"Moby Dick" af Herman Melville

"Moby Dick" af Herman Melville, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1851). 3/5 stjerner. 

En kolossal kaskelothval efterfulgt af en haltende kaptajn. En gyngende båd med et farverigt mandskab udstyret med skinnende harpuner og dræberinstinkt. En utrættelig jagt og en mørk besættelse, kun afbrudt af forfatteren selv. 

"Moby Dick" er delvist den historie, vi alle kender; historien om den hævngerrige Kaptajn Ahab og hvalen der fremkalder angst hos enhver sømand. Men bogen er også mere end det; en eksperimenterende fortællerleg med talrige digressioner og lange kapitler om hvalens anatomi. 

“There are certain queer times and occasions in this strange mixed affair we call life when a man takes this whole universe for avast practical joke, though the wit thereof he but dimly discerns, and more than suspects that the joke is at nobody's expense but his own.”

Jeg troede, jeg vidste en del om Melvilles berygtede roman. Jeg kendte bogens første sætning, og jeg kendte den sidste. Jeg vidste noget om de karakterer jeg ville møde, og de skæbner, de ville blive tildelt. Men det skulle vise sig, jeg slet intet vidste alligevel. Måske kendte jeg bogens slutning, men jeg anede ikke, hvilke veje der førte dertil. Den søgrønne bog gemte på et regnestykke, jeg endnu ikke har fået til at gå op. Og jeg har endnu ikke regnet ud, hvad jeg egentligt synes om læsningen.

Det mærkeligste ved "Moby Dick" er afgjort bogens struktur. Stine fortalte mig for nylig, at Melville faktisk frarådede sine bekendte at læse bogen, fordi han havde "skåret den op indefra" og gjort dens struktur fuldstændig uigennemskuelig. Og uigennemskuelig er den. Det ene øjeblik følger man den (lykkeligt ignorante) Ishmaels færden, det næste øjeblik bliver man belært om hval-anatomi, for derefter at blive instrueret minutiøst i livet på et skib. Digressionerne er mange, og plottet forsvinder rent faktisk undervejs, akkurat ligesom fortællerstemmen selv. Bogens er sommetider skrevet fra Ishmaels synspunkt, andre gange med en lektionsstemme og slutteligt tager bogen form som en tredjepersonsbeskrivelse. Melville blander genrer i ét væk, og meget af bogen minder næsten om et decideret skuespil med regibemærkninger, replikker og scener fyldt med sang. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Under den første del af min læseetape fniste jeg og klukkede i ét væk. Ishmaels drævende fortællerstemme og hans vidunderligt komiske møde med kannibalen Queequeg var en næste uudtømmelig morskabskilde. De mange første kapitler af "Moby Dick" har næsten Shakespeareanske undertoner med deres tvetydige formuleringer, adskillige puns og absurde scenarier. Uanset hvor jeg kiggede hen fandt jeg en underspillet humor og en blomstrende absurditet.

Men pludselig tog min læsning en anden form. Plottet gik tabt, kapitlerne blev længere og hval-beskrivelserne mere udførlige – selvom humoren til dels stadig var intakt, var min koncentration ikke. Det var næsten ulideligt at læse side efter side om kategorisering af hvaler, brugen af hvalolie og den generelle livscyklus for hvaler. Jeg følte i højere og højere grad, at jeg læste et leksikon i stedet for en roman. Jeg havde nok givet op, hvis det ikke var for formuleringer som denne:

“There is, one knows not what sweet mystery about this sea, whose gently awful stirrings seem to speak of some hidden soul beneath; like those fabled undulations of the Ephesian sod over the buried Evangelist St. John. And meet it is, that over these sea-pastures, wide-rolling watery prairies and Potters’ Fields of all four continents, the waves should rise and fall, and ebb and flow unceasingly; for here, millions of mixed shades and shadows, drowned dreams, somnambulisms, reveries; all that we call lives and souls, lie dreaming, dreaming, still; tossing like slumberers in their beds; the ever-rolling waves but made so by their restlessness.” 

Melvilles prosa er åndedrætsfrarøvende smuk. Det var næsten livsbekræftende at læse hans sætninger ord for ord og måbe over den kærlighedserklæring til det engelske sprog, som ligger så tydeligt deri.

At læse "Moby Dick" kræver nok i virkeligheden en helt særlig koncentration. Sproget er tungt, sætningerne er lange og emnet er ubegribeligt svært at fastholde sin opmærksomhed på. For Melville skriver (tydeligvis) om hvaler – men hvis man kigger nærmere efter, skriver hans også om mennesker. Når han fortaber sig i en undersøgelse af hvalens hvidhed, undersøger han også samtidig hvidheden i vores samfund; hvalsnakken kan elegant overføres til menneskeverdenen. Men kun ved nærlæsning af sætninger fyldt med tilsyneladende intetsigende ord om hvaler kan det lade sig gøre.

Bogens kernehistorie og egentlige plot er en fængslende historie om forblindelse og besættelse, og set fra et psykologisk synspunkt er Kaptajn Ahab en uhyre interessant karakter. Dommedagsvarslerne forfølger Kaptajn Ahab, hans skib og hans besætning hele bogen igennem, og det er en neglebidende affære at afvente den endelige finale (selv når man, som jeg, kender slutningen i forvejen). 

"Moby Dick" er et storslået læseeksperiment, der blander genrer, temaer og skrivestile i ét væk. Melville fortæller så nuanceret om det menneskelige sind og det mørke, der kan hvile deri. Der er mange skinnende øjeblikke i Melvilles bog – jeg ville bare ønske, at de ikke blev overskygget af så megen forbistret hvalsnak. 

Tak til alle deltagere i #MelvilleDK. Jeg har nydt at læse bogen sammen med jer. Hvor langt er I nået? Hvad synes I om Melvilles bog?