Tema-tirsdag #60: Hvad er en god bog egentligt? (Fortsat diskussion om litterær kvalitet)

For lidt over en måned siden skrev jeg et indlæg med dirrende fingre og hurtige ord. Jeg skrev om den indiskutable ret til at læse, hvad man ville, og samtidig skrev jeg et par linjer om, at litterær kvalitet i min opfattelse var ikke-eksisterende. Og det er linjer, jeg gerne vil uddybe nærmere. Særligt efter Camillas velformulerede indlæg om samme sag. For det er et interessant emne, en interessant diskussion og en næsten uigennemskuelig gråzone.

Det virker fjollet at benægte eksistensen af begrebet 'litterær kvalitet'. Især når man er litteraturstuderende, bogblogger og en flittig stjerneuddeler på Goodreads. For i så fald – hvad er pointen? Hvad er pointen i at bruge timevis på at studere Shakespeare, hvis man ligeså godt kan læse Sophie Kinsella? Hvad er pointen i at opstille et stjernesystem, opremse yndlingsbøger og nedskrive anmeldelser, hvis det ikke har nogen vægt og nogen mening, og hvis alle bøger kun eksisterer i et hierarkiløst limbo? Et eller andet sted er man nok nødt til at tro på, at litterær kvalitet kan begrebsliggøres. Men jeg mener ikke, at det er endegyldigt af den grund. I mine øjne er litterær kvalitet noget dybt personligt og fuldstændig subjektivt.

Naturligvis vil jeg til min død argumentere for, at Shakespeare vejer tungere end Sophie Kinsella. Shakespeares tvetydige sproglege, overlegne rytmesans og sønderrivende originale plots kan få hvilken som helst anden forfatter til at blegne. Men det betinger naturligvis også, at det er disse ting, man lægger vægt på. Jeg kan levende forestille mig, at andre læsere leder efter andre faktorer. Og hvis man vægter lettilgængelig underholdning højere end kunstfærdige ordkrøller, i hvilken ende af skalaen befinder Shakespeare sig så?

Hvis man skal beskæftige sig med litterær kvalitet, er den første udfordring dermed at finde ud af, hvad ordet kvalitet overhovedet indebærer og hvilke kvaliteter, man leder efter. For hvem siger, at sproglig overdådighed er bedre end ligefrem simpelhed? Som  den litterære teoretiker Terry Eagleton formulerer det: ”Value is a transitive term: it means whatever is valued by certain people in specific situations, according to particular criteria and in the light of given purpose.”

Der findes mange måder at bedømme og kategorisere bøger på. Som litteraturstuderende er jeg i stand til at udpege komplicerede symboler og opspore ikke-fungerende associationskæder. Jeg er blevet undervist i store, næsten indiskutabelt værdifulde, værker, og jeg har set undervisere rynke på næsen ved den blotte benævnelse af J. K. Rowling. Jeg besidder mange analytiske kompetencer, og jeg er efterhånden blevet bevidst om, hvordan man bør læse en tekst. Men det gør det ikke mere simpelt.
For selvom jeg kan analysere mig frem til alverdens intertekstualitet, metafiktion og kontekstuelle kommentarer i Cervantes fortælling om Don Quixote, synes jeg, at det er en rædsom bog, og selvom jeg har læst den intellektuelle Harold Blooms systematiske kritik af Harry Potter-serien, betragter jeg troldmandshistorien som den mest funklende moderne klassiker.
Min litteraturfaglighed har gjort mig i stand til at erklære "Fifty Shades of Grey" en mangelfuld roman, men de selvsamme begreber efterlader et gabende hul, der ikke kan forenes med de tårnhøje salgstal. Mange mennesker har fundet en eller anden form for kvalitet i E. L. James' trilogi, som ikke kan forklares med objektive begreber eller dybdegående analyse. På papiret er "Fifty Shades of Grey" ikke en god bog; men i praksis er den et verdensomspændende fænomen. Og kan man i så fald påstå, at det er en kvalitetløs bog? Naturligvis er der langt fra lighedstegn mellem kvalitet og succes, men er evnen til at skabe succes ikke en form for kvalitet i sig selv? Og er det ikke pudsigt, hvor store huller der kan opstå derimellem? For selv hvis bogens eneste kvalitet er letlæselighed eller underholdning, hvordan kan man så påstå, at den slags ikke skal medtages i en kvalitetsbedømmelse? 

Problemet er, at en bog kan bedømmes på mange måder, fra mange vinkler og med mange formål i øjemed. Man kan foretage dybdegående analyser, opdage originalitet og bedømme struktur, man kan teste metaforer, finde rytmer, spejlinger og sammenhæng. Men bedømmelsen er også en aktiv handling, der sker, når en læser mødes med en bog. En uforudsigelig reaktion mellem et sind og en samling ord. 
Ord som "rørende", "smuk", "velskrevet", "romantisk", "medrivende" og "spændende" er fuldstændigt subjektive prædikater, der sommetider fastsættes på en bog. Ordene er ofte ikke resultatet af noget videnskabeligt eller rationelt; i stedet er de skabt af udefinerbare følelser i læseren selv. Den personlige læseoplevelse er subjektiv, men det gør den ikke mindre værdifuld, mindre brugbar eller mindre sand. For er det ikke i mødet mellem en læser og en tekst, at den sande litterære kvalitet bør opstå, når det kommer til stykket? 
Diskussionen er lang, indviklet, kludret og svær. For før man kan uddele titlen 'god bog', bliver man nødt til at definere, hvad der konstituerer ordet god. Og kan man gøre det på et alment niveau?
Selvfølgelig tror jeg på, at der findes gode bøger. Selvfølgelig tror jeg på, at litterær kvalitet eksisterer. Selvfølgelig er de fleste af jer nok enige med mig i, at Shakespeare vejer tungere end Sophie Kinsella. Men min pointe er, at ingen af disse antagelser er endegyldige beviser. Litterær kvalitet er, i mine øjne, ligeså subjektivt som læseoplevelsen selv, og der hviler en eller anden form for selvmodsigelse i begrebet om litterær kvalitet, fordi alle litterære kvaliteter ikke tillægges den samme værdi. I sidste er det ikke så meget et regnestykke, som det er en personlig fortolkning. Og det er naturligvis også deri, hele magien ligger.

Hvad synes I? Tror I på, at en bogs kvalitet er noget, der kan analyseres frem, fastsættes og defineres, eller tror I på en mere subjektiv kvalitetsbedømmelse? Hvad er en god bog for jer, og hvordan bedømmer I det?