"Stillidsen" af Donna Tartt

"Stillidsen" (org. titel "The Goldfinch") af Donna Tartt, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet i 2014 (org. udgivet i 2013). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Lindhardt & Ringhof. 5/5 stjerner.

"Stillidsen" er et maleri af en lille fugl. Det blev malet i 1654 af en af Rembrandts elever, en hollandsk mand ved navn Carel Fabritius. Det er et maleri, der er kendt for dets farveharmoni og simplicitet. Det er også det maleri, der igangsætter hele Donna Tartts gigantroman.
I romanens start befinder Theo Decker sig nemlig på et kunstmuseum sammen med sin mor for at beundre Fabritius' smukke maleri. Et øjeblik senere ligger museet i ruiner, en bombe er sprunget, og en terrorhandling har fundet sted. Theo vågner midt i kaosset, forvirret og efterladt, og som en søvngænger finder han sin vej ud af bygningen med det omtalte maleri under armen. Hans forståelse af begivenhederne er hæmmet, og han er ude af stand til at tænke rationelt.
Efter et langt døgns ventetid, får han besked om, hans mor er død. Han er alene i verden; hans far er forsvundet for længe siden, hans bedsteforældre er ude af stand til at passe ham, og han er overladt til overbærende venner og systemets luner. Romanen følger ham (og maleriet med ham) over de næste ti år af hans liv.

“Og maleriet, over hans hoved, var fikspunktet for det hele: drømme og tegn, fortid og fremtid, held og skæbne. Der var ikke en enkelt betydning. Der var mange betydninger. Det var en gåde der bredte sig videre ud og ud og ud.”

Donna Tartt er min helt. Lige siden jeg åbnede "Den hemmelige historie", og lod den kravle under huden på mig, har jeg associeret hendes navn med en ærefrygtindgydende intelligens og en misundelsesværdig kontrol over hvert eneste ord. 
Tartts romaner er som store puslespil med 5000 brikker, og hvert ord er en brik, der er blevet sammensat og opløst et utal af gange for den mest strategiske placering. Hendes sætninger er alle uundværlige dele af den store helhed; placeret lige der, hvor de hører til. Det er den evne, Tartt er berømt for. Det er den grundighed, der gør, at man som læser  holder vejret i ti år og venter på hendes næste udspil uden at glemme hende og det, hun kan. Når Donna Tartts navn atter er aktuelt, er der ikke blot en tale om en ny udgivelse, men derimod en begivenhed, der ofte sætter hele den litterære verden på pause.
"Stillidsen" var værd at vente på. Den brød stilheden og ventetiden på den smukkeste måde, indfriede enhver forventning og mere til. Bogen er et gigantisk kunstværk; svimlende ambitiøs, skrevet i en næsten Dickens-lignende tradition med massevis af sammenfiltrede skæbner, skæve eksistenser og bratte kapitelstop med afventende punktummer. Tartt splitter sin læser i to, og en kamp opstår mellem den grådige nysgerrighed, der æder linje efter linje, og den omklamrende melankoli, der forsøger at gemme hvert ord og lagre hver eneste sætning til de næste ti års ventetid. Bogen er på én gang både en gigantisk mursten og alt, alt, alt for hurtigt forbi.
I løbet af de over 800 sider gennemgår Theo Decker en dannelsesrejse, der fører ham gennem en mangfoldighed af landskaber. Hjemløs og forældreløs strejfer han omkring, i starten overladt til en vennefamilie i New Yorks glamourøse overklasse, senere i et umøbleret hus hos en håbløs stofmisbruger i en forstad til Las Vegas, derefter i et baglokale hos en møbelsnedker, og endelig i et snusket hotelværelse med stoffer pulserende gennem årerne. Tartt bevæger sig fra beskrivelser af kvalmende neonlys, kaskader af opkast, blod og branderter til knaster og skrammer i en antik bordflade og de tilbagevendende penselstrøg af Carel Fabritius. Og intet gøres uden indlevelse, uden sanseligheden og detaljen.

“At holde for meget af genstande kan ødelægge en. Men – hvis man holder tilstrækkeligt meget af en ting, får den sit eget liv, ikke? Og er hele pointen ved ting – smukke ting – ikke at de forbinder en med en form for større skønhed?”

Men ikke alle beskrivelser foræres; historien har huller, den er uperfekt og chokerende. Theo fortæller ikke alt, for han ved ikke alt. Rystende eksplosioner, sanseløst druk, tilbagevendende hovedpine og nætter sygnet hen i et tidligt mørke gør ham ude af stand til at forblive pålidelig. Theo har bygget hele sit eksistensgrundlag på et fatalt mørke i hans hukommelse, og derfor vendes romanen på hovedet med én eneste chokerende sætning.
Udgangspunktet for det hele er naturligvis Stillidsen; Fabritius' eftersøgte billede, som Theo både vogter og forbander. Som en sygelig besættelse, en ejendommelig besiddertrang kombineret med de bedste intentioner om beskyttelse, følger det ham overalt i hans tanker. Det lille maleri med den fastlåste selskabsfugl udøver en stærk magt ikke kun over Theo, men også over romanen selv.
På mange måder er "Stillidsen" en hyldest, et åbent kærlighedsbrev til kunsten; malerier, romaner, filosofi, historie og livet selv. Theo spekulerer gentagende gange på, hvad det betyder at være en beundrer af kunst og en samler af smukke ting. Gennem ham udforsker Tartt den effekt, kunsten har på menneskelivet. Romanen begynder med Fabritius, og bevæger sig videre til Rembrandt, Manet, Proust og endda den bebrillede Harry Potter. Intertekstualiteten og referencerne vejer tungt, og de danner en tankevækkende, intelligent og levende baggrund for en fortælling om den storslåede verden, hvori kunst skabes og udleves.
At skrive et sammenhængende indlæg i en rimelig længde om en bog, hvor så meget er på spil hele tiden, hvor så mange liv sammenflettes, hvor så mange miljøer mødes og hvor så megen sorg, forvirring, kærlighed, barndomstab og sindstilstande kommer til udtryk, har vist sig at være en urimelig udgave. Blot at udvælge to-tre citater ud af 830 siders sprogleg var et problem. For at yde bogen retfærdighed, burde jeg have citeret de sidste tyve sider, som er en poetisk, filosofisk, håbefuld og opgivende besvarelse af hele romanens handlingsforløb, fortalt med Theos egne ord. Tartts sætninger er svære at pille fra hinanden, for de hænger alle så godt sammen, akkurat som brikkerne i et puslespil.

Donna Tartt er min helt. "Stillidsen" er en roman, der har været værd at vente på.

“Hvad hvis man tilfældigvis er i besiddelse af et hjerte, som man ikke kan stole på? Hvad hvis hjertet, af dets egne uudgrundelige årsager, forsætligt og i en sky af usigelig strålegalans fører en bort fra sundhed, familieliv, borgerligt ansvar og stærke sociale forbindelser og alle de almindelige dyder man uden videre godtager, og i stedet lige hen imod et smukt blus af ødelæggelse, selvdestruktion, katastrofe?”