Min litterære helt; Donna Tartt

Jeg kan ikke længere huske, hvor gammel jeg var, da jeg tilfældigt stødte på "The Secret History" for første gang. Måske er det tre-fire år siden, eller måske spiller min hukommelse mig et puds. Jeg mindes blot, at jeg tilfældigt samlede bogen op, og forvildede mig ind i et universitetsmiljø der lignede en uhyggelig forvrængning af alt det, jeg kendte. Jeg husker, at jeg læste bogen med store øjne fra ende til anden på en enkel dag, og jeg husker, at jeg faldt i med begge ben. Sætning for sætning forelskede jeg mig i den skrivestil, den grundighed og den rytmiske opbygning, som netop kendetegner Donna Tartt.

Derefter blev jeg indhyllet i en sky af begejstring; jeg opsporede og slugte straks "The Little Friend" og ventede desperat på det næste udspil fra Tartts hånd. Og det var dér, jeg for første gang googlede min nye yndlingsforfatter og læste om den mystik, der er så tæt forbundet med hendes navn.

Donna Tartt skriver vidunderlige bøger. Enestående mesterværker, hvor hvert eneste ord er en nøje tilpasset brik i et større puslespil. Men hendes skriveproces er mindst ligeså kendt, som hendes romaner er; for selvom hun fortæller, at hun skriver hver eneste dag, så tager det hende 10 år at færdiggøre en bog. Hun skriver i hånden, farvekoordinerer sine udkast, og hun kan bruge hele uger på én enkel sætning. Hun har ry for at være utrolig privat, og når hun arbejder på en bog, holder hun hverken foredrag eller giver interviews. Hun dukker kun kort op over vandoverfladen, når en roman er færdiggjort; og derfor er det sådan en stor ære at være vidne til.

I går gæstede Donna Tartt Louisiana; Danmark var (så vidt jeg forstod) det sidste punktum på hendes 8 måneders lange pressetour i forbindelse med hendes seneste roman, "The Goldfinch". Da jeg for en måneds tid siden opdagede, at hun rent faktisk kom til Danmark, tøvede jeg ikke et sekund. Jeg bestilte to billetter, før jeg overhovedet anede, om det praktisk kunne lade sig gøre for mig at komme afsted. Jeg ville afsted.

Og afsted kom jeg, sammen med den søde Anne Nikoline, der for nylig har oplevet den altopslugende kraft fra "The Secret History" for første gang. Med maven fyldt af forventningens sommerfugle drog vi i går mod København, tilbragte en regnfuld eftermiddag i hyggelige bogbutikker og ventede på, at klokken ville slå 19.30, og en særlig dør ville blive åbnet. Da øjeblikket endelig kom, var det slet ikke til at forstå. Jeg befandt mig pludselig en meter fra et af mine største (nulevende) forfatteridoler; Donna Tartt.

Jeg tilbragte en time med at lytte til den lillebitte kvindeskikkelse i det mørke jakkesæt med skarpt pagehår og lysende øjne. Hun imponerede mig med sin fuldstændigt rolige fremtoning, sin smukke oplæsning og sin lynende intelligens. Tankevækkende betragtninger om fiktionens styrke, synssansens lette bedrag og forskellige kærlighedsformer blev udtalt så simpelt og dog så skarpt fra hendes mund. Da interviewet sluttede, erklærede Donna Tartt sin kærlighedserklæring til boguniverset med ordene: "I'd rather read than write" efterfulgt af en tør kommentar om, at det blot ikke var en mulig levevej. Jeg var solgt. Og derefter var det tid til en signering.

Jeg stillede mig op i den hurtigt dannede kø med febrilske tanker og nærmest rystende hænder. For hvad siger man til en person, man beundrer så meget? En person der har været med til at forme en selv som person? En person der har skrevet ord, der endnu hjemsøger en? Hvad siger man til en person, man føler har læst ens tanker uden at kende en overhovedet? 

Jeg fandt ikke svaret. For sandheden er, at der slet ikke findes noget dækkende udtryk, man kan bruge i sådan en situation. Da jeg stod overfor Donna Tartt fik jeg i stedet fremstammet: "You have written such a beautiful book", hvortil hun kiggede smilende op, sagde tak og rakte mig sin hånd. Jeg fik ikke rigtig sagt andet af betydning, og øjeblikket fløj fra mig. Men det havde dog alligevel været der, hvor fjernt og flygtigt, det end var. Selvom kameraer ikke var tilladt, er det ikke et minde, der nogensinde vil falme.

I går mødte jeg min litterære helt.