"Under the Greenwood Tree" af Thomas Hardy

"Under the Greenwood Tree" af Thomas Hardy, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1872). 4/5 stjerner.

I den fiktive engelske landsby Mellstock ånder alt fred og idyl, indtil nye tilflyttere viser sig, og nysgerrige øjne følger dem overalt, hvor de går hen. Byen bliver beæret med en ny præst og en ny lærerinde, der hver især ændrer en smule på landsbyens vante dagligdag.
Præsten igangsætter nye tiltag, der skuffer et helt landsbyorkester, altimens lærerinden Fancy Day forårsager en mindre opstandelse med sit smukke ansigt og gavmildt uddelte smil.
"Under the Greenwood Tree" er en af Thomas Hardys tidligste romaner, og den er fyldt til bristepunktet med scener af underspillet komik og bittersød ironi.

“If Fancy's lips had been real cherries probably Dick's would have appeared deeply stained.”  

En forsamling af muntre kirkemusikanter spiller op til dans til et landsbybal, røde plamager spreder sig på yndige pigekinder og både den unge Dick Dewey, den nytilflyttede præst og en rig bonde forelsker sig hovedkuls i den samme pige. Beundrende blikke bliver udveklset, en indbyrdes kappestrid begyndes og et næsten latterligt kærlighedsdrama tager form.
Livlige musiktoner og landligt idyl gennemsyrer Hardys tidlige roman, som adskiller sig betydeligt fra de senere værker, jeg hidtil har læst af ham. Jeg var forundret over at finde en så sprudlende humor hos en forfatter, jeg altid har betegnet som melankolsk og sørgmodig. Jeg anede ikke, at Thomas Hardy kunne være så fornøjelig, ironisk og oprigtigt sjov.
"Under the Greenwood Tree" er en slags landlig komedie, der handlingsmæssigt deler sig lidt i to. Den ene del af romanen beskæftiger sig med det simple liv i Mellstock, med  et særligt fokus på landsbyorkestret, der må se sig udkonkurreret af et nykøbt klaver. Den anden del beskæftiger sig med den omsværmede Fancy Day og hendes tre konkurrende beundrere. Kærlighedshistorien er i sandhed en komisk affære, hvor Fancy Days forfængelighed sidestilles hendes bejleres naivitet, og Hardy lader den ubeslutsomme kvinde spille et næsten kynisk dobbeltspil. Resultatet bliver naturligvis et stort og ubehjælpsomt roderi, som end ikke Fancy Day kan finde en elegant løsning på.

“He looked at the daylight shadows of a yellow hue, dancing with the firelight shadows in blue on the whitewashed chimney corner, but there was nothing in shadows.”

Gennem hele romanen udtrykker Hardy en dybtfølt kærlighed for den simple og naturalistiske livsstil. Fra yndige beskrivelser af detaljerne i et enkelt blad til store panorama-bevægelser over spirende landskaber, udspiller bogens handling sig altid med et dybgrønt baggrundstæppe. Ligeledes er Hardys mest sympatiske karakterer udgjort af simple bønder og ærlige kristne, der alle taler med en tyk landsbyaccent. Behovet for forfinede manerer og moderigtigt tøj forbindes med forfængelighed og løgne; i stedet for ekstravagance argumenterer Hardy gennem sin karakterer for, at det uforstyrrede landsbyliv bør være idealet. 
Denne landsbyfortabelse og naturkærlighed er grundlæggende kendetegnende for hele Hardys forfatterskab - men hvor det i hans andre romaner sommetider kan virke forstyrrende for læsningen, er det i denne lille bog langt mere nedtonet. Hardys brug af naturbeskrivelser i "Under the Greenwood Tree" har hovedsageligt en stemningsdannende effekt; og tusindvis af kornblomster spirer op, ligeså snart bogen åbnes.
"Under the Greenwood Tree" er en bog, jeg i sandhed nød at læse. Jeg har altid betragtet Thomas Hardy som en forfatter af tragedier og dramaer, men denne lille bog har en hel anden toneart; som en komedie eller en parodi. Det er en forfriskende bog, skrevet med humor og ynde.