"Northanger Abbey" af Jane Austen

"Northanger Abbey" var den første roman, Austen færdiggjorde, og det var den første af hendes romaner, som jeg læste. Bogen startede et lykkeligt bekendtskab, en litterær besættelse og åbnede en helt ny horisont for mig. "Northanger Abbey" introducerede mig til min yndlingsforfatter, og jeg vil altid skylde alverdens taknemmelighed til den underviser, som skrev bogen på mit 1. semesters pensumliste.

Jeg har nu genlæst bogen for fjerde gang; og for fjerde gang har jeg smilet og sukket henført over Austens ord i den roman, som startede det hele – både for hende og for mig.

"Northanger Abbey" af Jane Austen, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2011 (org. udgivet i 1817). 5/5 stjerner.

"Northanger Abbey" har en meget interessant oprindelseshistorie. Det var den første af Austens romaner, der blev solgt til et forlag og den sidste af Austens romaner, der blev udgivet. Da Austen færdiggjorde bogen i 1803, var dens titel "Susan", og den blev solgt til et forlag, som aldrig fik den udgivet. I stedet tilbagekøbte Austen sit manuskript i 1815, og begyndte at rette i det igen. Hovedpersonen Susan blev ændret til Catherine, og et beklagende forord over bogens forældede tone blev tilføjet. Det var dog først efter Austens død, at "Northanger Abbey" blev udgivet sammen med "Persuasion"; Austens tidligst færdiggjorte roman har således akkurat samme udgivelsesdato som hendes sidste.
Ud over at være Austens tidligste roman, bæres "Northanger Abbey" også af Austens yngste heltinde. Romanen følger den 17-årige Catherine Morland, som ved lykkelige omstændigheder får lov til at rejse med sine naboer, Mr. and Mrs. Allen, til underholdningsbyen Bath. Dér får Catherine endelig lov til at udfolde sig; til at tage til baller under glitrende lysekroner og til at tage del i selskabslivet. Den første halvdel af bogen følger Catherines færden i Bath og hendes nye bekendtskaber: den smertefuldt manipulerende Isabella Thorpe og hendes påtrængende bror John Thorpe og den charmerende dansepartner Henry Tilney. Bogens anden halvdel er et sceneskift til Tilney-familiens storslåede gods, Northanger Abbey, som Catherine inviteres til at besøge. I de nye mystiske omgivelser lader Catherine sin barnlige fantasi spire, og hendes forkærlighed for gotiske romaner vikler hende langsomt ind i usandsynlige situationer.

“No one who had ever seen Catherine Morland in her infancy would have supposed her born to be an heroine.”

Af alle Austens romaner betrager jeg "Northanger Abbey" som den tydeligste og mest vidunderlige komedie. Romanen er skrevet i en højlydt fortællerstemme, som konstant blander sig med kommentarer, dirrende af indestængt latter. Hvert ord er skrevet med en boblende munterhed, og fra den allerførste sætning er selv bogens heltinde ikke fritaget for komplet latterliggørelse. Faktisk er bogens heltinde, Catherine Morland, med sit naive sind ofte det foretrukne offer for fortællerstemmens ironi.
I "Northanger Abbey" skriver Austen om ungdom og om teenagere. Det slår mig gang på gang, når jeg læser om Catherine Morland, hvor uforanderlige nogle ting er. For Catherine er en næsten nutidig teenager; hun er usikker, hun er akavet, hun er naiv, hun forelskes i en mand, blot fordi han byder hende op til dans, og hun har en forstyrrende løbsk fantasi. Catherine er ikke i stand til at gennemskue sammenhæng eller til at analysere situationer; læseren bemærker hurtigt, hvor meget hendes hjerteveninde Isabella modsiger sig selv, mens det tager Catherine en hel bog om at nå til samme konklusion. For som Austen selv skriver i sin allerførste sætning: Catherine er en usandsynlig heltinde. Men det er også deri, hendes største charme ligger.
Størstedelen af Catherines liv er blevet tilbragt i beskyttede omgivelser, i en begivenhedsløs landsby langt fra Londons balsale. Og ligesom så mange andre teenagere før og efter hende, keder Catherine sig og drømmer om mere. Som et svar på sin længsel flygter hun ind i bøger; historiske dramaer om mord, spøgelser, hjemsøgte bygninger og stormende passioner. Hun læser bog efter bog om kvinder, der bliver kidnappet af kappeklædte mænd, og hun opbygger tilsvarende scenarier i sit indre, og krydrer sin hverdag med gåsehudsfremkaldende dagdrømme. Hendes forestillingsevne vokser, og således begynder Catherine at opfinde de mest absurde forklaringer på alting. Gamle kister må indeholder mørke hemmeligheder, lukkede rum må skjule afdøde koner, og Northanger Abbey må være hjemsøgt. Som resultat kommer Catherine ud i de mest usandsynlige situationer, altimens Austen skriver fornøjeligt om læsningens effekt på et letpåvirkeligt sind. Og således begynder et andet aspekt af romanen.

“It is only a novel... or, in short, only some work in which the greatest powers of the mind are displayed, in which the most thorough knowledge of human nature, the happiest delineation of its varieties, the liveliest effusions of wit and humour, are conveyed to the world in the best-chosen language.” 

Eksisterende bogtitler og forfattere bliver remset op og diskuteret talrige gange gennem handlingsforløbet. "Northanger Abbey" er fyldt med intertekstualitet, og kan med lethed kategoriseres som en bog om bøger eller en bog om den måde, man læser bøger på.
For læsning er i "Northanger Abbey" måden, menneskeliv flettes sammen på. Catherine drages til Isabella, fordi de begge deler en kærlighed for Ann Radcliffes gotiske dramaer, John Thorpe gøres langt mere usympatisk, da han blander bogtitler sammen og erklærer sig en uvidende læser, og den ædle Henry Tilney vinder Catherines hjerte for alvor, da han lovpriser underholdsningsværdien i en god roman.
Men selvom alle Austens karakterer livligt diskuterer forfattere og romaner, læser de ikke alle på samme måde. Catherine læser med hele sit sind og hjerte, og overfører handlingsforløber og karaktertyper fra bøgerne direkte til sin virkelighed. Selvom hun læser, er hun ikke i stand til at aflæse situationer korrekt, og som følge deraf vikler hun sig selv ind i et net af absurditet. Austens bog er en komisk parodi af romanlæsere og en indarbejdet kritik af datidens sensationsromaner, der så skødesløst behandlede mord, voldtægt og overtro i løbet af blot få kapitler. 
Generelt betragtes "Northanger Abbey" som det sorte får blandt Austens romaner. Og den er også meget anderledes i både fortællerform, handlingsforløb og karakterbeskrivelse. Dens indbyggede kærlighedshistorie er langtfra et hovedfokus og beretter desuden også om en langt mere praktisk og venskabelig forelskelse end Austens senere romaner. Det er helt andre ting, der stjæler historiens fokus; misforståelser, intriger og skuffelser som følge af ungdommelig naivitet, tørre observationer om rigdom og arvinger, altimens fejlfortolkninger og søforklaringer strømmer ud af Catherine Morlands mund fra bogens tidligste begyndelse til dens endelige slutning.
Men det er  også en roman med hjerte. Det er en fjerlet komedie, et dansende forsvar af menneskets ret til at læse romaner, men også en formaning om at forstå dem til fulde. Det er en historie om en uimodståeligt klodset hovedperson, en ufatteligt irriterende fjende i form af et udspekuleret søskendepar, og en levende kulisse af skæve karakterer. Det er  en medrivende fortælling om en usandsynlig heltinde og hendes usandsynlige eventyr. Det er en roman, som jeg elsker af hele mit hjerte og af hele min sjæl, fordi den altid efterlader mig med smil og varme. Og jeg anbefaler den til alle, altid; til alle der vil læse Austen for første gang, eller til alle der blot vil læse mere. "Northanger Abbey" var Austens første roman, og det var en begyndelse på noget storslået. Noget majestætisk. Noget særligt.

“Beware how you give your heart.”