"Some Kind of Fairy Tale" af Graham Joyce

"Some Kind of Fairy Tale" af Graham Joyce, fra forlaget Orion, udgivet i 2013 (org. udgivet i 2012). 3/5 stjerner.

"Some Kind of Fairy Tale" begynder med en hverdagsscene. Bogens første kapitel begyndes midt i en hektisk juleaften, hvor Peter Martin er omgivet af sine larmende børn og deres hujende forventninger til de ventende gaver. Alting må dog sættes på en midlertidig pause, da telefonen ringer, og Peter hører sine forældre meddele, at hans søster er vendt hjem.
For tyve år siden tog Tara en stille gåtur i den nærliggende skov, og hun blev aldrig set igen. Nu er hun pludselig atter dumpet ind i Martin-familiens liv efter tyve års desperat søgen og tro på det værste. Hun er tilbage, og hun har ikke forandret sig så meget som et sekund. Hendes ansigt har ikke det mindste spor af de år, der er gået eller den tid, der er mistet. I stedet ligner hun stadig den teenager, som forsvandt. Og som forklaring har hun en usandsynlig beretning om en lur i skoven, en udstrakt hånd, en ridetur på en hesteryg og en introduktion til en helt anderledes verden, som taget ud fra et eventyr.

“Oh yes the bluebells were out in May. Do you remember how they were? Their perfume stole the sense right out of your head. It turned you over and shook the juice right out of you. You couldn't walk between them that year they were so dense; you had to swim in them. The madness of it! The scent was so subtle that it got all over you, in your nostrils, in your cavities, and on your fingers like the smell of a sweet sin. Didn't it bind you in blue lace and carry you away?”

Dette er en bog, som fokuserer på lokkende fe-magi og på små stjålne og forførende glimt af noget utopisk. Noget fjernt. Noget anderledes. Dette er en bog, der leger med forståelsen af verdenen og om, hvor hurtigt denne kan forvrides til et desorienterende sanseeventyr gennem uberørte skove og uendelige marker af lydløse klokkeblomster.

Dette er en bog, der lader feer lokke unge mennesker væk fra deres hjem og deres familier, og ind i nye verdener og et nyt mørke. Og akkurat ligesom bogen lader sine karakterer blive forledt af feerne, lod jeg mig også forlede af bogens titel. Graham Joyces roman afslører sig selv i dens overskrift, og fortæller at den vil indeholde en slags eventyr. Dens bagsidetekst er sparsom, dens første kapitel er mystisk, og således vandrer man ind i bogen med kun én forventning; at blive involveret i en slags eventyr.

Men titlen er misledende og forkert. "Some Kind of Fairy Tale" er ikke en slags eventyr, bogen er et eventyr. Et ægte, rendyrket, simpelt og velkendt eventyr om mytologisk femagi, ombytninger og dystre undertoner af seksualitet og identitetskampe. Det var på ingen måde, hvad jeg havde forventet. Jeg havde håbet på noget mere jordnært, noget mere hverdagsligt og noget mere af det, som den sparsomme bagsidetekst havde lovet mig: en fortælling om den fortryllelse, der gemmer sig i hver eneste dag. I stedet fik jeg et rendyrket eventyr om den dragende hemmelighedsfulde ånd, der hviler i en skov.

Efter min indledende skuffelse og undren, begyndte jeg at læse bogen på dens egne præmisser. Jeg blev draget ind i en verden af gammel mytologi; genfortalt af en tilbagevendt kvinde, der må sande at verden har ændret sig i hendes fravær – og at den historie, hun selv holder så krampagtigt fast i, betvivles af alle hendes omgivelser. Den hjemkomst som Tara har kæmpet så hårdt for at opnå, bliver overskygget af hendes forældres bekymringer, hendes brors vantro og hendes psykologs ihærdige forsøg på at rationalisere hendes oplevelser. Og Tara, der ellers fremstår så uforandret, begynder at forvandles. En bitter erkendelse sniger sig ind i hendes sind, da hun indser, at hun ikke kan komme tilbage til den verden, som hun har forladt. Hun er ramt af en hjælpeløs nostalgi efter noget, der er for evigt tabt; næsten som en voksen der desperat længdes mod sin barndom. 

“I know I should have refused his offer. Then things would have been different. But there are times in life when a door opens and you are offered a glimpse of the light on the water, and you know that if you don't take it, that door slams shut, and maybe forever. Maybe you fool yourself into thinking that you had a choice at all; maybe you were always going to say yes. Maybe refusing was no more a choice than is holding your breath. You were always going to breathe. You were always going to say yes.”

Graham Joyce skriver levende, atmosfærisk, absorberende. Han lokker sin læser ind i en verden, der på én gang er et under, og samtidig er et mareridt. Ord for ord begynder han at så tvivl i sin egen historie; hvor Taras fortælling i starten virker som en surrealistisk, men dog troværdig, fantasme, ender den med at blive brudt op indefra af psykologens granskende analyser. Hvor meget man end ønsker at tro på Taras historie, jo mere besværligt bliver det at retfærdiggøre. Slutningen efterlader et stort, sort hul i historien, som det kun er op til læseren at udfylde. Man vælger selv sin egen sandhed; man bygger selv sin egen slutning.
Det er modigt at give sine læsere en halv slutning, at efterlade dem med en stump af sandhed og et uoverskueligt regnestykke at arbejde med. Men det virker, og gør historien til læserens egen, i stand til at blive skuet fra forskellige vinkler og blive argumenteret både for og imod. Jeg kunne godt lide slutningens konklusion, men jeg brød mig ikke dens udførelse. Uden at være i stand til at tale for højt for ikke at spolere historien, synes jeg, at hele Joyces omhyggeligt spundne spindelvævsnet blev trevlet op. Alt virkede pludselig meningsløst, for let og for løst.
I "Some Kind of Fairy Tale" eksperimenterer Joyce med fortællerformer og skrivestile. Romanen bliver fortalt i fragmenter; interviews bliver sammenholdt med psykologens rapporter og Taras blidt udtalte minder. Nogle af kapitlerne er gengivelser af direkte tale, andre tillader glimt ind i karakterernes indre, mens andre bliver udformet som saglig prosa. Men alle kapitler indeholder en ukendt fortæller, som sammenstykker brudstykkerne til en upålidelig fortælling. Selvom det er let at glemme, starter bogen med en mærkelig sætning, der har den største betydning for plottets udfald og forståelse: “Of course, everything depends on who is telling the story. It always does. I have a story, and though there are considerable parts I've had to imagine, the way I saw it was as follows.”
Bogens smukkeste dele var afgjort de kapitler, hvor Taras stemme dominerede og minder fra et fjernt skovrige fyldte og oplyste teksten. Det var på én gang overbevisende og skuffende; for Joyce skaber en skrøbelig eventyrsverden, der sagtens kunne have været så meget mere. Gennem feerne og deres oldgamle samfund udforsker han den komplekse sammenvævning af seksualitet og tilhørsforhold, som mennesket er underlagt, og sætter Tara fri i en verden uden grænser, uden love og uden regler. Feerne er frigjorte væsener, deres verden er oplyst og deres samfund er lange skridt foran menneskets. Men deres lille mikrounivers klinger hult og alt det, de har opnået undermineres af en besat mand og hans seksuelle higen. Jeg ville ønske, at Joyces fokus var blevet udfordret og skubbet en anelse, og at hans opbyggede verden havde været opbygget på noget mere substantielt. I stedet føles alt en anelse skrøbeligt; som et traditionelt eventyr, der er blevet udstrakt til dets bristepunkt.