"Jamaica Inn"af Daphne du Maurier, fra forlaget Virago, udgivet i 2003 (org. udgivet i 1936). 2/5 stjerner.
En kro ved navn Jamaica Inn er det indlysende omdrejningspunkt for denne roman; det er et sted, hvor mørke hemmeligheder gemmes og forties, et sted hvor mysterier opstår og et sted der fylder forbipasserende med ubehag. Samtidig er det også et virkeligt sted; en hjemlig kro i midten af Bodmin Moor, som Daphne du Maurier en dag forbipasserede og blev inspireret af. Hun forestillede sig, hvordan kroen ville have set ud for hundrede år tilbage, og endte således med udgangspunktet for sin historie, der finder sted i år 1820.
"Jamaica Inn" følger den unge Mary Yellan, som er blevet forældreløs og efterladt uden formue eller gunstige fremtidsudsigter. Som den eneste løsning må Mary flytte ind sammen med sin tante Patience, der sammen med sin mand driver en kro ved navn Jamaica Inn.
Allerede inden Mary ankommer til Jamaica Inn, fornemmer hun, at der er noget galt. Kroen omtales med frygt og undgåes af alle respektable mennesker. Vagtsomme blikke følger Mary på vej, og da hun møder sin knækkede tante og hendes brutale mand, forstærkes hendes mistanker. Mary beslutter sig for at redde hendes nervøse tante fra det gradvise forfald, der truer - men hun indser hurtigt, at den trykkende stemning, der omgiver Jamaica Inn, har tunge årsager.
En kro ved navn Jamaica Inn er det indlysende omdrejningspunkt for denne roman; det er et sted, hvor mørke hemmeligheder gemmes og forties, et sted hvor mysterier opstår og et sted der fylder forbipasserende med ubehag. Samtidig er det også et virkeligt sted; en hjemlig kro i midten af Bodmin Moor, som Daphne du Maurier en dag forbipasserede og blev inspireret af. Hun forestillede sig, hvordan kroen ville have set ud for hundrede år tilbage, og endte således med udgangspunktet for sin historie, der finder sted i år 1820.
"Jamaica Inn" følger den unge Mary Yellan, som er blevet forældreløs og efterladt uden formue eller gunstige fremtidsudsigter. Som den eneste løsning må Mary flytte ind sammen med sin tante Patience, der sammen med sin mand driver en kro ved navn Jamaica Inn.
Allerede inden Mary ankommer til Jamaica Inn, fornemmer hun, at der er noget galt. Kroen omtales med frygt og undgåes af alle respektable mennesker. Vagtsomme blikke følger Mary på vej, og da hun møder sin knækkede tante og hendes brutale mand, forstærkes hendes mistanker. Mary beslutter sig for at redde hendes nervøse tante fra det gradvise forfald, der truer - men hun indser hurtigt, at den trykkende stemning, der omgiver Jamaica Inn, har tunge årsager.
“No, Mary had no illusions about romance. Falling in love was a pretty name for it, that was all.”
I sit forord til "Jamaica Inn", skriver Sarah Dunant om Daphne du Mauriers magi. Hun udpensler, hvordan de neglebidende læsere altid forhaster sig gennem du Mauriers romaner uden så meget som at lægge mærke til sproglige detaljer og plotmæssige huller. For realisme er ikke pointen hos du Maurier - det er den anspændte stemning derimod. Hvis der skal et urimeligt antal af stormfulde nætter og vansirede ansigter til for at skabe denne stemning, er det derfor i virkeligheden underordnet.
Og således starter "Jamaica Inn" også med undertoner af en velkendt gotisk beretning. Du Maurier lader sin hovedperson køre gennem et fremmed landskab på en mørk november nat, og inkluderer adskillige advarsler om det ukloge i at rejse til Jamaica Inn. Lighederne mellem dette scenarie og Bram Stokers "Dracula" er slående. Da Mary Yellan senere ankommer til Jamaica Inn, tager begivenhederne hurtigt fart, og i de tågede nætter høres hviskende stemmer og forudanelser om grumme mord uden at efterlade et eneste spor, når kroen undersøges nærmere i dagslyset. "Jamaica Inn" er en bog, der kombinerer alverdens gyserhistorier og kærligt omfavner de tilhørende klichéer.
I dette landskab af bange anelser, mudrede fodspor og modstridende følelser stødte jeg på et væld af karakterer, der næsten virkede ligeså karikerede som hændelserne omkring dem. Mary Yellan er en troværdig hovedperson, men bipersonerne omkring hende er uhyggeligt enfoldige. Marys onkel er en skabelonskåret skurk, hans kone er et ubeslutsomt nervevrag og den endelige afsløring involverer en uheldig fremstilling af den klassiske landsbyfreak. Uanset hvor hurtigt plottet går, og uanset hvor mange begivenheder der finder sted, er det svært ikke at lægge mærke til disse karakterer, der vandrer mekanisk rundt i bogens overflade.
I sit forord til "Jamaica Inn", skriver Sarah Dunant om Daphne du Mauriers magi. Hun udpensler, hvordan de neglebidende læsere altid forhaster sig gennem du Mauriers romaner uden så meget som at lægge mærke til sproglige detaljer og plotmæssige huller. For realisme er ikke pointen hos du Maurier - det er den anspændte stemning derimod. Hvis der skal et urimeligt antal af stormfulde nætter og vansirede ansigter til for at skabe denne stemning, er det derfor i virkeligheden underordnet.
Og således starter "Jamaica Inn" også med undertoner af en velkendt gotisk beretning. Du Maurier lader sin hovedperson køre gennem et fremmed landskab på en mørk november nat, og inkluderer adskillige advarsler om det ukloge i at rejse til Jamaica Inn. Lighederne mellem dette scenarie og Bram Stokers "Dracula" er slående. Da Mary Yellan senere ankommer til Jamaica Inn, tager begivenhederne hurtigt fart, og i de tågede nætter høres hviskende stemmer og forudanelser om grumme mord uden at efterlade et eneste spor, når kroen undersøges nærmere i dagslyset. "Jamaica Inn" er en bog, der kombinerer alverdens gyserhistorier og kærligt omfavner de tilhørende klichéer.
I dette landskab af bange anelser, mudrede fodspor og modstridende følelser stødte jeg på et væld af karakterer, der næsten virkede ligeså karikerede som hændelserne omkring dem. Mary Yellan er en troværdig hovedperson, men bipersonerne omkring hende er uhyggeligt enfoldige. Marys onkel er en skabelonskåret skurk, hans kone er et ubeslutsomt nervevrag og den endelige afsløring involverer en uheldig fremstilling af den klassiske landsbyfreak. Uanset hvor hurtigt plottet går, og uanset hvor mange begivenheder der finder sted, er det svært ikke at lægge mærke til disse karakterer, der vandrer mekanisk rundt i bogens overflade.
“Because I want to; because I must; because now and forever more this is where I belong to be.”
Det er Daphne du Mauriers evne til at kombinere den jagende gotik med sprolig finesse, der får mig til at vende tilbage til hende gang på gang. I både "My Cousin Rachel" og i "Rebecca" bliver mysterierne opløst med et tankespil, der nådesløst leger med sin læser. Det er antydningens fine kunst, der ophøjer du Maurier til noget særligt i min optik - og det er netop den kvalitet, "Jamaica Inn" mangler.
For "Jamaica Inn" slutter ikke med løse tråde, der flagrer spøgelsesagtigt i luften. Snarere tværtimod; Daphne du Maurier afrunder sin historie yndigt, uddeler alle svar og bygger historien op som en solid spændingsroman. Bogen er skam udemærket; medrivende og hurtigt læst - men den er heller ikke mere end det. Der er milevidt fra den simple opbygning i "Jamaica Inn" til det komplicerede puslespil i "Rebecca" og den psykologiske dybde i "My Cousin Rachel". Måske var mine forventninger til denne forholdsvist tidlige roman af Daphne du Maurier urimelige, men ikke desto mindre er jeg efterladt med undren og skuffelse over en forfatter, jeg altid har idoliseret.
Det er Daphne du Mauriers evne til at kombinere den jagende gotik med sprolig finesse, der får mig til at vende tilbage til hende gang på gang. I både "My Cousin Rachel" og i "Rebecca" bliver mysterierne opløst med et tankespil, der nådesløst leger med sin læser. Det er antydningens fine kunst, der ophøjer du Maurier til noget særligt i min optik - og det er netop den kvalitet, "Jamaica Inn" mangler.
For "Jamaica Inn" slutter ikke med løse tråde, der flagrer spøgelsesagtigt i luften. Snarere tværtimod; Daphne du Maurier afrunder sin historie yndigt, uddeler alle svar og bygger historien op som en solid spændingsroman. Bogen er skam udemærket; medrivende og hurtigt læst - men den er heller ikke mere end det. Der er milevidt fra den simple opbygning i "Jamaica Inn" til det komplicerede puslespil i "Rebecca" og den psykologiske dybde i "My Cousin Rachel". Måske var mine forventninger til denne forholdsvist tidlige roman af Daphne du Maurier urimelige, men ikke desto mindre er jeg efterladt med undren og skuffelse over en forfatter, jeg altid har idoliseret.
Spændende, at der lader til at være sådan en forskel på hendes romaner! Man kan jo nemt komme til at konkludere, at det netop hænger sammen med, at det er tidligere i hendes forfatterskab, og at hendes ellers kendetegnende mystik ikke er
SvarSletJeg har selv lige fået "Jamaica Inn" på hylden, så jeg glæder mig til at se hvad jeg synes om den, når jeg engang når dertil. (Det er dog en brugt udgave til 5 kr, så det går nok selvom den ikke er fantastisk :)
Det synes jeg netop, der er! Og det er meget mærkeligt. Men ja, det er en af de tidlige romaner, men så tidlig er den jo omvendt heller ikke. To år efter denne udgav hun "Rebecca", som jo er det store mesterværk. Der må virkelig være sket meget i de to år? Jeg aner det ikke. "Jamaica Inn" er ikke nødvendigvis en dårlig bog, men for mig at se mangler den virkelig dybde.
SletOg det er skønt at afprøve bøger med billige genbrugsfund :) Jeg glæder mig til at høre din mening om bogen, og håber du får en bedre oplevelse, end jeg gjorde! Har du læst du Maurier før?
Ærgerligt at bogen skuffede sådan, men til gengæld er den godt nok pæn. Er vild med den bogserie.
SvarSletDen er virkelig irriterende, når bøger skuffer sådan, ja. Men bogen er virkelig yndig og pynter så fint på hylden. Elsker virkelig VMC kvinde-tematik :)
Slet