"En velbevaret hemmelighed" af Kate Morton

"En velbevaret hemmelighed" (org. titel "The Secret Keeper") af Kate Morton, fra forlaget Cicero, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. Anmeldereksemplar fra Cicero. 4/5 stjerner.

"En velbevaret hemmelighed" begynder i 1961 med en forstyrrende scene; den 16-årige Laurel iagttager et ordløst møde mellem hendes mor og en ukendt mand, og ser i løbet af splitsekunder sin mor dolke manden i maven med den kniv, de skulle have brugt til at skære  en fødselsdagskage et øjeblik senere. Manden dør på stedet, politiet ankommer og historien bortforklares og forvrænges i et virvar af misforståelser.
Derefter skifter scenen til 2011, hvor Laurels mor, Dorothy, er døende. Øjeblikke af fortrydelse og gråd er begyndt at plage Dorothy, og Laurel bliver opfyldt af et ønske om at forstå, hvad der egentligt skete den sommerdag for halvtreds år siden. Sammen med sin lillebror Gerry begynder hun at samle brikkerne i et kompliceret puslespil om moderens fortid.
Herefter foretager romanen et skift; sideløbende med Laurel og Gerrys gradvise undersøgelse, følger romanen Dorothys liv under Anden Verdenskrig. Tre mennesker bliver hurtigt essentielle i det voksende mysterie; den ambitiøse Dorothy, hendes naive kæreste Jimmy og den smukke Vivien.

“Problemet var spøgelserne, for hun var naturligvis slet ikke alene. De var overalt: gemte sig i krogene, drev op og ned af trappen, gav genlyd mod badeværelsesfliserne. Små kjoleklædte piger på bare fødder og forskellige stadier af langlemmet pubertet. Fars høje, magre skikkelse, der stod og fløjtede i skyggerne, men mest af alt moren, der var overalt på én gang, og var som indbegrebet af huset, af Greenacres, og hvis lidenskab og energi gennemsyrede hver en gulvplanke, hver en rude, hver en sten.”

Jeg er ikke altid særlig god til at modtage bog-anbefalinger. Jeg er en smule for skråsikker, en smule for usikker og en smule for optaget af alle de andre bøger i verden, jeg ved, at jeg gerne vil læse, til at skrive alverdens boganbefalinger ned på min uendelige læse-liste. Det uundgåelige resultat er som regel, at jeg glemmer boganbefalingerne til fordel for mine egne anelser og indgroede fordomme. Men sommetider, som denne gang, bliver jeg også mindet om, hvor meget min intuition kan fejle.
Min mor har anbefalet Kate Morton til mig et utal af gange. Med ord som "gammeldags stemning", "feminin ynde" og "smuk skrivestil" har hun langsomt forsøgt at overbevise mig. Jeg har dog altid tøvet og tvivlet på, om disse bøger med forsidebilleder af bedårende sommerkjoler overhovedet ville være noget for mig. Omsider fik jeg dog læst en af dem; og omsider er jeg blevet bekræftet i, hvor godt min mor egentligt kender mig. For naturligvis havde hun ret; jeg elskede Kate Mortons spindelvævsfine mysterie og fjernt drømmende virkelighed.
Kate Mortons roman er bestemt en velbevaret hemmelighed; en hemmelighed hvis omfang vokser og ændres et utal af gange, efterhånden som bogens karakterer famler sig frem til den endelige forståelse. Bogen er så blændende konstrueret, at jeg famlede mig frem i mørket sammen med Laurel og Gerry; og aldrig bevægede mig så meget som et eneste skridt foran dem. Jeg vidste kun, hvad de vidste, hvad Morton ønskede, at jeg skulle vide, og da hemmelighedens boks blev åbnet, var jeg ligeså forbavset som bogens karakterer. Jeg havde aldrig regnet bogen ud. Jeg havde aldrig fanget så meget som et svagt glimt af slutningen, før jeg læste den. 

“Der var noget ved bøger, der krævede, at man tog dem alvorligt og som fyldte en med en svulmende lyst til at eje dem, særligt Laurel, der ikke selv havde mange af dem.” 

"En velbevaret hemmelighed" er en næsten todelt roman med et skiftende perspektiv. Morton sammenvikler tidens tråder, og springer mellem et nutidigt historieforløb i 2011 hvor den ældre Laurel undersøger sin mors fortid, til årene 1938-1941 hvor moderens fortid er nutid. Hvor de nutidige kapitler bevæger sig i et sløvere, mere granskende og reflekterende tempo, udøver tilbageblikkene i Dorothy, Jimmy og Viviens tilværelse i 1938 en næsten tryllebindende effekt. Der er hele tiden en uovensstemmelse i Dorothys karakter; en voksende undren over hvordan den næsten sygeligt besatte, jalousi-ramte og beregnende kvinde kan blive til nutidens ømme og kærlige mor – samtidig med at hun også er den kvinde, der i 1961 myrdede en mand uden ord, uden et motiv og derefter begravede det i glemsel.
Alle Mortons karakterer er nuancerede væsener, der bliver jaget af skygger og mørke fra deres fortid. De slæber alle rundt på bagage; tunge øjeblikke, uforløste forelskelser og massive mure bygget rundt om deres hjerter. En af dem er en håbløs drømmer, der langsomt glider bort fra virkeligheden; en anden er et sygeligt besat væsen med et glimt af vanvid i øjnene; en tredje er en narcissist, fanget i sin egen forvrængede version af virkeligheden. Hver eneste karakters handling får tydelige konsekvenser, der spreder sig gennem romanen som cirkler i vandet og indbefatter hele romanens persongalleri i et endeløst hav af hemmeligheder.
"En velbevaret hemmelighed" er fyldt med desperation; drastiske beslutninger foretaget i et forsøg på beskyttelse i et håbløst øjeblik, altimens hemmeligheden i bogens hjerte piner og plager dens bærer hver eneste dag. Samtidig er bogen også en overlevers beretning om, hvad det krævede for at overleve, og hvordan en ny chance er blevet brugt som flugtvej. For mit vedkommende er det først og fremmest en rørende fortælling om ødelagte sjæle, og om den måde de er helet på igen. 

Min mor havde ret; jeg elskede Mortons skrivestil. "En velbevaret hemmelighed" er en page-turner, og jeg vil snart læse mere af hendes forfatterskab. Desuden vil jeg nok også lytte mere til min mors boganbefalinger i fremtiden.