"The Phantom Tollbooth" af Norton Juster

"The Phantom Tollbooth" af Norton Juster, fra forlaget Random House, udgivet i 1993 (org. udgivet i 1961). 4/5 stjerner.

Milo keder sig. Alt omkring ham virker som unødvendigt tidsspilde, og han kan ikke finde noget at tage sig til. Derfor er det sådan en lykkelig overraskelse, da han en dag kommer hjem til en mystisk pakke og giver sig til at undersøge dens indhold. Pakken indeholder et samlesæt til en slags grænsebod, som Milo straks samler og kører igennem i sin røde legetøjsbil; og fra det øjeblik forvandles den kedsommelige hverdag til et sandt eventyr.
En ny verden åbenbares hurtigt for Milo, og pludselig kører han langs uendelige landeveje, møder besynderlige væsener (blandt andet en enorm hund ved navn Tock, en taltroldmand der kaldes en Mathemagician, og en læge der stjæler al verdens lyd). Milo erfarer, at det eventyrlige visdomsrige er ude af balance, fordi det mangler dets to prinsesser; Rhyme og Reason. Derfor beslutter Milo sig for at rejse ud på en farefuld færd for at finde de to prinsesser og bringe dem sikkert hjem.

“Expect everything, I always say, and the unexpected never happens.”

Første gang jeg stødte på "The Phantom Tollbooth" var i en analysebog, der omhandlede C. S. Lewis' magiske Narnia-univers. De to bøger blev sidestillet med hinanden som tilhørende den samme genre, og min nysgerrighed blev dermed vakt. Et stykke tid senere lyttede jeg til et forfatterinterview, der fremhævede lighederne mellem "The Wonderful Wizard of Oz" og "The Phantom Tollbooth". Norton Justers korte bog begyndte således at slå dybere og dybere rod i min bevidsthed, men det var først da jeg tilfældigt faldt over et ord-rimende uddrag fyldt med Lewis Carroll-lignende undertoner, at jeg samlede bogen op. Derefter gik det (med inderlig fortrydelse) op for mig, at det er en af de bøger, jeg burde have læst allerede første gang, jeg hørte om den. For enhver sammenligning med Narnia, Oz og Eventyrland er sand; "The Phantom Tollbooth" er et vittigt, intelligent og charmerende ordlegs-eventyr.

På sin vis er "The Phantom Tollbooth" blot endnu en børnebog bygget på en simpel og velkendt model om hjemlig utilfredshed, eventyrlig udrejse og en tilbagevendelse med en værdifuld lektion. Men bogen er mere end dens forudsigelige skabelon; den er et dansende kaos af umulige hændelser, drilske ordspil og en imponerende originalitet. Mest af alt må jeg falde tilbage til sammenligningen med Lewis Carrolls for at forklare bogens absurde ordunivers.

Gennem bogen flyder en næsten håndgribelig kærlighed for ord, symboler, sludder og nonsens. På sin rejse støder Milo på en såkaldt watchdog, som bogstavelig talt er en hund med et ur i stedet for en krop, ligeledes møder han undervejs ikke en witch men derimod en which, og betræder en markedplads i Dictionopolis, hvor der handles med ord. Humoren tiltaler både store som små; elskere af bogstavslege og beundrere af eventyrlig opfindsomhed. Det er jublende morsomt, intelligent og yndigt udført. 

“Time is a gift, given to you, given to give you the time you need, the time you need to have the time of your life. ” 

I det øjeblik Milo starter sin legetøjsbil og kører igennem den nyligt opstillede grænse, begiver han sig på en vigtig dannelsesrejse. Han forlader sin hverdag fyldt med barnlig kedsommelighed, og begiver sig ind i en verden, hvor det er vigtigt at holde øje med sine omgivelser og at leve i nuet. Det er en lektion, der bliver understreget gang på gang; tydeligst da Milo ikke bemærker landevejen, han kører på, og som konsekvens ender som fange i en farveløs verden, hvor hverken latter eller sang er tilladt.
Hele bogen er en protest imod kedsomhed, dovenskab og mangel på opmærksomhed. Juster opfordrer sine unge læsere til at åbne deres øjne, tage del i verden og rent faktisk leve. Gennem bogens forløb lærer Milo at tage del i hverdagens mindste mirakler; han lærer at værdsætte sine sanser, at kigge sig omkring, lytte til sine omgivelser og at føle solens varmende stråler på sin hud. Det pudsigste er næsten, at denne morale muligvis giver "The Phantom Tollbooth" større relevans i dag, end da bogen blev udgivet for over halvtreds år siden. I en verden hvor folk kigger ned på deres telefoner frem for på deres omgivelser, ville vi nok alle ende med at fortsætte på den intetsigende landevej, som Milos uopmærksomhed ledte ham hen ad.
At læse "The Phantom Tollbooth" er en af de fineste beslutninger, jeg længe har taget. I den blå bog med Jules Feiffers simple blyantsstreger opdagede jeg en vittig lille perle, der vil ræsonnere dybt med enhver beundrer af Lewis Carroll og enhver elsker af børnebøger. Det er en bog, der er næsten skræmmende tidsløs med dens budskab, og som trods dens unge målgruppe kan læses af enhver. Uanset om vi er små børn, der kører i en rød legetøjsbil, eller voksne mennesker der skynder sig gennem en hektisk gågade, kunne vi alle bruge et besøg i Justers grænseland.

“Whether or not you find your own way, you're bound to find some way. If you happen to find my way, please return it, as it was lost years ago. I imagine by now it's quite rusty.”