"Middlemarch" af George Eliot

Hvordan skriver man om en bog, der har rørt ens hjerte, og bragt en så megen overraskelse, at den ultimativt ændrede ens forhold til litteratur? Hvordan oversætter man så stærke følelser til ord? Svaret er simpelt; jeg aner det ikke. Men jeg vil forsøge alligevel. Både her og i en rapport i mit kursusfag ved navn 'What is a Good Book?'. For noget af det jeg ved med sikkerhed er, at "Middlemarch" er en god bog. Ethvert instinkt i min krop, enhver intuition og enhver tankemæssig logik fortæller mig, at det er sandt.

"Middlemarch" af George Eliot, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1874). 5/5 stjerner.

I virkeligheden er den bedste måde at opsummere George Eliots ambitiøse mesterværk på, måske ved at inkludere dens undertitel: "A Study of Provincial Life". For det er netop, hvad bogen er; et studie og en fordybelse i 1800-tallets engelske provinsliv med alle dets hverdagslige sorger og glæder, fiaskoer og sejre. 
"Middlemarch" startede som en roman om en ung idealist ved navn Tertius Lydgate, men Eliot holdte gradvist op med at arbejde på sit værk, og begyndte i stedet at skrive om en kvinde ved navn Dorothea Brooke, der indgik et forkert ægteskab. Efter en ukendt periode i skrivebordskuffen, blev den tidlige historie om Lydgate flettet sammen med fortællingen om Dorothea, og "Middlemarch" blev omdannet til den bredt favnende roman, vi kender i dag.

“What do we live for, if it is not to make life less difficult for each other?”

Middlemarch er navnet på en fiktiv by, der ikke eksisterer på hverken landkort eller i historiebøger. Navnet og placeringen er Eliots egen opfindelse, og som navnet indikerer, er det meningen, at Middlemarch skal symbolisere det gennemsnitslige; noget der er midtimellem. Bogen handler netop om menneskesamfundet, der altid befinder sig midtimellem godt og ondt, nyt og gammelt, smukt og grimt, komedie og tragedie. Bogen er én stor gråzone og blandingsform, der fremstår evigt relaterbar.
I en summende provinsverden følger man ægteskaber, spirende politiske overvejelser, kunstnerisk fortabelse, intellektuel forblændelse, etiske debatter, stille eksistenser og en afsluttende landsbyskandale. Kapitlerne følger hovedsageligt tre personer; den principfaste Dorothea Brooke, den visionære landsbylæge Tertius Lydgate og den gamblende rigmandssøn Fred Vincy. Bag disse tre karakterer befinder der sig en overflod af historier og tilknyttede bipersoner; alle båret igennem af Eliots tydeligt satiriske fortællerstemme, der har blidt Austenske undertoner.
"Middlemarch" starter med et ægteskab, og kun flere ægteskaber følger. Dorothea Brooke gifter sig med en ældre lærd mand med ambitioner om, at hun vil kunne hjælpe ham med hans teologiske skriveprojekt; hun ser ham som midlet til den uddannelse, hun drømmer om. Edward Casaubon på den anden side, gifter sig med Dorothea under den illusion, at hun vil være en hjemlig skabning, der vil aflaste hans tungsind. Fra deres første spinkle skridt mod bryllypsløftet taler de håbløst forbi hinanden; og ingen af dem er i stand til at se den misforståelse, de er ved at begå.
Eliot var, som så mange andre skribenter i hendes samtid, interesseret i ægteskabets funktion. I "Middlemarch" opstiller hun elegante spørgsmålstegn ved kvindens position i samfundet og diskuterer traditionsbundne (og forældede) virkelighedsopfattelser i forbindelse dermed. Men i modsætning til Austen, Brontë og Gaskell, er ægteskabet hos Eliot ikke det mål, romanen arbejder henimod. Eliot omvender hele ægteskabsskabelonen således, at ægteskabet ikke er noget, heltinden skal opnå; men tværtimod noget, læseren håber, heltinden vil kunne frigøre sig fra. Lyden af bimlende kirkeklokker giver derfor genlyd gennem "Middlemarch"'s sider – og de varsler ikke altid om lykke.

“To be a poet is to have a soul so quick to discern, that no shade of quality escapes it, and so quick to feel, that discernment is but a hand playing with finely-ordered variety on the chords of emotion--a soul in which knowledge passes instantaneously into feeling, and feeling flashes back as a new organ of knowledge.”

"Middlemarch" har lært mig så mange ting. Bogen er fyldt med værdifulde observationer om hverdagslige fejltagelser og manglende selvindsigt, men den lektion jeg tydeligst forbinder Eliot med, er en læsemæssig af slagsen. Første gang jeg læste "Middlemarch" var jeg nemlig ved at opgive den. Jeg kunne ikke gennemskue eller overskue dens enorme sidetal, jeg kunne ikke fordybe mig i fortællertempoet, og jeg følte ingen begejstring. De første 400 husker jeg som en kamp uden lige, og det var en kamp, jeg kun tog op, fordi mit studie tvang mig til det.
Men under min læsning skete der pludselig noget. En forandring fandt sted, og siderne blev gradvist vendt hurtigere og hurtigere. Én efter én vandt karaktererne mit hjerte, Eliots fortællerstemme indtog min hjerne og 400 sider forsvandt i løbet af en enkelt dag. Da jeg nåede den sidste side, græd jeg ikke blot; jeg hulkede. Mine tårer skyldtes ikke en trist slutning, men snarere at bogen overhovedet tillod sig at slutte.
"Middlemarch" snød mig på en måde, jeg aldrig havde forudset. Den ændrede hele min læsetilgang; til klassisk litteratur, til karakteropbygning og til plotstruktur. Den lærte mig at læse dybere, at læse nærmere og til ikke at dømme. Alt det jeg troede, jeg vidste om bogen, viste sig at slå fejl. Og det havde jeg aldrig fundet ud af, hvis jeg havde gjort, hvad jeg var fristet til og bare givet op.
Denne måneds genlæsning af "Middlemarch" har været en længe ventet milepæl for mit vedkommende. Jeg har i lang tid ønsket at vende tilbage til den engelske provinsby og denne gang kigge nærmere på det landskab, bogen førte mig igennem. Jeg har forsøgt at rette min første fejltagelse og tage mig tid til fordybelse, nærlæsning og indlevelse. Og det har virket. I Eliots ambitiøse mesterværk har jeg fundet en psykologisk indsigt, der næsten er skræmmende i dens præcision, og et landsbyportræt der på én gang er længselsvækkende og frastødende. Jeg er endnu en gang stødt på en slutning, jeg ville ønske ikke fandtes, en slutning jeg ville udsætte i det uendelige, hvis det var muligt. Bogen er et univers, jeg gerne vil leve i, selvom jeg ikke kan. I stedet lever bogens ord i mig – og det er måske netop dét, der kendetegner en god bog, når det kommer til stykket?

“Certainly the determining acts of her life were not ideally beautiful. They were the mixed result of young and novel impulse struggling amidst the conditions of an imperfect social state, in which great feelings will often take the aspect of error, and great faith the aspect of illusion.”