"Når noget slutter" af Julian Barnes

"Når noget slutter" (org. titel "The Sense of an Ending") af Julian Barnes, fra forlaget Tiderne Skifter, udgivet i 2011. Læst på dansk - originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner.

Tony Webster er pensioneret. Han er blevet skilt, og lever en blikstille tilværelse, der hverken generer eller påvirker andre. Generelt mener han selv, han hele sit liv har ført tilværelse; han har blot levet og eksisteret i en verden af konstante forandringer.
Men hans hukommelse har fejl. Episoder der er gemt væk i baghovedets forseglede konvolutter åbner sig langsomt, og afslører en kæderække af begivenheder, der kan spores tilbage til tilsyneladende ubetydelige handlinger.
Et brev fra en advokat tvinger Tony tilbage i fortiden, tilbage til ting hans hukommelse har forsøgt at udviske. Han erindrer sin skolegang i 1960'erne, og den lille klike han tilhørte. Særligt Adrian står tydeligt i hans hukommelse; den intelligente, principielle og karismatiske dreng, der ubevidst dominerede deres klike. Tony husker hvordan, kliken langsomt blev opløst, da Adrian endte med Tonys ekskæreste Veronica. Men Tony er lykkeligt uvidende om sin egen rolle i den historie, der sammenblander hans liv med Adrian og Veronicas.

“Det var en af de andre ting, vi frygtede: at livet ville vise sig ikke at være som litteraturen.”

Et referat af denne bog vil altid lyde banalt, hverdagsligt, småligt. Og fornemmelsen forstærkes kun af bogens minimale omfang; knap nok 150 sider trykt med forholdsvist store bogstaver. Den skeptiske panderynke er svær at undgå - også for mit eget vedkommende, og i virkeligheden samlede jeg kun bogen op til et bibliotekssalg, fordi den kostede en 5'er, og fordi jeg havde hørt om den før. Jeg forventede ingenting, på trods af den påtrykte titel som "vinderen af Booker Prisen 2011". Jeg burde have vidst bedre.
Bogen er noget af det fineste, mærkeligste og mest melankolske jeg nogensinde har læst. I form af jeg-fortælleren Tony, leger Barnes en sælsom hukommelsesleg med læseren. For Tony er en upålidelig fortæller, der mindes sin High-School tid i det lys, han selv har lyst til at mindes den. Alle hans erindringer er farvet af hans subjektivitet, og når han sommetider forsøger at betragte begivenhederne fra en anden synsvinkel, opstår helt andre og næsten uigenkendelige handlingsforløb. Barnes lader til at undersøge, om der overhovedet findes én sandhed - eller om der altid blot vil være tale om en version af sandheden. Er vi i stand til at fastholde minderne som skarpe kamerabevægelser, eller forandrer de sig med årene og forvrænges af den betydning, vi tillægger dem? Barnes' hovedperson hælder til det sidste. Og det gør jeg egentligt også.
"Når noget slutter" er en samling af små, fragmentariske minder. Bittesmå nøglehulsglimt af Tonys tid i High School, hans krampagtige forhold til en langsomt opløsende venneklike og hans første kæreste. Trivielle småtterier som Tony bliver nødt til at reevaluere på grund af den mærkelige situation, han befinder sig i. Nutiden fremprovokerer et spørgsmål, der kun kan besvares ved hjælp af fortiden.
I korte og simple sætninger væver Barnes en historie, der på trods af dens korte omfang fremkalder et virvar af tankestrømme. Skrivestilen er næsten uhyggeligt klar; fyldt med filosofi, sandhed og tilbageblikkets uundgåelige melankoli. Der økonomiseres med ordene, og ofte bliver der snarere sagt for lidt end for meget; Barnes forstår, om nogen, at udnytte simplicitetens skønhed.

“Det, vi kaldte realisme, viste sig at være en måde at undgå virkeligheden på i stedet for at gøre front mod den. Tiden... hvis vi får tid nok, vil vores bedst underbyggede beslutninger begynde at vakle, og vores overbevisninger at ligne griller.”

Det er svært at beskrive denne bog uden en lokkende trang til at diskutere dens slutning. For undervejs vender Barnes hele historien på hovedet; flere gange synes de puslespilsbrikker, der forener Tony, Adrian og Veronica at samles, for derefter blot at omdannes til et helt nyt billede. Da den sidste brik falder på plads på bogens sidste side, er det med et plot-twist så elegant indarbejdet, at det både virker logisk og surrealistisk på samme tid. Matematiske ligninger, næsten glemte High School sensationer, og fortrængte breve med dryppende sarkasme, bliver pludselig tillagt helt nye betydninger. Barnes lader hvert ord med en tvetydighed, der gør, at læseren tror på alle de præsenterede løsningforslag i bogens korte forløb. Hele tiden tænker man, ligesom hovedpersonen selv, "jeg forstår det nu". Og hele tiden tager man fejl.
Bogens originaltitel er "The Sense of an Ending" - og det er netop, hvad bogen efterlader en med; en vag fornemmelse af en slutning og ikke slutningen selv. Ord der bliver hængende, som skal bearbejdes og dechifreres, længe efter det sidste punktum er sat. Jeg var målløs og måtte efter endt læsning bladre tilbage adskillige gange, på udkig efter flere tegn på alt det, som jeg havde overset. Bogens slutning findes nemlig slet ikke på papiret - men tværtimod i læserens indre. Og selv da er det kun en sløret fornemmelse af en større helhed.