"The Luminaries" af Eleanor Catton

"The Luminaries" af Eleanor Catton, fra forlaget Granta Books, udgivet i 2013. 5/5 stjerner.

Jeg ved slet ikke, hvordan man skriver et fire-fem linjer resumé af denne gigantiske roman. Jeg ved slet ikke, om det kan lade sig gøre overfor noget så kompliceret og så altoverskyggende, som denne historie. For det er en bog, der skal læses, og ikke en bog der skal genfortælles.
Eleanor Catton blev med "The Luminaries" den yngste vinder af The Man Booker Prize nogensinde. I en alder af blot 28 år og med kun én anden roman bag sig, har hun skabt noget så mærkværdigt og helstøbt, at det fortjener alverdens litteraturpriser.
"The Luminaries" er en fortælling om et omfattende mysterie, der udspiller sig i New Zealand i 1866. I en by ved navn Hokitika er en rig mand forsvundet, en luder har forsøgt at begå selvmord, og en enorm mængde guld er blevet fundet under gulvbrædderne hos en hjælpeløs dranker. Disse tilsyneladende separate hændelser er vigtige brikker i et kosmisk puslespil, som tolv af landsbyens mænd desperat forsøger at sammenstykke. 

“His temperament was deeply nostalgic, not for for his own past, but for past ages; he was cynical of the present, fearful of the future and profoundly regretful of the world's decay.” 

Intet i denne bog er overladt til tilfældighederne. Hver en karakter der introduceres, hvert et udvekslet ord, hver en bevægelse, og hvert et kapitel er en nøje udtænkt del af en større helhed. "The Luminaries" er kalkuleret efter stjernepositioner, månens faser og planeternes bevægelser.
Selvom man ikke behøver at være bevidst om bogens struktur for at nyde dens historie, er det en vigtig del af dens storhed. Catton har med "The Luminaries" udført et imponerende romaneksperiment med en komposition, der tidobler den endelige læseoplevelse.
I bogens første kapitel bliver læseren vidne til et møde mellem tolv mænd, der i fælles frustration diskuterer et voksende mysterie. Disse tolv mænd er ikke kun en vigtig del af romanens persongalleri; de fungerer også som levende symboler. Hver af bogens tolv dele starter nemlig med et såkaldt urhoroskop (se billede to ovenfor), hvor hver af de tolv karakterers navne er tilknyttet et stjernetegn. Dette stjernetegn afspejles direkte i karakterernes personlighed og opførsel; for eksempel tilhører Edgar Clinch krebsens tegn, og han er derfor et følsomt væsen, domineret af jalousi og omklamrende besiddertrang.
Ud over de tolv mænd indeholder romanen yderligere otte hovedpersoner. Disse otte karakterer er repræsenteret af planeterne og besidder således også den mytologi, planeterne associeres med. For eksempel er den brutale Francis Carver et symbol på Mars, som netop er kendetegnet ved en uregerlig krigsliderlighed i henhold til romersk mytologi.
Det bemærkelsesværdige ved denne komposition er, at det rent faktisk er muligt at forudsige, hvilke karakterer der vil interagere med hinanden, ud fra de stjernepositioner der angives ved begyndelsen af hver af bogens tolv dele. Som vist på ovenstående urhoroskop står Mars i stenbukkens tegn; og eftersom Francis Carver er symboliseret ved Mars og Francois Gascoigne ved stenbukken, ved man allerede inden kapitlets start, at disse to karakterer uundgåeligt vil kollidere med hinanden. Karaktererne i bogen opfører sig ikke blot som deres stjernetegn og tilknyttede planet; de afspejler også deres bevægelsesmønstre. I en roman hvor alle karakterer er forbundet med hinanden i et mørkt mysterie med konstant skiftende alliancer og tilhørsforhold, er sådanne kosmiske bevægelser altafgørende.
Foruden disse forudbestemte bevægelser på den funklende stjernehimmel, er "The Luminaries" også interessant ved sin strukturelle opdeling. Bogen er inddelt i tolv dele med tilhørende kapitler. Hver af de tolv dele har præcist det halve antal ord end den foregående del, for at mimikere månens gradvise forandring i dens tolv faser. Catton har underlagt sin historie strenge grænser, og dog formår hun alligevel at fylde hver af bogens tolv dele med al den mening, de kunne behøve. Ikke ét eneste ord mangler i bogens aftagende opdeling, og strukturen er blændende.

“Love cannot be reduced to a catalogue of reasons why, and a catalogue of reasons cannot be put together into love.”

En bog som denne er et særsyn; et sjældent altoplysende stjerneskud. "The Luminaries" indeholder et virvar af karakterer og skæbner, alle sammenfiltret og influeret af hinanden som stjernerne på nattehimlen. De tyve hovedpersoner har alle komplicerede baggrundshistorier; med sig selv og med hinanden. Og de er alle helt essentielle i afsløringen af det mysterie, der implicerer en hel landsby i sine katastrofale konsekvenser.
Romanen finder sted under det såkaldte gold rush i New Zealand, og Catton portrætterer guldfeberen, den uudslukkelige tørst for opium og det endeløse lag af støv, snavs og plettede håb med en overbevisende intensitet. Bogen førte mig gennem et øde landskab, ind i guldminernes tætte mørke og på talrige rejser over havet. Hokitika blev så tydeligt vækket til live med dens fortabte kinesiske immigranter, tomme hospitalsgange og dens dødelige havn. Det føltes så virkeligt, så levende og så uendeligt sørgmodigt.
Mysteriet der forener hele Hokitika, er uhyre velskabt og umuligt at udregne. Som læser føler man konstant sin sympati ændres, efterhånden som hver af de tyve karakterer langsomt frembringer deres egen version af begivenhederne. Catton leder sin læser ind i en kompliceret plot-labyrint, hvor alting fordrejes undervejs i mørket. Vigtige informationsbidder lokkes kun tøvende frem fra karakterernes låste mindeskuffer.
At kreere et mysterie så stort og så gådefuldt, at det strækker sig over 800 sider uden at afsløres, udregnes og svækkes, er en bedrift i sig selv. Men at gøre det indenfor så stramme rammer, og samtidig udfordre romanens form ved at opsætte legesyge og komplicerede regler, er ufatteligt. Jeg bruger sjældent ordet 'storslået' til at beskrive en bog; men til denne bog passer intet andet ord. "The Luminaries" er et storslået, medrivende, bredt favnende sort hav af bogstaver, som drukner sin læser i fascination og ærefrygt. Historien forbinder fjerne punkter med hinanden i et mønster ligeså åndedrætsfrarøvende smukt som stjernebillederne selv. 

“Her carriage bespoke an exquisite misery, a wretchedness so perfect and so absolute that it manifested as dignity, as calm. More than a dark horse, she was darkness itself, the cloak of it.”