"Daniel Deronda" af George Eliot

"Daniel Deronda" af George Eliot, fra forlaget Penguin Classics, udgivet i 2012 (org. udgivet i 1876). 4/5 stjerner. 

"Daniel Deronda" er den sidste roman, som George Eliot formåede at færdiggøre. Samtidig er det også den roman, som regnes for den mest kontroversielle i hele hendes forfatterskab, hovedsageligt på grund af Eliots sympatiske fremstilling af jøderne, som i samtiden normalt blev betragtet med foragt og snobberi.
"Daniel Deronda" er en roman, der er splittet i to plotlinjer. Kapitlerne skifter mellem at følge den smukke og forkælede Gwendolen Harleth hvis familie lige er blevet fattig og den forældreløse Daniel Deronda, som er blevet opfostret af en rig gentleman. Eliot skriver derfor både om Gwendolens desperate flugt ind i et hult ægteskab og om Daniel Derondas vedvarende søgen på svar om sin identitet og sin familiemæssige baggrund. 

“It is a common sentence that knowledge is power; but who hath duly considered or set forth the power of ignorance? Knowledge slowly builds up what ignorance in an hour pulls down.”  

I bogens første kapitel befinder de to hovedpersoner, Gwendolen og Daniel, sig i samme rum. Gwendolen færdes i en pompøs kjole og udstråler al overklassens elegance; men i samme øjeblik hun nærmer sig de overfyldte spilleborde, satser og spiller hun så intenst, at hun næsten forekommer desperat. Daniel betragter hende med fascination og undren, og ser på imens hun taber alt, hvad hun så skødesløst har satset. Gwendolen må som konsekvens pantsætte en smuk halskæde, hvilket Daniel bemærker og straks tilbagekøber og tilbageleverer til hende.
Bogens første kapitel er et glimt af de to hovedpersoner i akkurat det øjeblik, deres liv sammenfiltres. Bogens næste kapitel splitter derimod handlingen i to forskellige flash-backs, og udpensler Gwendolens forhistorie og det frieri, som hun er flygtet fra, samt Daniels opvækst og den jødiske kvinde, som han har reddet fra druknedøden og sværget at beskytte. Derefter foretager Eliot endnu et skift i tid, og bringer sin historie tilbage til nutiden og afslører, hvad der skete efter Gwendolen og Daniels skæbnesvangre møde blandt spillebordene. Og således begynder historien for alvor.
Men allerede i det første kapitel, allerede i det første snævre glimt af karakterernes involvering med hinanden, fastlægger Eliot rollerne, som de vil udfylde. Gwendolen afsløres med sin desperate gambling som en egoistisk kvinde i sine følelsers vold, altimens Daniel hurtigt bliver til den frelserfigur, som han er hele bogen igennem. Daniel redder ikke kun Gwendolen gentagende gange; han redder alle, der søger hans hjælp. Det er vigtigt at huske, at selvom Gwendolen er den karakter, som fylder mest i Eliots plot, så er det Daniel Deronda bogen er opkaldt efter. For Daniel fungerer som bogens knudepunkt og bindeled. 
Og netop fordi Daniel fungerer som bogens bindeled er han også uden identitet og tilhørsforhold; han vægrer frem og tilbage mellem forskellige samfundslag i et spinkelt håb, om at finde det sted, han hører til. På den ene side føler han sig bundet og forpligtet overfor Sir Hugo Mallinger og det overklassesmiljø, han er vokset op i; men på den anden side får hans venskab med den jødiske kvinde Mirah ham ind i en separat verden, et isoleret jødisk samfund der fungerer som en verden indeni en verden. Daniel bevæger sig mellem disse to verdener, og langsomt begynder hans troskabsforhold at ændres. 
Gwendolens andel af plottet er langt mere traditionelt udformet. Hendes historieforløb er i virkeligheden et dannelsesforløb; det er en historie om en smuk, forkælet og egoistisk ung kvinde, som gifter sig med en tyran for at undgå fattigdom, og som gradvist begynder at genoverveje sine værdier. Gwendolen er fange i et ødelæggende ægteskab, som hun bittert fortryder; og gennem hendes daglige prøvelser opnår hun en større forståelse af sig selv og sine omgivelser.

“We must stay where we grow, or where the gardeners like to transplant us. We are brought up like the flowers, to look as pretty as we can, and be dull without complaining. That is my notion about the plants: they are often bored, and that is the reason why some of them have got poisonous.”

Jeg ved virkelig ikke, hvordan det sker. Jeg aner ikke, hvordan hun formår det. Og dog er det altid fuldstændig uundgåeligt. Eliot overvinder mig altid med hendes lange introduktioner og stilfærdige handlingsforløb, hendes skjulte samfundskritik og hendes satiriske kommentarer. Jeg ender altid med at fordybe mig fuldstændig i hendes ord uden den fjerneste idé om, hvad der kan eller vil ske i løbet af en enkelt side. Jeg kan aldrig regne hende ud, jeg kan aldrig formå at lave så meget som ét korrekt gæt om hendes roman. Hun overrasker mig altid.
"Daniel Deronda" endte ikke på den måde, som jeg troede, at den ville. Den endte ikke engang på den måde, som jeg håbede, at den ville. Pudsigt nok skuffede det mig dog ikke af den grund. For Eliots slutning er en gylden påmindelse om den sande værdi af medfølelse, selvindsigt og gensidig kærlighed. Slutningen i "Daniel Deronda" er åndedrætsfrarøvende smuk, en sand glæde og en ren fryd at læse. De sidste ord i Eliots sidste roman var alle bogens 900 sider værd. Uanset hvor uforudsete de end var.
"Daniel Deronda" er en lang bog med en cirkelbundet struktur, et virvar af sammenviklede karakterer og et evigt underliggende lag af bidsk samfundskritik. Indholdsmæssigt tror jeg ikke, at det er Eliots stærkeste roman, og jeg vil ikke bebrejde læsere, der mister tålmodigheden et sekund undervejs. Jeg er snarere fascineret af bogen som en helhed; den afrundede skønhed der eksisterer mellem bogens første scene, forvarslet i Daniel og Gwendolens møde og den endelige slutning. Jeg er imponeret af, hvordan Eliot lader de to karakterer løbe parallelt gennem romanen som to separate historietråde, der hverken gentages eller spejles. Det virker næsten som et eksperiment; en blændende leg med fortællerformer og samfundsskildringer, for de to vidt forskellige veje som de to vidt forskellige karakterer bevæger sig ned af, tillader Eliot at udforske et endnu større område af det engelske samfund, end hun hidtil har gjort. For George Eliot er, først og fremmest, en maler af brede landskaber og ikke af detaljerede miniaturer. Hos Eliot er det helheden og overblikket, der tæller, og jeg elsker den fornemmelse, der overvælder mig, når jeg færdiglæser en af hendes romaner. Det er nemlig en fornemmelse af indiskutabel storhed.