"My Life in Middlemarch" af Rebecca Mead

"My Life in Middlemarch" af Rebecca Mead, fra forlaget Crown Publishing, udgivet i 2014. 4/5 stjerner.

Siden Rebecca Mead som ung studerende læste "Middlemarch" for første gang, har romanen hjemsøgt hende, fulgt med hende på alle hendes rejser, og hjulpet hende i store livsbeslutninger. Det er den bog, hun igen og igen er søgt tilbage til for at finde et brugbart råd, kærlig trøst og et saligt gensyn.
"My Life in Middlemarch" er et forsøg på at omdanne denne læseoplevelse til ord. Det er en tilbagesøgning til, hvordan "Middlemarch" blev skrevet, hvem den blev skrevet af, og hvordan den er blevet læst – både af Mead selv og af andre. Meads bog blander adskillige genrer, men fokuspunktet forbliver på den roman, der startede det hele. "Middlemarch" af George Eliot.

“Reading is sometimes thought of as a form of escapism, and it’s a common turn of phrase to speak of getting lost in a book. But a book can also be where one finds oneself; and when a reader is grasped and held by a book, reading does not feel like an escape from life so much as it feels like an urgent, crucial dimension of life itself.”

Bøger som denne er umulige at definere. For hvilken genre tilhører den egentligt? Skal den arkiveres som biografi eller litteraturkritik? Læse-hyldest eller memoir? Akademisk eller fornøjelig? Problemet opstår, fordi bogen i virkeligheden er det hele; den favner bredt og bevæger sig både gennem Middlemarchs fiktive landskaber, Eliots kærlighedsliv og Rebecca Meads engelsk-undervisning, hvor bogen for første gang havnede i hendes hænder. Bogen handler om udarbejdelsen, læsningen og oplevelsen af "Middlemarch", og om hvordan den ultimative læseoplevelse vil variere for os alle.

Denne måneds underliggende tema for bloggen har været hvor overset, jeg synes, "Middlemarch" er. George Eliot regnes ofte for at ligge på samme breddegrad som Austen og Dickens, men dog vækker hendes navn slet ikke samme genkendelse. Hun er forsvundet i takt med den tid, som hun skrev om. Af samme grund var netop denne bog så vigtig for mig at opspore og så betydningsfuld for mig at læse. I den fandt jeg en ligesindet sjæl; en medbeundrer af Eliots smukt udformede prosa.

Rebecca Mead blev anbefalet "Middlemarch" en sommer, hvor hun tog ekstra-timer i engelsk. Hun stirrede beundrende på den murstenstunge bog, samlede den op, og fandt et lille stykke af hende selv i det. Hun læste "Middlemarch", og hendes liv blev forandret. Denne konstant voksende kærlighed for Eliots værk er hele tiden til stede under læsningen af "My Life in Middlemarch". Det er en varm undertone, der flyder gennem bogen og tilføjer entusiasme til hvert ord om Eliot og hendes karakterer. Selvom "My Life in Middlemarch" er overvejende analytisk, og biografisk beskriver Eliots livssituation, bliver det derfor aldrig upersonligt eller distanceret. Meads læsekærlighed ånder en i nakken under læsningen af hvert eneste ord.

“A book may not tell us exactly how to live our own lives, but our own lives can teach us how to read a book.”

I modsætning til Ellis' "How to Be a Heroine", holder Mead sig nemlig meget strikst til sit emne. Mead har omhyggeligt studeret Eliots notesbøger, holdt førsteudgaver af "Middlemarch" i sine hænder (med stor ærefrygt), og endda besøgt nulevende efterkommere af den store forfatterinde. Tidlige anmeldelser af "Middlemarch", personlige brevudvekslinger og temaer i senere romaner sammenholdes for at skabe en større forståelse for udarbejdelsen af "Middlemarch", og den modtagelse den er blevet mødt med gennem litteraturhistorien.
Undervejs blev jeg dybt inspireret af flere af Meads analytiske tilgange; idéen om Lydgate og Dorothea som spejlende handlingsforløb og en tidlig kritikers forventning til sammenfletningen af deres plotlinjer, havde jeg aldrig skænket en tanke. Men i Meads hænder giver det mening og som følge deraf, åbnedes mine øjne for en uset verden af muligheder. Ikke alene er Mead passioneret om sit emne; hun tilbyder også et væld af intelligente indgangsvinkler til læsningen af romanen. Ligeledes gjorde bogen mig også klogere på George Eliots privatliv. Mead prøver dog ikke desperat på, at sammenkæde Eliots liv med hendes roman, men argumenterer derimod logisk for, at visse begivenheder i Eliots liv kan have influeret "Middlemarch".
"My Life in Middlemarch" er en rørende kærlighedserklæring til George Eliot, en hyldest til mesterværket "Middlemarch", en litterær analyse og en dybt personlig beretning om, hvordan en bog kan forandre et liv; og om hvordan et liv kan forandre en bog. Det er et studie i, hvordan læsningen af "Middlemarch" har ændret sig gennem historien, og hvordan Meads egen oplevelse af bogen har ændret sig gennem hendes liv. I kernen af "My Life in Middlemarch" gemmer der sig nemlig et minde om talrige genlæsninger, tungt understregede linjer, skiftende sympati og evig kærlighed.

“"Imagine me seated near a window, opening under a verandah," George Eliot had written. And I could imagine her there: I could conjure her more vividly than anywhere else I had pictured her in my travels. But through that window was a larger vista: a landscape changed by books, reshaped by reading, transfigured by the slow green growth.”