mandag den 6. januar 2014

"Still Alice" af Lisa Genova

"Still Alice" af Lisa Genova, fra forlaget Simon & Schuster, udgivet i 2012 (org. udgivet i 2007). Boggave fra Irene ifbm. boggave projektet. 3/5 stjerner.

"Still Alice" er Lisa Genovas debutroman, og den følger en 50-årig kvindes svigtende hukommelse og stigende forvirring. Genova har selv en baggrund indenfor neurovidenskab, og hendes viden om emnet kommer til udtryk i løbet af bogen.
Alice Howland er 50 år, og arbejder side om side med sin mand, John Howland, som professor på Harvard. Alices speciale er kognitiv psykologi og særligt lingvistik; hun beskæftiger sig med sprog og med ord - og derfor er det sådan et stort chok, da hun pludselig en dag netop selv mangler dem. Ordene.
Hvad Alice i starten antog som en almindelig del af overgangsalderen, ændrer sig hurtigt til noget langt mere alvorligt, skræmmende og tragisk. Alice får stillet diagnosen Alzheimers - og med ét forandres hele hendes verden. 

My yesterdays are disappearing, and my tomorrows are uncertain, so what do I live for? I live for each day. I live in the moment. Some tomorrow soon, I'll forget that I stood before you and gave this speech. But just because I'll forget it some tomorrow doesn't mean that I didn't live every second of it today. I will forget today, but that doesn't mean that today doesn't matter.

Der findes så mange skræmmende sygdomme i verden og så mange tilhørende tragiske skæbner, at det gør helt ondt at tænke på. En af dem er Alzheimers; en sygdom der tvinger dens offer at glide væk fra sine minder, fra sit sprog, og gradvist fra sig selv. En sygdom der som et ufrivilligt viskelæder fjerner ethvert ord i en kærligt fyldt bog. 

"Still Alice" omhandler netop denne proces af gradvis glemsel. I stedet for at fokusere på sygdommens slutforløb og endelige konsekvenser, følger bogen i stedet Alice efterhånden som hun snubler over flere og flere mørke huller i hendes hukommelse. Fra de tidlige episoder af glemte nøgler og forlagte huskesedler til en svindende korttidshukommelse, glemte navne og desorientering i sit eget hjem, ændrer Alices liv sig drastisk, måned efter måned - indtil hele hendes tilværelse pludselig er et fjernt ekko af det, der engang var.
Jeg har aldrig kendt nogen med Alzheimers, og jeg har intet andet end det mest overfladiske kendskab til sygdommens omfang, så jeg kan ikke udtale mig om troværdigheden i Alices fiktive sygdomsforløb med andet belæg end, at bogen overbeviste mig. Den føltes smertefuldt ægte, mens jeg læste den, og den frustration og magtesløshed som bogens karakterer bar rundt på smittede en anelse af på mig undervejs. Særligt forholdet mellem Alice og hendes mand, John, føltes som et knivskarpt virkelighedsbillede. John benægter stædigt enhver form for erkendelse af Alices sygdom og den betydning, den indebærer, og kan som resultat knap nok møde hendes blik over middagsbordet. Han distancerer sig mere og mere fra hans elskede kone, og trækker sig længere og længere ind i en skrøbelig tryghedsboble - og som resultat spilder de begge dyrebar tid.
Alices børn er derimod langt mere problematiske størrelser - de er det ene øjeblik dybt påvirkede af moderens sygdom, og det næste fuldstændig afklarede, mens de næsten lever deres liv, som de altid har gjort. Sommetider virker hele deres omstilling for let og for affærdigende. Det er derimod netop i de anstrengte forhold, de grimme reaktioner og fejltrin, jeg finder menneskeligheden i Genovas persongalleri - og dermed også troværdigheden.

She liked being reminded of butterflies. She remembered being six or seven and crying over the fates of the butterflies in her yard after learning that they lived for only a few days. Her mother had comforted her and told her not to be sad for the butterflies, that just because their lives were short didn't mean they were tragic. Watching them flying in the warm sun among the daisies in their garden, her mother had said to her, see, they have a beautiful life. Alice liked remembering that.

Skrivestilen i "Still Alice" er til dels hverdagslig og fortalt fra en simpel udeforståendes synsvinkel, mens Genovas egen baggrund indenfor neurovidenskaben andre gange skinner tydeligt igennem. Videnskabelige og komplicerede begreber optræder til tider i lægernes sterile rum, mens dybere forklaringer bliver hevet ned til et alment niveau. Skrivestilen gør bogen let at læse, og let at følge, selvom konkret videnskab også sniger sig ind undervejs. Genova er dygtig til at formidle sin viden, og efterlader hverken spørgsmålstegn eller undren.
Som titlen, "Still Alice", også antyder, stiller bogen spørgsmål om identitet og det identitetsskabende. Alices største frygt er at ophøre med at være Alice; at minderne der langsomt smuldrer væk mellem hendes fingre, fratager hende essensen af hende selv. En del af hendes daglige rutiner er at besvare en række personlige spørgsmål, såsom hendes barns fødselsdag og hendes egen adresse - og intet er så smertefuldt som at bevidne svarene, der bliver kortere og kortere, efterhånden som Alices hukommelse svinder ind.
Genova kredser gentagende gange om diskussionen om, hvorvidt dine minder, oplevelser og erfaringer, gør dig til den du er - og i så fald, om fratagelsen af dine minder nulstiller din identitet. Alice når selv frem til, at hun tror på en sjæl, der fungerer seperat fra hjernen - men den endelige konklusion efterlades åben og uafsluttet.
Overordnet set er dette en smuk bog om et grusomt emne. I dens grimmeste øjeblikke, skærer den skarpt som glas, og i Genovas enkelte forsøg på romantisering fremstår den mest utroværdigt. Der var særligt ét øjeblik mod bogens slutning, der blev løst for hurtigt og for simpelt, altimens det blev iøjenfaldende tydeligt, at Genova bevidst undveg en tung diskussion. Bogen har dog andre opvejende kapitler med så dybe følelser og sitrende nerver, at jeg ved, den vil spøge i min erindring lidt endnu. For på trods af en ubeslutsom fortællervinkel og en hurtig udvej, er det ikke bog, man bare lægger fra sig med et  simpelt skuldertræk. Snarere, tværtimod.

10 kommentarer:

  1. Det er en af de få bøger, jeg har læst gennem de senere år, som fik store tårer til at trille ned af kinderne på mig og min mave til at krølle helt sammen. Jeg har ikke haft sygdommen så tæt på mig (men er stødt på flere, der har lidt af den), men det var lige så meget tabet af personlighed, hukommelse og værdighed - og ikke mindst de ændrede relationer til andre - som rørte mig dybt. Jeg bliver stadig trist, når jeg tænker på bogen - men på en god måde, for det var en virkelig god, men sørgelig læseoplevelse.

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det smukt, den har rørt dig så dybt! Jeg blev slet ikke så medtaget af den, at jeg græd, og det er egentligt skørt, for der skal slet ikke så meget til, for at få mine tårer til at trille. Måske var det blot fordi, jeg blev så irriteret over hele løsningen på Alices sommerfugle-beslutning. Jeg ved det ikke helt.

      Men det ér en stor læseoplevelse. Sørgelig og god.

      Slet
  2. Jeg har netop færdiglæst bogen - efter at have hørt om den herinde på din blog - slugte den på et par dage (er ikke så hurtig en læser som jeg kan se du er). Jeg må indrømme at jeg nærmest storhulkede til sidst. Jeg kan godt se dine pointer om romantisering og udeblivelsen af den helt tunge diskussion. Men den må vi jo så selv tage.
    Jeg vil dog gerne sige dig tak for en god læseoplevelse. Uden din blog var jeg ikke faldet over bogen - så tak for det!
    Camilla

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh tusind tak for de søde ord! Jeg er glad for, du har kunne bruge bloggen til at opspore en god læseoplevelse! :')

      Og hvor er det smukt, den har berørt dig så meget. Jeg blev slet ikke så dybt rørt af den, som jeg troede, jeg ville - men der er ingen tvivl om, den vil blive siddende i mit baghoved lidt endnu. Det var netop slutningen, der irriterede mig lidt og også hvor let hun hopper hen over hele 'sommerfugle-beslutningen' (i mangel af bedre ord!). Det virkede bare for 'nemt'. Men ok, det er også en ret voldsomt diskussion at inddrage, jeg synes blot ikke, hun fulgte den til dørs.

      Slet
    2. Hej Rikke

      Hvis du gerne vil se diskussionen til ende, så kan jeg anbefale dig at se "Amour" den fransk/østrigske film der vandt en Oscar sidste år for bedste udenlandske film.

      Den var gribende - men på en mere alvorlig måde. Hvor "stadig Alice" jo nok er som en Hollywood film - så har du her sværvægteren - men med lidt samme tema.

      Camilla

      Slet
    3. Tusind tak for tippet! Det vil jeg afgjort se nærmere på!

      Slet
  3. Jeg beundrer sådan folk, der læser denne. Kan simpelthen ikke få mig selv til at læse bøger, der handler om sygdom!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg forstår dig godt! Jeg synes også, det kan være et svært emne at tage fat på. Bogen er dog, ikke desto mindre, ret velskrevet og informativ på emnet :)

      Slet
  4. Jeg elsker, hvordan man altid kan mærke din enorme passion i dine tekster! Du skriver så flot :D Q&A har jeg også engang haft, og synes egentlig meget godt om den, men kommer nu først lige i tanke om, at den da egentlig er væk? :p

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! Og det var dog irriterende! Du må på skattejagt efter den ;)

      Slet