"De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner" af Beatrix Potter

"De samlede eventyr om Peter Kanin og hans venner" (org. titel "The Complete Tales of Beatrix Potter") af Beatrix Potter, fra forlaget Carlsen, udgivet i 2013 (org. udgivet i 1902-1930). Læst på dansk – originalsproget er engelsk. 4/5 stjerner. 

I 1902 udgav Beatrix Potter sin første bog. Det var en lillebitte børnebog om en kanin ved navn Peter Kanin, som forvildede sig ind hr. Suhrs have og efter mange farlige uheld og eventyr skyndte sig hjem igen. Bogen var ligeledes fyldt med Beatrix Potters farverige illustrationer; og den blev en øjeblikkelig succes.
Derefter fulgte 23 børnebøger fyldt med eventyr om Peter Kanin og alle hans venner. Beatrix Potter skrev om alskens talende dyr i finurlige situationer; kaniner, grævlinge, katte, hunde, mus og rotter udgør blot en brøkdel af hendes persongalleri, og selvom alle historierne er separate hører de ofte lidt sammen alligevel, og mange navne og væsener går igen. Beatrix Potter skabte således sin helt eget verden bestående af charmerende landdyr, og  hun dokumenterede ivrigt alle deres eventyr.

“Der var engang fire små kaniner, og de hed – Flopsy, Mopsy, Silkehale og Peter.” 

Denne bog er fyldt med sarte fodspor fra alverdens dyr. Simple historier om hverdagslige skabninger forvandles til henrivende eventyr i Beatrix Potters hænder; et pindsvin arbejder som vaskekone, altimens en grævling forsøger at spise kaninunger, et egern bliver for tyk til at kravle ud af et hult træ, en flok mus hjælper en skrædder med at sy et sæt tøj, en hund bliver narret til at spise en musetærte, og en velkendt kanin iført en blå jakke med skinnende guldknapper og et tilhørende sæt af lillebitte sko forvilder sig ind i hr. Suhrs have. Med en blanding af yndige vandakvareller og korte sætninger gengiver Potter sine omgivelser med et stænk af barndomsmagi.
Min nylige gennemlæsning af Beatrix Potters samlede eventyr blev mit første bekendtskab med de så højtelskede talende, vraltende og pibende dyr. Selvom jeg betragter mig som velbevandret i de eventyrlige barndomsuniverser, og selvom jeg som barn læste mig igennem et utal af engelske børnebøger, så voksede jeg ikke op med Potters eventyr, og jeg stødte aldrig på Peter Kanin under min færden i skolebiblioteket. Jeg føler derfor ingen nostalgi og forbinder ingen minder med den nysgerrige kanin; men åh, hvor ville jeg dog ønske, at jeg gjorde. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde talrige minder om pastelfarvede illustrationer og et overfyldt dyreunivers; hvor ville jeg ønske, at jeg havde måbet over Tommy Broks ondskabsfulde planer og hvinet af fryd over hver en lykkelig slutning og hvert afsluttende ord, som så yndigt binder alle eventyrene sammen i en nydelig sløjfe. Jeg ved, at jeg ville have elsket det. 
For selvom jeg ikke læste Potters eventyr som barn og dermed ikke besidder den dyrebare følelse af nostalgi overfor eventyrenes spirende univers af ræve, fugle, egern og kaniner, så nød jeg stadig at læse de bittesmå historier og stirre på de medfølgende billeder. Selvom min læsning af det kendte barndomsunivers er en smule forsinket, har jeg dog nydt den; for de små dyreeventyr taler på tværs af alder, af tid og af sted. Det er netop derfor, de er så elskede.

“Da det hele var dejlig fint og rent, holdt hun et selskab for fem andre små mus – uden hr. Jacobsen. Han kunne lugte selskabet og kom op af skrænten; men han kunne ikke klemme sig ind gennem døren. Så de rakte agern-kop-fulde af honningdug ud gennem vinduet til ham, og han var slet ikke fornærmet. Han sad ude i solskinnet og sagde - "Kuk! Kuk! Deres skål, fru Sladremus!"”

Potters små fortællinger er simple. De er komprimerede og ordknappe, og indeholder så langt fra samme melankolsk-filosofiske stemning som Janssons mumi-bøger eller J. M. Barries "Peter Pan"; i stedet indeholder hvert eventyr en belærende morale, legende ordrim og både illustrationer og tekst besidder en slående naturalisme. For selvom Potter skriver eventyr, så skriver hun om det, hun kender; hendes eventyr udspiller sig i træer og i buske, i krat og på gårde, og selvom dyrene i dem kan tale, er de ikke mindre dyriske af den grund. Katte spiser mus, grævlinger spiser kaniner og selv den elskede Peter Kanins far er endt som tærtefyld i hr. Suhrs mave; ikke som et skræmmeeksempel, men snarere fordi det er sådan, tingene ganske enkelt er.
Ligeledes har mange af Beatrix Potters virkelige bekendtskaber sneget sig ind i eventyrene; det var ikke usædvanligt, at en nabo kunne genkende sig selv i en mus eller en kanin, ligesom det ofte var let at finde elementer af det smukke Lake District i de tilhørende illustrationer. Potter lagde en tydelig inspiration fra sit hverdagsliv i sit litterære arbejde; og det er let at fornemme den sanselighed, der ligger til baggrund for tegningerne samt den spidsfindige humor, der flyder gennem eventyrene.
At drage med Peter Kanin, Benjamin Kaninsen og fru Strikke-Prikke på eventyr må være en betagende oplevelse for ethvert barn (eller ethvert barn indeni en voksen). Jeg kan med lethed forstå, hvorfor disse eventyr er så elskede over hele verden. Det eneste jeg ikke kan forstå er blot, hvorfor jeg ikke har læst dem noget før.