"Longbourn" af Jo Baker, fra forlaget Random House, udgivet i 2013. 3/5 stjerner.
I Jane Austens "Pride and Prejudice" bliver tjenestefolkene på Longbourn ikke skænket mange ord. De er stille eksistenser uden historier og uden dybde, og de vandrer gennem romanen som en slags ordløse rekvisitter.
Jo Bakers "Longbourn", udspiller sig netop i Austens historieunivers, hvor tjenestefolkene på Longbourn dog får lov til at indtage rampelyset. Bogen er en slags genfortælling af "Pride and Prejudice", der indvier dens læsere i en hverdag, der kunne have foregået samtidig med Elizabeths svimlende møde med Mr. Darcy. "Longbourn" følger den forældreløse stuepige Sarah, der bruger sine dage på madlavning og vasketøj. Da en ny tjener bliver ansat hos familien Bennet, fyldes Sarahs indre med undren og foragt. For tjeneren bærer på en hemmelighed, som Sarah ikke kan regne ud, men dog konstant kan fornemme.
I Jane Austens "Pride and Prejudice" bliver tjenestefolkene på Longbourn ikke skænket mange ord. De er stille eksistenser uden historier og uden dybde, og de vandrer gennem romanen som en slags ordløse rekvisitter.
Jo Bakers "Longbourn", udspiller sig netop i Austens historieunivers, hvor tjenestefolkene på Longbourn dog får lov til at indtage rampelyset. Bogen er en slags genfortælling af "Pride and Prejudice", der indvier dens læsere i en hverdag, der kunne have foregået samtidig med Elizabeths svimlende møde med Mr. Darcy. "Longbourn" følger den forældreløse stuepige Sarah, der bruger sine dage på madlavning og vasketøj. Da en ny tjener bliver ansat hos familien Bennet, fyldes Sarahs indre med undren og foragt. For tjeneren bærer på en hemmelighed, som Sarah ikke kan regne ud, men dog konstant kan fornemme.
“What could she say? For Elizabeth the days had scudded by, but for Sarah they had expanded and swelled and grown beyond all possibility, so that every crease and dimple in them, the scent and silk and warmth of her hours, now absorbed her senses so completely that she was dazed by the world, soaked in it, more alive than she had ever been before.”
Den klassiske historie om stolthed og fordomme, om Elizabeth Bennet og Mr. Darcy er fuldstændig vendt på hovedet i Jo Bakers nylige bestseller. Hvor tjenestefolkene i Austens roman er næsten usynlige væsener, der lister rundt på tåspidser med tavse miner, udfylder de hovedrollerne i "Longbourn". Austens velkendte karakterer bliver på den anden side kun fremvist i korte glimt gennem Bakers fortælling; faktisk reduceres de blot til en del af den skyggefulde baggrund.
Det mest imponerende ved Bakers roman er således dens koreografi og timing. Baker skriver selv, at hver gang et måltid bliver serveret i "Pride and Prejudice", bliver det forberedt i køkkenet i "Longbourn". Selvom Austens fortælling kun danner den ydre ramme for Bakers plot, er de to bøger alligevel tæt forbundet; de er syet sammen med omhyggelige og tætte sting. Alt hvad der foregår i tjenestefolkenes verden er timet præcist efter Austens ur, og hvert eneste ord passer. Baker forholder sig beundringsværdigt troværdigt overfor sin inspirationskilde.
På sin vis er det både dét, der tiltrækker mig og plager mig ved historien. Baker har kastet en helt ny vinkel på Austens univers, fabrikeret en på én gang uafhængig og velkendt fortælling, som har faste rødder i et efterhånden overvældet klichépræget fan-univers. "Longbourn" er på sin vis endnu en slags spin-off – og dog er den fyldt med substans, ynde og originalitet.
Den klassiske historie om stolthed og fordomme, om Elizabeth Bennet og Mr. Darcy er fuldstændig vendt på hovedet i Jo Bakers nylige bestseller. Hvor tjenestefolkene i Austens roman er næsten usynlige væsener, der lister rundt på tåspidser med tavse miner, udfylder de hovedrollerne i "Longbourn". Austens velkendte karakterer bliver på den anden side kun fremvist i korte glimt gennem Bakers fortælling; faktisk reduceres de blot til en del af den skyggefulde baggrund.
Det mest imponerende ved Bakers roman er således dens koreografi og timing. Baker skriver selv, at hver gang et måltid bliver serveret i "Pride and Prejudice", bliver det forberedt i køkkenet i "Longbourn". Selvom Austens fortælling kun danner den ydre ramme for Bakers plot, er de to bøger alligevel tæt forbundet; de er syet sammen med omhyggelige og tætte sting. Alt hvad der foregår i tjenestefolkenes verden er timet præcist efter Austens ur, og hvert eneste ord passer. Baker forholder sig beundringsværdigt troværdigt overfor sin inspirationskilde.
På sin vis er det både dét, der tiltrækker mig og plager mig ved historien. Baker har kastet en helt ny vinkel på Austens univers, fabrikeret en på én gang uafhængig og velkendt fortælling, som har faste rødder i et efterhånden overvældet klichépræget fan-univers. "Longbourn" er på sin vis endnu en slags spin-off – og dog er den fyldt med substans, ynde og originalitet.
“Words had become overnight just little coins, insignificant and unfreighted, to be exchanged for ribbons, buttons, for an apple or an egg.”
Baker skriver med historikerens blik om oversete karakterer og det hemmelige liv, de måske kunne have levet, gemt væk i kældre, køkkener og stalde – langt fra Netherfields baller og Rosings overdådighed. Hovedpersonen, stuepigen Sarah, kigger med længsel på Elizabeth og Janes kjoler, som trods deres slidte skavanker er langt yndigere end noget, hun nogensinde selv vil eje. Sarah går ikke lange ture på de åbne enge, men må i stedet slæbe rundt på natpotter og vasketøj. Hendes hverdag er en slående kontrast til Bennet-familiens pludselig så små problemer.
I modsætning til Austens elegante satire, skriver Baker benhård historisk realisme. Bakers maleriske beskrivelser omhandler ikke lysekroner eller hatte, men derimod knæhøjt mudder, udeblivende menstrationsblod og lugten af flere dages sved på huden. Bakers skrivestil er troværdig i forhold til perioden, den beskriver; men den minder på ingen måde om Austens fjerlette ironi, nedtonede samtidskritik og elegante romancer.
Og det er måske i virkeligheden dét, jeg ikke forstår. Bakers historie adskiller sig så tydeligt fra Austens ved skrivestilen, de dramatiske afsløringer og det omvendte hierarki. Austens karakterer optræder så sjældent i Bakers roman, at jeg slet ikke kan forstå, hvorfor de overhovedet er nødvendige. Al Bakers hårde arbejde for at tilpasse sin roman til Austens spilleregler, forekommer mig overflødigt. "Longbourn" kunne sagtens stå på sine egne ben uden de sjældne nøglehulsglimt af Elizabeth Bennet, George Wickham og Mr. Collins.
Baker skriver med historikerens blik om oversete karakterer og det hemmelige liv, de måske kunne have levet, gemt væk i kældre, køkkener og stalde – langt fra Netherfields baller og Rosings overdådighed. Hovedpersonen, stuepigen Sarah, kigger med længsel på Elizabeth og Janes kjoler, som trods deres slidte skavanker er langt yndigere end noget, hun nogensinde selv vil eje. Sarah går ikke lange ture på de åbne enge, men må i stedet slæbe rundt på natpotter og vasketøj. Hendes hverdag er en slående kontrast til Bennet-familiens pludselig så små problemer.
I modsætning til Austens elegante satire, skriver Baker benhård historisk realisme. Bakers maleriske beskrivelser omhandler ikke lysekroner eller hatte, men derimod knæhøjt mudder, udeblivende menstrationsblod og lugten af flere dages sved på huden. Bakers skrivestil er troværdig i forhold til perioden, den beskriver; men den minder på ingen måde om Austens fjerlette ironi, nedtonede samtidskritik og elegante romancer.
Og det er måske i virkeligheden dét, jeg ikke forstår. Bakers historie adskiller sig så tydeligt fra Austens ved skrivestilen, de dramatiske afsløringer og det omvendte hierarki. Austens karakterer optræder så sjældent i Bakers roman, at jeg slet ikke kan forstå, hvorfor de overhovedet er nødvendige. Al Bakers hårde arbejde for at tilpasse sin roman til Austens spilleregler, forekommer mig overflødigt. "Longbourn" kunne sagtens stå på sine egne ben uden de sjældne nøglehulsglimt af Elizabeth Bennet, George Wickham og Mr. Collins.
Hmm, den lyder lidt som en Jane Austen udgave af noget a la Downton Abbey. Den ligger pt i min amazon indkøbskurv og jeg tror bestemt den er en sommerferielæsning værd, på trods af de små skavanker du nævner.
SvarSletMåske den bare skal læses som enkeltstående bog og se bort fra koblingen til Pride and Prejudice.
Du har helt ret - jeg tror også, det er sådan, den er blevet markedsført :) Og hvis man blot forventer en svag kobling til Austen, så tror jeg, bogen vil ramme plet :)
SletBaker havde nok ikke fået så meget omtale og solgt så godt, hvis det ikke var for P&P-referencen ;-) Og kan man tænke, at P&P universet understreger kontrasterne i deres liv, idet vi kender de andre karakterer så godt? Spørger jeg uden at have læst Longbourn :-/
SvarSletDet er helt sikkert også dér, den hænger. Hvilket vel egentligt er ganske forståeligt ;) .. Og du har helt ret i, at det er en stor kontrast; men den kontrast kunne være blevet fremhævet ved ethvert andet 'herskab', eller ved enhver anden bog. Min pointe er lidt, at sammenkoblingen ligeså godt kunne have været med en af Austens andre romaner eller andre bøger med tjenere tilknyttet i husstanden :)
SletDen lyder umiddelbart til at være rigtig god :)
SvarSletDen havde bestemt sine kvaliteter :)
SletJeg læste den for nogle måneder siden, og syntes overordnet godt om den. Det er rigtigt nok, at den egentlig er en selvstændig historie, og glimtene af de kendte karakterer fra Pride and Predjudice er så små, at man næsten kan undre mig over, at de er der - Dog tror jeg ikke, at historien i sig selv ville have været nok til at fange mig, hvis den ikke havde været knyttet til Jane Austens univers.
SvarSletJeg må indrømme, at der var mange træk ved karaktererne, som gjorde det svært for mig at opfatte dem som troværdige . Særligt synes jeg, at forfatteren trækker nogle moderne idealer ned over persongalleriet - Sarahs selvstændighed og handlekraft (som er et ideal i dag, men ville have været det rene galskab dengang), Mrs. Hills tolerance, Pollys ambitioner, at ingen er særligt fjendtlige overfor Ptolemy Bingley pga. hans hudfarve. Alt sammen egenskaber, som man nok er nødt til at have for at være en sympatisk karakter i en bog i dag, men ikke nogle, som jeg tror man ville finde hos ret mange rigtige tjenestefolk dengang.
Slutningen virkede også forhastet og halvfærdig i mine øjne.
Det ville i mine øjne være en ok, men noget tynd og langt fra realistisk roman, hvis den skulle stå på egne ben. Det der gjorde bogen mest interessant for mig var faktisk det, Jo Baker gjorde ved de kendte karakterer; særligt Mr. og Mrs. Bennet - hun fik uden alt for mange ord gjort den sidste til en mere nuanceret og mindre latterlig karakter og den sidste noget mindre sympatisk.
Du har helt ret. Det er afgjort også taktisk fra et markedsførings-perspektiv, og jeg havde aldrig samlet bogen op, hvis jeg ikke havde fundet den under Austen-sektionen. Så på den måde er det selvfølgelig logisk. Jeg havde måske bare regnet med, at historietrådene ville flyde mere sammen eller at Baker ville give et nyt blik på Austens fortælling (som f.eks. når hun sammenkæder Hill med Mr. Bennet, det var virkelig også fint gjort synes jeg. Dér fungerede det, og det gav mening. Hvis bare der havde været mere af det).
SletOg du har helt ret i, at karaktererne er langt mere moderne end deres tid foreskriver. Særligt når man tænker på, de slet ikke har midlerne til at være selvstændige, når det kom til stykket. Det giver ingen mening. Og mht. Ptolemy Bingley så ja - der burde have været mere mistro, selvom det andet selvfølgelig er mere behageligt at læse (og mindre vovet at skrive).
I loved your photograph so I used it here and gave you credit. http://inspirecorp.wordpress.com/2014/07/24/simple-things-to-cheer-up/
SvarSletI hope you enjoy the post that your photograph inspired
thank you.