lørdag den 1. marts 2014

Heltinde-hyldest #2: Elizabeth Bennet og det fordelagtige frieri

Dette er et diskussionsindlæg om karakteren Elizabeth Bennet. Såfremt man ikke har læst Jane Austens "Pride and Prejudice" eller set en filmatisering, vil der være spoilers.

Jeg tror, jeg beundrer Elizabeth Bennet, fordi hun er min komplette modsætning. Hun tager intet alvorligt og bevæger sig rundt med et evigt smil på sine læber. Hun er ufatteligt skarp, dryppende sarkastisk og er indehaveren af et sandt løvehjerte. Hun har livskraft, og hun er modig. Uendeligt modig.
Da Elizabeth overhører Darcys spiddende bemærkning om hendes udseende til et bal, og fundamentet for deres stenede kærlighedsvej bliver støbt, lader hun ikke den indarbejdede ondskabsfuldhed så meget som strejfe hende. I stedet for at krumme sig sammen i en ynkelig og selvmedlidende fosterstilling (som jeg og tonsvis af andre usikre væsener uden tvivl ville gøre), påtager hun sig et panser af sarkasme. Hun vender fornærmelsen til en simpel vittighed, en joke, og lader grinet blive på Darcys bekostning i stedet.
Jeg har derfor altid fundet en sær tilfredsstillelse i hendes fornægtelse af Darcys første frieri. Selvom scenen uden tvivl hovedsageligt er et lidt mere kompliceret resultat af Elizabeths fordomme, Wickhams rygter, og Darcys misfortolkning af Janes kærlighed til Bingley, så har jeg altid læst det med en eftersmag af den søde hævn. Frieriet er Elizabeths mulighed for at trampe på Darcy, som han trampede på hende allerede den første aften, de mødtes - og Elizabeth tværer ham nådesløst ud under sin hæl. Jeg har altid læst det med begejstring. Jeg har altid elsket det.
I virkeligheden er intentionen nok en anden. Det at Elizabeth fornægter det fordelagtige frieri, er i ligeså høj grad et symbol på Elizabeths forhold til sine omgivelser og sin samtid, som det er et symbol på hendes forhold til Darcy. Det er en åbenlys kendsgerning, at Elizabeth ved at takke nej til Darcys penge, status og gods, også takker nej til hendes mors idealer, samfundets forventninger og datidens kvindesyn. Finansiel sikkerhed er ikke nok til at friste Elizabeth - uanset om tilbuddet kommer fra Mr. Collins eller Mr. Darcy. Hun vil have mere.

Men hvad vil hun så have? Kærlighed? Respekt? Tiltrækning? Austen bruger hele bogen på at påvise Elizabeths indædte foragt for datidens pragmatiske ægteskaber, og lader alligevel Elizabeth ende med den rigeste mand overhovedet muligt. Den finansielle sikkerhed, som alle bogens karakterer jagter hovedløst rundt efter, bliver givet til den person der påstår at være mest ligeglad med den. Austen udsender en symfoni af tvetydige signaler. Ironien er slående.
Fordi Elizabeth er så drilsk og legende, er hun også noget nær umulig at tyde. Når Jane spørger, hvornår Elizabeth ændrede mening om Darcy, svarer Elizabeth: It has been coming on so gradually, that I hardly know when it began. But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley”. Skal vi grine af hendes sarkasme, eller skal vi undres?
Alverdens forskere, kritikere og fans har fortolket Elizabeth og Darcys kærlighed på deres egen måde. Nogle mener, man slet ikke skal tage kærlighedsaspektet i Austens romaner alvorligt, mens andre mener, at de ikke indeholder andet end ægte, dybtfølt og hjerteglødende kærlighed. Personligt hælder jeg til ingen af delene.
I mine øjne ville det være at modsige hele Elizabeth Bennets karakter, at tage hendes ovenstående udtalelse alt for alvorligt. Hele bogen er et udviklingsforløb, en coming-of-age historie, og Elizabeths ændrede forhold til Darcys afspejler ligeså meget hendes ændrede forhold til sig selv. 'Till this moment I never knew myself” udbryder Elizabeth efter at have læst Darcys brev. Hun gennemgår store forandringer og opnår lysende erkendelser - via sit forhold til Darcy.
Problemet med Elizabeth Bennet (og Austen selv) er, at hun ikke er romantiker. Hun er benhård realist. Da hun opdager, Wickham er nyforlovet, udtaler hun: ... handsome young men must have something to live on as well as the plain”. På trods af hendes mange ædle og højtflyvende principper, har hun ikke mistet forbindelsen til sin omverden. Hun véd, hvordan verden fungerer, og er godt klar over, at selvom hun ikke vil giftes udelukkende for pengenes skyld, så er de dog nødt til at være der. Var hun romantiker, ville hun have befundet sig i Lydias sted, i stedet.

Igen er Elizabeth min modsætning; hun holder benene på jorden på et tidspunkt, hvor jeg selv ville have fløjet til vejrs. Jeg ville være løbet væk med Wickham. Eller måske endda Colonel Fitzwilliam.
Elizabeth er således en blanding af det idealistiske og det praktiske. Hun har mange principper, men har også jordforbindelse. Hun er munter, vittig og intelligent. Hun er skånesløst sarkastisk, og dog så umådeligt omsorgsfuld overfor sine søskende. Hun tør gå imod indgroede samfundsnormer og statelige skikkelser. Hun har altid et svar på tungen, har altid noget at sige, og er evigt kampberedt. Hun er i stand til at udvikle sig, indrømme sine fejl og justere på sine principper. Og hun bliver belønnet med alt det, hun drømmer om. Austen lader hende både blæse og have mel i munden. Det undrer mig ikke, at så mange drømmer om at være Elizabeth Bennet. Og jo mere jeg tænker over det, desto mere drømmer jeg med.

Hvad er jeres tanker om Elizabeth Bennet? Elsker eller hader I hende? Og hvordan tolker I hendes ægteskab og den tvetydighed, Austen indarbejder deri?

18 kommentarer:

  1. Elsker dine billeder, Rikke ♥ Jeg var med til at lave en radioudsendelse om Stolthed og Fordom - en uafrystelig klassiker.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :'D ..

      .. Og åh hvor interessant! Hvad var det i forbindelse med?

      Slet
  2. Jeg er - som du nok ved - også kæmpe fan af Elizabeth. Hendes stærke karakter og evigt skarpe ironi er intet mindre end inspirerende. Hun er, helt ligesom hos dig, min diametrale modsætning. Hvem der bare havde lidt af Elizabeths modige væsen i sig! :-)
    I forhold til selve historien, så vælger jeg nok at have det lidt romantiserede syn på Elizabeths skæbne. Idéen om hvordan hun altid går sine egne veje og altid siger præcis, hvad hun mener, og hvordan det giver hende alt, hvad hun kunne drømme om - og mere til. Det er for mig fortællingen om, hvordan du kommer længst med at være dig selv. Jeg ved ikke, om det er helt skævt fra, hvad alverdens forskere mener, men sådan er min opfattelse i hvert fald af Pride and Prejudice :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Sjovt som man altid tiltrækkes af de modsatte kvaliteter! Jeg beundrer virkelig også Elizabeths mod og hendes hurtige svar. Det kunne jeg godt mangle, ind i mellem.

      .. Der er helt sikkert også et belønningssystem på spil i Elizabeths historie. Hun får hvad hun drømmer om, fordi Austen mener, hun fortjener det! Det er en rigtig fin tanke :)

      Slet
  3. Sikke nogle virkelig lækre bøger rent design mæssigt ;)
    Lyst til at følges? - http://beautifulmagasin.blogspot.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er også meget begejstret for dem :)

      Slet
  4. Jeg elsker Elisabeth Bennett. Elsker hendes lille opgør med datidens normer og elsker hendes sydende sarkasme. Hun er fantastisk :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hun er virkelig fantastisk! Og så modig!

      Slet
  5. Elizabeth sparker røv på en så overvældende måde, at det kan være svært at forlige sig med tanken om, at hun blev født i Jane Austens sind for 200 år siden! Var det ikke meningen, at kvinder skulle være det undertrykte køn dengang? I Pride and Prejudice er det nærmere mændene - og især Mr. Darcy - der er undertrykte, og jeg har absolut ingen tvivl om, hvem der ville have bukserne på i en fortsættelse af historien med indblik i deres stormfulde ægteskab,

    Jeg ser hele fortællingen som den reneste kærlighedshistorie. Netop som du siger, er det ikke bare romantisk overvældelse af rigdom og skønhed - så ville hun være endt som Lydia. Nej, det her er ægte kærlighed. Opbygget gennem hårdt arbejde og fremvokset under de mindst gunstige forhold man kan forestille sig, hvilket bare gør kærligheden dét stærkere. Selvom jeg på ingen måde misunder Elizabeth alle de kvaler hun må igennem, så drømmer jeg dog selv om så stærk og ren en kærlighed (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er så fantastisk, og Austens feministiske vinkel er intet mindre end gennemført vidunderlig. Jeg elsker de frie tøjler, Elizabeth bliver udstyret med! (Naturligvis knækker Austen hende også lidt undervejs, men det er en del af udviklingsprocessen, tænker jeg).

      Du sætter et ret interessant skel op mellem Elizabeth og Lydia, og du har nok ret i, at det er spørgsmålet om den pludselige forelskelse overfor den langsomt oparbejdede kærlighed, der er på spil. Det er en fin tanke :)

      Slet
  6. Iih, tak for alle de fine indlæg!

    Jeg læser dem flittigt :))

    Tjek gerne min nyoprettede blog ud, og smid rigtig gerne en kommentar!

    http://kruse-anti-dullen.blogspot.dk

    -Kruset anti-dulle <3

    SvarSlet
  7. Flot indlæg - du har mange gode pointer :D

    Jeg elsker Elizabeth Bennet! Hun er nemlig vanvittigt modig og stædig. Jeg tror også, jeg holder så meget af hende, fordi hendes personlighed er så forskellig fra mig egen. Jeg er romantikkeren og helt sikkert også naiv (hvilket også er godt), men hvem ville ikke gerne turde være kritisk og stå fast ligesom Elizabeth.

    Med hensyn til ægteskabet er jeg lidt splittet. Jeg er helt sikker på, at der er noget ironi på spil fra Austens side. Men samtidig tror jeg også, romantikken sejrer (jeg er jo romantikeren).

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak! :D ..

      .. Det er netop Elizabeths åbenhed og modsætningsforhold, der tiltaler mig så inderligt. Hun er en vidunderlig kontrast og på mange måder alt det, jeg selv gerne vil være. Men selvfølgelig er hendes styrker og hendes fejl; hun er for stædig, når det kommer til stykket og for fordømmende, stolt og ærekær. Men det gør hende kun endnu dybere, tror jeg.

      Ægteskabet er noget nær umuligt at tyde endegyldigt. Det er helt sikkert åbent for alle tolkninger :)

      Slet
  8. Interessant læsning - glæder mig til at se hvilke andre heltinder, du finder frem :-)

    SvarSlet
  9. Jeg elsker Elizabeth og jeg synes da egentlig hun er ret romantisk. Ellers ville hun havde giftet sig med Mr. Collins. Men hun vil kun giftes af kærlighed. Lydia derimod ser jeg slet ikke som romantisk. Ligesom sin mor, er hendes eneste interesse at blive gift og på den måde få stedfæstet sin rolle i samfundet.

    Hvad angår ægteskabet mellem Mr. Darcy og Elizabeth, så ser jeg en ubetinget kærlighed vokse frem imellem de to - men først efter at de begge havde lært noget om sig selv. At Mr. Darcy er rig tror jeg næppe spiller en rolle for Elizabeth for ellers ville hun formentlig havde sagt ja til ham første gang han friede.

    Dette citat; “It has been coming on so gradually, that I hardly know when it began. But I believe I must date it from my first seeing his beautiful grounds at Pemberley” som du selv nævner er formentlig sarkastisk og Jane Austens måde at afsende lidt kritik til det samfund hun befinder sig i.

    Fantastisk indlæg - glæder mig til at der kommer flere:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Njae, jaeh. Det er lidt paradoksalt for mig! Naturligvis er det både fint og romantisk, hun nægter at gifte sig med Mr. Collins ud af økonomiske årsager, og at hun 'tør' afvise Mr. Darcy ud fra sin eget moralkodeks. Men omvendt synes jeg særligt episoden med Colonel Fitzwilliam (som hun end ikke vil betragte romantisk på grund af hans økonomiske position), og hendes senere udtalelser om Wickham er mere pragmatiske end romantiske.
      Hvad Mr. Darcy angår, er det også meget flertydigt set fra mine øjne. Bogen er, uden tvivl, en dannelsesroman og handler om Elizabeths udvikling. Men hun bliver først ægteskabeligt stemt overfor Mr. Darcy ikke når hun læser hans brev, men tværtimod når hun besøger hans grund. "... and at that moment she felt that to be mistress of Pemberley might be something!" Det er selvfølgelig ikke kun rent motiveret af Pemberlys skønhed, men er nok snarere en afspejling af, at hun betræder Darcys privatgrund/kommer ind i hans privatsfære. Ikke desto mindre er det godset, Pemberly, der danner grundlaget for hendes ændrede syn. Følelserne manifesterer sig altså fysisk/via formue. Det er ret interessant. Især fordi det er godsets storhed/skønhed der åbner op for muligheden for Darcy som ægtemand. Tidligere har Elizabeth kun tænkt på ham som en hun tog fejl af - ikke en hun 'mistede'.

      Spørgsmålet er naturligvis åbent, og jeg synes bestemt også, der er følelser i spil. Også kærlighed. Men jeg tror også, følelserne er tæt sammenkoblet med fornuft og realisme.

      Hvad Lydia angår, tror jeg ikke nødvendigvis hun handler i sin mors skygge. Jeg tror personligt ikke, Lydia ville have accepteret Mr. Collins heller - men det er ren spekulation og gætteri :)
      Når jeg siger Lydia er romantisk, mener jeg ikke i den smukke kærlighedsforstand. Jeg mener, hun er naiv og forblændet. Hun er dramatiker; løber afsted med en mand i nattens mulm og mørke, og tror oprigtigt på, de skal giftes. Hun har ingen sans for det verdslige, men snarere for det overdrevet følelsesmæssige. Hun véd, Wickham ikke har nogle penge (det har han jo selv råbt op om), og hun vil have ham alligevel. Elizabeth véd, at "selv kønne mænd skal have noget af leve af", men så praktisk er Lydia ikke. Hun ser kun ægteskabet; forestillingen om kærlighed og idéen om skønhed.
      Du har helt ret i, at hun bliver gift og derved behager sin mor - men var det den samfundmæssige accept hun var ude efter, var hun ikke stukket af med en fattig mand; hun havde opsøgt en Mr. Collins-agtig type. Det er jo netop hendes overdrevne naivitet/romantiske idealisme, der gør hende så "skandaløs" i sidste ende.

      Det er virkelig mange interessante tolkninger der kommer frem, og jeg nyder at diskutere dem! Jeg er glad for, du kunne lide indlægget, og det er virkelig spændende at diskutere det med dig :)

      Slet