"Uindviet jord" af Hannah Kent

"Uindviet jord" (org. titel "Burial Rites") af Hannah Kent, fra forlaget Hetland, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk - originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Forlaget Hetland. 4/5 stjerner.

Hannah Kents debutroman tager udgangspunkt i det, der skulle blive Islands sidste dødsdom. I 1829 blev Agnes Magnúsdóttir dømt til døden for at medvirke i et mord på to mænd, der lå og sov. I det halve års ventetid mellem dom og henrettelse blev Agnes sendt til forvaring på familien Johnssons gård, og det er dette halve år, romanen beskæftiger sig med.

Kent har skrevet en smuk fortælling om en familie, der bliver påtvunget en pligt, der fylder deres isolerede hjem med usikkerhed og frygt, og om en kvinde der lever med vished om sin egen dødsdato.

“Det er, hvordan andre mennesker tænker om én, der bestemmer, hvordan man er.”

Hannah Kent betegner i sin afsluttende note "Uindviet jord" som et dystert kærlighedsbrev. Et kærlighedsbrev til Islands nøgne naturomgivelser, indbyggernes krøllede efternavne og 1800tallets barske livsvilkår. Og hvert eneste kuldestrøg der kryber gennem hullerne i familien Johnssons gård, hver eneste mudret plet under Agnes' fødder og enhver glidende kameralignende bevægelse over havkant og mark, er et produkt af denne kærlighed. Fra start til slut er "Uindviet jord" et køligt stemningsbillede, der dirrer af liv og nordisk vintermelankoli.

Bogen er fyldt med bratte fortællerskift; Kent benytter sig af en deskriptiv skrivestil i tredjeperson, men bruger også Agnes som jeg-fortæller, og tillader derved en uddybning af Agnes' karakter. Agnes' tankerækker er næsten lyriske i deres udformning; fyldt med knugende desperation og rå smerte, der falder i ét med de isolerede omgivelser.

På trods af sammensmeltningen af historiens synsvinkler afsløres sandheden om de brutale mord, og Agnes' rolle i dem, ikke før bogens sidste halvdel. Kent bevilliger læseren et frirum til spekulation; til gradvist at lære Agnes at kende gennem hendes samtaler med hjælpepræsten og hendes opførsel overfor familien Johnsson, og til at danne en personlig fortolkning af den mystik, hun omgives af. Romanen kredser i ligeså høj grad om familien Johnssons klaustrofobiske liv, naboernes fordømmende stirren, hjælpepræstens retfærdighedssans og Agnes' truende fremtidsudsigter, som den kredser om mordsagens mørke. 

“Hun trak sin pegefinger ud af uldtråden og førte den op til sin pande. "Herinde," sagde hun, "kan jeg vende tilbage til den dag, som var det en side i en bog. Den er indskrevet så dybt i min bevidsthed, at jeg næsten kan smage blækket."”

"Uindviet jord" er et portræt af en kvinde, der endte som et blodigt punktum i Islands historie. Kent stiller tunge spørgsmål om historienedskrivningens funktion og ved at udfylde historiens huller med spekulativ fiktion, tilføjer hun flere nuancer til et ellers glemt maleri.

Bogen er en stor oplevelse, der endnu sidder fast i mig. Kent gengiver den historiske begivenhed med så stor indsigt og psykologisk dybde, at jeg slet ikke kan begribe, at dette er en debutroman. "Uindviet jord" er en gribende læseoplevelse, en tankevækkende page-turner og en beretning om mennesker og menneskelighed.

Egentligt er historisk fiktion en besynderlig genre. Slutningen er ofte en uundgåelig kendsgerning, et facit bogen bevæger sig henimod i et faretruende roligt tempo. Som læser ved man, hvad der vil ske, og det handler derfor ikke om slutningen, men derimod om rejsen dertil. Denne forvandling af vante læsemønstre kræver et helt særligt talent, og Hannah Kent besidder det til overflod. Jeg vendte side efter side; ikke for slutningens skyld, men for læseoplevelsen selv.