Heltinde-hyldest #2: Elizabeth Bennet og det fordelagtige frieri

Dette er et diskussionsindlæg om karakteren Elizabeth Bennet. Såfremt man ikke har læst Jane Austens "Pride and Prejudice" eller set en filmatisering, vil der være spoilers.

Jeg tror, jeg beundrer Elizabeth Bennet, fordi hun er min komplette modsætning. Hun tager intet alvorligt og bevæger sig rundt med et evigt smil på sine læber. Hun er ufatteligt skarp, dryppende sarkastisk og er indehaveren af et sandt løvehjerte. Hun har livskraft, og hun er modig. Uendeligt modig.

Da Elizabeth overhører Darcys spiddende bemærkning om hendes udseende til et bal, og fundamentet for deres stenede kærlighedsvej bliver støbt, lader hun ikke den indarbejdede ondskabsfuldhed så meget som strejfe hende. I stedet for at krumme sig sammen i en ynkelig og selvmedlidende fosterstilling (som jeg og tonsvis af andre usikre væsener uden tvivl ville gøre), påtager hun sig et panser af sarkasme. Hun vender fornærmelsen til en simpel vittighed, en joke, og lader grinet blive på Darcys bekostning i stedet.

Jeg har derfor altid fundet en sær tilfredsstillelse i hendes fornægtelse af Darcys første frieri. Selvom scenen uden tvivl hovedsageligt er et lidt mere kompliceret resultat af Elizabeths fordomme, Wickhams rygter, og Darcys misfortolkning af Janes kærlighed til Bingley, så har jeg altid læst det med en eftersmag af den søde hævn. Frieriet er Elizabeths mulighed for at trampe på Darcy, som han trampede på hende allerede den første aften, de mødtes - og Elizabeth tværer ham nådesløst ud under sin hæl. Jeg har altid læst det med begejstring. Jeg har altid elsket det.

I virkeligheden er intentionen nok en anden. Det at Elizabeth fornægter det fordelagtige frieri, er i ligeså høj grad et symbol på Elizabeths forhold til sine omgivelser og sin samtid, som det er et symbol på hendes forhold til Darcy. Det er en åbenlys kendsgerning, at Elizabeth ved at takke nej til Darcys penge, status og gods, også takker nej til hendes mors idealer, samfundets forventninger og datidens kvindesyn. Finansiel sikkerhed er ikke nok til at friste Elizabeth - uanset om tilbuddet kommer fra Mr. Collins eller Mr. Darcy. Hun vil have mere.

Men hvad vil hun så have? Kærlighed? Respekt? Tiltrækning? Austen bruger hele bogen på at påvise Elizabeths indædte foragt for datidens pragmatiske ægteskaber, og lader alligevel Elizabeth ende med den rigeste mand overhovedet muligt. Den finansielle sikkerhed, som alle bogens karakterer jagter hovedløst rundt efter, bliver givet til den person der påstår at være mest ligeglad med den. Austen udsender en symfoni af tvetydige signaler. Ironien er slående.

Fordi Elizabeth er så drilsk og legende, er hun også noget nær umulig at tyde. Når Jane spørger, hvornår Elizabeth ændrede mening om Darcy, svarer Elizabeth: “It has been coming on so gradually, that I hardly know when it began. But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley”. Skal vi grine af hendes sarkasme, eller skal vi undres?
Alverdens forskere, kritikere og fans har fortolket Elizabeth og Darcys kærlighed på deres egen måde. Nogle mener, man slet ikke skal tage kærlighedsaspektet i Austens romaner alvorligt, mens andre mener, at de ikke indeholder andet end ægte, dybtfølt og hjerteglødende kærlighed. Personligt hælder jeg til ingen af delene.
I mine øjne ville det være at modsige hele Elizabeth Bennets karakter, at tage hendes ovenstående udtalelse alt for alvorligt. Hele bogen er et udviklingsforløb, en coming-of-age historie, og Elizabeths ændrede forhold til Darcys afspejler ligeså meget hendes ændrede forhold til sig selv. “'Till this moment I never knew myself” udbryder Elizabeth efter at have læst Darcys brev. Hun gennemgår store forandringer og opnår lysende erkendelser - via sit forhold til Darcy.
Problemet med Elizabeth Bennet (og Austen selv) er, at hun ikke er romantiker. Hun er benhård realist. Da hun opdager, Wickham er nyforlovet, udtaler hun: “... handsome young men must have something to live on as well as the plain”. På trods af hendes mange ædle og højtflyvende principper, har hun ikke mistet forbindelsen til sin omverden. Hun véd, hvordan verden fungerer, og er godt klar over, at selvom hun ikke vil giftes udelukkende for pengenes skyld, så er de dog nødt til at være der. Var hun romantiker, ville hun have befundet sig i Lydias sted, i stedet.

Igen er Elizabeth min modsætning; hun holder benene på jorden på et tidspunkt, hvor jeg selv ville have fløjet til vejrs. Jeg ville være løbet væk med Wickham. Eller måske endda Colonel Fitzwilliam.
Elizabeth er således en blanding af det idealistiske og det praktiske. Hun har mange principper, men har også jordforbindelse. Hun er munter, vittig og intelligent. Hun er skånesløst sarkastisk, og dog så umådeligt omsorgsfuld overfor sine søskende. Hun tør gå imod indgroede samfundsnormer og statelige skikkelser. Hun har altid et svar på tungen, har altid noget at sige, og er evigt kampberedt. Hun er i stand til at udvikle sig, indrømme sine fejl og justere på sine principper. Og hun bliver belønnet med alt det, hun drømmer om. Austen lader hende både blæse og have mel i munden. Det undrer mig ikke, at så mange drømmer om at være Elizabeth Bennet. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere drømmer jeg med.

Hvad er jeres tanker om Elizabeth Bennet? Elsker eller hader I hende? Og hvordan tolker I hendes ægteskab og den tvetydighed, Austen indarbejder deri?