"The Town in Bloom" af Dodie Smith

"The Town in Bloom" af Dodie Smith, fra forlaget Corsair, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1965). 3/5 stjerner.

Dodie Smiths fjerde roman er en fortælling om venskab, kærlighed og svigt. Det er en langt mere moden roman end de bøger, jeg tidligere har læst af Dodie Smith, og den involverer både utroskab, affærer og sex før ægteskab. Selvom bogen beskæftiger sig med en venindegruppe i deres ungdom, henvender den sig nok til et mere voksent publikum.
Fortællingen starter med tre veninder, der mødes på en café for at genopleve fortidens venskabsbånd. De plejede at være fire veninder, der holdt sammen, men den sidste del af deres firkløver er længe udeblevet fra deres møder. Ved cafébordet begynder tankerne at vandre og minderne at opfriskes, og pludselig er læseren tilbage i de tre pigers ungdom. Historien begynder da Mouse ankommer til London med skuespillerdrømme og kærlighedsforhåbninger i sin kuffert. Hun indlogerer sig på et hotel, hvor hun møder de andre piger og begynder at arbejde på et teater, hvor hun længselsfuldt betragter skuespillerne på scenen. Inden længe er hun trukket ind i en verden af blændende forelskelse, usikre venskaber og svære beslutninger.

“I think we slid into close friendship so easily that I never noticed it was happening.”

"The Town in Bloom" er nok ikke en bog, man bør læse for plottets skyld - snarere tværtimod. Jeg fandt bogens handlingsforløb usammenhængende og den indbyggede kærlighedshistorie utroværdig, men nød i stedet fortællingens stemning, charme og livlige karakterer. Imens jeg læste "The Town in Bloom" blev jeg transporteret ind i 60'ernes teaterverden i det magiske London, og jeg befandt mig pludselig i et virvar af knælange kjoler, overskredne etiketter og kuldsejlede ungpigedrømme.

Størstedelen af bogens handling finder sted bag kulisserne på et af Londons ældste teatre og på et hotel, hvor håbefulde skuespillere, korpiger og sangere indlogerer sig. Smith beskriver skuespillermiljøet så indgående og fylder hotellet med skæve eksistenser og komiske scenarier. Den lille vennegruppe som er historiens hovedfokus, mødes sent om natten for at riste brød, drikke champagne og sukke over (manglende) kærlighedsbreve; de er frie, unge og delvist ubekymrede, og alle steder de færdes bliver til en form for legeplads.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvor meget af Smiths egen erfaring, der er gemt mellem siderne på denne roman. Dodie Smith forsøgte i sin tid også at blive skuespiller og drømte om at stå på scenen - men måtte indse, at hun var langt bedre til at skrive replikkerne end til at udtale dem, og blev derfor manuskriptforfatter - og senere romanforfatter - i stedet. Romanen er uden tvivl farvet af Smiths kendskab til teatermiljøet og den bittersøde erkendelse, hun opnåede i den forbindelse. Smith opbygger med lethed et miljø, der er fyldt med dybde, tyngde og liv.

“Was I the only woman in the world who, at my age - and after a lifetime of quite rampant independence - still did not quite feel grown up?”

Dette er en bog, der vrimler med højlydte karakterer. Jeg tabte særligt mit hjerte til hovedpersonen Mouse, som er en af de mærkværdigste skabninger, jeg er stødt på i lang tid. Med en stædighed der grænser til det uforskammede, snor hun sin vej ind på teaterscenen og er genstand for både skandaler og rablende komik. Hendes talrige forsøg på at blive en stor skuespillerinde er decideret latterfremkaldende og fuldstændig uforglemmelige. Jeg nød Mouses ærlighed, hendes naive uskyld, hendes energiske snak og snørklede tankevirksomhed.

Mouse og hendes tre hjerteveninder; den elegante Lily, den praktiske Molly og den mystiske Zelle, udgør bogens kerne, og sammen går de igennem adskillige triumfer, intriger og fiaskoer. Deres ungdommelige kærlighedslængsel fylder størstedelen af de 314 sider, og det er også dér mit problem med bogen opstår. For der er elementer i kærlighedsaffærerne, der ikke er logiske. Bogens start beskæftiger sig hovedsageligt med de fire veninders indbyrdes forhold, deres ambitioner og deres kærlighedshåb - men lige med det samme Mouse bliver forelsket, skifter bogens fokus drastisk, og udelader alt andet end Mouses nyfundne kærlighed; en kærlighed der hverken er episk eller særligt beundringsværdig. Jeg ville langt hellere have læst om de fire pigers London-eventyr, end denne tvivlsomme kærlighedsaffære og de uforståelige følger, den senere fik.

For hele bogen handler om de valg, de fire veninder tog og de konsekvenser, der medfulgte. Slutningen er både smuk og melankolsk og fremstiller tre ældre kvinder, der mindes den sommer, der ændrede deres liv for evigt.