"Pinocchio" af Carlo Collodi

"Pinocchio" af Carlo Collodi, fra forlaget Folio Society, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1883). 4/5 stjerner. 

Takket være Disneys filmatisering, kender vi alle historien om den talende trædukke med den løbske opmærksomhed. Den originale historie blev dog skrevet af italieneren Carlo Collodi, og udgivet som en føljetonroman i et tidsskrift. Den oprindelige slutning på historien indebar, at Pinocchio blev hængt - men efter et tungt publikumskrav om mere, tilføjede Collodi flere episoder til sin børnefortælling.
Fordi "Pinocchio" er en føljetonroman, er dens korte kapitler fyldt med eventyr og løjerligheder. Flere dele af plottet er blevet udeladt i filmatiseringen; og bogens absurditet tager helt nye og uforudsete højder.

“Most unfortunately, in the lives of puppets there is always a 'but' that spoils everything.”

Jeg har altid betragtet Disneys filmklassiker om dukken, der blev til en dreng, som en af de mest sælsomme fortællinger. Der er øjeblikke i den film, der endnu skræmmer mig og får mig til at gyse, ligesom der er aspekter, der er så ulideligt moraliserende, at jeg får lyst til at skrige. Det var derfor med alverdens tøven, jeg besluttede mig for at læse bogen.
Collodis originale fortælling er, om muligt, langt mere foruroligende end Disneys filmversion. Serien af Pinocchios eventyr og uheld er tilsyneladende uendelig, og hvert kapitel indeholder en ny monstrøsitet, der kun overgås af det næste kapitel. I bogens forløb bliver Pinocchio frarøvet sine penge af en lumsk kat, næsten brugt til pindebrænde, forvekslet med en vagthund, idømt en fængselstraf af en talende abe og endda også efterladt til hængedøden i en mennesketom skov.
Fortællingen om Pinocchios eventyr er dog karakteriseret ved underliggende varme og en vis grad af humor i fortællerstemmen. Fordi Collodis eventyrsunivers er så absurd, antager det næsten en komisk form, der gør trædukkens talrige uheld mere spiselige. Når Pinocchio tror, han kan plante sine mønter i jorden, og se dem spire op til hele pengetræer, bliver fortællingen så mærkværdig, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet.
Grundlæggende er "Pinocchio" en moralistisk børnefortælling, der har til formål at forklare børn, at de bør have respekt for deres forældre og sørge for at påtage sig et vist ansvar. Pinocchios mange prøvelser kan spores tilbage til hans beslutning om ikke at tage i skole, og derfor tjener store dele af teksten som en slags advarsel. Heldigvis er der indarbejdet så mange eventyr undervejs, at bogen aldrig er kedelig læsning. Allerede i fjerde kapitel dræber Pinocchio den belærende fårekylling med en hammer - og således slås tonen an.

“Never trust people who promise to make you rich in a day. They are generally crazy swindlers.”

Pinocchio er nemlig ikke kun en naiv dukke, der forledes af omstrejfende slyngler. Ofte er Pinocchio en slyngel selv; dybt egoistisk, manipulerende, grådig og fuldkommen bevidst om de forkerte valg, han tager. Pinocchio prioriterer altid sin egen fornøjelse frem for alt andet. Sommetider bliver han overvældet af skyldfølelse og pligtfølelse for sin far og fegudmor, og trygler dem om tilgivelse - for derefter at glemme dem øjeblikkeligt, når det næste eventyr introducerer sig selv. Pinocchio er intet glorificeret barndomsideal, snarere et portræt af et sandfærdigt barnesind. Der er noget selvmodsigende ved den velkendte slutning, hvor Pinocchio forvandles til en rigtig dreng - for i virkeligheden er der mere rigtighed over den impulsive trædukke end det tæmmede og belærte barn.
Dette er en af de børneklassikere, jeg er lykkelig for endelig at have læst og kende i dens fulde omfang. Disneyversionen indfanger stemningen usædvanligt godt; men den udelader Pinocchios sjælelige knaster og Collodis absurde humor. Bogen er langt rigere på makabre episoder, storslåede eventyr og finurlige karakterer, end filmen giver antydning af at være. Hver kapitel er en begivenhed, og ikke megen taletid gives til den konservative fårekylling. Pinocchio får lov til at vandre rundt uden en ekstern samvittighed; han er overladt til sin egen vurdering af rigtigt og forkert, og foretager mange svinkeærinder på sin vej.

“In the Land of Toys, every day, except Sunday, is a Saturday. Vacation begins on the first of January and ends on the last day of December. That is the place for me! All countries should be like it! How happy we should all be!”