"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe

"Tales of the Macabre" af Edgar Allan Poe, fra forlaget Archaia, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1835-1843). 4/5 stjerner.

"Tales of the Macabre" er en stor bog med et dystert udseende, der stemmer fuldstændig overens med dens titel. Bogen er fyldt med sælsomme illustrationer fra Benjamin Lacombes hånd; mærkeligt forvredne ansigter, stirrende ravneøjne og hjemsøgte gravsteder. Printet på glatte papirssider, der skifter mellem sort og hvid, befinder Poes noveller sig side om side med Lacombes illustrationer. Effekten er jagende, og bogen er et smukt objekt fyldt med smukke ord.

De udvalgte noveller i "Tales of the Macabre" har alle makaberheden til fælles. I "The Tell Tale Heart" afslører en morder sin egen forbrydelse, i "The Black Cat" forstyrres en mands sindelag af en enøjet sort kat, og i "The Oval Portrait" gemmer der sig en historie om en kunstner, der maler liv og skaber død.

“I heard all things in the heaven and in the earth. I heard many things in hell.”

Der hersker en grusom skønhed i Poes ord, som jeg aldrig har stødt på andre steder. Hans noveller har lokket mig ind i mørke rum beboet af mennesker, der vandrer rundt i misbrugets skygger med vanvid i øjnene og tortur i sjælen. I skrøbelige og næsten lyriske vendinger, opbygger Poe tungt symbolske universer, som på én gang er frastødende og fuldstændigt fængslende. Han skriver så ubærligt vidunderligt om de mest bizarre hændelser.

Den første novelle i denne udgave er muligvis den mest makabre af slagsen. I "Berenice" fortæller Poe om besættelse og fiksering, om en mand der stirrer sig blind på sin kones tænder og ikke er i stand til at betragte hende i sin helhed. Et dødsfald efterfulgt af en blodig samling af tænder danner rammen for en foruroligende historie, hvoraf gyset kan opspores i det usagte; i visheden om, hvad der er sket uden beskrivelsen af hvordan. I en elegant gotisk tradition, lader Poe læseren vide alt, uden selv at sige et ord.

Den sygelige besættelse er et tema, der gennemsyrer (og ofte determinerer) novellerne. Selvom Poe beskæftiger sig meget med genopståelse fra graven, hjemsøgte huse og døende kvinder, er det i virkeligheden i hans beskrivelser af den menneskelige psyke, at det egentlige skræmmeelement befinder sig; det er mørket i karakternes indre, og ikke deres hjemsøgte huse eller sælsomme oplevelser, der skaber mørket i novellerne selv. I "The Tell Tale Heart" indgyder fikseringen på et stirrende øje morderiske fornemmelser i hovedpersonen, i "The Black Cat" får et manglende øje altødelæggende konsekvenser, altimens en kunstnerskikkelse i "The Oval Portrait" er så besat af sit værk, at han glemmer livet omkring sig.

“Fate bound us together at the alter, and I never spoke of passion nor thought of love. She, however shunned society, and, attaching herself to me alone rendered me happy. It is a happiness to wonder; it is a happiness to dream.”

Poes noveller er fyldt med upålidelige fortællere; mænd enten blændet af alkohol, fanget i en  evig opiumdøs eller trancelignende tilstande. Deres ord er ofte modsigende, og derfor fyldes novellerne med en paradoksal dobbelthed; som da hovedpersonen i "The Tell Tale Heart" tilstår sin forbrydelse for at bevise sin sindsmæssige ligevægt, og i stedet ender med at bevise det akkurat modsatte. De overnaturlige elementer går igen i alle novellerne i vidt forskellige former, mens kvindeskikkelserne aldrig forandres. Kvinderne i Poes noveller er alle yndige væsener med stemmer som blid musik, og de er alle designet til en tidlig død som følge af mystiske sygdomme. De fungerer snarere som plotredskaber end som egentlige karakterer. Og dét er måske i virkeligheden Poes svageste punkt.

Ikke desto mindre nyder jeg at befinder mig i Poes makabre verden. For mig er han indbegrebet af klassisk gys og af gotisk absurditet, og det poetiske mørke i hans sætninger holder aldrig op med at fascinere mig. Hans noveller er stemningsdannende brudstykker, og de efterlader mig ikke så meget med rædsel som med et decideret ubehag. En alarmerende fornemmelse der bliver hængende i luften lang tid efter fuldendt læsning.