tirsdag den 11. marts 2014

Tema-tirsdag #42: At læse (og skrive) breve

Jeg åbner min postkasse, stirrer ind i et rod af reklamer og maskintrykte konvolutter og sukker. Jeg længdes efter ubehjælpsomme bogstaver, skæve linjer og personligt præg på de hvide, pertentlige og sterile kuverter. Jeg bliver inviteret til begivenheder på Facebook, og savner de klassiske indbydelser med et påtrykt poststempel. Brevskrivning er et uddøende fænomen, og jeg har endnu ikke vænnet mig til tanken.
Måske er det fordi, jeg - som tidligere nævnt - er papirromantiker, eller måske er det blot fordi, jeg savner hyggeligere indhold i min postkasse. Måske er det fordi, jeg er fascineret af håndskrift, eller måske er det fordi, jeg studerer litteraturvidenskab og er blevet undervist i, hvor vigtige efterladte breve kan være. Tanken om at vores generation efterlader et virvar af e-mails, og næsten ingen håndskrevne papirark, er i mine øjne lidt sørgmodig.
Sandheden er dog, jeg heller ikke selv får skrevet og sendt breve, så ofte som jeg gerne ville. Jeg er en storforbruger af julekort og hjemmelavede fødselsdagshilsner, men de bliver oftest udvekslet udenfor postsystemet. Jeg skriver langt flere mails, end jeg sender breve. Min eneste undtagelse er festinvitationer, hvor jeg er særligt striks, og altid lader dem blive sendt med posten. Det er et levn, jeg aldrig helt kan slippe. Men lange, personlige, spekulative og håndskrevne breve? Det er mange år siden, jeg har skrevet sådan et.

Jeg kom til at genoverveje betydningen af breve for nylig, da jeg læste de breve, John Keats sendte til sin elskede Fanny Brawne; breve der senere har dannet grundlag for fortolkning af hans digte, forståelse af hans liv og er blevet omtransformeret til en hel kærlighedslegende.  Selv i sine tætskrevne breve besidder Keats lyriske kvaliteter; selv i dybt personlige brevudvekslinger er hans ordkombinationer slående. Og af den grund læses hans breve næsten som et kunstværk i sig selv.
Fortidens breve fra forfattere til deres kærlighedsobjekter, fra forfattere til andre forfattere, og selv de mest trivielle hverdagsnoter fra skribenter til deres familie, indeholder stor litterær værdi. For brevene tillader os at fastslå biografiske facts blandt sparsom information; de giver glimt af forfatterens eget syn på eget værk, og de vidner om de oplevelser og tanker, der gjorde indtryk store nok til at blive delt. Det er uhyre interessant og, i nogle tilfælde, henrivende smukt.
Mit antal af læste brevsamlinger er langt fra slående eller imponerende, men de jeg har læst, har alle lært mig meget. Noget om forfattere, samtid, levevis og udtryksform. Noget simpelt, utilsløret - og noget ægte. At læse forfatteres breve er ofte en meget ambivalent følelse; en blanding af snageri og fascination. "Love Letters of Great Men" er blevet til på grund af Carrie Bradshaw - og på sin vis er der noget mystisk ved at gøre private kærlighedserklæringer til almen underholdning. Ikke desto mindre køber vi det, og sluger det råt. For som Carrie så rigtigt spørger sin Mr. Big: "When have I ever gotten a love fax?"
Breve, og måske særligt kærlighedsbreve, er produkter af en svunden tid. Tykke konvolutter med et tætskrevet pergamentbundt befinder sig i de færreste postkasser. I fremtiden vil brevsamlinger snarere være udsnit af mails, sms'er og post-its. Og selvom det måske også har sin charme, kan jeg ikke lade være med at sukke over min postkasses maskintrykte indhold, finde en af mine brevsamlinger frem, og fortabe mig i en tid, hvor personlige breve endnu blev skrevet og sendt. Breve fyldt med tanker, indtryk og betroelser - omhyggeligt nedskrevet, sendt og bevaret.

Skriver og sender I sommetider breve? Eller savner I ligesom jeg blot tanken om dem? Læser I brevsamlinger og brevudvekslinger fra forfattere?

32 kommentarer:

  1. Jeg savner egentlig også at få et rigtig brev af og til - men måske jeg ikke rigtig ved, hvem der egentlig skulle sende det til mig :D Haha. Jeg elsker at få invitationer, postkort og julekort i postkassen! Der er bare et eller andet specielt ved noget der er håndskrevet, fremfor en hilsen på mail eller Facebook.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej lige præcis! Det er en lidt udefinerbar længsel, for man ved ikke helt, hvor man skal starte! Men det håndskrevne er afgjort det fineste i verden.

      Slet
  2. Jeg skriver på gammeldags facon med en penneven i Irland, det har vi gjort i...1½ års tid, vil jeg tro? Det er så hyggeligt :D

    Love letters of great men er sådan en fin bog altså.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor fantastisk! Det må virkelig være noget særligt! :)

      Det er det virkelig. Er meget glad for den :)

      Slet
  3. Jeg prøver stædigt at holde fast i at skrive rigtige breve, men det holder hårdt!
    Jeg har 2 "pennevenner" - forstået på den måde, at det er folk jeg udveksler breve med selvom jeg kender dem, og har den ene på FB. VI har bare valgt at holde fast i, at man et par gange om året (mere bliver det desværre ikke til) sender et rigtigt brev, som vi har komponeret og tænkt over på tætskrevne ark og fint papir :)

    Jeg tænker tit over, at jeg gerne ville skrive og modtage flere breve. Som dig elsker jeg tanken om at åbne postkassen og finde noget andet end rudekurverter og reklamer. Jeg husker med glæde de der sider i Anders And-bladene, hvor man kunne få pennevenner :) Jeg havde altid 3-4 stykker!

    Måske man bare skal tage springet og bare høre om ikke en bekendt har lyst til at skrive et par breve en gang i mellem - eller endnu bedre, bare sende det første brev afsted og så vente spændt :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det fint at få sendt lidt breve afsted! Brevet er nemlig en helt anden måde at kommunikere på, og jeg føler man kan betro papiret mere, end man kan nedskrive på computerskærmen. Tankestrømmen er helt anderledes, og ordene flyder mere fra hjertet. Jeg ved ikke helt hvorfor.

      Jeg havde også altid en halv snes pennevenner, og nøj hvor var det hyggeligt at modtage små hverdagsberetninger, fra folk man knap nok kendte. Det var helt magisk og ganske intimt. Jeg nød det virkelig.

      Måske har du ret! 1, 2, 3 - et brev!

      Slet
  4. jeg giver dig ret på alle måder, hvor jeg dog savner at have pennevenner at skrive til, eller at sidde og skrive min mormor et fint håndskrevent brev. jeg savner også at åbne postkassen og finde en konvelut med håndskrevne bogstaver på. Skal vi være pennevenner? :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Åh, det kunne godt være jeg skulle springe ud i pennevenne-verdenen :D

      Slet
  5. Sikke et hyggeligt indlæg :)

    Jeg kigger altid længselsfuldt efter breve i min postkasse, hvilket er ret skørt, for jeg ved ikke, hvem der skulle skrive til mig. Jeg sender ikke selv breve længere, så det er ikke ret sandsynligt, jeg selv modtager nogen. Det er en skam, jeg ikke skriver breve mere, for det er egentlig ret hyggeligt (især hvis de er håndskrevne). Måske man skulle sætte sig for at skrive et par stykker i ny og næ :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak du fine! :)

      .. Vi er tilsyneladende i akkurat samme situationer. Man savner breve uden at få skrevet dem selv. Det er skørt. Jeg ville gerne gøre noget ved det.

      Slet
  6. Ja, jeg skriver sommetider breve. Ikke ofte, men i hvert fald 3-4 gange om året. Jeg har skrevet med min farmor og faster i England hele mit liv, og en af mine kæreste ejendele er en fin tindåse fyldt til renden af tykke stykker papir og min farmors karakteristiske håndskrift. Jeg skriver også indimellem til andre, men i de tilfælde er jeg som regel klar over, at jeg ikke skal regne med svar!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det altså hyggeligt. Jeg har også stadig ringbind fyldt med breve af den ene og anden slags. Gemmer også alle fødselsdags- og julekort, det er simpelthen det bedste i verden.

      Slet
  7. Jeg er alt for dårlig til at skrive breve. Det meste af min kommunikation med folk foregår (også) enten via Facebook eller mails, hvilket virkelig er synd, men det kommer nok desværre ikke til at ændre sig. Dog sendte jeg et kort til min søster, da hun havde fødselsdag, og jeg regner også med at sende et til min mor og veninde, nu når jeg ikke kan være der fysisk på deres fødselsdage, så synes jeg, det er rart, de ved, jeg tænker på dem alligevel :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er virkelig en sød tanke at sende små fødselsdagsbreve. Det er som om, der bare er lidt mere omtanke og kærlighed i på den måde. Så fint :)

      Slet
  8. Jeg elsker og få breve (og skrive breve) men det er bare så sjældent at man gør sådan nu. Man bruger jo for det meste bare sin telefon eller over nettet :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Det er lidt vemodigt på en måde.

      Slet
  9. Jeg savner virkelig også brevskrivning! Da jeg var yngre havde jeg et væld af pennevenner. En af dem fik jeg, da jeg var ti, og i dag, 13 år senere, er hun en af mine bedste veninder. På grund af nogle breve.
    Jeg har gjort det til noget jeg skal, at sende julekort næste jul. Og jeg tænker også jævnligt på at sende flere breve. Men nogle gange virker det så fjollet, når al vores anden kommunikation nu går så hurtigt - for hvad skal jeg skrive, som jeg alligevel ikke når at få sagt før brevet når frem?
    Jeg vil så gerne skrive breve - og modtage dem!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg havde virkelig også mange pennevenner engang! For mit vedkommende løb det dog bare langsomt ud i sandet - men hvor er det dog en sød historie du fortæller om et vedvarende venskab. Smukt :)
      Jeg skriver fast julekort (og har ca. altid gjort det), men vedlægger det altid ved gaverne og sender dem ikke. For min familie er jeg jo netop sammen med juleaften alligevel!

      Jeg tror, jeg gerne vil bruge breve til at skrive de små tanker, man så ofte glemmer at dele og sige. Det er lidt nemmere på papir, synes jeg. Mangler bare lige en at skrive dem til - og at huske at få det gjort.

      Slet
  10. Jeg sender kun julekort ud.
    For en del år siden havde jeg faktisk en del pennevenner. Det kunne egentlig være sjovt at få sådan en mere igen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Helt bestemt! Jeg er dog ikke sikker på, at jeg ville kunne vedligeholde det, eller om det blot ville løbe ud i sandet. Men tanken er umådelig fin.

      Slet
  11. Jeg skriver breve til min mor (for netop at holde det lidt i live). Jeg for det meste skriver jeg bare om den specifikke dag og om mine refleksioner i det skrevne øjeblik. Det er meget hyggeligt og hun bliver simpelthen så glad af det ^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh hvor sødt! Jeg skriver fast mails med min mor, det er også umådeligt hyggeligt. Breve er bare lige den tand finere.

      Slet
  12. Åh ja, det var tider, dengang man kom hjem til en dejlig tyk kuvert med håndskrevne sider... jeg havde et væld af pennevenner verden over, det ebbede ud, da jeg blev ældre - faktisk inden facebook, men e-mailen havde nok allerede taget lidt over. Der er ikke noget så hyggeligt som et rigtigt brev, jeg er heller ikke selv for god til det mere - det bliver mest til et lille julekort og måske et fødselsdagskort i ny og næ. En skam egentlig...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig tider! Jeg savner det. Jeg havde også pennevenner, og det var så hyggeligt, men jeg formåede ikke at holde det ved lige.

      Slet
  13. Da jeg flyttede hjemme fra, begyndte min mormor at skrive breve til mig. Jeg når ikke altid, at svare med det samme, men jeg svarer mindst engang om måneden. Det er rart, at finde et brev mellem regninger og reklamer i postkassen. Vi skriver hinanden, hvad vi oplever og hvad der er sket, siden vi sidst har hørt fra hinanden.
    Der ligger faktisk mange breve af hende og postkort af venner i en kasse under min seng- jeg elsker, at kunne læse dem igen og føle, hvad jeg dengang følte. Ellers sender jeg fødselsdagsbreve og julekort! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ej hvor er det dog hyggeligt! De er jo netop også fra en generation, hvor man brugte brevene og fik dem skrevet. En enormt skøn tanke, synes jeg.
      Det er virkelig fint, at du er på fast brevfod med din mormor! Jeg kan forestille mig det er som at finde små perler blandt al det trivielle post.

      Slet
  14. Hvilket djeligt indlæg! Jeg elsker himmelhøjt at læse brevsamlinger - det er næsten som at lære afsenderen bag at kende. Jeg holder særligt at Austens, Van Goghs og Keats selvfølgelig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Meget intimt og umådeligt interessant. Jeg har endnu ikke læst Van Goghs breve, er de meget smukke?

      Slet
  15. Der findes ikke noget bedre end en håndskrevet hilsen fra venner, familie eller én, man holder af. Jeg ville selv gerne skrive mange flere håndskrevne breve med små krusseduller, der hopper på linjerne - gerne krydret med fine tegninger. Ganske, som min kæreste og jeg gjorde i starten af vores forhold, hvor den ene af os var bortrejst i et halvt år. Det føles så meget mere intenst og ægte at modtage et stykke knitrende papir med personlig håndskrift end en neutral mail. Indholdet kan selvfølgelig være lige så magisk, men stemningen er bare ikke lige så personlig. Jeg tænker også tit på min gamle farmor, som har rigtig svært ved at forstå computere og online-medier. Derfor må hun føle sig ekstra forbigået og ensom i en verden, hvor vores hilsener næsten udelukkende kommer frem i cyberspace. Et af min nytårsforsæt var derfor, at jeg ville skrive flere håndskrevne breve til dem, jeg kender, der virkelig lever i den virkelige verden. Det er også blevet til et par personlige kærestebreve, som jeg nyder at sende, og modtageren elsker!

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har fuldstændig ret. Det er langt mere personligt, udtryksfuldt og fint. Jeg skrev også mange breve, da jeg var på efterskole, og udvekslede også flere sidelange papirbundt med min kæreste. Det gør man bare ikke rigtig mere, for anledningen er der ikke. Det er sådan en skam.
      Smukke betragtninger ift. de ældre generationer - man må virkelig føle sig lidt 'udenfor verden' på den måde. Det er dog en skøn tanke, at du oftere vil sende breve og nedskrive ord til dem, du holder af. Jeg vil gerne gøre dig kunsten efter, tror jeg.

      Slet
  16. Noget af det bedste ved at modtage et håndskrevet brev er, at man ved at afsenderen har brugt tid og langt sjæl i det, i modsætning til den sms der lige bliver fyret afsted i en 5-minutters pause enten i arbejds- eller skoletiden eller Facebook begivenheden som med få klik bliver sendt ud til 50 mennesker.

    Da jeg var på efterskole få et par år siden skrev jeg med to af min veninder og min mor. Der var ikke noget bedre end at tjekke ens "dueslag" i formiddagspausen og finde et brev eller høre éns navn under frokosten fordi min havde fået en pakke. Nogle gang var det "blot" en side eller to om hvor meget de savnede én og at de ville have at man kom hjem, andre gang var det 7 tætskrevede sider plus bilag med citater og tegninger og små historier. Men uanset hvad, var man lige spændt på at læse kragetæerne. Uanset hvad, vidste man at de havde tænkt på én, taget sig til, sat sig ned og skrevet deres tanker ned på et papir for éns skyld.

    Og som du selv siger, er det virkelig trist, at det er en døende tradition. Måske jeg selv skulle begynde at skrive flere breve, så vi sammen kunne stoppe brevskrivningens forsvinden.

    Super godt indlæg! Og så vil jeg som bogentusiast og ny læser af din blog lige sige, at det er rigtig hyggeligt at følge med i dine små bogeventyr og blive inspireret deraf!

    SvarSlet
  17. Jeg tror jeg kender en, som snart skal have et brev i hendes postkasse <3

    SvarSlet