mandag den 18. august 2014

“We tell stories in order to understand ourselves”

Det regnede hele dagen i går. Dråbe efter dråbe begav sig ned mod jorden og ramte asfalten med et plop. Det var, uden diskussion, hvad min mor så kærligt betegner som en dyne-dag. Og alligevel begav jeg mig ud i regnen. Alligevel tog jeg afsted. For en helt særlig oplevelse ventede forude. Salman Rushdie kom nemlig ikke blot til Danmark; han kom til Odense.
Ironisk nok har jeg aldrig fået læst specielt meget af den så omtalte Rushdie. For et par år siden, læste jeg "Midnight's Children", og jeg var hverken begejstret eller overvældet over den lange bog med de lange beskrivelser. Mest af alt var jeg forvirret; jeg havde læst noget, som jeg ikke helt forstod til fulde. Men lige siden har Rushdies navn forfulgt og hjemsøgt mig. Han er blevet nævnt i store og vigtige sammenhæng, er blevet brugt i undervisningen  på mit studie, og hans navn har længe været omgivet af stjernestatussens ærefrygt. Jeg har længe tænkt på at tage tilløb til at læse endnu en af hans romaner, og jeg har længe spekuleret på den indiskutable storhed, som han er så tæt forbundet med.
Da to af mine veninder (herunder Mette fra Bøgernes Univers) spurgte mig, om jeg ville med til Rushdie-interviewet på Odense Centralbibliotek, skyndte jeg mig derfor at sige ja. Jeg var nysgerrig og imponeret ved tanken om at skulle overvære en så stor litterær personlighed. Det var med alverdens spænding, at jeg satte mig ned for at lytte til Salman Rushdies ord. Og da en time var gået, interviewet stoppet og ordene forstummet, rejste jeg mig igen, fyldt med overraskelse og inspiration. Rushdie sagde mange smukke ting – simple sandheder camoufleret i et humoristisk tonefald.
Interviewet var af en flygtig og let berørende slags; emnerne var mange og Rushdie bevægede sig med lethed gennem hele sit forfatterskab. Han fortalte om sin tidlige usikkerhed og udeblivende succes, altimens han betragtede sin forfatterkarriere med tilbageblikkets visdom, og erklærede at hans første bog blev skrevet af en forfatter, der ikke anede, hvem han selv var. Med en rørende klarhed forklarede han, at “we tell stories in order to understand ourselves”, og at denne erkendelse var kommet gradvist til ham, imens han skrev. 
Interviewet blev afsluttet med højtlæsning fra børnebogen "Luka and the Fire of Life". Med en lun humor læste Rushdie om en bjørnen Dog og hunden Bear, og om drengen Lukas gådeduel med en mærkværdig troldmand. Under oplæsningen gav salen genlyd af latter af fniseri, og jeg blev efterladt med en trang til selv at læse den finurlige børnehistorie. Heldet ville også, at Gyldendal havde sponsoreret netop den bog til arrangementet, og jeg således kunne gå hjem med en signeret udgave; et lille minde om en regnfuld time tilbragt med en storslået forfatter.

We are all people who dream, sagde Rushdie ganske henkastet og fortsatte: The fuel an author uses is optimism. Af en eller anden grund slog det mig som noget helt særligt. 

10 kommentarer:

  1. Forstår til fulde, hvorfor du på instagram skrev, at du blev starstruck ved det møde. Jeg havde ikke kunne mæle et ord!
    Jeg har kun læst en enkelt Rushdie-bog Fortryllersken fra Firenze, en helt eminent bog, der kun kan anbefales. En af de bøger, hvor jeg tager mig selv i at stoppe op og genlæse en sætning, fordi den på alle punkter bare er utrolig velskrevet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det var virkelig vildt! :) Og åh, hvor lyder den bog fantastisk. Titlen alene er jo et helt atmosfæresus! Den skriver jeg straks på min læse-liste :)

      Slet
  2. This is so amazing! Rushdie is one of my favorite authors and I've always wondered how it would be like to know him and listen to him speak, Must have been an incredible experience. You have to know, though, that 'Luka' is sort of a sequel to Rushdie's first children's book, 'Haroun and the Sea of Stories', written for his first son while on exile. I'm pretty sure you'd love reading it! Once again, what a wonderful experience!

    SvarSlet
    Svar
    1. It really was an incredible experience. I still cannot believe my luck! I'm so looking forward to reading his children's books :) Must find a copy of 'Haroun and the Sea of Stories' soon! Thanks for the tip :)

      Slet
  3. Hvor det dog bare lyder som om I havde en god tur. Og heldige er I altså også :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var bestemt en god tur! :D Han er en ret stor personlighed!

      Slet
  4. Jeg bliver på et eller andet tidspunkt nødt til at lære at følge med i, hvad der sker i Odense. Synes altid der er alle mulige dejlige arrangementer, som jeg bare først opfatter efter de har været!

    Det lyder virkelig som en herlig oplevelse. Kan godt forstå din betagelse af citatet. Synes det er meget smukt, på en dejligt uskyldsren måde (:

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kender jeg kun alt for godt. Jeg har heller ikke altid været så god til at kigge efter det; men der er virkelig meget at opleve, hvis man holder øje! :)

      Det var nemlig rigtig smukt at høre Rushdie tale om drømme, om historiens magi og om hans motivation for at skrive og fortælle. Virkelig smukt.

      Slet
  5. Det er en rigtig herlig eventyrfortælling - er sikker på, du vil synes om den :)!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det lyder fantastisk! Jeg glæder mig!

      Slet