lørdag den 1. februar 2014

Books that built me #1

Efterhånden opfatter jeg min blog, som mit personlige arkiv. Ved at skrive om de bøger, jeg læser, formår jeg også at fastholde dem en smule længere i min hukommelse. Jeg kan skelne dem fra sammenkludringen af et helt livs læsning, og jeg kan genkalde mig mine umiddelbare indtryk i en dokumenteret tankerække.
Sommetider ville jeg ønske, jeg havde startet bloggen noget før, så jeg havde et mere fyldestgørende læsearkiv. For bloggen repræsenterer kun den læser, jeg er - og ikke den læser, jeg var. Det er en nutidsstørrelse, der kun beskæftiger sig med de bøger, jeg læser eller genlæser - eller de bøger, jeg regner for mine evige yndlinge, og derfor altid får nævnt.
Jeg har læst så mange bøger i mit liv, at jeg så hurtigt overser fortidens favoritter. De bøger, der efterlod et indtryk, der måske ikke varede evigt, men derimod blot definerede min læsning i et kort tidsrum. Derfor har jeg besluttet mig for, indimellem at skrive bogmæssige flashbacks-indlæg om bøger, der engang betød alverden for mig - men som jeg sjældent får nævnt. Jeg vil skrive om bøger, der betød noget for 10 år siden, og bøger der rørte mig for 2 år siden. Til både anbefaling og erindring.

Et af de største (og mest ambitiøse) bogprojekter, jeg nogensinde har kastet mig ud i, var da jeg besluttede mig for at læse alle titler fra BBC's 'Top 100 Reads'-liste. Set i bakspejlet var det på sin vis en smule manisk og meningsløst - for jeg endte med at læse mange bøger, jeg ingen interesse havde i, udover at kunne udstrege endnu en titel på den lange liste. På den anden side var det også godt for mig; for jeg blev introduceret for fantastiske bøger, jeg aldrig selv ville have skænket en tanke.
To af de største læseoplevelser listen introducerede mig til, var "The Secret History" af Donna Tartt og "Brideshead Revisited" af Evelyn Waugh. Jeg kan huske, jeg læste bøgerne efterhånden, som jeg stødte på dem i genbrugsbutikker og på loppemarkeder. Da jeg en dag genkendte Donna Tartts navn, rynkede jeg næsten på næsen over den slidte, orange bog, der kom med mig hjem. Det var ikke en bog, der lignede noget, jeg ville eller kunne læse. Men jeg følte jeg skulle, så det gjorde jeg.
"The Secret History" viste sig derefter at være en bog, jeg ikke kunne slippe af med. Den jagede og hjemsøgte mine tanker i lang tid efter endt læsning. Selv den dag i dag, husker jeg stadig følelsen, den efterlod mig med, på trods af jeg ikke længere husker bogens eksakte hændelser. Bogen er en slags psykologisk thriller og helt udenfor min egen fasttømrede genrelæsning. Den første side afslører et mord, og resten af siderne forklarer hændelserne, der ledte op til det. Dét at man som læser ved, hvad det uundgåelige udfald er (og hvem der var skyld i det), gør kun bogens stemning endnu mere foruroligende og forstyrrende. Man vender siderne med en panisk hastighed i håb på forståelse, forklaring eller måske fortrydelse.
"Brideshead Revisited" fremstår uendeligt sløret i min hukommelse. Ofte er det filmen, der toner frem på min nethinde i stedet for bogen selv; og det er en skam, for jeg husker de rumsterende tanker, bogen efterlod mig med. Komplicerede spørgsmål om religion, pligtfølelse, skam, magtbalancer og forblændet beundring, forenes i Waughs fortælling om en dysfunktionel familie og den tiltrækningskraft den udøver hos en ung mand. Jeg læste bogen på én dag, og har lige siden drømt om at genlæse den. Jeg tror bare ikke helt, jeg nogensinde får det gjort.
Den sidste bog, jeg kaster mit blik tilbage på i dette indlæg, er "Marie Antoinette" af Antonia Fraser. Jeg tror muligvis, det var den første nonfiktion bog, jeg læste af eget valg. Den hjalp mig til at forstå en periode, jeg elskede, og en skæbne jeg hidtil kun havde læst om i romantiseret fiktion. Bogen pustede nyt liv i en historisk fascination, jeg endnu er hjælpeløst besat af.

Hvad med jer? Oplever I også sommetider, at nogle af fortidens favoritter bliver fortabt i mængden af nylæste bøger - på trods af at I nød dem engang? Kommer I også sommetider i tanke om en bog, og husker den var god - på trods af I ikke rigtigt husker bogen selv?

14 kommentarer:

  1. Ja, hvordan ville bloggen have set ud, hvis man var startet fra starten! Min er knap 6 års læsning og 548 bøger, så det totale overblik ville jo være enormt. Men det ville være dejligt at kunne se det hele, som man oplevede det i øjeblikket.

    Men jeg har dog mine favoritter, som jeg genlæser mest - Simone de Beauvoir (Alle mennesker er dødelige) er på toppen.

    Jeg genlæste dog Brideshead for 2 år siden, og blev så positivt overrasket over, hvor meget end filmen den er - så kast dig ud i den! Jeg kan tage mig selv i at se en bog i reolen og huske fornemmelsen, men ikke detaljerne i personerne. Sådan har jeg det netop med Vikram Seths Suitable Boy - men jeg orker vist ikke at læse den mursten igen. Desuden gav den mig en fibersprængning i armen, da jeg gik og læste på gaden og holdt den i en hånd. Det bliver mit største minde om den bog tror jeg - gipsarm, genoptræning og smerter :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Sommetider kunne man godt ønske, man havde en bedre oversigt over bøgerne før i tiden. Jeg spekulerer også tit på, hvor mange bøger jeg egentligt har læst i løbet af mit liv. Det er jo ikke til at vide!

      Jeg har også favoritter, jeg læser igen og igen. Og det er rart, for så bliver de hos en :)

      Godt at du havde sådan en positiv oplevelse med at genlæse Brideshead. Jeg vil virkelig gerne få det gjort, men der er også så mange andre bøger der banker på og venter, så det er lidt en længere proces.
      Hvor er det fint, du har læst Vikram Seths gigant-bog. Det er en af de få bøger fra BBC's liste jeg måtte opgive. Jeg læste 92 sider, og jeg gav op. Den virkede ligeså tung for mig, som den ser ud :)

      Slet
  2. Jeg kommer rigtig ofte i tanke om bøger jeg synes var fantastiske i min barndom/ungdom, men som jeg slet ikke kan huske hvad handler om. Er nu heller ikke sikker på at jeg ville synes særlig mange af dem var gode idag... Men sommetider får jeg alligevel lyst til at genlæse dem :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kan være lidt af en balancegang, for sommetider er de endnu bedre med et større perspektiv, og andre gange kan det ødelægge en elsket favorit. Suk :)

      Slet
  3. Jeg er også begyndt at skrive anmeldelser på Goodreads af samme grunde, som du nævner med din blog :-)
    Den Uendelige Historie af Michael Ende var virkelig min yndlingsbog, da jeg var omkring de 12-13 år - jeg holder stadig af filmen og besluttede mig for nyligt for, at jeg var nødt til at genlæse den. Det var desværre lidt af et antiklimaks, eftersom første halvdel af bogen er suveræn, men den anden halvdel er rimelig... Meh. Jeg husker det som at hele bogen var fyldt med magi!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig også rart at have et læse-arkiv på den måde. For bøgerne forsvinder så hurtigt ud af horisonten ellers, synes jeg. I hvert fald når man læser meget.
      Og sikke en skam! :/ Man får lidt 'ødelagt' glansbilledet på den måde.

      Slet
  4. Det er altså også nogle gode bøger :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Jeg elsker dem :)

      Slet
  5. Jeg er (som sædvanlig ;)) helt enig med dig, og ved præcis hvad du mener! Jeg har lige siddet og redigeret en del i mine Goodreadshylder, og det gik op for mig, at mange af de bøger jeg har på "all-time favourites" eller har givet 5 stjerner... Ja, jeg kan faktisk ikke huske så meget andet om dem end, at jeg elskede dem! :)

    På mange måder synes jeg faktisk det er OK - hvis en bog har betydet noget specielt på et tidspunkt, så kan den oplevelse ikke formindskes af, at man måske 10 år senere jo er et andet menneske, og at bogen derfor ikke betyder det samme... Men jeg kan alligevel godt nogle gange være "bange" for at genlæse en gammel favorit - hvad nu hvis den ikke var lige så fabelagtig som jeg husker?
    Det samme gælder det med anbefalinger, du talte om for nylig - der er også bøger som jeg måske i dag ikke ville kunne "stå inde for" på samme måde som da jeg først kastede min kærlighed på den, og derfor kan det være "farligt" at anbefale den vidt og bredt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Enighed er rart! :) .. Og det er simpelthen så mærkeligt. Man er efterladt med en vag erindring, om at man elskede en bog - men man aner ikke hvorfor. Det er netop også et problem ved anbefalinger. "Hvad er godt ved bogen?" "Øh, det ved jeg ikke, den er bare god." Det er virkelig svært.

      Jeg har det også lidt blandet med genlæsninger. Nogle af mine nyere favoritter læser jeg igen og igen; men de der lægger længere tilbage i horisonten, har jeg svært ved at samle op igen. Jeg købte for nylig en af mine barndomsyndlinge i en genbrug, men jeg har ingen planer om at læse den. Jeg vil bare gerne eje den, fordi jeg ved, jeg engang elskede den. Giver det mening?

      Slet
  6. Harry Potter-serien er min barndom, og dermed også mit liv. Det er utrolig svært for mig at beskrive med ord hvad bøgerne har betydet for mig andet end: alt. Og det sjove er at de veninder jeg føler mig allermest tæt med også er vokset op med bøgerne. Jeg kan ikke lade være med at tro at det har lidt med det at gøre.
    Før jeg læste Harry Potter var jeg faktisk i gang med at læse Kaninbjerget og husker tydeligt at min mor og mormor fortalte mig om den her nye bog, som alle bare snakkede om og som var så populær. Jeg følte nærmest de direkte fornæmede Richard Adams og han fortælling om kaninerne, selvom det oprindeligt var dem, der havde anbefalet mig at læse bogen, og nægtede at høre at troldmænd var det nye. Men jeg måtte indse at min stædighed var latterlig, for hele universet i Harry Potter var som skabt for lille mig og havde det ikke været for alle de utrolig fantastiske læsestunder og den glæde de bragte, så var jeg nok stoppet med at læse i en alt for tidlig alder, som jeg desværre har indtryk af at mange børn og unge gør. Jeg tænker tit på hvor fantastisk det er for os, der voksede op med en længsel efter den nyeste bogs udgivelse, og hvad denne længsel har betydet for hele min barndom. Serien vil helt klart have en anden betydning for de børn og unge, der nu har adgang til alle bøger på en gang, omend læseoplevelsen ikke vil være lige så fantastisk. Men det vil aldrig være det samme som at sidde i 2002 og vende den sidste side af Flammernes Pokal med en følelse af alting nu er meget mere dystert i takt med at ens eget liv også ændrer sig, fordi man blive ældre.

    Wow, lang kommentar! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lange kommentarer er nu også rare! :) Jeg deler virkelig din passion for Harry Potter - jeg tror, det er typisk for den læsende del af vores generation. Det var en så komplet verden at forsvinde ind i, og det satte evige spor.

      Jeg kan også stadig huske, da Flammernes Pokal udkom. Jeg læste den på en enkelt dag, og så ventede jeg atter på den næste bog i serien. Man blev virkelig ramt af voldsom læsefeber, og det var netop noget særligt at læse bøgerne efterhånden som de kom ud. Man føler, man var med 'helt fra starten' på den måde, og det er næste en milepæl. Jeg er sikker på, HP bøgerne vil være en del af verdenslitteraturhistorien om 50 år - og så er det fantastisk, at man var med til at opleve det.

      HP-bøgerne genlæser jeg stadig, og jeg opdager stadig nye detaljer og fantastiske sætninger i de bøger. Der er altid noget nyt over dem, selvom de er gamle. Men forventningens glæde over, hvad der skal til at ske, og den paniske trang til at vide mer,e mere, mere er jo blevet slidt af. Det har nu også sin charme at læse bøgerne på forskellige måder, men sommetider kan jeg godt være misundelig på dem, der kan læse HP for første gang. For det er noget helt enestående.

      Slet
  7. Det er en skøn idé - har selv overvejet at hive et par yndlinge ud af reolen, som fortjener lidt opmærksomhed, men som ikke lige er aktuelle på genlæsningslisten (der er jo så mange ulæste bøger, der venter...).

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak! Og ja, det er netop det. Hvis jeg skulle genlæse alle de bøger, jeg havde lyst til at genopleve, er jeg desværre bange for jeg aldrig helt ville komme videre :)

      Slet