra forlaget Penguin, udgivet i 1989 (org. udgivet i 1987). Læst på engelsk - originalsproget er tysk. 3/5 stjerner. 

På 77 sider følger man en skelsættende dag i Jonathan Noels tilbagetrukne tilværelse. Hans verden bliver til et levende kaos, da han en dag opdager en due foran hoveddøren til hans lejlighed. Han bliver lammet af en altopslugende frygt, og opgiver tanken om nogensinde at kunne vende tilbage til sit hjem. Det er ham ganske enkelt umuligt at leve samme sted som en due.

Den korte fortælling følger hans dybe fald ned i en ekstentiel krise, og hans forsøg på at samle stumperne af hans iturevne livsgrundlag. Alt sammen i løbet af én og samme dag.

"No human being can go on living in the same house with a pigeon, a pigeon is the epitomy of chaos and anarchy, a pigeon that whizzes around unpredictably, that sets it's claws in you, picks at your eyes.."

I starten brugte jeg ordet "uhyggelig" til at beskrive denne bog, men jeg er ikke længere sikker på, det er det rette ord. "The Pigeon" er nemlig ikke rædselsvækkende på en kuldegys- og mareridtsfremkaldende måde, snarere ubehagelig og fyldt til randen med bizarre spørgsmålstegn.

Jeg brød mig slet ikke om at læse den. Den fik mig til at spekulere over, hvor let en opstillet rutinepræget hverdag kan vælte sammen, og hvor ofte tryghedsfølelsen blot er en kunstig indbildning.

Jonathan Noel var på ingen måde en sympatisk hovedperson, men hans klaustrofobiske indre blev beskrevet så  livagtigt, og jeg blev hurtigt viklet ind i hans traumer og forskruede tankegang. I starten virkede hans frygt for duen som absurd komik, men efterhånden blev symbolikken tydeliggjort, og Jonathans paniske angst blev dermed grufuldt troværdig. 

"And finally - he was neither able nor willing to prevent it - the self-loathing dammed up inside him spilled over and gushed out, gushed out of glaring eyes that grew grimmer, angrier, beneath the rim of his cap, flooding the outside world as perfect, vulgar hate."

For sandheden er, dette er ikke en fortælling om en isoleret mands aversion mod duer. Det er nærmere fortællingen om det uforudsete, og en undersøgelse af hvad der sker, når en rutinepræget hverdag kollapser, og de omhyggeligt opbyggede tryghedsmure svinder hen. 

Süskinds skrivestil har afgjort sine mangler og virker til tider en anelse forhastet; men historien er makabert fængslende og dybt fascinerende.