"The Princess and the Goblin" af George MacDonald

"The Princess and the Goblin" af George MacDonald, fra forlaget The Folio Society, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1872). 4/5 stjerner. 

C.S. Lewis udtalte engang, at han betragtede George MacDonald som sin læremester, og ligeledes har J. R. R. Tolkien og E. Nesbit også udpeget ham blandt deres største inspirationskilder. Jeg læste hovedsageligt "The Princess and the Goblin" for at finde ud af hvorfor.
"The Princess and the Goblin" er et eventyr, der udspiller sig på en tindrende høj bjergside, hvor prinsesse Irene bor i et prægtigt slot men omgivet af alverdens farer. Det er forbudt for enhver at træde udenfor en dør efter mørkets frembrud; for efter mørkets frembrud dukker gnomerne op, og de er rædsomme skabninger.

En dag befinder Prinsesse Irene sig dog ude i mørket, og bliver kun reddet af sit tilfældige møde med en minearbejders søn. Curdie bliver hurtigt prinsesse Irenes medsammensvorne, og sammen vikles de ind i en kæderække af opdagelser, farer og eventyr.

“Her face was fair and pretty, with eyes like two bits of night sky, each with a star dissolved in the blue.”

I denne lille bog opdagede jeg således et bedårende eventyr om en tapper prinsesse, en magisk bedstemor, en hjælpsom minearbejder og en hel population af hævngerrige væsener, lurende i et dystert mørke. Små brudstykker af traditionelle folkeeventyr kan findes i George MacDonalds fortælling, men de omvendes og omdannes til noget helt uventet. 

"The Princess and the Goblin" mest iøjenfaldende inspirationskilde er eventyret om Tornerose. Prinsesse Irene leder, ligesom Tornerose, også en stille tilværelse i komplet isolation. I et anfald af kedsomhed bevæger hun sig også op af en snæver trappegang mod det højeste tårn, og finder en ældre kvinde med en spinderok. MacDonald leger med sin læser og starter en associationskæde om ondskab og uheld, for derefter at bryde den fuldstændig. For i "The Princess and the Goblin" besidder den mystiske kvinde kraften til at helbrede frem for at skade. Fordi eventyret om Tornerose sidder som sådan en integreret del i os alle, er der noget foruroligende ved en ældre dame ved en spinderok. Jeg blev ved med at afvente en katastrofe, som aldrig kom. Og på den måde narrede MacDonald mig uden overhovedet at forsøge. 

Eventyrets hovedperson, Prinsesse Irene, er heller ikke den typiske prinsesseskikkelse. På trods af hendes skrøbelige yndighed og barnesind tager hun hurtigt form som en handlekraftig skikkelse. Med sit frembrusende mod og livlige fantasi, søger hun eventyr og tager enhver udfordring op. I forbifarten begår hun store fejltagelser, som hun må undskylde for; til trods for hendes status bliver hun både opdraget og belært. Prinsesse Irene er nemlig ikke blot en henrivende prinsesse - hun er også et barn. Et barn der lærer og vokser i historiens forløb.

“Seeing is not believing - it is only seeing.” 

Eventyrets komposition er en ligeså kringlet labyrint, som de mørke mineskakter den udspiller sig i. Overordnet set er det en historie om en prinsesse, der lever i et rige, hvor mørke gnomer spreder frygt og skaber farer. Samtidig er det også en fortælling om en barnetro og fantasi; prinsesse Irene oplever ting, som ingen andre vil tro på, og hun forsøger så desperat at overbevise dem - særligt minearbejders søn, Curdie, vil hun gerne dele sine oplevelser med. Curdies tilværelse udgør en anden del af fortællingen, sammen med hans opdagelser i grotterne under slottets marmorgulve. MacDonald arbejder med utroligt mange lag og subplots, og på den måde er der tale om noget langt mere end blot et simpelt eventyr.

Særligt fandt jeg historiens skurke, de groteske og ondskabsfulde gnomer, enormt interessante. Bogen starter med en kort forklaring, om hvordan en flok menneske-lignende skikkelser en dag blev udvist fra kongeriget, og endte med at leve i underjordiske grotter og langsomt udvikle sig til hæslige væsener. Symbolikken er bred og åben for et virvar af fortolkninger - men for mit eget vedkommende, er det endnu et spørgsmålstegn i den evige debat mellem natur og kultur, eksil og integration.

Alt der vedrører gnomerne forbliver usagt gennem historien. Der er ingen præcis beskrivelse af deres udseende; læseren ved de er deformede, har hoveder hårde som sten, tæer uden fødder og at de ejer kæledyr så grimme, at det ikke kan forklares med ord. Gnomerne er frastødende væsener, men Macdonald forklarer aldrig hvorfor eller på hvilke måder. Det er helt op til læseren selv at visualisere gnomerne med sin egen fantasi. Bogen leger tagfat med antydningens kunst.

"The Princess and the Goblin" er et charmerende eventyr fyldt med læsemæssige vidundere; usynlige tråde spundet af edderkoppespind, flammende roser, modige børn og lovede kys. MacDonald skriver i et sødmefyldt og gammeldags sprog, og benytter lange og komplicerede ord af den slags, man ikke forventer at finde i en børnebog. Bogen kræver sin læsers koncentration; men ikke et øjeblik er spildt i dens selskab.