“Of course anyone who truly loves books buys more of them than he or she can hope to read in one fleeting lifetime. A good book, resting unopened in its slot on a shelf, full of majestic potentiality, is the most comforting sort of intellectual wallpaper.”

En papkasse fyldt med nye bøger, er som en papkasse fyldt med nye drømme. Omhyggeligt pakket ind i farvestrålende smudsbind, og med mystisk sigende titler, ligger de der og skaber lokkende hentydninger om, hvad de vil indebære. Sommetider er de lette at bedømme og begribe; og andre gange åbner man dem, og bliver transporteret hen til en verden, man end ikke anede fandtes. Det er ikke altid logisk, og det er sjældent til at regne med.

Fra dét øjeblik papkassen og bogposten åbnes, begynder man at planlægge og rationalisere. Hvilken bog der skal læses først, hvilken bog der skal stilles hvor, og hvilken bog der skal vente lidt endnu. Man befinder sig i et levende kaos, og bliver hevet og slidt i fra alle sider; for sandheden er jo egentligt bare, man gerne vil læse alle bøgerne, øjeblikkeligt og samtidig. Intet kan vente, alting skal være nu.

Det værste ved at få nye bøger er, man sjældent har tid til at læse dem med det samme. Enten er man midt i en anden bog, eller også har man slet ikke tid til en bog. Det føles næsten som ren tortur at stirre på de helt nye og skinnende skabninger, og ikke kunne åbne dem op for alvor. Netop dén følelse har jeg siddet med den sidste uge - med uanede mængder af studie-projekter og arbejdsopgaver, har min nyligt oparbejdede bogstak nærmest følt som en uopnåelig sirenesang. 

Men nu er min farende og flyvske hverdag langsomt ved at indordne sig igen. Jeg har fundet et frirum, og jeg har fyldt det med bøger, bøger, bøger. Nykøbte bøger som jeg har glædet mig til at læse i en uendelighed. Det er nemlig det bedste ved at få nye bøger; når de endelig kan åbnes og nydes.

I videobloggen nedenfor fremviser jeg de bøger, jeg har ventet længselsfuldt på at komme i gang med, lige siden de dumpede ind af min brevsprække. Hvad med jer? Har I også købt et firkantet drømmeeksemplar for nylig?

"Professoren" af Charlotte Brontë

"Professoren" (org. titel "The Professor") af Charlotte Brontë, fra Hernovs forlag, udgivet i 1975 (org. udgivet i 1857). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 2/5 stjerner. 

"Professoren" er Brontës første roman, og den blev udgivet som hendes sidste. Efter talrige afslag fra talrige forlag, blev den efterladt i en aflåst skuffe, og først fundet frem igen da  Charlotte Brontës navn blev indhyllet i dødens berømmelse.
Bogens historie bliver fortalt ud fra en mandlig jeg-person ved navn William Crimsworth. Plotlinjen følger Williams kamp mod hans aristokratiske og hykleriske familie, hans følelseskolde bror, og endelig Williams afrejse til Belgien, hvor han forsøger sig som underviser og professor i engelsk.
Williams dybe moralfølelse og brændende ønske om at klare sig selvstændigt hjælper ham med at navigere rundt i en verden af bedrag og skruppelløshed. 

“Belgien. Jeg gentager ordet, nu hvor jeg sidder alene hen under midnat. Det kalder på min fortids verden som en opfordring til at genopstå. Gravene åbner sig, de døde står op, jeg ser tanker, følelser og minder, der sov, stige op fra jorden - de fleste af dem med glorie.”

"Professoren" var Charlotte Brontës første og spæde forsøg på romanskrivning; det tøvende og forsigtige skridt langs en forgyldt forfattervej, og en del af det grundlæggende fundament for verdenslitteraturens mesterværk, "Jane Eyre". Det er med skælvende ærefrygt og dyb fascination, jeg via Brontës første romanforsøg forsøger at fange glimt og danne indtryk af en så stor forfatterindes grænsesøgende og legesyge skrivestil og historieopbygning.

"Professoren" er bestemt et imponerende førstegangsmøde med romangenren; men det er ikke en særligt storslået eller vidunderlig læseoplevelse. Brontë flirter nådesløst med de største viktorianske faldgruber, og fortaber sig til tider i et overstrømmende og unødvendigt malerisk sprog. Plottets udvikling er ikke-eksisterende i bogens første halvdel, og karakterer introduceres og dvæles ved uden anden gavn end at male skarpe modsætningsbilleder mellem William Crimsworth og hans omgivelser. Spinkle detaljer forvrides til uhyrlige proportioner, for derefter at svinde blidt ud af billedet og aldrig blive nævnt igen.

Bogen gemmer dog også på tilslørede glimt af de enkelte brudstykker, der senere samledes til at danne "Jane Eyre" og særligt "Villette". Brontës samfundskritik er hård og bidende, og hun lader sin hovedperson stædigt arbejde sig op ad samfundets sociale rangstige uden anmodninger om hjælp eller støtte. De mest sympatiske karakterer i bogen vandrer rundt i venneløse og trøstesløse omgivelser, men bliver ved et moraliserende trylleslag belønnet for deres kvaler. 

“Jeg elskede den bevægelse, hvormed hun betroede sin hånd til min. Jeg elskede hende, som hun stod der, uden midler og forældreløs, uden charme for en sensualist, men for mig en skat - mit bedste objekt for sympati på jorden, der tænkte de samme tanker som jeg, følte det samme som jeg, mit ideal af et skrin, hvori jeg kunne forsegle mit forråd af kærlighed, en personifikation af forsigtighed og fremsyn, af flid og udholdenhed, af selvfornægtelse og selvkontrol.”

Eftersom en stor del af "Professoren" beskæftiger sig med undervisningstimer i engelsk, indarbejder Brontë et væld af klassiske romaner og bevingede ord,  litterære allusioner fylder romanen og giver ekko gennem dens sider. Brontë eksaminerer tydeligt, hvad det vil sige at være englænder i udlandet - og tilflytter i England. Motiver af fremmedliggørelse og tilhørsfornemmelse væves ind i karakterernes skæbner og handlinger.

"Professoren" er en historie, der kun tilbyder ét synspunkt og én stemme. Læseren er begrænset til William Crimsworths nedskrevne beretning - og sommetider overtager en snigende fornemmelse af udeblivende omstændigheder og upålidelige gengivelser. William besidder en personlighed, der er begrænset af hans egen moral, og hans fordømmende blik tenderer sommetider til det usympatiske og en særpræget form for irriterende korrekthed.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om historien ville være formet anderledes, hvis den blev fortalt fra den kvindelige heltindeskikkelse og kærlighedsobjekt, Frances Evans Henris, synspunkt. Med hende former Brontë et feministisk og ubøjeligt fornuftsvæsen, der ikke vil lade sig underkaste en (velmenende) mands omsorg - men som derimod søger at stå oprejst på egne ben. 

Da jeg lukkede "Professoren", var det ikke med samme sitrende og gnistrende fornemmelse, der plejer at hjemsøge min krop og mit sind efter endt læsning af Brontës romaner. Ingen spøgelser af afsluttende overraskelsesmomenter dansede omkring mig, og ingen tøven af indviklet historieudvikling overtog mit indre. Jeg trak blot på skuldrene, fremdrog et suk, og rakte ud efter den næste bog på bogreolens tæt proppede hylder.
"Professoren" er både på godt og ondt en debutroman; for de der søger storslået litteratur og mindeværdige stunder, har den kun en spinkel form for underholdning at tilbyde. Men den indeholder også den særlige sødme, der opstår, når en debuterende skribent eksperimenter og afprøver de elementer, der senere vil udgøre et helt forfatterskab. Hvis man gransker bogstavernes ubehjælpsomme kombinationer og synker helt ned i tomrummet mellem linjerne, er det muligt at læse forhistorien til, hvad der senere ville blive, et dybt aftryk i litteraturhistorien. 

Tema-tirsdag #28: Eventyr og Disneymagi

Det øjeblik det lyserøde drømmeslot tonede ind på skærmen til den velkendte eventyrsmelodi, blev jeg helt stille. Overtaget af forventningens glæde og kildrende fornemmelser i fingerspidserne ventede jeg tålmodigt. For jeg vidste, at det lyserøde slot betød, at noget helt særligt skulle til at begynde. Noget storslået. Noget smukt og magisk. De svungne bogstaver som jeg knap nok kunne læse, stod for mine øjne som det mest fuldkomne kvalitetsstempel i verden.

Vi sled filmene op. De elskede VHS-bånd udspruttedde hakkende og hvinende lyde, når vi pressede afspil-knappen i bund og kravlede op i sofaen. Vi måtte finde os i afbrydelser og flimmer, grynede billeder og overspillede reklamer. Og vi var fuldstændig ligeglade, når vi sad der med øjne så store som tekopper, og sugede ethvert korn af Klokkeblomsts tryllestøv til os.

På den måde lærte jeg Peter Pan at kende, før jeg overhovedet anede, hvem J. M. Barrie var. Jeg kunne opridse plottet i "101 Dalmatinere" uden nogensinde at have åbnet bogen. Jeg blev introduceret til Charles Perraults eventyr om Askepot, Rudyard Kiplings fortælling om junglebarnet Mowgli og P. L. Travers beretning om den svævende barnepige, Mary Poppins. Uden at ane det blev jeg fortalt brudstykker af Hamlet, græsk mytologi og Sherlock Holmes - og jeg ænsede det ikke, før flere år var passeret, og jeg sad med næsen begravet i analyser om Shakespeare og hans forestilling af livscyklussen.

Ofte hører jeg kritiske kommentarer om Disneyficeringen af kendte fortællinger og eventyr; kritikken går på, at de oversimplificerer, romantiserer og Hollywood-finpudser skæve fortællinger til korrekte stereotyper. Og det gør de skam også i høj grad - men de formår også at viderebringe fortidens fortællinger til nutidens børn. Og nogle af de børn vil blive efterladt med motivationen til at finde ud af noget mere, læse de originale fortællinger, og opdage de bagvedliggende bøger og eventyr. 

Jeg er dybt betaget af Disneys levende fantasivrimmel, og jeg har altid været det. Jeg har lykkeligt samlet filmene, og ser dem til stadighed. Særligt de ældre film har min opmærksomhed; og jeg forundres gang på gang over, hvordan blyantstreger er blevet omdannet til bevægelse, liv og film. Jeg kan ikke begribe overgangen fra skitse til lærred, og når jeg kommer i tanke om, at hver enkelt lille bevægelse og ansigtsudtryk er resultatet af nøje planlægning og omhyggelige fingerfærdigheder, kan jeg blive helt målløs.

Af samme grund køber jeg indimellem bøger om den fascinerende proces, og læser adskillige sider om idéudvikling, storyboards og tegnestudier. Jeg har et blødt punkt for alt, hvad der er påtrykt Disney-logoet, og særligt bøgerne fanger min opmærksomhed. Disney-verdenen er et fortryllende sted, og jeg nyder hver en mulighed for at befinde mig i den.

Jeg voksede op med Jumbo-bøger, Anders Ands bogklub, talrige besøg i Disneyland, Peter Plys bamser, Ariel-Barbiedukker, eventyr og Disneyfilm. Jeg skabte min egen verden af fantasi og dagdrømme, og ofte sneg et Disney-scenarie sig ind i mine forestillinger. For mig er en Disneyfilm den komplette inkarnation af barndom - og måske også en stor del, af den jeg er, og det jeg læser. I hvert fald var det en vigtig ingrediens i min endelige kærlighed til finurlige og svimlende eventyrsfærde, helteskikkelser og børnelitteratur.

Er I også vokset op i en lykkelig Disney-døs? Og er I også stadig betaget af Disneys univers? Hvordan forholder I jer til Disneys fortolkninger af eventyr og beretninger - betragter i dem som utroværdige genfortællinger eller inspirerende fantasi-elementer?

Tror I også, at Disneys blanding af eventyr og børnelitteratur kan inspirere og motivere læsning? Og tror I, det også har påvirket jeres egen læselyst?

"The Book of Lost Things" af John Connolly

"The Book of Lost Things" af John Connolly, fra forlaget Hodder & Stoughton, udgivet i 2007 (org. udgivet i 2006). 4/5 stjerner. 

"The Book of Lost Things" er en fortælling om rejsen fra barndom til voksenliv, fra uskyldstab til modenhed. Det er en mørk beretning, der minder dens læsere om vigtigheden og indflydelsen bøger kan have på vores liv.
Bogen omhandler David og hans forsøg på at håndtere tabet af hans mor, og samtidig acceptere sin fars måde at komme videre på. Da Davids far gradvist forsøger at skabe sig et nyt liv, kastes David ud i dybe følelser af benægtelse og sorg. Han søger tilflugt i bøger og i sin egen fantasi; og det er som om, at hans skillevægge mellem fantasi og virkelighed langsomt nedbrydes.

“For in every adult there dwells the child that was, and in every child there lies the adult that will be.”

"The Book of Lost Things" er en fortælling, der udspiller sig i England under Anden Verdenskrig. Connolly lokker sin hovedperson, David, ind i en hvirvelvind af modstridende følelser, da hans mor dør, og hans far finder en ny kone - og tilføjer endnu en søn til familien. David flygter ind i bøger og ind i sig selv; han læser sig ind i talrige eventyr, og han forsvinder fra sin omverden. En aften følger han en krumbøjet skikkelse, The Crooked Man, ud i en nærliggende skov og befinder sig pludselig i en helt anden virkelighed og en helt ny verden.
Til denne nye verden tilhører et helt nyt sæt af fortællinger; Rødhætte forførte ulven, Guldlok gik sin undergang i møde med sin grådighed, og Snehvide er en herskende tyran, der konstant undertrykker de Syv Små Dværge. Vigtigst af alt, er fortællingen om Rumleskaft og hans lurende snuhed, som i Davids fantasiverden gøres til en ekstrem dæmonisering af menneskehedens mest smålige og ondskabsfulde øjeblikke. Denne version af Rumleskaft er i stand til at omdanne al Davids frygt om tilsidesættelse og jalousi til egen magt.
Connolly væver et glitrende spindelvæv af historier og eventyr med sine blotte ord. Alt hvad David ser og oplever, kan blive sporet direkte tilbage til de bøger, han har stående på sine hylder. Titler der er blevet nævnt i tilfældig rækkefølge i historiens begyndelse, finder alle en vej ind i den dystre eventyrsvirkelighed. Connolly sår således spirende spørgsmålstegn om de bøger vi læser, og den måde de ultimativt influerer os på.
"The Book of Lost Things" er en ubehagelig, klaustrofobisk, rørende og imponerende 'coming-of-age' fortælling, der udspiller sig i spændingsfeltet mellem fiktion, drøm og virkelighed. De distinktive linjer mellem de tre sfærer opløses og sløres; drømme jager virkeligheden, virkeligheden påvirker læsningen, og læsningen skaber drømmene. Hvad er sandt, og hvad er falskt? Er virkeligheden begrænset til åbne øjne, eller kan den også udspille sig bag lukkede øjenlåg? I en ustoppelig cirkelbevægelse svinger afgørelsens pendul roligt frem og tilbage. 

“Without a human voice to read them aloud, or a pair of wide eyes following them by flashlight beneath a blanket, books had no real existence in our world. Like seeds in the beak of a bird waiting to fall to earth, or the notes of a song laid out on a sheet, yearning for an instrument to bring their music into being. they lie dormant hoping for the chance to emerge. They want us to give them life.”

Dette er den fantasy-roman, jeg har håbet og ventet på. Dette er den fantasy-roman, hvis eksistens jeg har længslet og sukket efter uden overhovedet at ane, den i forvejen stod i min bogreol og ventede på at blive åbnet, blive læst - og blive vækket til live. Den har holdt vejret og ventet på, jeg ville røre den - og jeg har vandret hvileløst rundt og ventet på, at den ville røre mig. Og alting kulminerede, to verdenshorisonter smeltede sammen, da jeg samlede den op og overtog dens historie for en stund.

Og det er præcis denne horisontsammensmeltning, "The Book of Lost Things" handler om. David, er i stand til at fornemme livet og historierne, der gemmer sig i bøgerne på hans hylde, og han forstår deres behov for at blive læst, blive fortalt og blive genoplevet via et menneskes fantasi. Gennem plottets mange snørkler og blindgyder, argumenterer Connolly for, at historierne lever indeni os - og at de fysiske bøger blot er en portal, der gør os bevidste om de afkroge og aflåste skuffer, historierne gemmer sig i.

David forvildede sig ind i en skov, han vandrede ind i en eventyrsbog og ud af sin bevidsthed. Og jeg fulgte med. Jeg læste uigenkendeligt mørke genfortællinger af velkendte barndomshistorier. Jeg dragede lysende paralleller mellem virkelig og fantasi; og blev fortabt i mine egne betragtninger. Jeg spekulerede over søskendeforhold og jalousi, selverkendelse og hukommelse. David voksede i takt med, at sidetallet mindskedes, og da begge nåede deres enden af deres rejse, begyndte min. 

"Silas Marner" af George Eliot

"Silas Marner" af George Eliot, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2000 (org. udgivet i 1861). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner.

"Silas Marner" er en hjertevarm og strålende beretning om en enkelt ensom mand, og hans genforening med hans hidtil oversete omverden.
Bogens hovedperson, Silas Marner, er en ensom skabning, der er blevet forrådt og beskyldt af hans bedste ven for en forbrydelse, han slet ikke har begået. Ydmyget og alene drager han til landsbyen Raveloe, og fører en tilbagetrukket og isoleret tilværelse. Han arbejder som væver, og vogter nænsomt over hans pose med guldmønter, som er den eneste ting i verden, han har at holde af. En dag bliver guldmønterne dog stjålet, og Silas' tilværelse falder sammen med et enkelt vindpust.
Omstændighederne ændres dog, da en lille pige med gyldent hår træder ind i Silas' hytte, og bringer ham tilbage til det liv, han for længst havde opgivet at leve. 

“I gamle dage var der engle, som tog mennesker ved hånden og førte dem bort fra ødelæggelsernes by. Nu ser vi ingen engle med hvide vinger. Men alligevel føres menneskene bort fra en truende ødelæggelse - en hånd lægger sig i deres og viser dem kærligt vej til et fredfyldt og lyst land, for at de ikke skal se sig tilbage; og denne hånd er ofte et lille barns.”

Min kærlighed og beundring for George Eliot og hendes værker er endeløs og evig. Hendes evne til at forbløffe mig og røre mig til tårer er tilsyneladende uudtømmelig. Jeg har endnu kun læst tre af hendes bøger; men de har alle tre sat spor og mærker i mit indre. De har alle tre været exceptionelle og dog vidt forskellige. De har alle tre vist mig forskellige sider og vinkler af 1800tallets England og dets samfundsnormer, og de har alle tre gjort mig en smule klogere på mig selv.

Måske er det fordi, Eliot ikke så meget skriver og fortæller, som hun maler med sine ord. Med deskriptive og næsten lyriske passager dvæler hun over græsstrå, flodbredder og træhytter. Med næsten filmiske bevægelser lader hun handlinger udspille sig i brede horisonter for derefter at ændre perspektiv og zoome helt ind på en enkelt menneskeskæbne. Hun muliggør en karakterisering af hele byer og en dybdeanalyse af personlige motiver på én og samme tid.

Af samme grund er Eliot altid meget svær, omfattende og meget interessant at læse. Hun konstruerer  landsbyer og fylder dem med et virvar af navngivne karakterer, som vrimler ud mellem hinanden som sorte prikker i en tæt befolket myretue. Alle karakterer er altid influeret og forbundet af hinanden i et kompliceret puslespil, og Eliot binder stilfærdigt alle de fiktive menneskeskæbner tæt sammen. Akkurat som det er i livet, er det også i Eliots romaner; intet menneske står nogensinde alene.

"Silas Marner" er en forholdsvis kort lille bog med varme undertoner af familiebånd, kærlighed og håb. Historien kan næsten beskrives som en bedårende eventyrsfortælling i en realistisk kontekst. Eliot lader sin hovedperson, Silas Marner, gennemgå fnysende samfundsforagt og lader ham blive skænket et barn på næsten eventyrlig vis. Forholdet mellem barnet, Eppie, og Silas blomstrer op på så simpel og naturlig en måde, som kun et barns enfoldige bevidsthed kan tillade, og udviklingen er både troværdig og rørende at være vidne til.

“Dette stille, gensidige blik mellem en mand og kone, der stoler på hinanden, er som det første øjebliks hvile eller fred efter en stor anstrengelse eller fare; det lader sig ikke forstyrre af tale eller handling, som kan aflede opmærksomheden fra nydelsen af den uvante ro.”

Samhørighed med naturen er et gennemgående tema i Eliots forfatterskab, og det er også synligt gennem denne lille fortælling. Raveloes velhavende skikkelser der lever i prægtige bygninger er fordærvede sjæle, mens Silas der bor simpelt og ydmygt er indbegrebet af godhed og loyalitet. Eliot fremstiller afdæmpede formaninger om hvad livets egentligt rigdomme består af; og konklusionen er en tidsløs erkendelse, vi alle er fortrolige med.

"Silas Marner" er en smuk bog, der er yndigt fortalt. Det er en rørende beretning om en mand og hans vej tilbage til lyset, til håbet og til livet. Eliot åbner sin roman ved at præsentere en fattig væver i en tilstand af komplet samfundsisolation; og fanger ham derefter langsomt i en sammenvævning med rige, fattige, børn og voksne. Hendes omhyggelige vævearbejde indbefatter Silas som en enkelt guldtråd i stort og kulørt verdenstæppe.

Da jeg læste historiens afsluttende linje, var det med et smil på læben og en klump i halsen. Jeg nød at læse noget, der var så fint og nøjagtigt sigende på en så opmuntrende og livsbekræftigende måde. "Silas Marner" afspejler en perfekt forståelse af, hvad det vil sige at leve og at elske. Betingelsesløst og ægte.

Penguin Clothbound Classics

Tematiske mønstre trykt i klare farver på stofindbundne bøger. Små symboler og tegn pryder forsider, og fortæller samtidig en smule om indhold. Diskret, simpelt, minimalistisk - og fuldstændig elegant.

Coralie Bickford-Smith er designeren bag Penguin Clothbound Classics-serien, som er en bogserie bestående af et væld af klassiske forfattere, titler og storslåede værker. Når bøgerne står side om side i reolen, dannes der både mønstre og kontraster med de varierende farver og forskellige motiver. Snefnug danser på Dickens' "A Christmas Carol", portrætter males på George Eliots "Middlemarch", og perlekæden Fanny får overrakt af Edmund slynger sig rundt på Austens "Mansfield Park". På helt simple og jordnære måder fortælles bøgernes komplicerede historiespindelvæv således med ét enkelt motiv.

Bøgerne indeholder foruden et fint design med indbyggede bogmærkebånd også talrige noter, nyttige forord og en detaljeret redegørelse for ændringer og nyoversættelser i teksten i forhold til den originale udgivelse. Penguin brillerer altid med deres ekstensive note-sektion; og disse bøger er ingen undtagelse.

For mig er Penguin Clothbound Classics indbegrebet af yndighed og elegance - og når mit blik glider over den lille opstillede række i min bogreol frydes mit samlerhjerte så inderligt. Der er noget særligt delikat og en anelse sart over Coralie Bickford-Smiths fortolkninger af de klassiske værker.

Dog bør det tilføjes at bøgerne også er sarte i deres form; fordi motiverne og teksten er påtrykt stoffet, kan det hurtigt slides af og krakelere lidt. Det er bøger, man skal behandle uendeligt varsomt og for alt i verden ikke stille i for pressede reolrækker. Det er bøger, man skal værne kærligt om - og det er bøger, man ikke kan undgå at elske.

Penguin Clothbound Classics-serien kan alle ses her. Der kommer med jævne mellemrum nye titler i bogserien, og de forhandles bl.a. hos Penguin, Amazon, The Book Depository og SAXO. 

"Unnatural Creatures" af Neil Gaiman

"Unnatural Creatures" af Neil Gaiman, fra forlaget HarperCollins, udgivet i 2013. 3/5 stjerner. 

"Unnatural Creatures" er en antologi udgjort af 16 noveller - udvalgt og præsenteret af Neil Gaiman. De 16 vidt forskellige noveller sammenbindes af små glimt af overnaturlighed; enhjørninger, varulve, cykler og udefinerbart voksende sorte pletter, flettes sammen til en repræsentation af de overnaturlige væsner, der findes i vores fantasi og i vores myter.
Bogen består af klassiske og moderne fortællinger af et virvar af forfattere såsom E. Nesbit, Diana Wynne Jones og Gahan Wilson, og Neil Gaiman selv bidrager også med en af hans tidligere udgivne noveller "Sunbird".

“I wished I could visit a Museum of Unnatural History, but, even so, I was glad there wasn't one. Werewolves were wonderful because they could be anything, I knew. If someone actually caught a werewolf, or a dragon, if they tamed a manticore or stabled a unicorn, put them in bottles, dissected them, then they could only be one thing, and they would no longer live in the shadowy places between the things I knew and the world of the impossible, which was, I was certain, the only place that mattered.” - Neil Gaiman

Når jeg læser novellersamlinger, antologier og eventyr, føler jeg ofte, jeg sidder med en stor portion af farverige Multismagsbønner. Det ene øjeblik læser jeg en herlig historie der smelter på tungen med kildrende vaniljesmag, efterfulgt af boblende eventyr med hindbærtoner, og det næste øjeblik påbegynder jeg en lovende historie, der dufter af karamel; blot for at opdage, jeg er blevet narret til at smage på ørevoks eller blyantsrester. Novellesamlinger repræsenterer noget uventet og fuldstændig uforudsigeligt; det er aldrig til at regne ud, hvad man egentligt får. Akkurat som med Rowlings kendte Multismagsbønner, famler man sig frem i blinde, tager forsigtigt en bid og lader sig overraske af smagen. Og sådan var det også i dette tilfælde.
Nogle af de udvalgte noveller var fantastiske fortællinger drysset med inspiration og fantasi - altimens jeg måtte opgive min tålmodighed og springe andre over. Nogle føltes alt for lange, mens andre virkede alt for korte. Nogle var som eventyr, nogle spredte snigende uhygge, smil og undren, mens andre forsvandt som dug fra solen uden at efterlade det mindste indtryk.
Bogens første novelle var en fantastisk historie, en unavngivet fornøjelse af Gahan Wilson. Fortællingens navn er i virkeligheden en tegning af en sort prik (og derfor umulig at gengive); og i den leger Wilson med en sammenbindning af illustrationer og ord. I "The Flight of the Horse" skaber Larry Nivon et komisk scenarie af science-fiction og fantasy. Med en varm ironi gemmer Nivon fantastiske elementer i en simpel historie, om en mand der foretager en tidsrejse for at anskaffe en hest.  I "Come Lady Death" beskrives kedsommelige overklassesballer, og opildnede forsøg på at skabe sensation og berømmelse. Beagle personificerer døden selv; og lader hende ankomme indhyllet i en glitrende elegance. Diane Wynne Jones' novelle "The Song of the Theare" skuffede mig med dens håbløst langtrukne tempo, og historiens præmis med guder og kaos-fremkaldende sønner indeholdt uanede mængder af uforløst potentiale. Ligeledes efterlod "The Smile on the Face" af Nalo Hopkinson mig med en halvhjertet interesse og en ufærdiglæst slutning.

“Death has a heart, but it is forever an empty heart.” - Peter S. Beagle

I antologiens forord skriver Neil Gaiman om, hvordan overnaturlige væsner er overnaturlige netop på grund af deres manglende definition. Han beskriver så fint, hvordan vi alle har individuelle forestillinger om en varulvs brøl eller en havfrues lokkende øjne. Fantasivæsener tilhører den enkeltes fantasi - og bliver kun vækket til live i vores egne grænseløse forestillinger. Derfor har monstre så mange ansigter, og enhjørninger findes i så mange afskygninger.
Fra denne tese udspringer "Unnatural Creatures", og formålet er at påvise hvor stor forskellighed de mytiske skabninger kan fremstilles med. I "Gabriel-Ernest" af Saki fremstilles en varulv med dæmoniske dyriske træk, mens "The Compleat Werewolf" af Anthony Boucher præsenterer en fortælling om en komisk varulv-forvandling med hurlumhej-lignende resultater. Novellerne danner således vidunderlige kontraster og fin sammenhæng.
Efterhånden som man færdes i Gaimans museum af unaturlige væsner, vil man dog opdage, at nogle af udstillingerne blot virker som hjemmelavede efterligninger af storslåede fabeldyr, mens andre vil forfærde en med deres virkelighedstro udtryk. Det hele kommer naturligvis an på de fantasibilleder, man selv bærer i sit indre. 

Konkurrence #6: Parisisk eskapisme

Denne konkurrence er venligst sponsoreret af People's Press.

Bøger kan omforme tid og sted; de kan fungere som magiske tidsrejser og komplicerede transportmidler, der flytter læseren fra en magelig plads i en mørkegrøn lænestol til en lille hjørnecafé i 1920'ernes Paris. Man blinker - og pludselig befinder man sig i en helt ny verden, et hidtil ukendt univers, eller en længe glemt tidsalder.

Akkurat sådan en effekt oplevede jeg, da jeg for nylig læste "Madame Hemingway" af Paula McLain. Bogen tog mig på en fortryllende rejse til et kunstnerisk Paris fyldt med store personligheder. Takket være People's Press kan en af jer nu også opleve denne stemning; de har nemlig sendt mig et ekstra eksemplar af bogen om Madame Hemingway og hendes første kærlighed. I kan læse meget mere om bogen lige her, og I kan læse min anmeldelse her. 

For at deltage i konkurrencen skal I blot skrive en lille kommentar til dette indlæg og fortælle, hvilket sted (eller tidsalder) I elsker at læse om. Husk også at skrive jeres e-mail, så jeg kan komme i kontakt med vinderen. I kan deltage i konkurrencen til og med d. 4/11, hvor jeg hurtigst muligt efter offentliggør den heldige vinder.

Tema-tirsdag #27: Efterårs-påvirkning

Det er efterår. Bladene er gule, røde, grønne og brune, og én for én begiver dig sig ned mod jordbunden. Når jeg kigger ud af mit vindue, er verden omdannet til en regnbue. Morgenerne er gradvist blevet kolde og mørke, og jeg har en anelse sværere ved at forlade min varme seng - men i det øjeblik jeg træder udenfor og indånder den særligt kendetegnende efterårsduft, har jeg slet ikke lyst til nogensinde at træde indendøre igen.

Efteråret fylder altid min verden med ro, med glæde og med skønhed. Jeg forundres igen og igen over oktobers gyldne refleksioner og brændte nuancer, og mit hjerte fyldes med trang til at bygge en hule i de nedfaldne blade, som jeg aldrig behøver at forlade. Jeg fortabes i en stemning, jeg slet ikke kan sætte ord på eller definere.

Ligesom årstiden påvirker mit humør, påvirker den også min læsning. Jeg mindes børnebøgerne om Anne på Grønnebakken, og flygter ind i en verden af gensyn og genlæsning. Hovedpersonen Anne Shirley udbryder ekstatisk: “I'm so glad I live in a world where there are Octobers.” Og jeg er fuldstændig enig med hende.

De korte dage giver mig lyst til at læse korte historier; og efteråret er mere end noget andet forbundet med novellesamlinger og eventyr. Jeg ved ikke, om det skyldes Sherlock Holmes' ikoniske brunlige beklædning eller historiernes mystiske præg, men jeg finder gang på gang mig selv med en trang til at dele hans opklaringer og oplevelser i det sænkende mørke.

De langsomt nøgne grene og sårbare træer, den snarlige varsel om Halloween og uhygge, sender direkte associationer til Brontë-søstrene og den dystre gotik. Jeg læser sjældent deciderede gysere; men snigende følelser af ubehag og vage hentydninger, hensætter mig altid i dyb fascination. Og de er særligt kendetegnende for efteråret, hvor jeg også finder forfattere som Oscar Wilde, Edgar Allan Poe og Shirley Jackson frem.

Og naturligvis farver min yndlingsbog også min yndlingsårstid. Jeg finder altid undskyldninger og anledninger til at presse "Persuasion" af Jane Austen ind i enhver sammenhæng; men efteråret er i sandhed bogens rette placering. Jeg skrev BA-opgave om romanens temporalitet med et særligt fokus på efterårsstemninger og øjeblikke. I en hel sommer skrev jeg side efter side om den rødgyldne årstids symbolik i Austens roman - og som konsekvens ser jeg nu Anne Eliot overalt i de faldne blade.

Efteråret er en ideel tid til bøger og til læsning - al slags læsning. Men ligesom chick-lit ofte associeres med sommerferier og strandlæsning, Dickens ofte med december og juleøjeblikke, og lyriske strofer forbindes med forårets blomsterspirer, så minder efteråret mig om en helt særlig form for læsning. Nogle bøger er, mere end andre, efterårsbøger fyldt med efterårsøjeblikke. I hvert fald for mit vedkommende.

Hvad med jer? Påvirker årstiden også jeres læsevalg? Hvilke bøger minder jer om efteråret? Og hvilke bøger har I fundet frem til at varme jer på i den kommende kulde?

"Kongedatteren Leonora Christina" (Leonora Christina #1) af Herta J. Enevoldsen

"Kongedatteren Leonora Christina" af Herta J. Enevoldsen, fra forlaget Gyldendal, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1979). 3/5 stjerner. 

"Kongedatteren Leonora Christina" følger en lille piges opvækst i 1600tallets royale kredse. Som barn af Christian d. 4. og Kirsten Munck, befandt Leonora Christina sig mellem titler og distinktion; hun var kongedatter, men ikke prinsesse.

I denne fortælling tegner Herta J. Enevoldsen et rørende portræt af en konge og hans yndlingsdatter, deres nære forhold og datterens gradvise overgang fra lille pige til ung kvinde. Christian d. 4., arrangerede et fordelagtigt ægteskab mellem Leonora Christina og adelsmanden Corfitz Ulfeldt, og Enevoldsen skaber lette forestillinger om barnlig romantik mellem dem. Fortællingen tager dog en mørk drejning, da kronprinsen, Leonora Christinas halvbror, og hans kone sender skulende blikke til det populære par, altimens Corfitz Ulfeldt bliver mere og mere utilregnelig.

“Han ville gøre sit yderste for, at hans yndlingsdatter Leonora Christina skulle gå en lykkelig skæbne i møde. Ville bekæmpe enhver fjende, der vovede at krumme et hår på hendes hoved - og bede forsynet skænke hende mange glæder og få sorger.”

Herta J. Enevoldsen skrev tre bøger om Leonora Christina - de stod sirligt på ræd og rakke på skolebibliotekets hylder, og jeg blev ved og ved med at genlåne dem og genlæse dem. Tilsammen med Marie Antoinette tror jeg, Leonora Christina var min største historiske fascination nogensinde. Jeg skrev et væld af skoleprojekter og opgaver om hende, og blev ved og ved med at sukke efter en tidsalder, der var længe forbi. Den voldsomme beretning fortalt i Enevoldsens farverige sprog, sad ganske enkelt fast i mig.

I årevis var bøgerne umulige at finde, umulige at købe; men nu er de genudgivet med overdådige forsider og revideret indhold. De tre bøger om Leonora Christina er blevet sammenspundet til blot to bøger, og jeg har været en anelse bekymret for mulige huller og mangler i historien. Heldigvis har det ikke umiddelbart været tilfældet.

Det er efterhånden mange år siden, jeg sad med bogen om Leonora Christina i hånden, og selvom jeg udmærket huskede de overordnede træk i den skæbnesvangre beretning, viste genlæsningen mig de mange detaljer, jeg havde glemt. Intrigerne og optakten til den lurende katastrofe, var blevet svage for mig. Men Enevoldsens fortælling mindede mig atter om, hvordan datidens royale skikkelser færdedes mellem hinanden, udvekslede sigende blikke, skabte fjender og uddelte kærlighed.

Og det er netop dér, bøgernes sande værdi fremstår. Selvom Enevoldsen tager parti, romantiserer, dramatiserer og til dels foretager en selektiv udeladelse af kendsgerningerne, formår hun at male levende stemningsbilleder af forbipasserede tidsaldre og personligheder. Historien gennemgår en forvandling og bliver til fiktion; en fjerlet, forståelig og simplificeret gennemgang af konger, prinsesser, stat og samfund.  

 “Du ved da, at enhver er sin egen lykkes smed. Og du og jeg, kæreste... vi vil sammen smede en lykke, der er stærkere end alt andet: Stærkere end hele jordens fyrværkeri - alle Blåtårns ugler - og alle onde varsler tilsammen.”

Jeg nød at atter åbne bogen og træde ind i mit barndomsdrømmerige. Enevoldsen balancerer så fint mellem indgående beskrivelser af baller, etikette, juveler og kjoler, følelsesmæssigt gætteri af kærlighed, lykke og uro, og historisk korrekte øjeblikke og vendepunkter. Hun tilsætter akkurat så meget krydderi til historien, som en 11-årig pige behøver for at bevare interessen - og som en 23-årig behøver for at kunne fyldes med nostalgi.
Desværre synes jeg særligt, denne bogs første del halter en anelse; Leonora Christinas opvækst og hverdagsdramaer bliver trukket i langdrag, Enevoldsen dvæler ved sin tunge understregning af Kong Christian d. 4.'s favorisering af hans såkaldte yndlingsdatter, og som konsekvens bliver Leonora Christina næsten reduceret til en Askepot-lignende figur overfor hendes søskende og omverden.
Naturligvis tilføjer den eventyrslignende opbygning en fortryllelse til den velkendte kongehistorie, og en blændende prinsessedrøm vil tage form i den yngre læsers sind under læsningen. Jeg ville blot ønske, jeg atter kunne læse historien på samme måde, som jeg gjorde, da jeg var 11, og færdedes blandt skolebibliotekets reoler. For bøger som disse taber lidt af deres tryllestøv med tiden - hvor kærligt gensynet med dem end må være. Jeg er splittet mellem nostalgi og fortrydelse; måske bør nogle bøger ikke genlæses, og måske er det umuligt at lade være. Jeg aner det ikke. 

Harry Potter dage

Hvert år i efterårsferien afholder Odense Centralbibliotek en såkaldt 'Harry Potter festival', og Odenses midte bliver pludselig ramt af et drys af magi. Man støder ind i børneskikkelser med pinke parykker, flyvske kapper og spidse hatte. Telte popper op i gågadens indre, og en hektisk aktivitet præger de folk, der færdes der, alt imens små råb af "Expalliarmus!" og  giver genlyd overalt. Banegården bliver fyldt med bebrillede børn med ar i panden, som alle stiger ind i et lidt anderledes tog. Man er slet ikke i tvivl, når denne festival finder sted - magien sniger sig ind overalt i Odense og er umulig at overse.

I går mødtes Nikoline og jeg for sammen at udforske de troldsmandsbeklædte gader. Vi vekslede vores penge om til galleoner i Gringotts, drak karameliseret ingefærøl på Den Utætte Kedel, besøgte spådomskoner, greb en fjerpen og skrev et bidrag til Profettidende, mødte mørke troldmænd og klappede en enhjørning. Vi trådte ind i Dumbledores kontor, spottede Umbridge i gågaden, hørte Hagrid fortælle et eventyr, altimens de velkendte Harry Potter-temasange brølede ud fra højtalerne.

Vi var begge overraskede over, hvor mange kræfter der var lagt i det, og hvor meget der var gjort ud af det. Men det bedste var nu ikke at vandre rundt i de små telte og kigge på kunstfærdige opstillinger af dyr med mærkelige navne og velduftende eliksirer i varierende flakoner - det bedste var at betragte de mange kappeklædte børn, der hoppede rundt med så megen entusiasme og glæde, at det ikke kunne undgå at smitte.

Harry Potter-festivalen er en årlig begivenhed i Odense, og finder sted fra torsdag-søndag i efterårsferien. Du kan se programmet for i dag, og evt. læse mere lige her.

"The Picture of Dorian Gray" af Oscar Wilde

"The Picture of Dorian Gray" af Oscar Wilde, fra forlaget Barnes & Noble, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1890). 4/5 stjerner.

Som titlen så fint illustrerer, omhandler "The Picture of Dorian Gray" et portræt af en ung mand ved navn Dorian Gray. Maleren, Basil Hallward, fascineres af Dorians smukke ansigt, og bruger ham som model til hans bedste maleri nogensinde. Da Dorians øjne falder på gengivelsen af hans eget ansigt, fyldes han med anger og fortrydelse over, at han ikke altid vil se akkurat sådan ud. Han ønsker brændende, at aldringsprocessen var anderledes; at det var billedet og ikke han, der ville ændres i takt med tidens gang.
Efterhånden som Dorian introduceres til Lord Henry Watton og hans skruppelløse principper, påbegynder han en hensynsløs og udsvævende livsstil. Dorian udnytter og sårer sine medmennesker, og skjuler sine synder bag en sympatisk maske. Hans gerninger sætter ingen spor på ham - men på maleriet af ham, spores en tydeligere og tydeligere ækel hæslighed. Maleriet er et direkte spejl af hans sjæl; og det viser den fordærvelse, hans ansigt skjuler.

“When one is in love, one always begins by deceiving one's self, and one always ends by deceiving others. That is what the world calls a romance.”

Der er bøger, der befinder sig lige på vippekanten mellem decideret gys og vag uhygge. Bøger som man ikke nødvendigvis gisper over eller har mareridt om; men som alligevel kaster lange skygger, der jager en mens siderne vendes. Bøger som ikke er skræmmende på grund af dramatiske hændelser - men derimod gradvise forandringer. "The Picture of Dorian Gray" er netop en bog af denne slags, og den er fyldt til bristepunktet med dyster gotik.
Oscar Wilde maler jagende billeder med blomstrende ord; bogen svælger i dekadence, og åbningsscenen slår tydeligt tonen an, med en fuldendt beskrivelse af den tunge og bedøvende rosenduft. Karakterernes dialoger er ligeledes omfattende og endeløse. De tre hovedpersoner, Basil Hallward, Lord Henry Watton og Dorian Gray har både humoristiske, skræmmende og absurde diskussioner om deres forskellige standpunkter og livsfilosofier. 
Basil er bogens kunstner, og han er en beundrer af det smukke, det naturlige og det uskyldige. Han og Lord Henry står overfor hinanden som fuldstændige modsætninger, og Lord Henry prædiker således højtlydt om at give sig fuldstændigt hen til sine lyster, at lukke øjnene for morale og principper, og at føre et skruppelløst og hæmningsløst liv. De to mænd søger hver især at påvirke og forme Dorian efter deres idealer; hvor Basil ønsker at bevare hans uskyldige naivitet og isolation fra den lokkende omverden, stræber Lord Henry efter at oplyse ham og lade ham jagte alverdens nydelser.
Dorian selv finder en høj grad af fascination overfor Lord Henrys livsstil, og gennem deres forhold dannes en proces af langsom korruption. Wilde eksaminerer menneskehedens forfængelighed, egoisme, ondskabsfulde tendenser og isnende ligegyldighed i Dorians  ændrede opførsel. Det så mesterlige maleri af Dorian selv bliver grimmere og grimmere, i takt med Dorians sjæl bliver sortere og sortere. 

“Words! Mere words! How terrible they were! How clear, and vivid, and cruel! One could not escape from them. And yet what a subtle magic there was in them! They seemed to be able to give a plastic form to formless things, and to have a music of their own as sweet as that of viol or of lute. Mere words! Was there anything so real as words?” 

Noget af det mest uhyggelige, mest ufattelige og mest skræmmende i denne verden, er for mig hvordan mennesker, kan træde på og udtvære hinanden blot for egen vinding. Hvordan et øjebliks fornøjelse kan synes vigtigere end en andens velvære. Hvordan egoisme gang på gang sejrer over omsorg i forhold til behandlingen af sine medmennesker. Og det er netop dét, der får disse tematikker i "The Picture of Dorian Gray", til at sprede gåsehud og vække halvgennemsigtige silhouetter af hjemsøgende ånder til live. 
Det groteske monster i denne bog er i virkeligheden menneskeligt - og hypnotiserende smukt. Dorian vandrer gennem gaderne med et uberørt ansigt, og dog så megen ondskab i hans hjerte. De synder, han udfører, tager drastiske drejninger, men størstedelen af dem er dog næsten hverdagslige hændelser. Udnyttelsen af andre mennesker til egen fordel, den fuldstændigt følelseskolde opfattelse af andres tilværelser og den gennemført hedonistiske livsstil er ikke en utænkelig uhyrlighed. Den ses derimod på daglig basis, malet med oliefarver i tilfældigt forbipasserendes ansigter - selv i dag.
Wilde leger med elementer af manipulation og djævlepagte. Da Dorian ytrer sit ønske om maleriets ungdommelighed, tilbyder han alt til gengæld; en kostelig pris for bevarelsen af sin egen forfængelighed. Desuden fungerer Lord Henry som en forledende og hviskende stemme i Dorians øre, djævelen på hans skulder. Dorian er uendeligt letpåvirkelig, og skubbes ind på akkurat den vej, Lord Henry ønsker, han skal gå. Dermed ikke sagt, at Dorians ondskab ikke er hans egen, for han benytter Lord Henrys principper i en sådan ekstrem grad, at de fordrejes til uigenkendelighed.
"The Picture of Dorian Gray" er en af verdenslitteraturens største gotiske klassikere; med en kulørt strøm af sprogbilleder, et levende persongalleri og en direkte pegefinger på menneskehedens mørkeste sider, er bogen tidsløs i både indhold og form. Historien er ligeså uforgængelig som det evigt ungdommelige maleri af Dorian Gray selv; og romanen vil også nyde evig ungdom, endeløs beundring og sprede foruroligende spørgsmålstegn langt ud i fremtiden. Dens temaer vil aldrig forgå, og dens skræmmende portræt vil aldrig ældes. Det er i sandhed en klassiker i ordets mest simple forstand.

“You will always be fond of me. I represent to you all the sins you never had the courage to commit.” 

"Madame Hemingway" af Paula McLain

"Madame Hemingway" (org. titel "The Paris Wife") af Paula McLain, fra People's Press, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2011). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra People's Press. 3/5 stjerner. 

"Madame Hemingway" er en fiktiv fortælling om ægteskabet mellem forfatteren Ernest Hemingway og hans første kone Elizabeth Hadley Richardson. Bogen strækker sig over årene 1920-1927, og følger parrets første møde, deres forelskelse, flytningen til Paris, Hemingways første udgivelser og forfatterkampe, og vejen til deres endelige brud.
Bogen er fortalt fra Hadleys perspektiv som en slags erindring - med undtagelse af tre korte kapitler som er fortalt fra Ernest Hemingways eget synspunkt. Paula McLain forholder sig til historiske begivenheder, og bogen er bygget op om en historisk korrekt kronologi.
Gennem Hadleys øjne beskrives 1920'ernes glitrende  kunstnermiljø i Paris, ægteskabelige kvaler, altopofrende kærlighed og små hjemlige øjeblikke af glæde og sorg med en af verdenslitteraturens største skikkelser - Ernest Hemingway. 

“Tre minutters magi, som kortvarigt blev afbrudt og derpå genopstod i nye tre minutter. Måske var lykken et timeglas, der allerede var ved at rinde ud, mens sandskornene flokkedes om det lille hul i midten og dryssede ned gennem det. Eller måske var det en sindstilstand - som Nora Bayes påstod - et fremmed land, man selv kunne forme ud af den tomme luft og danse ind i.”

Lige for tiden hersker der en konstant stigende fascination for 1920'erne og den lille cirkelkreds af kunstnere i datidens parisiske boheme-miljø. Woody Allen tog et biografpublikum på en magisk tidsrejse i "Midnight in Paris", Fitzgerald og hans store Gatsby er blevet fornyet i en overdådig filmatisering, og Hemingways "Der er ingen ende på Paris" er blevet genudgivet og redigeret på ny.
Vi drages ubehjælpsomt mod denne tid af glamour, jazz, prosa og nytænkning. Datidens lidt mørkere undertoner af fester og druk uden ende, snuskede gadehjørner og ambitiøs fattigdom, er kun med til at danne yderligere kontraster, spænding og elektricitet - og fascinationen forsætter.
"Madame Hemingway" er netop et produkt af denne fascination med en tid, der kortvarigt eksisterede for næsten 100 år siden. Selvom romanen hovedsageligt beskæftiger sig med  kærligheden mellem Hemingway og Hadley, deres forsøg på at forene litterære ambitioner med et simpelt familieliv og den gradvist voksende kløft mellem dem, maler McLain også et kulørt baggrundstæppe af Paris' berusende magt, og de mennesker der færdes der. Ægteparret Fitzgerald, John Dos Passos, Ezra Pound og Gertrude Stein danser ind og ud mellem historiens sider i et virvar af fester, intriger, venskaber og intellektuel konkurrence.
Gennem Hadleys øjne formidler McLain dog et lidt mere kritisk blik på 1920'ernes udskejelser. Hadley fremstilles som en enormt jordbunden og næsten snusfornuftig kvinde, der langt hellere vil tilbringe en stille aften med mand og barn end med en svimlende svirretur i nattens mørke. Da hun møder Ernest Hemingway i 1920 til en fest i Chicago, har hun nærmest intet oplevet, intet set og ingen kendt. På trods af hendes 28 år, fremstår hun fuldstændig skærmet fra verdenen på grund af hendes beskyttede opvækst. 
Ernest Hemingway, der er 21 år ved sit første møde med Hadley, er derimod en helt anden; han har været i krig, han har levet, og han har allerede formet klare ambitioner for hele sit livsforløb. Han præsenterer sig selv selvsikkert som 'forfatter' - på trods af han endnu ingen bøger har skrevet. Hadley drages af hans karismatiske og eventyrlige personlighed, og han tiltrækkes af hendes ligefremme og gennemført gode sind. Efter en stormvind af brevudveksling og hastigt nedskrevne tanker, frier han til hende - og de bliver gift. Senere drager de mod Paris for at leve, skrive og drømme.  

“Jeg opdagede, at bøger kunne rumme fantastiske eventyr. Jeg forblev under mit tæppe og bevægede mig dårligt nok; ingen kunne gætte, hvordan min hjerne summede, og mit hjerte svulmede af alle de historier, jeg læste.”

For Ernest Hemingway er Paris en øjeblikkelig forelskelse, trods gnavende fattigdom og vedvarende sult. For Hadleys vedkommende fremstår Paris som en forvirrende gigant; et larmende, råbende, brølende miljø af kunstnere og intellektuelle, som hun aldrig helt forstår at færde sig i blandt. Hun føler sig altid fremmed, og altid tilsidesat når Hemingway forlader hende for at skrive på caféer, diskutere litteratur og skaffe forbindelser.
Deres to personligheder fremstilles til en vis grad som uforenelige; på grund af Hemingways prioriteringer, Hadleys traditionelle familiedrømme og den stigende grad af frustration og adskillelse. I løbet af bogens forløb slås der mange tydelige revner og skår i parrets ægteskab, og den endelige kulmination er uundgåelig. Da Hadley en dag glemmer Hemingways kuffert med uerstattelige manuskripter i en togkupé, er det begyndelsen til enden. Advarslende toner og truende skyer følger konstant derefter.
Eftersom denne bog er skrevet fra Hadleys perspektiv, er det ultimativt også hende, læseren ender med at fatte sympati for. McLain karakteriserer Hemingway som en stor mand med store tanker og et vidunderligt litterært nærvær; men hun dæmoniserer ham også til en vis grad. Alt for ofte kommer han til at fremstå som en afstumpet machomand og egocentreret forfatter - og eftersom sandheden altid har to sider, virker det en anelse oversimplificieret.
Ligeledes kaster McLain også en del af skylden for det kuldsejlede ægteskab på datidens kunstnermiljø, og 1920'ernes udsvævelser. Paris' hektiske liv med evige fester, utallige drinks og glamourøse mennesker betragtes ikke mildt gennem Hadleys øjne - tværtimod. McLain tilbagefører problemerne mellem Hadley og Hemingway til datidens mangel på traditioner og moraler; den tidsmæssige opløsning afspejler sig direkte i ægteskaberne. Dette illustreres ved en vedvarende dvælen over andres affærer og skilsmisse - og dysfunktionelle forhold vandrer utrætteligt gennem bogen.
Jeg nød oprigtigt at læse "Madame Hemingway". Det er en velskrevet bog med dybe rødder i grundig research og en hovedsageligt troværdig fremstilling af kendte begivenheder og personligheder. Siderne vendtes hurtigt, og jeg blev indhyllet i et fortryllende slør af parisisk atmosfære og historiske øjeblikke. Bogen førte mig igennem elegante saloner,  spanske ferier, iskolde loftskammere og ægte kærlighed. Hemingways gradvise kampe på forfattervejen blev beskrevet indgående, og sammenhængen mellem hans liv og hans fiktion blomstrede op for øjnene af mig. Hadleys stemme var så rolig, så malende og så sympatisk at lytte til og at læse. Hendes fortælling flød afsted. Jeg ville blot ønske, at der havde været mere plads til nuancerne i Hemingways sind; en højere grad af kompleksitet i beskrivelsen af en så dybt kompleks mand. 

(Da jeg ved et tilfælde tog bogens smudsbind af, opdagede jeg dens smukke og helt simple design nedenunder. Farven er den sarteste lyserød, og bogen stråler af yndig romantik.)