tirsdag den 30. juli 2013

Tema-tirsdag #15: "Hvordan blev du en læser?"

Jeg blev en læser på grund af min mor. Hun fyldte vores hjem med bøger; jumbobøger, kærlighedsberetninger og mysterielæsning, og langsomt fyldte hun også mit hjerte med dem. Jeg har tidlige erindringer om en helt speciel billedbog med billeder af telefoner og  pixi-bøger - heriblandt en særlig en om en bamse, der tabte sit øje og skulle syes. Jeg kan huske højtlæsning fra eventyrsbøger, et medlemskab i Anders Ands bogklub, "Krummerne" på kasettebånd inden sengetid og talrige traveture til biblioteker og brugtbogsforhandlere. Når jeg løb tør for læsestof, fandt min mor Puk-bøger frem, og vi delte vores læsekærlighed.
Jeg blev en læser på grund af min fantasi. Barrieren mellem virkelighed og dagdrømme, dagligdag og eventyr har altid været papirstynd i mit indre. Jeg læste Narnia og gemte mig i mit klædeskab. Jeg læste Astrid Lindgrens eventyr og troede på levende dukker. Min søster og jeg omskrev "Det lille hus på prærien", og vores yndlingsleg var at 'lege pennevenner'. Jeg var overbevist om, jeg havde en nær veninde i 'pigen-i-spejlet', og brugte flere timer på at sidde under en trappekrog og stirre intenst på spejlet overfor - en direkte følge af "Emily på Månegården". Jeg åbnede bøger, forvildede mig ind i forunderlige verdener, trådte igennem magiske portaler og glitrende døre - og virkeligheden holdte op med at være nok for mig. 
Jeg blev en læser på grund af en bjørn ved navn Paddington, en bamse ved navn Peter Plys og en prinsesse ved navn Askepot. Sidenhen knyttede jeg mig til Tommelise, Peter Pan og Hr. Rotte. Amy March, Lyra Sølvtunge, Harry Potter og Oliver Twist fulgte trop. Jeg græd med dem, sørgede over dem, delte deres hemmeligheder, deres glæder og deres grin. De flyttede ind i mine hjertekroge, farvede mine lege og udløste talrige historier og digte. Jeg husker dem som integrerede dele af min barndom, og de fremstår ligeså klart som mine fnisende hjerteveninder fra børnehavetiden.
Jeg blev en læser på grund af opmuntrende dansklærere, inspirerende engelsklærere og en enkelt frustreret matematiklærer. Jeg kunne ikke gribe eller kaste en bold, så diktat blev min yndlingsdisciplin, og stile blev min udtryksform. Min akavede fumlen med farveblyanter, ler og maling forsvandt, og i ordene fandt jeg min kreativitet. Mine frikvarterer blev brugt på skolebiblioteket, og min energi lå i mit lånerkort. Da jeg på handelsskolen annoncerede, at jeg ville studere litteraturvidenskab, nikkede min engelsklærer samtykkende, og sagde at "det var uundgåeligt". Og det var det også.
Jeg er en læser på grund af bøgernes kompleksitet, deres kunstneriske værdi og deres konstante horisontudvidelse. Jeg genlæser bøger fra min barndom, og finder dybtfølte lag af smukke livsfilosofier og samtidsmæssig kritik. Jeg finder nye detaljer og referencer i Rowlings Harry Potter-mosaik, og en ubegribelig indsigt i Austens samfundsskildring. Kæderækken af nye litterære fund og personlig påvirkning er uendelig. Jeg læser bøger, der bliver hængende i luften i flere dage, uger, måneder og år - og jeg mærker dem rumstere i mit baghoved. Så meget af hvad jeg er, stammer fra noget, jeg engang har læst i en bog. 

Jeg ved ikke, om jeg er blevet en læser, eller om jeg bare er. Jeg husker ikke, hvordan eller hvornår det skete; i min hukommelse sammenkædes læsning med at lære at gå, tale eller knappe en bluse. Min mor læste højt for mig, indtil jeg lærte at læse selv - derefter begyndte en grådig fortæring af alverdens bøger i konstant opadgående tempo og tykkelse. Jeg begyndte at læse, og blev kun afbrudt af en besættende Harry Potter tørke. 
Måske gav min engelsklærer mig ubevidst løsningen dengang - måske er min kærlighed til bøger virkelig uundgåelig. 

Dette indlæg er et svaret på et spørgsmål, Michael stillede mig for nylig. Og nu spørger jeg jer om det samme: hvordan blev I læsere? Har I, ligesom jeg, fulgt en ret kurs hele jeres liv, og gradvist arbejdet jer opad i bøgernes kompleksitet og tykkelse - eller har bestemte forfattere, bøger eller situationer konkret udløst jeres læsning? Hvor længe har I læst - og hvordan fik I begyndt? 

58 kommentarer:

  1. Jeg havde to hold forældre; de biologiske og min mormor og morfar, hos hvem jeg voksede op pga sygdom i familien. Her læste min mormor for mig og når jeg savnede mor og far mest, hev hun en bog frem og begyndte at lære mig at læse. Jeg kunne læse små lette bøger, vejskilte og sedler hos købmanden allerede inden jeg kom i skole.
    Desværre gik det sådan, at jeg nåede en alder, hvor læsning blev forkastet, fordi det var yt i den alder. Jeg bukkede under for presset.
    Det var først i et sommerhus, da jeg i utrolig fart pløjede gennem Det Gyldne Kompas, at jeg igen fandt ind i den ro, en bog kan give. Derfor er det også i dag en af mine yndlingsbøger (serier).

    SvarSlet
    Svar
    1. Det Gyldne Kompas er virkelig også en velskrevet bog; et sandt fantasyvidunder. Jeg kan godt forstå, den bragte dig læseglæden tilbage - og jeg kan godt forstå, du elsker den af samme grund. Der er bare for evigt noget helt særligt over de bøger :)

      Slet
  2. Hej Rikke, jeg har fulgt dine blogge i et års tid nu. Jeg faldt i sin tid over den ved at søge efter "Litteraturvidenskab" på google, og jeg havde stor glæde af det indslag, du havde skrevet om netop din uddannelse. Jeg tænkte på, om du har overvejet at lave et lignende indslag på din nye blog? Hvor du f.eks. fortæller lidt om, hvad den indebærer, fordele/ulemper, eller lignende. Det var til kæmpe inspiration for mig og jeg kan forestille mig, at det også vil være det for andre kommende litteraturvidenskabstuderende. Det er bare et forslag, du skal selvfølgelig kun gøre det, hvis du selv har lyst :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan du tro, jeg vil! Jeg får så mange mails om litteraturvidenskab, og jeg når aldrig rigtig helt at få svaret ordentligt på dem alle. Jeg ville med glæde lave et indlæg om det, hvis det kunne hjælpe andre.
      Problemet er bare - jeg ved ikke med hvilken vinkel. Jeg har tidligere (i det indlæg, du nævner) gennemgået fagene, og jeg vil ikke gentage mig selv. Når du spørger om, hvad det indebærer - hvad mener du så? :) Jeg mangler lidt en konkret indgangsvinkel. Men indlægget skal nok blive skrevet, når jeg finder den :)

      Slet
  3. Ligesom du tror jeg, at det meget har været mine forældre der har inspireret min læselyst. De har hver deres meget læsestil, og har helt sikkert hver især påvirket mig.

    Jeg har, siden jeg var helt lille, været med min far på nærmest ugentlige biblioteksbesøg, hvorfra vi slæbte bunker af (fantasy/krimi/Sci-fi)bøger (til ham) og lydbøger (til mig) med hjem. Gang på gang genhørte jeg historierne om 'Mormor og de otte unger' eller 'Jim Knap og Lukas Lokomotivføre', og i takt med det, formede der sig en dyb og glubende appetit på hyggelig hverdagsfortællinger, med et historisk islæt, samt for eventyr i alle former og arter - gerne med et dybere lag af filosofiske overvejelser omkring vores eksistens.

    Min mor, har omvendt været den som kastede sig over store historiske grundværker og menneskelige skæbnefortællinger. Gang på gang har hun givet mig en bog i hånden med ordene "denne her må du læse". Det er en anden slags læsning for mig, da denne type fortællinger ofte nærmest overloader mit sind med følelsesspejlinger af karakterenes oplevelser. Derfor tager det ofte også længere tid at komme igennem disse bøger.

    Jeg tror, at den læser jeg er i dag, rammer meget godt lige ned i mellem mine forældres typer. Jeg er nemlig endt som den type, der ofte har gang i tre-fire forskellige bøger på en gang; en krimi eller et eventyr, som jeg sluger på rekordtid, samt to-tre andre bøger i art af biografier, dybe romaner om menneskets tankeliv eller historiske beretninger.

    Jeg er netop nu gået i gang med sommerprojektet, der hedder at få læst alle de bøger jeg har påbegyndt færdigt, og det går egentlig også godt, omend jeg er gået i stå i Jonathan Franzens 'Frihed'. Du fortalte forleden om de bøger du aldrig får læst færdigt, og jeg tror desværre, at denne bog er en af disse for mit vedkommende - den stemning der præger bogen, påvirker mig vidst for meget til at jeg kan komme igennem den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Fantastisk; en anden der kender "Mormor og de otte unger", det er så sjældent (desværre), at jeg hører om nogen, der har kendt dem som barn, de var helt fantastiske de bøger! :)

      Slet
    2. Elskede de bøger da jeg var barn, men ja Mette du har ret, der er alt for få der kender dem :(

      Slet
    3. Det er ret finurligt, du kan genkende så meget af dig selv i dine forældre og deres læsestile; og at du selv er endt i midten af dem. Det er virkelig overvældende, så stor indflydelse forældre kan have på ens læselyst og måde at trave gennem bøgernes universer på. Det danner en fin grobund, en let bagage til videre udforskning af personlige præferencer. Og det er egentligt meget rart.

      Det er en skam, at du måske bliver nødt til at opgive en bog. Men kender det kun alt for godt; nogle bøger er bare ikke skrevet til en eller skabt for en. Og det er enormt frustrerende, når man ellers har sat sig for at få den læst. Sommetider er det bare ikke kampen værd, at skulle tvinge sig igennem en bog, når der venter 10 fornøjelige af slagsen forude.

      Slet
    4. Havde faktisk ikke tænkt så meget over det tidligere, men dit indlæg fik det virkelig til at stå klart for mig, hvor meget min læsestil er et mix af begge mine forældres. Det bliver sjovt at se hvordan mine egne børn kommer til at agere - håber at jeg kan give dem en glæde for bøgernsverden med i bagagen i hvert fald :)

      Du har ret i, at man ind imellem må kaste håndklædet i ringen, og indrømme over for sig selv at en bog bare ikke er et match med ens egne præferancer, og at man i stedet skal bruge sin energi på de mange andre fantastiske bøger der bare venter på at blive udforsket.

      Slet
    5. Jeg leger også sommetider med tanken om fremtidige børns læselyst. Om de bliver ligeså bogelskende som jeg - eller om de danner deres helt eget forhold til bøgernes univers. Det er en pudsig tankerække at støde ind i. Jeg håber i hvert fald, ligesom dig, at kunne bidrage med en smule læseglæde. Det er sådan en magisk ting at være i besiddelse af.

      Og lige præcis. Selvom jeg sommetider er for stædig til at opgive, er det oftest det bedste alligevel.

      Slet
  4. Jeg begyndte vel og læse fordi jeg havde en faster som havde mange bøger og dem arvede vi når hun var færdige med dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Arvestykker i form af elskede bøger er virkelig også bare noget af det fineste!

      Slet
  5. Jeg husker mig selv som evigt-læsende. Det startede med pixibøger og Lotte Modsat. Det blev til Jennys hesteeskapader og Puks kostskoleproblemer. Jeg begravede mig i skolebiblioteket og lånte alt, hvad der så den mindste smule spændende ud. Jeg fandt trøst og identifikation i historier om piger, der var udenfor fællesskabet, og jeg fandt måder at udholde kedelige familiemiddage på ved at forsvinde ind i en anden verden. Mest af alt fandt jeg vel noget håndgribeligt - noget, jeg kunne røre ved, have lige foran mig, som jeg vidste kunne sende mig ud på uhåndgribelige eventyr uden at såre mig det mindste.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sjovt, hvordan læsningen fylder så meget i ens liv, og man ikke aner hvordan eller hvornår det begyndte. Men det er vel netop fordi, det er en så indgroet, så naturlig og ligetil del af ens indre, at det ikke er noget man kan skelne fra hinanden. Tanken er vidunderligt smuk.

      Slet
  6. Du lyder til at være helt igennem fantastisk:-) tak for kommentarerne på min blog :-) det betyder virkelig meget :-) fedt at der stadig er nogle som rent faktisk elsker at læse bøger:-) jeg elskede at læse da jeg var mindre nu læser jeg næsten aldrig bøger, kun magaziner og blogs som fanger min opmærksomhed :-) du er sej and one of a kind :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er en skam, du ikke får læst så meget længere; men jeg tror faktisk, der er mange, der mister tiden og overskuddet til det efterhånden. Det er også lidt svært at få indpasset i hverdagen indimellem.
      Men tusind tak for de søde ord, det varmer helt bestemt :)

      Slet
  7. Min mor læste højt for mig, da jeg var helt lille. Vi samlede på Disney-bøgerne der kom med bogklubben hver måned. Alle de klassiske Disneyfilm, bare i bogform. Jeg elskede dem. Men det var ikke noget hun gjorde hver aften eller hvor hun kastede sig ud i lange romaner. Da jeg lærte at læse selv, gik der ikke lang tid før jeg havde ret godt styr på det, så jeg gennemtravlede gerne skolebiblioteket for alt interessant. Jeg mindes stadig at mine bøger som regel var både tykkere, sværere og flere, end mine klassekammeraters. Det tog dog først rigtig fat da jeg startede i 6. klasse.

    6. klasse var mit sidste år på min første folkeskole. Det var også det år jeg blev udsat for grov mobning dagligt. Uanset hvad min mor prøvede at gøre for at afhjælpe det, så var det dagligt at jeg blev hånet, mobbet, sparket, slået, nevet og gjort grin med. Den værste periode var den tid hvor mine lærere forsøgte at være pædagogiske og satte mig ved siden af ham der var "frontmand" blandt mobberne. Hver dag var der nye blå mærker, nye ømme steder og nye tårer. Det år blev bøgerne min virkelighed, min flugt og mit hjem. Jeg kom hurtigt igennem skolebiblioteket og blev fast gæst på byens rigtige bibliotek. Jeg slentrede langs strandene i Kragevig, gemte mig i et klædeskab med et vinterlandskab på den modsatte side, lod mig skræmme af Stine og hans uhyggelige maske, kamera og sumpuhyrer og forelskede mig stille i de første, søde drenge i de gamle pigebøger om Lykke.

    Mobningen stoppede, da vi i den efterfølgende sommerferie flyttede. Men læsningen blev der nogle år endnu, indtil jeg sluttede på en senere efterskole og fik andre interesser og tidsrøvere. Da jeg startede som boghandlerelev begyndte jeg på bøgerne igen og de hænger stadig ved. Jeg læser færre bøger end jeg gjorde engang, men jeg er til gengæld ved at sætte større krav til dem og og nyder dem mere, når jeg læser. Og så gør det faktisk ikke så meget, at jeg ikke længere læser syv bøger om ugen, men snarere på en måned.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Sikke en rørende historie, du har nedskrevet her. Jeg forstår så udmærket trangen til at søge trøst og tilflugt i bøger; at flygte ind i fiktionelle verdener, når virkeligheden bliver for barsk og ondskabsfuld. Bøger kan være den bedste trøst - man ville bare ønske, man havde søgt dem af andre årsager.

      Måske har du fat i noget med kvalitet og kvantitet. Man danner sig efterhånden et klarere billede af, hvilke bøger man kan lide, og har derfor ikke et ligeså stort behov for at afprøve nye genrer og mærkværdige forfattere. Det gør selvfølgelig læsningen lidt 'sikrere', men også mere koncentreret og bedre på sin vis.

      Slet
  8. Hey, er ny læser.
    Jeg står og skal på ferie på fredag, og elsker bøger.
    Men jeg meget i tvivl om hvilke jeg skal tage med.
    De fleste bøger jeg ser her, er engelske?
    Er der nogle på dansk du vil anbefale mig? Kan jeg finde dem et bestemt sted?
    (nyder mest at læse dansk)
    Tak:)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej og velkommen til.

      Der er mange bøger, jeg gerne vil anbefale dig med stor glæde. De fleste af bøgerne herinde er på engelsk - men mange af dem er oversatte, og de danske titler kan du finde ved at søge på bibliotek.dk :)
      Hvilke genrer læser du normalt? Hvad er dine yndlingsbøger indtil videre? Jeg kan sagtens foreslå dig noget ud fra det :)

      Alternativt, kan jeg sende min varmeste anbefaling til 'Kaninbjerget' af Richard Adams; det er en fortælling om kaniner, men det er i virkeligheden langt mere end det. Det er sådan en hjertevarm, spændende og fin historie, der både indeholder kamp og kærlighed. Det er ikke til at fatte, den handler om kaniner, og man glemmer det næsten, når man læser.
      Derudover er 'Jane Eyre' af Charlotte Brontë altid en smuk bog at læse; i den lidt lettere genre kan 'Mig før dig' af Jojo Moyes også nævnes. Den er fin. John Green er også altid et hit og særdeleshed hans nyeste bog 'En flænge i himlen'.

      Slet
  9. Jeg er aldrig rigtig blevet en læser, det er vist bare noget jeg altid har været :P Har altid elsket bøger, og det kan godt være jeg startede med billedbøger, som udviklede sig til pixi-bøger, som blev til troldepus og enhver hestebog jeg kunne få fat i. Jeg har altid elsket at læse, fordi bøger er fyldt med gode eventyr og historier.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde næsten helt glemt Troldepus-bøgerne. Dem holdte jeg bestemt også meget af som barn - i hvert fald i en periode. Jeg fik aldrig læst dem alle, men jeg nød dem, jeg travede mig igennem.
      Det er så rart at høre, du er i besiddelse af sådan en evig læse-kærlighed. Det er sådan en skøn ting.

      Slet
  10. Fantastisk blogindlæg!
    Jeg har ligesom du ikke en bestemt oplevelse af, hvornår jeg blev læser. Min mor læste altid højt for mig, det var et fast ritual, inden jeg skulle sove, at der blev læst højt fra en eller anden bog; Melendybørnene, Mormor og de otte unger, Emil fra Lønneberg og specielt Det lille hus på prærien (serien om Laura Ingalls Wilder), bare for at nævne nogle få. Jeg elskede at få læst højt, og flyde væk i fjerne lande med min mors stemme som guide, faktisk læste hun også højt for mig, efter jeg selv begyndte at kunne læse. Det er sjovt, for jeg kan slet ikke huske, ikke at være vild med historier, jeg har altid elsket at leve mig ind i disse fortællinger og se verdener forskellig fra min egen udspille sig foran mig. Jeg har altid været læser og vil altid være det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Mette :)
      Hvor er det dog smukt og lidt rørende at læse om, hvordan din mors stemme tog dig på eventyrsvandringer og verdensopdagelser. Det er noget særligt over højtlæsning, og jeg tror, det er den bedst mulige introduktion til læsning overhovedet. Der ligger så meget hygge i det; så jeg kan godt forstå, hvorfor I fortsatte, selvom du selv kunne tyde ordene.
      Vi lyder næsten som to ens sjæle. Læseriet er også bare en indgroet del af mig; en evig læser.

      Slet
  11. Jeg blev læser, fordi jeg elsker de billeder, jeg selv kan skabe i mit hoved. Af samme grund har tegneserier aldrig fanget mig - som barn foretrak jeg bøger uden illustrationer, og det gør jeg stadig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår godt din kærlighed. Der er bare noget helt særligt over at danne sig sine egne indtryk af steder og karakterer. Det er som at få bygget et helt univers inde i ens sind.

      Slet
  12. Jeg har altid godt kunne lide at læse, og jeg husker specielt, at jeg engang var inde i en periode, da jeg var ca. 12 år, hvor jeg læste konstant. Jeg brugte mange timer på bare at ligge og læse.
    Jeg elsker stadigvæk at læse, men det er mere i perioder, hvor jeg lige får læst.

    Hvor er det bogmærke med katten for resten bare sødt(:

    www.dyreglad-pige.blogspot.com

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kender godt de forskellige læseperioder; det er ofte tæt forbundet med om man lige har tid eller ej :)

      Og tak! Jeg er også helt vild med det. Det er et lille feriekøb fra Italien :)

      Slet
  13. Min mor var altid i gang med en bog. Godnathistorier var et dagligt ritual. Så startede jeg i skole, og lærte meget hurtigt at læse selv. Derefter læste jeg selv godnathistorierne. På den måde kunne jeg også altid lige tage et kapitel mere. Og ende med en færdig bog klokken to om natten. Ups.
    Så kom tiden hvor læsning var kikset og nørdet, men jeg blev troligt ved. Folk grinede og hånede, men det viste mig bare at bøgerne nu engang var de bedste venner. De førte mig til forunderlige universer og nye verdener. Når jeg åbnede en ny bog, åbnede jeg for et nyt eventyr. Bøgerne var der, da ingen andre var.
    Jeg har ikke set nogen af de film man "skal" have set. Jeg er vokset op blandt bøger, ikke film. Biblioteket besøgte jeg flere gange om ugen, sommetider flere gange dagligt. Jeg er vel født en læser. Social akavethed, problemer og tristhed forsvinder når jeg åbner en bog. I de timer jeg sidder med en bog i favnen, eksisterer jeg ikke i virkeligheden. Jeg eksisterer i bogen. Jeg tager stilling til hovedpersonens valg, ærgrer og glæder mig på deres vegne, græder med dem og griner med dem, jeg selv er ikke eksisterende. I den korte periode mine øjne flyver over siderne er der kun én ting der er virkelig: bogen og dens univers. Jeg læste da det hele var ubærligt og umuligt. Jeg læste for at overleve. Bøgerne blev min redning, min form for eskapisme. Ordene svigter aldrig. Jeg tror jeg blev en læser, fordi jeg ikke havde andet valg.

    Livogditte.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Dine sidste sætninger er så fint formulerede, og så forfærdeligt sande. Bøger er den bedste eskapisme, den bedste redning, den mest trofaste følgesvend på grå dage og med mørkt sind. De er der altid, og man kan forsvinde helt ind i dem. Du har helt ret; man eksisterer vitterligt blandt bogens sider.

      Det er så vidunderligt at tænke tilbage på et helt livs læsning; hvor man altid har læst og altid vil gøre det. De verdener man har besøgt, de væsner man har set og den magi man har bevidnet, har været med til at forme en - føre en videre. Både som læser og som menneske.

      Slet
  14. Det kan godt være jeg inspirerede dig til at opnå og forstå glæden ved at læse, men der har altså også været et medfødt læse-gen, der har gjort dig til den læsehest du nu engang er blevet til. Dine 2 søskende har jo ikke helt den samme glæde ved at læse som du, så langt fra endda.
    Jeg selv husker ikke højtlæsning som barn, men jeg husker jeg besøgte biblioteker jævnligt, og med 3 store biblioteker i byen dengang, var der masser af tilgængelig læsestof. Jeg elskede at læse, specielt eventyr som Puk, og i krimi-genren Alfred Hitchcook og de 3 detektiver og så var jeg ret vild med tegneserien Tintin. Senere læste jeg en hvilken som helt roman jeg kunne få fat i, specielt købte jeg mange i brugtbogsbutikkerne.
    Så kom tiden med småfolk i huset ;) og læsetiden blev ret så indskrænket, og blev mest brugt til lette læsninger af ugeblade, og højtlæsning for børnene. Det at læse bøger blev simpelthen skrinlagt, da det tog alt for lang tid at læse en bog til at man kunne huske hvad man havde læst sidst man havde haft bogen åben. Senere fyldte arbejdet alt for meget i dagligdagen og såmænd også i weekenderne, så der var bare aldrig rigtig tid til læsning, omend jeg forsøgte at genfinde glæden og tiden flere gange uden succes.
    Da du hævder at jeg er en del af grunden til at du i dag elsker bøger, så den tillader jeg mig at sende påstand retur, da du jo blev ved og ved med at fortælle mig om de spændende bøger du læste, og du anbefalede mig gang på gang at læse dem. Du kendte jo så udmærket kender min kærlighed til bøger til trods for den sparsomme fritid jeg havde og stadig har, og da jeg fik lidt mere fritid for et par år siden, måtte jeg prøve at genfinde lysten og tiden til at læse.
    Noget af det første jeg læste var Harry Potter, nu måtte jeg igang med de bøger du havde plaget mig så mange år om at læse, jeg var ikke synderligt imponeret af filmene, og var noget forbeholden over for bøgerne. Jeg skal ellers lige love for de bøger satte skub i min læselyst igen, og siden har vi delt glæden ved de bøger vi har læst, eller vil læse i fremtiden. Vi har fundet bøger vi begge elsker, men rent genre mæssigt er vi dog ret forskellige, men det betyder egentligt ikke så meget, for når man deler glæden ved at læse bøger, bliver genren i og for sig underordnet.
    Så takket være dig, har jeg fået min læselyst tilbage.............

    SvarSlet
    Svar
    1. Det her er sådan en smuk kommentar, og du rørte mig sådan med den. Tak mor.

      Du introducerede mit vitterligt til læsningen, du tændte den læsegnist jeg utvivlsomt er født med, og jeg er dig så taknemmelig. Jeg er kun glad for at have givet dig noget retur, at have mindet dig om det du lærte mig dengang; bøgernes smukke og fantastiske univers, som vi altid har delt sammen og levet side om side i.

      Der er virkelig noget sandt i, at man som læsere kan finde sammen på tværs af genrer og yndlingsforfattere. Jeg lytter gladeligt til dine fortællinger om ridderromaner, krimier og historisk fiktion, selvom det ikke er øverst på min læseliste. Og du åbner altid hjertet for min Neil Gaiman snak, min Austen-besættelse og min evige genlæsning af gamle eventyrsromaner. For i virkeligheden handler det slet ikke om bøgerne eller forfatterne; det handler om den kærlighed vi deler, den passion vi har for bøgerne, deres univers og deres magi. Og der er ingen, jeg hellere vil dele det med end dig.

      <3

      Slet
  15. Jeg har aldrig været fast læser.
    For det meste har jeg kæmpet mig igennem de bøger, vores lærere havde bestemt os til at læse, og så har jeg spenderet ferierne med et par bøger af eget valg.

    Da jeg, i 7. klasse flyttede til Frankrig i et halvt års tid, ændrede det sig dog. Her var ikke internet, og vi boede kun omgivet af majsmarker. Jeg blev sat ind i en 5. klasse for at lære sproget. På skolen var der en streng disciplin (den var katolsk), og i takt med at eleverne brød sig mod skolens regler, fjernede bestyrelsen de bordtennisborde og bolde, der skulle underholde eleverne i de lange pauser. Derfor gik de fleste af mine frikvarterer med at læse bøger. Jeg læste Drageløberen og et utal af Agatha Christies krimiromaner - bøger, jeg virkelig anbefaler, hvis du en dag skulle få lyst til at gøre din debut i krimigenren.

    Siden da kom jeg hjem, og så var alt ved det gamle.

    Nu er jeg lige blevet færdig med gymnasiet, og jeg finder mig selv i en situation lignende den fra Frankrig. Jeg har allerede læst en del bøger, og på en eller anden måde tror jeg, det er noget, man skal lære; en rutine, der lige skal sætte sig fast.
    Jeg føler i hvert fald, at det, for mig, har været direkte forbundet med fritid og læseoverskud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Måske har du ret - måske skal man 'tilvænne' sig læsningen, gøre det til en vane og huske at tage sig tid til det. Det er jo ikke en selvfølge at få læst i en travl hverdag - og slet ikke, hvis det ikke bare er noget, man 'altid' har gjort.

      Slet
  16. ih, du beskriver næsten præcist min barndom! Puk, Emily, Anne, Laura, Pigebørn, Austens heltinder, Harry Potter.... og så videre.. var en lige så stor (hvis ikke større) og virkelig del af min verden som alle andre elementer. Jeg læste og drømte om mine bøger konstant. Boghandler, biblioteker, private bogsamlinger var det bedste og mest inspirerende, jeg vidste. Stile og diktat var det, jeg elskede mest i skolen. Jeg læste engelsk og tysk litteratur på universitetet. Og så videre.. haha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det fint, vi deler så mange bøger og læseoplevelser! Det er sjældent, jeg møder folk, der både har læst Emily og Anne (oftest får Anne al opmærksomheden). Det er virkelig dejligt at høre.

      Slet
  17. Jeg blev læser på samme mådee som dig, gennem min mor. En af mine absolutte yndlings beskæftigelser som barn var en tur til Biblioteket hvorfra vi altid kom hjem med poser fyldt med bøger. Vores smag i bøger er dog forskellig. Min mor er mest til krimier, som jeg også læser, men jeg er mest til skønlitteratur der er får en til at tænke eller som ikke nødvendigvis er 'nemt tilgængeligt'. Vi læser begge gerne klassikere, min mor de danske og jeg de engelske (det er 'næsten' en del af mit arbejde, som Gymnasielærer i Engelsk og Historie :-)).

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det fantastisk med forældre, der kan inspirere, og tage på lykkelige turer til biblioteket. Det er sjovt hvordan man allerede kan finde sin læseglæde i sin opvækst - og både genkende og adskillige sig fra sine forældres læsning.

      Og fantastisk med et bogligt arbejde også! ;)

      Slet
  18. Ej hvor kan jeg godt lide din blog dog!
    Jeg læser når jeg kan og har tid, for ja det er skønt :-)

    Tak for din kommentar.

    Kig gerne forbi en anden gang:
    http://katrinelionett.blogspot.com/

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, det sætter jeg pris på! Og ja - læsning er netop sådan en skøn ting.

      Slet
  19. Super skønt indlæg Rikke! Interessant at læse, hvordan "det hele" startede :-) Og du er helt fantastisk til at skrive, man bliver helt grebet og lever sig ind i det du fortæller. Og så tager du sådan nogle fine billeder altid.

    - Louise
    http://allthingsglitters.blogspot.dk/

    SvarSlet
    Svar
    1. Sikke dog en vidunderligt fin ros. Mange, mange tak for de søde ord.

      Slet
  20. Jeg blev en læser tilbage i folkeskolen, da mine lærere altid har været meget opmuntrende i forhold til det at "frilæse". Vi havde bogmærker hvor vi hver dag skulle notere, hvor langt vi var nået i løbet af de 20 minutters obligatorisk læsning. Mit konkurrencegen, og i takt med at jeg blev bedre og klogere og dermed kunne begive mig ud i succesromaner gjorde, at det ofte blev til meget mere end 20 minutter. Samtidig var bøger et rart afbræk efter en tumult tid i forbindelse med mine forældres skilsmisse, hvor jeg ofte havde brug for at kunne trække mig væk fra alt, både i fysisk og mental forstand.
    Da jeg begyndte i de høje folkeskoleklasser og også i løbet af gymnasietiden er jeg dog faldet meget af på den, simpelthen af tidsmæssige årsager. Jeg er til gengæld kommet igang igen og har været flittig denne sommer :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ah, ja - frilæsning. Tænk man gik i skole og fik afsat tid til læsning; tanken er så fantastisk. Jeg elskede det også, og du har helt ret i, at både konkurrence, motivation og begejstring smeltes sammen til ét, når lærererne opmuntrer en, og bøgerne kalder. Det skete også lidt for mig.
      Og bøger er bestemt en fin eskapisme - det bedst tænkelige sted at forsvinde ind i, når bekymringerne presser på.

      Og hvor er det dog rart at høre, du har genfundet din læsetid. Den kan nemlig godt forsvinde lidt i de travle perioder :)

      Slet
  21. Lækre billeder! :)

    http://innocentcherry.blogspot.dk

    SvarSlet
  22. Jeg var aldrig det barn, der sad med næsen i en bog. Jeg hadede det månedlige besøg på skolebiblioteket, hvor vi alle skulle finde en bog, vi skulle læse. Jeg har i dag en stærk mistanke om, at det var fordi, min dansklærer altid hev den ene kærlighedsroman efter den anden ned fra hylderne til mig. Det fangede mig slet ikke.

    Fra jeg var omkring ti år, og til jeg blev fjorten, brugte jeg meget af min tid på at læse tegneserien W.I.T.C.H., der udkom en gang om måneden. Jeg knuselskede de blade, og jeg brugte en masse tid på at tegne figurerne derfra. Der var endda en overgang, hvor min drøm var at udgive min egen tegneserie.

    Jeg blev dog først en bog-læser, da jeg begyndte Harry Potter og Fønixordenen. Jeg holdte utroligt meget af filmatiseringerne om den forhutlede dreng, vi alle skulle lære en ny verden at kende sammen med, men det var først, da jeg havde været i biografen med en veninde for at se den fjerde film, at jeg besluttede mig for at læse den femte bog. Jeg kunne ganske enkelt ikke vente på filmen! Det tog mig noget tid at komme igennem den, men jeg kom til at elske den højere og højere for hvert ord, jeg læste, og derfor betyder den femte bog også noget helt særligt for mig. Da jeg var færdig med bogen, kunne jeg ikke vente med at starte serien fra begyndelsen, og jeg husker stadig, hvor overrasket jeg blev over, at der var så mange ting i bøgerne, der var blevet ændret i filmen, eller som slet ikke var med. Bøgerne var helt fantastiske, og jeg var så sur på mig selv, fordi jeg ikke havde begyndt dem noget før!

    Det var sådan, jeg blev stjerneskudt i Harry Potter og læsning :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pudsigt du lige nævner det - jeg var også inkarneret WITCH-fan. Det er muligvis den eneste tegneserie, der nogensinde har fanget min opmærksomhed. Jeg var som besat. Men den var virkelig også fin - og bøgerne med.

      Jeg tror faktisk, der er mange, der er blevet inspireret af Harry Potter-universet i forbindelse med deres læsning. Det er sådan et medrivende og indtagende univers, så detaljeret, livagtigt og farverigt, at det tiltaler en enorm stor målgruppe. Rowling fik nærmest en hel generation til at læse med de bøger - og det er sådan en smuk bedrift.
      Det er dejligt at høre, du også fandt en læseglæde i bøgerne - og jeg forstår godt, at 5'eren altid vil være noget særligt for dig. De bøger der har gjort størst indtryk på en, står altid tydeligst i hukommelsen og nærest i hjertet :)

      Slet
  23. Hej Rikke,
    har set på et af dine billeder tidligere hen, at du har en figur i sølv, af en vippende gyngehest. Jeg har forelsket mig i den, og har kigget i samtlige lisbeth dahl butikker, og andre af den slags, og kan simpelthen ikke finde sådan en. :-( hvor har du købt din henne? :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Faktisk er det bare en julepynts-figur fra Lene Bjerre. Jeg har set dem de sidste par år op til jul i både Magasin, Inspiration og Imerco. Så de dukker nok også op igen i år :)
      Den sælges med en silkesnor bundet i, så man kan hænge den op i juletræet - jeg har dog pillet snoren af og bare brugt den som pyntegenstand i stedet :)

      Slet
  24. Du tager altså bare altid de flotteste billeder og skriver de sødeste tekster. Det er altid en fornøjelse at komme forbi her, søde Rikke (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Og det er en stor fornøjelse at have dig klikkende forbi! Mange tak :)

      Slet
  25. Min forældre (specielt min far - da jeg en overgang ville have min far til at gøre alt ;)) har lige siden, jeg var lille læst højt for mig. Jeg tror derfor også, det er det, som har været med til, at få mig til at læse. Jeg kan nemlig huske, jeg ofte "snød", da vi skulle lære at læse i skolen. Jeg kunne godt læse lidt i forvejen, men det interesserede mig ikke rigtig. Derfor læste jeg ofte bare blade, når vi fik læsning for, da bøgerne ikke kunne fange mig på samme måde. Det var dog lige indtil en dag, hvor jeg fandt den helt perfekte bogserie på skolebiblioteket (jeg kan desværre ikke huske navnet). Jeg blev nemlig så besat af den, at jeg læste den på nogle uger. Og derefter ville jeg bare have mere! Hvilket resulterede i, jeg fik læst en god del af skolebibliotekets udvalg. Desuden kan jeg huske, jeg har været meldt ind i flere forskellige bogklubber, som virkelig også har været med til, at få mig til at læse. Det er jo svært at lade bøger ligge, når de dumper ind af brevsprækken :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Højtlæsning er virkelig den smukkeste start på et liv med bøger. Der er noget helt uvurderligt ved barndomsfortællinger fortalt med en kærlig voksens stemme.

      Og hvor fint, at det netop bare var den perfekte bogserie, der skulle til for at starte din læselyst. Jeg tror ofte, det handler om at finde de bøger, der er rigtige for en at læse. De er jo altid derude et sted.
      Bogklubberne er en vidunderligt smart ting; og du har helt ret. Bøger i brevsprækken er motivation nok i sig selv.

      Slet
  26. Jeg elsker måden, du skriver på. Det er så let at mærke, hvor passioneret du er omkring emnet, din blog omhandler :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for de søde ord :)

      Slet
  27. Jeg kan godt følge dig, når du skriver "Jeg ved ikke, om jeg er blevet en læser, eller om jeg bare er. Jeg husker ikke, hvordan eller hvornår det skete"

    Jeg tror dog, at det, at min mor tog flittigt mig med til biblioteket, da jeg var mindre, har medvirket til min glæde for bøger. I (under)skolen læste jeg mest af pligt, men efterhånden som jeg blev en bedre læser, steg jeg langsomt i lixtal, begyndte at læse tykkere og tykkere bøger, og det hele kulminerede, da jeg i 3. klasse - mener jeg - læste min første bog uden billeder (det var i øvrigt Bjarne Reuters "Busters Verden") En slags milepæl for mig, og noget, der for alvor satte gang med læsningen, som jeg selv skrev engang i min 3. klasses portefolio: "Jeg fik fra at læse lix 15, til at kunne læse alt". Alt var måske meget sagt, men sådan følte jeg det. Og det bestyrkede blot min læselyst. Nu læste jeg ikke længere blot bøger, som min dansklærer udvalgte, men også bøger, jeg selv havde opdaget.

    ...

    Jeg elsker at gå på opdagelse i bøgernes verden og finde bøger, jeg slet ikke anede eksisterede. For mig er bøger et kig ind i en anden verden, og hvad enten det er skønlitteratur eller faglitteratur, jeg læser, føler jeg altid, at jeg bagefter er blevet klogere; eller i hvert fald fået udvidet min horisont. Det er stadig en vigtig ting for mig, når jeg begiver mig ud i at læse bøger.

    Måske blev jeg for alvor en læser, da jeg begyndte at læse bøger frivilligt og selv vælge bøger; på det tidspunkt gik boglæsning fra ikke at være en sur pligt, men til noget, jeg begyndte at holde af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Biblioteket er bestemt også et ideelt sted at fremelske sin bogkærlighed. Uendelige reoler fyldt med alverdens bøger er sådan en forunderlig ting - særligt set med barneøjne. Biblioteket var sådan et magisk sted i min barndom, og jeg kan kun give dig ret i, det sagtens kan fungere som en medvirkende læse-faktor.
      Faglig fremgang i form af bøger på højere niveau er bestemt også opmuntrende; man kan pludselig se resultater og fornemme en glæde. Der er også en særlig tilfredsstillelse ved at vælge sine egne bøger frem for dem, man bliver påduttet af undervisningen.

      Dine smukke ord om bøger er så sande. At få gradvist udvidet sin horisont, overtage nye perspektiver og se verden fra andre øjne er sådan en vigtig ting og vidunderlig konsekvens ved læsningen. Den bedste gevinst overhovedet muligt.

      Slet