"Doll Bones" af Holly Black

"Doll Bones" af Holly Black, fra forlaget Doubleday Childrens, udgivet i 2013. 3/5 stjerner.

Zach, Poppy og Alice er et lykkeligt trekløver, der dagligt mødes for at forsvinde i et fantasiunivers af leg og actionfigurer. Hver dag går med at udtænke nye lege og nye fornøjelser, indtil Zachs far en dag beslutter sig for at smide alt Zachs legetøj ud og dermed erklære, at Zach er for gammel til den slags.
Begivenhederne tager hurtigt fart derefter, og en dag bryder Poppy og Alice gennem Zachs isolation for at videregive en foruroligende besked. En gammel porcelænsdukke er begyndt at forstyrre Poppys nattesøvn; en dukke hvis porcelænskinder er lavet af knogler...

“He wondered whether growing up was learning that most stories turned out to be lies.” 

Der findes intet så uforklarligt ildevarslende som et dukkeansigt; tomme og stirrende øjne glasøjne gemt under en sky af øjenvipper, bleg porcelænshud der er uendeligt skrøbelig og så let ituslået, kunstigt glansfulde slangekrøller og kniplingskjoler fra et andet århundrede. Den stillestående skønhed i en porcelænsdukke er for ubærligt perfekt til at virke beroligende.
Af samme grund virkede "Doll Bones" med dens udgangspunkt i porcelænsdukkens fastfrosne livagtighed som noget særligt. Alene dens forside udøvede en sær tiltrækningskraft på mig, og mindede mig om dengang, jeg blev skræmt fra vid og sans af R. L. Stines "Dukkernes nat". Jeg forestillede mig, at bogen ville læne sig op af Neil Gaimans "Coraline" og udsende rædsler i børnehøjde. Jeg forestillede mig noget krybende uhygge, formuleret ved hjælp af hentydningens kunst. Desværre var det bare ikke helt det, jeg fik.
Selvom "Doll Bones" er en dunkel fortælling om en gammel porcelænsdukke med et indre fyldt af knoglestøv, er det først og fremmest en beretning om venskab og det første møde med voksne forventninger. Det er en fortælling om forestillingens kraft, leg og fjolleri; og om de mennesker, der påstår, at man for at vokse op skal udslukke sin fantasi. 

“If they were real, then maybe the world was big enough to have magic in it. And if there was magic — even bad magic, and Zach knew it was more likely that there was bad magic than any good kind — then maybe not everyone had to have a story like his father's, a story like the kind all the adults he knew told, one about giving up and growing bitter.”

Holly Black indarbejder således et vigtigt budskab om barndomssind og fantasiens eksistensberettigelse i den moderne verden, i denne korte bog. Bogen følger de tre børn på en eventyrsfærd og forklarer undervejs den ambivalens, der er så dybt forbundet med at vokse op.
Men selvom dette budskab både er yndefuldt og relaterbart, er det ganske enkelt ikke dét, jeg havde forventet at finde mellem bogens sider. Historien er langt mere sentimental end den er uhyggelig, langt mere reflekterende end den er ildevarslende. Måske er det i virkeligheden synd at sammenligne den med R. L. Stines forstyrrende uhygge, Neil Gaimans fortællerleg eller Claire Legrands kriblende mørke. "Doll Bones" befinder sig i en helt anden genre, og formålet er et helt andet.
Det egentlige problem med bogen hviler måske i markedsføringen. Fra den sortmalede forside til den kuldegysfremkaldende undertitel, bliver "Doll Bones" solgt som en spøgelseshistorie, selvom dens tema er langt mere virkelighedsnært end som så. Og det er en skam, for det fik mig til at påbegynde bogen med helt andre forventninger, der udløste en naturlig skuffelse, da de ikke blev indfriet.